Mange læser åbenbaringsbogen som om det var en trailer til en film, en slags foregribelse af hvad der skal ske i fremtiden. De læser bogen som tilskuere til noget spændende, som er i færd med at udspille sig. De forestiller sig, at kundskaben de har om bogen, giver dem en speciel indsigt i, hvad de kan læse i nyhederne i dagene som kommer.
Åbenbaringsbogen er imidlertid ikke en bog for tilskuere. Det er en bog for deltagere! Det er en bog for deltagerne i Guds frelseshistoriske drama. Bogen er ikke primært en ”spådomsbog”, men en ”opskriftsbog”. Den indeholder opskrifter for, hvordan Guds folk kan gå sejrende igennem en tid, hvor de vil møde stor modstand og mange lidelser.
Åbenbaringsbogen handler ikke først og fremmest om ting som skal ske en eller anden gang i fremtiden. Det er en bog for alle kristne, og den har et budskab som var lige så aktuelt for kristne i slutningen af det første århundrede som det var for de kristne på reformationstiden: Et budskab som er det samme i dag, og som vil være det samme helt til Jesus kommer igen.
Begivenhederne som bliver beskrevet, er begivenheder som kristne har kunnet genkende til alle tider, og som bare vil blive mere aktuelle i tiden frem mod Jesu genkomst. Grunden til det er, at bogen er fuld af symboler, symboler som peger på hændelser som Guds folk vil opleve gennem hele historien, men som vil blive endnu mere intenst i tiden før Jesus kommer igen til dom.
Åbenbaringsbogen kapitel 11 – de to vidner
I Åb 11,1-14 læser vi om de to vidner. Det første man skal ligge mærke til er, at disse vidner har større succes med at bringe mennesker til Gud, end alt det andet som sker i Åbenbaringsbogen. Det er sandt. Alle de spektakulære ting som Gud gør i Åbenbaringsbogen viser sig at have en lille virkning når det drejer sig om at få mennesker til at omvende sig til Gud. Gang på gang læser vi:
Men resten af menneskene, som ikke blev dræbt af disse plager, omvendte sig ikke fra deres hænders værk, så at de holdt op med at tilbede dæmonerne og afgudsbillederne af guld og sølv og kobber og sten og træ, som hverken kan se eller høre eller gå, og de omvendte sig ikke fra deres myrderier og trolddomskunster og utugt og tyveri (Åb 9,20-21; jf. 16,9.11).
Med de to vidner forholder det sig anderledes. Deres virksomhed afsluttes med et stort jordskælv: “Ved det jordskælv blev der dræbt syv tusind mennesker; og resten blev grebet af frygt og gav himlens Gud æren” (11,13b). Tallet syv tusind minder om de syv tusind som ikke havde bøjet sig for Baal dengang Elias klagede til Gud over afgudsdyrkelsen i Israel (1 Kong 19,18). Det er altså tallet på den lille rest, den lille minoritet i et samfund hvor majoriteten var faldet bort fra Gud.
På vidnernes tid skal det forholde sig modsat. Det skal være en lille minoritet som falder fra under Guds dom, mens majoriteten skal omvende sig til Gud og give ham ære. Nogle bibellæsere forstår det sådan, at det at give Gud ære, er et udtryk for modvilligt at anerkende, at Gud har ret, uden at komme til frelsende tro på ham. Men det er ikke sådan begrebet bruges i Åbenbaringsbogen. At give Gud ære er det samme som at omvende sig til Gud (jf. Åb 16,9).
Hvem er vidnerne?
De to vidner er altså Guds suverænt mest effektive redskab til at få mennesker til at omvende sig til ham. Hvem er de?
Åbenbaringsbogen giver selv svaret:
Vidnerne er de to oliventræer og de to lysestager, som står foran jordens Herre (Åp 11,4).
Det henviser til en profeti som blev givet til Zakarias. Gud lod ham se to oliventræer som symboliserer ”de to, der er salvet med olie. De står foran hele jordens Herre” (Zak 4,14). De to salvede er kongen i Israel og præsten i templet. Kirken i Åbenbaringsbogen er ”et kongeligt folk…, præster for Gud” (Åb 1,6; jf. 2 Mos 19,6). Set i det lys er de to vidner, eller de to oliventræer, et symbol for kirken. De to vidner bliver også kaldt ”de to lysestager”, og en lysestage er et andet symbol for kirken i Åbenbaringsbogen (1,20).
Guds folk er konger og præster selv i denne onde verden. Som konger hersker de på Guds vegne, og som præster forkynder de hans vilje og beder for folket. De har kolossal magt. Vi læser om de to vidner at der står “ild ud af deres mund og fortærer deres fjender”, de “har magt til at lukke himlen, så der ikke falder regn, så længe de profeterer” og “de har magt til at forvandle vandet til blod og ramme jorden med enhver tænkelig plage, så tit de vil” (Åb 11,5-6). Som det meste andet i Åbenbaringsbogen skal dette ikke forstås bogstaveligt, men billedligt. Det minder om Elias (2 Kong 1,10-14; 1 Kong 17,1) og Moses (2 Mos 7,14-24; 1 Sam 4,8), som også var Guds vidner, og som havde magt til at gøre sådanne spektakulære undere.
