Hvorfor luthersk?
For en del kristne vil det måske i lys af tidens bestræbelser i retning af enhed og dialog imellem de forskellige kirkeretninger være bemærkelsesværdigt overhovedet at gøre en pointe ud af at være evangelisk-luthersk. Bør vi ikke snarere som lemmer på det samme universelle Kristi legeme bestræbe os på enhed? Hvorfor profilere sig særligt som evangelisk-luthersk, i stedet for at fokusere på at fremme økumenik og dialog? Har det overhovedet betydning at være evangelisk-luthersk i dag?
Til denne indvending kan for det første fremhæves, at ægte økumenisk dialog og enhedsbestræbelser imellem de traditionelle kirkesamfund aldrig kan ske ved at fortie, nedtone eller udviske forskellene. Det er en blindgyde at tro, at man kan vinde væsentlige fremskridt ved at tabuisere dele af dialogparternes identitet. Ægte økumenisk dialog handler om at øge forståelsen for den anden og derigennem få konstruktivt lys på sig selv.
For det andet er det vigtigt at være bevidst om, at en evangelisk-luthersk profilering ikke sker for skellets eller afgrænsningens skyld i sig selv, men i langt højere grad handler om en præcisering af essentielle arvestykker fra den lutherske tradition, som er afgørende for den kirke, der i dag bærer reformatorens navn. Der er vigtigt indhold på spil – ikke bare teologiske trakasserier.
En udfoldelse af, hvad det vil sige at være evangelisk-luthersk i dag, kunne tage afsæt mange forskellige steder i den lutherske tradition, for den lutherske reformation har præget de nordvesteuropæiske samfund på en lang række områder. I denne artikel tages for afgrænsningens skyld afsæt i det, man kan kalde den lutherske teologis livsnerve – udtrykt i de tre klassiske sola-formuleringer: Sola gratia (Nåden alene), Sola fide (Troen alene) og Sola Scriptura (Skriften alene).
Nåden alene – den ultimative ligestilling
Nåden alene hang på reformationstiden sammen med opgøret med den afladspraksis, der havde bredt sig nogle steder inden for romerkirken.
Nåde er et radikalt kristent begreb, fordi det bryder fundamentalt med det almindelige menneskelige princip om, at vi skal yde for at kunne nyde. Derfor virker evangeliet om frelsen af nåde også fra tid til anden ganske provokerende på den menneskelige fornuft. Nåden sætter den pæne borgerlige bedsteborger lige med massemorderen og terroristen, fordi alle i udgangspunktet er vendt lige langt væk fra Gud. Det virker urimeligt på en almindelig menneskelig retfærdighedssans.
Nåden alene fritager ikke forbryderen fra straf i den borgerlige sfære, men sætter ord på grundforholdet mellem Gud og menneske, og hævder bombastisk, at den eneste vej til Gud går gennem hans indgreb ved nåde alene. Enhver menneskelig stræben er i den henseende ikke bare ubrugelig, men skadelig. Heri ligger provokationen, men også friheden.
Samtidig rummer dette budskab en stadig udfordring til det kirkelige miljø. Hvor nådigt er det kirkelige miljø? Hvis vi har Nåden alene som slagord, hvis vi mener og tror, at vi er, hvad vi er af Guds nåde, så klinger de ord underligt tomme, hvis de kirkelige miljøer ikke lever den nåde ud og giver krop til det budskab, vi forkynder (jf. bønnen i fadervor: Forlad os vores skyld, som også vi forlader vores skyldnere).
Troen alene – nu med x-factor
Troen alene hænger intimt sammen med Nåden alene. Man kan sige, at Gud objektivt set handler med mennesket af nåde alene, mens mennesket subjektivt set modtager nåden ved Troen alene.
På reformationstiden lå der heri et opgør med gerningsretfærdighed i enhver skikkelse, og hvor central denne sag er for reformatorerne, kan man se udtrykt derved, at Luther kalder artiklen om retfærdiggørelse af tro for den artikel, som kirken står og falder med.
