Guds mission i Esajas’ Bog

Gammel Testamente som missionshistorie

Mennesket blev ikke skabt, fordi Gud havde brug for det, men ganske utvungent. Fordi det var positivt villet af Gud. Som en slags udtryk for dén overflod af kærlighed, Gud er. Og allerede umiddelbart efter syndefaldet med al den fremmedgørelse og forstillelse, som menneskets oprør medførte, ser vi, at Gud fortsat vil mennesket.

Mennesket er stadig så omfattet af hans kærlighed, at han igen – utvungent – gør, hvad han kan, for at genoprette faldet og forvandle fremmedgørelsen og forstillelsen til den inderlighed og umiddelbarhed, som relationen mellem Gud og mennesket fra begyndelsen var præget af.

Selvom det i første omgang kunne se ud som om det blev overladt til mennesket selv at sørge for denne genoprettelse, så viser resten af Biblen, at selvom det skulle ske gennem ”hendes afkom” (1 Mos 3,15) – altså én af de første menneskers efterkommere – så stod det ikke i menneskets magt at frelse sig selv, og at det var Gud selv, der måtte frelse mennesket og genoprette faldet. Dette er Guds mission. Og gennem resten af ”missionshistorien” lærer vi, hvordan Gud frelser og genopretter.

Processen

Vi skal i det følgende zoome ind på, hvordan Esajas’ Bog i både dens form og indhold viser os, at selvom Gud både kan og vil frelse, så er frelsen og genoprettelsen afhængig af den bevidstgørelsesproces i mennesket, som vi ofte omtaler som syndsbekendelse, omvendelse og tro. Og selvom processen – eller dét, som de gamle kaldte ordo salutis, nådens orden – ikke altid kan sættes på formel, så er der noget typisk i processen, som afspejles i Esajas’ Bog, og som vi kan lære af. Både i vores personlige gudsforhold og i udførelsen af vores engagement i Guds mission.

Esajas’ Bog

Profeten Esajas virkede i slutningen af det 8. årh. og begyndelsen af det 7. årh. f.Kr. under de judæiske konger Uzzija (792-40 f.Kr.), Jotam (750-732 f.Kr.), Akaz (732-715 f.Kr.), og Hizkija (715-686 f.Kr.). Esajas’ Bog falder i tre meget forskellige dele, hvor der i kapitel 1-39 er fokus på dom over Israels ¹Selvom Esajas primært forkyndte til de israelitter, der hørte til sydriget Juda, bruges i det følgende ”Israel” om målgruppen for Esajas’ Bog.oprør mod Gud, i kapitel 40-55 forkyndes trøst til dét Israel, der bekender sin synd, og i kapitel 56-66, tales om genoprettelse af Israel.

Mange har argumenteret for, at Esajas ikke selv kan have skrevet de to sidste dele, eftersom de i høj grad adresserer en situation i Israel, som først opstod langt senere, nemlig eksilet i Babylon fra 597-532 f.Kr., og tilbagekomsten til og genopbyggelsen af landet efter 532 f.Kr., men der er gode grunde til, at budskabet i de sidste to tredjedele af bogen også ville have givet god mening på Esajas’ egen tid, så det skal ikke optage os her. Det skal imidlertid dét forhold, at Gud udvalgte Israel til at være et mønsterfolk, som skulle vise hele menneskeheden, hvad Guds mission gik ud på, og at vi af denne grund kan lære noget af dette mønster.

Det skal vi derfor se nærmere på.

Tre opgaver

Esajas får gennem sit virke tre forskellige kald til at forkynde Guds Ord i tre forskellige situationer. I Es 6 kaldes Esajas til at forkynde dom over israelitternes synd. Tonen slås an allerede fra begyndelsen med et vé-råb over ”det syndige folk, et folk, der er læsset med skyld” (1,4). Men selvom der også lyder et ”kom, lad os gå i rette med hinanden … er jeres synder som skarlagen, kan de blive hvide som sne” (1,18), forbereder Gud Esajas’ på, at israelitternes synd er så massiv, at hans forkyndelse blot vil skabe yderligere forhærdelse: ”Gå hen og sig til dette folk: I skal høre og høre, men intet fatte, I skal se og se, men intet forstå” (6,9).

Israel har med andre ord bevæget sig så langt ud ad ulydighedens og oprørets vej, at de gennem Esajas’ forkyndelse placeres under Guds dom, men uden at forstå alvoren og konsekvenserne af det. Det betyder ikke, at denne første del af Esajas’ forkyndelse var blottet for evangelium. Som allerede nævnt lød der fra begyndelsen et ”kom lad os gå i rette med hinanden,” og den første del af Esajas’ Bog indeholder også nogle af de stærkeste foregribelser af, hvordan Gud vil gribe ind til frelse gennem sin Messias (f.eks. 9,1-6; 11,1-16; 35,1-10).