Et effektivt redskab for Gud
Ved at vidne om nåden i Jesus Kristus hersker kirken som konge og udøver en kolossal magt. Den hersker over synden og ondskaben og opretter et himmelrige på jorden, et rige hvor synd bliver tilgivet og mennesker bliver sat fri fra syndens herredømme. I dette rige bliver alle mennesker værdsat lige højt og inkluderet på lige vilkår, uafhængig af hudfarve, etnicitet, funktionsdygtighed, kompetence og popularitet. Her må fjendskab vige for venskab, og had må give plads for kærlighed. Her kommer mennesker sammen fra alle samfundslag og fra alle nationer og folkegrupper. De finder sammen om noget som er større end alt hvad denne verden kan tilbyde: Guds kærlighed som er givet os i Jesus Kristus, som døde for vore synder, og som har udøst sin Helligånd i vore hjerter!
De to vidner får mange fjender, først og fremmest repræsenteret ved dyret, som står for de antikristelige kræfter i verden. På den tid da Åbenbaringsbogen blev skrevet, var det den romerske kejser som repræsenterede disse kræfter, når han forsøgte at tage den plads som retmæssigt kun tilkommer Kristus. Han krævede at blive æret som Gud, og han stod for fred og velstand, en velstand som var baseret på undertrykkelse af de svage.
Den sande kirke nægter at tilbede dyrets billede. Den lader sig ikke forføre af denne verdens tomme løfter, men holder sig trofast til sin Herre Jesus Kristus. Mens den gør det, viser kirken verden, hvad den går glip af, når den står uden Jesus Kristus og hans kærlighed. Den demonstrerer, at der findes et alternativ til egoismen og konkurrencementaliteten som ellers råder på jorden. Kirken afslører hulheden i denne verdens ideologi: den har i virkeligheden ingenting at give!
Lidelsens vidnesbyrd
Det er ikke underligt, at verden hader kirkens vidnesbyrd. Til slut får dyret, som repræsenterer de antikristelige kræfter i verden, has på de to vidner. Vidnerne bliver dræbt, og de bliver til og med nægtet en anstændig begravelse. Selv i døden vil de ikke undslippe den brutale ydmygelse som undertrykkerne udsætter dem for. Men efter tre og en halv dag skal der komme liv i dem igen, og de skal blive taget op til himlen (Åb 11,7-12). Deres opstandelse og himmelfart er et andet symbol: det står for, at Gud vil kendes ved kirkens vidnesbyrd. Han vil vise, at den lidende kirke havde ret hele tiden. Akkurat som Kristus, da han blev forkastet og hånet af folket, blev godtgjort at være Guds Søn ved sin opstandelse, sådan vil også kirken blive ydmyget og latterliggjort på jorden, men til syvende og sidst vil det blive åbenbaret at den er Guds udvalgte.
Den lidende kirkes vidnesbyrd skal vise sig at være Guds mægtigste våben i endetidens konflikt. Det som ingen af Guds straffedomme kunne udrette, er resultatet af den lidende kirkes vidnesbyrd: at mennesker omvender sig til Gud.
Når verden ser, at Guds folk har styrke til at møde sine undertrykkere med kærlighed, vil de indse, at det virkelig var Gud, som var med dem.
Også i dag
I vores tid har den koptiske kirke i Egypten vist os hvilket mægtigt vidnesbyrd kirken kan aflægge, når den svarer på forfølgelse med kærlighed og tilgivelse. Efter det såkaldte arabiske forår, der hurtigt blev til vinter igen, har den koptiske kirke været udsat for en række tilfælde af religiøst motiveret vold. 1 januar 2011, mens de kristne var i færd med at forlade Saints Church, blev de angrebet med en bombe. 23 mennesker døde og 97 blev såret. Siden den gang har dusinvis flere måttet lide døden i andre angreb.
I mødet med sådanne forfærdelige voldshandlinger har lederne for den koptiske kirke kaldt de kristne til at svare på en fredelig og kærlig måde. De har citeret Jesu ord: “Elsk jeres fjender, og bed for dem, der forfølger jer” (Matt 5,44), for at forklare, hvilken reaktion der er påkrævet. Når de koptiske kristne gør det, udlever de det vidnesbyrd som er beskrevet på en symbolsk måde i Åbenbaringsbogen. Deres vidnesbyrd har været effektivt! Det er ikke tilfældigt, at vi hører flere og flere rapporter fra den del af verden om mennesker, der vender sig mod Kristus.
En kirke som søger magt og indflydelse i denne verden har gang på gang vist sig at været helt magtesløs. Den bringer ikke mennesker til Kristus. Men hvis Guds folk omvender sig fra sit komfortable liv i magtens korridorer, kan det skabe forandring. Hvis kirken er villig til at lide for Jesu navns skyld, kan Gud få mulighed for at bruge sit mest effektive våben.
Oversat af Lars Malmgaard Jensen