Netop fordi det ligger så centralt i den lutherske tradition, kan det ligge snublende nær at tænke, at problemet med gerningsretfærdighed er ”de andres” problem. Det kan muligvis være tilfældet på et teoretisk, teologisk niveau. Men problematikken er mere kompleks end som så. Gerningsretfærdigheden sidder os mennesker dybt i livet. Derfor er vi i parentes bemærket også afhængige af, at Nåden alene ved tro alene igen og igen tilsiges os ude fra.
Jagten på en god karriere, på den ideelle familie med tilhørende Bo Bedre-idyl eller selviscenesættelsens x-factorhungrende og udmattende krav om at skille sig ud og være noget særligt kunne være scener, hvor gerningsretfærdigheden i ikke-religiøs form stortrives i dag. Luther formulerer det et sted sådan, at ”din gud er det, du forventer dig alt godt af.” Måske er der en forbindelse fra middelalderens afladsinstitution til psykologernes venteværelser i dag – hvor vi betaler afladsprisen i form af stress-, depressions- og angstdiagnoser? Kirkens opgave er at sætte Guds frie evangelium i spil på menneskelivets arena – i hele dens bredde.
At frelsen er af nåde alene, ved tro alene, stiller alle lige. Her er noget så unikt som et fuldstændig forudsætningsfrit område. Fordi nåden modtages ved tro alene – og tro er tillid – er vi for Guds ansigt fri af alle forskelligheder mennesker imellem. Hverken intellektuel kapacitet eller øvrige kompetencer eller initiativer har betydning – det mindste barn, den dybest mentalt handicappede er i henseende til troen sat lige med den bedst begavede professor, statsministeren eller den driftige erhvervsmand.
Skriften alene – en nedreklameret autoritet
Skriften alene handlede om en autoritetsproblematik på reformationstiden. Det var den bærende tillid til Bibelen som eneste sande kilde og norm for kirkens tro, der var det afgørende holdepunkt i mødet og opgøret med hele pavekirkens misbrug og misforståelser af evangeliet.
I dag vælger vi i høj grad selv vores autoriteter. Der er rigtig langt fra den kirkelige autoritet, som den katolske kirke besad i middelalderen, til den autoritetsposition, kirken har i Danmark i dag. Men det betyder ikke, at autoritetsproblemet er løst. Selvfølgelig er frihed fra tvangsmæssig autoritet et gode. Men de autoriteter, vi manipuleres eller reklameres til at underlægge os, er ikke nødvendigvis bedre end reformationstidens yderliggjorte hierarkiske pavekirkelige autoritetsstruktur.
På mange måder tror jeg, det er et gode for kirken, at den ikke længere er i en stærk ydre autoritetssituation, hvor den kan stikke folk sandheder i hovedet. Det kan åbne op for et mere autentisk møde med mennesker. Men det forandrer fronten for Skriften alene-princippet. Det handler ikke længere om at stå imod en stærk kirkelig autoritet, som det gjorde for Luther. Den autoritet er væk for længst.
På nogle områder er udfordringen i dag nærmest den modsatte: At vi er blevet autoritetsløse, og dermed rodløse. Eller at vi alt for ukritisk underlægger os den flygtige massekulturs bud og befalinger, fordi det er den, der har mest taletid.
Det afgørende omdrejningspunkt er, om det lykkes os at finde sunde autoriteter i vores liv – som mennesker og som kirke. Og her står kirken over for en stor opgave med at give mennesker mulighed for at opleve et sundt autoritetsforhold til Bibelen og dens hovedperson.
Bibelens autoritet er grundlæggende sund, fordi dens centrum er at pege hen på ham, der kom for at tjene – ”Derfor har Gud højt ophøjet ham og skænket ham navnet over alle navne, for at i Jesu navn hvert knæ skal bøje sig, i Himlen og på jorden og under jorden, og hver tunge bekende: Jesus Kristus er Herre, til Gud Faders ære” (Fil 2,9-11).
Artiklen er tidligere blevet bragt i magasinet Budskabet.