Men israelitterne var altså i en situation, hvor de, på grund af deres forhærdelse, ikke kunne tage evangeliet til sig. Der var brug for at bløde de hårde hjerter op, og derfor måtte Esajas i årevis udføre det utaknemmelige job med at skabe forudsætningen for, at israelitterne kunne høre evangeliet, nemlig syndserkendelse.

I Es 40 skifter tonen. Esajas får et nyt kald. Denne gang til at forkynde trøst: ”Trøst, trøst mit folk, siger jeres Gud. Tal til Jerusalems hjerte, råb til hende, at hendes hoveri er til ende, at hendes skyld er betalt” (40,1-2).

Til de israelitter, som nu var sig deres synd bevidst, men som ikke kunne tro, at Gud kunne frelse dem efter disse mange år med en lukket himmel, måtte Gud først forsikre dem om, at han som himmelens og jordens skaber og historiens herre ikke bare havde agt men også magt til at frelse dem:

Jakob, hvorfor siger du,
Israel, hvorfor erklærer du:
»Min vej er skjult for Herren,
Gud ænser ikke min ret«?
Ved du det ikke,
har du ikke hørt det:
Herren er en evig Gud,
skaberen af den vide jord.
Han bliver ikke træt og udmattet,
hans indsigt kan ingen udforske (40,27-28).

På den baggrund forkyndes evangeliet så om hvordan Herrens lidende tjener skulle sone den synd, som israelitterne ikke selv kunne sone:

Foragtet og opgivet af mennesker,
en lidelsernes mand, kendt med sygdom,
én man skjuler ansigtet for,
foragtet, vi regnede ham ikke for noget.
Men det var vore sygdomme, han tog,
det var vore lidelser, han bar;
og vi regnede ham for en, der var ramt,
slået og plaget af Gud.
Men han blev gennemboret for vore overtrædelser
og knust for vore synder.
Han blev straffet, for at vi kunne få fred,
ved hans sår blev vi helbredt (53.4-5).

I Es 56 skifter tonen igen. Gud taler nu til dem, der har oplevet, at ”min frelse er kommet nær,” og i Es 61, hvor den tredje kaldsberetning er placeret, bliver det klart, at Esajas nu skal forkynde genoprettelse og nyskabelse for dem, der har taget trøsten til sig:

Gud Herrens ånd er over mig,
fordi Herren har salvet mig.
Han har sendt mig
for at bringe godt budskab til fattige
og lægedom til dem, hvis hjerte er knust,
for at udråbe frigivelse for fanger
og løsladelse for lænkede,
for at udråbe et nådeår fra Herren
og en hævndag fra vor Gud,
for at trøste alle, der sørger,
for at give Zions sørgende hovedpynt i stedet for aske,
glædens olie i stedet for sørgedragt
og lovsang i stedet for svigtende mod.
De skal kaldes retfærdighedens ege,
plantet af Herren til hans herlighed.
De skal genopbygge ruiner fra fortiden
og genrejse gamle tomter,
de skal genopbygge ødelagte byer
der lå i grus i slægt efter slægt (61,1-4).

Selvom disse tre kald ikke betyder, at der intet overlap er mellem de tre ”forkyndelser,” så har de alligevel hver deres fokus som en understregning af, at Guds mission tager sig forskelligt ud alt efter hvilken situation hos mennesket, det adresserer.

Den politiske arena

Noget af det helt særlige ved Guds valg af Israel som mønsterfolk er, at Gud bruger den historiske og politiske kontekst til at ”mønstre” Israel. Det kommer stærkest til udtryk i Es 7,18, hvor Esajas fortæller om supermagterne Egypten og Assyrien, at Gud ” fløjter ad fluerne ved udløbet af kanalerne i Egypten og ad bierne i Assyrien.”

Eller i Es 10,5, hvor Assyrien beskrives som ”min [Guds] vredes kæp.” I Es 44,28 omtaler Gud perserkongen Kyros (ca. 600-532 f.Kr.) som ”min hyrde, [der] skal udføre alt dét, jeg vil,” mens samme konge i Es 45,1 ligefrem kaldes ”min [Guds] salvede, hvis højre hånd jeg har grebet for at nedtrampe folk foran ham og løse kongernes bælter, så døre åbnes for ham, og porte ikke står lukket.” Gud bruger med andre ord de politiske supermagter som redskaber til at udføre sin mission overfor Israel, så Israel selv kan blive genstand for Guds frelse og genoprettelse.

Dermed kan Israel blive dét mønsterfolk, alle andre har brug for at kunne betragte, så de andre folk også kan blive genstand for Guds mission.

Hvad var det folkene omkring Israel så? Jo, de så, at israelitternes gud ikke beskyttede dem mod de assyriske hæres hærgen og ødelæggelse ned gennem 730’erne f.Kr. De så, hvordan deres gud tilsyneladende igen holdt hånden over dem, da assyrernes angreb mod Jerusalem i 701 f.Kr. på mirakuløs vis blev afværget, og hvordan folket efterfølgende fik lov til at genopbygge landet.

Hver for sig er både indefra-perspektivet i Esajas Bog og udefra-perspektivet fra folkenes side stærke vidnesbyrd. Men budskabet bliver endnu stærkere, når vi ser, hvordan Gud brugte den politiske arena til at understrege sit budskab om dom, trøst og genoprettelse. På Esajas’ tid var det med assyrerne som politisk spiller på banen.

Et århundredes tid senere, da babylonerne havde afløst assyrerne som politisk supermagt, gentog historien sig imidlertid, eftersom Israel efter babylonernes erobring og ødelæggelse af Jerusalem ikke bare måtte genopleve dommen over deres synd i deres eget land, men i eksil i Babylon. Først da babylonerne blev afløst af perserne som politisk stormagt, oplevede Israel igen at blive udfriet, så de kunne vende tilbage til landet for at genopbygge det.

Mønsteret

Der er altså et mønster i Israels relation til Gud og Guds mission overfor Israel, som hører med til billedet af Israel som mønsterfolk, og som vi derfor inviteres til at være opmærksom på. Det skyldes ikke mindst, at de tre situationer, som Esajas kaldes til at adressere, mange steder sprænger rammerne for, hvad der skete i det gamle Israel, og som derfor peger frem mod den ultimative dom, frelse og genoprettelse.

Vi får således flere steder en fornemmelse af, at Guds dom over synden ikke kun gælder Israel på Esajas’ tid, men ultimativt ender med en verdensdom, at frelsen i sidste ende skal være lige så universel, og at genoprettelsen til sidst vil have karakter af decideret nyskabelse. For eksempel i Es 2,2-4:

Til sidst skal det ske
at Herrens tempelbjerg står urokkeligt,
højt over bjergene,
knejsende over højene.
Alle folkeslag skal strømme dertil,
talrige folk skal drage af sted og sige:
»Kom, lad os drage op til Herrens bjerg,
til Jakobs Guds hus;
han skal vise os sine veje,
og vi vil gå på hans stier.
For belæringen udgår fra Zion
og Herrens ord fra Jerusalem.«
Han skal skifte ret mellem folkeslagene,
fælde dom blandt talrige folk.
De skal smede deres sværd om til plovjern
og deres spyd til vingårdsknive.
Folk skal ikke løfte sværd mod folk,
og de skal ikke mere oplæres til krig

Mønsteret i NT

I Ny Testamente er der særlig én beretning, der understreger, at vi skal være opmærksom på samme mønster i vores egen relation til Gud og i den relation, vi har til andre mennesker gennem vores forkyndelse. I Joh 8 møder vi en kvinde, der var grebet i ægteskabsbrud, som formentlig et stykke tid har måttet høre, at hun var under lovens dom, som intet havde at sige til sit forsvar, og som derfor ikke har gjort sig de store forhåbninger om, at undgå den sikre død ved at blive fremstillet for Jesus. Jesus modsiger ikke dommen over hendes synd, men finder alligevel en grund til at vise hende nåde, og sende hende videre på livsgenoprettelsens vej.

Hvilken grund?

Den samme grund, som Gud fandt til ikke at efterlade det gamle Israel fordømt: ”Det er mig, kun mig, der sletter dine overtrædelser, for min egen skyld husker jeg ikke på dine synder” (Es 43,25). På samme måde som Gud ikke fandt nogen grund hos Israel til at tilgive dem, var det heller ikke forhold i kvindens liv, der fik Jesus til at vise hende nåde. Til gengæld er der en kærlighed i Guds hjerte til Israel, til kvinden og til ethvert menneske, som får ham til selv at gøre dét, der skal til for at tilgive.

Imens Gud overfor Esajas kun løftede en lille flig af hvordan Guds tjener og messias skulle udrette dette, så stod kvinden i Joh 8 overfor Tjeneren og Messias selv. Kvinden fik formentlig i sin egen levetid lov til at opleve, hvordan Jesus stedfortrædende sonede hendes synd og betalte hendes skyld på korset, og hvordan glæden over dette gav kraft og lyst til at leve det nye liv, som Jesus opfordrede hende til at leve.

Guds mission

Guds mission overfor det gamle Israel, som vi møder den i Esajas’ Bog viser os altså, at indtil synden også bliver kaldt ved navn i vores liv, så vi ser vores hjælpeløshed og afmagt overfor den, giver evangeliet om at Gud selv har grebet ind til frelse og nyt liv ikke mening. Eller udtrykt mere positivt:

Når Gud forkynder dom over synden i vores liv, så er det for netop at kunne forkynde evangeliet for os, så vi derigennem får lyst og kraft til den genoprettelsesproces i vores liv, som peger frem mod det ultimative opgør med synden og mod den ultimative nyskabelse af himmel og jord, når Jesus kommer igen!