Guds nåde er den helt grundlæggende faktor i et menneskes forhold til Gud. På grund af Guds nåde er Guds favn og Guds rige vidt åbent for syndere. Uden Guds nåde var der ingen frelse. Derfor er nåden vores fundament. Samtidig er nåden også drivkraften i det kristne liv.
Det aspekt udtrykker Paulus i brevet til Titus med følgende ord: ”Guds nåde … opdrager os til at sige nej til ugudelighed og verdslige lyster og leve besindigt og retskaffent og gudfrygtigt i denne verden” (Tit 2,12).
Nåden opdrager os, former os, forvandler os. Nåden gør os til andre mennesker, så vi i højere grad end tidligere ligner Jesus og afspejler ham i vores relationer til andre mennesker. Det er nådens opdragende kraft.
Umiddelbart ville vi måske tro, at Guds ufortjente kærlighed var al for blødsøden til at ændre ved vores liv, og at der skal langt hårdere midler i brug, hvis syndere skal forvandles. Men det er en misforståelse. For Guds krav og bud er ikke i stand til at forvandle os til at ligne Jesus, men det er hans kærlighed.
Guds nåde har på sin egen milde måde en stærk og kraftig disciplinerende indvirkning på os. Nåden har kraft i sig til at ændre vores liv. Man kan ikke forblive uberørt af Guds tilgivelse, kærlighed, benådning og barmhjertighed.
Paulus gør det klart, at nåden opdager os på to måder, nemlig dels til at sige nej til noget negativt, og dels til at sige ja til at leve i pagt med Guds gode vilje. Her i syndens verden er nådens forvandling både et nej til synden i alle dens afskygninger og et ja til udfoldelse af kærligheden i alle vores relationer.
Nåden opdrager til at sige nej!
Nåden virker en protest mod synden i os. Den pointe sætter Paulus på spidsen: ”Synden skal ikke være herre over jer, for I er ikke under loven, men under nåden” (Rom 6,14). Det er stik imod, hvad vi umiddelbart tænker. For er det ikke forbud, som begrænser ondskaben? Sådan er vores samfund jo indrettet, og sådan tænker vi instinktivt.
Der var flere i Paulus’ samtid, der mente, at hans forkyndelse af den totalt frie nåde blev en sovepude for at synde: ”Skal vi blive i synden, for at nåden kan blive større?” (Rom 6,1). Det blev oplevet alt for risikabelt at slippe alle krav om at holde loven for i stedet alene at tage imod Guds ufortjente, gratis og helt frie kærlighed og tilgivelse i Kristus. Så kan man jo bare synde, for der er altid tilgivelse bagefter!
Den tankegang afviser Paulus klart – af to grunde:
For det første har loven ikke den kraft i sig, der skal til for at forvandle et menneske. Loven kan ikke dæmpe synden mere end lidt ydre selvdisciplin. Hjertet er det samme. Loven kan vise os, at vi er syndere, men den kan ikke forvandle os. ”Syndens kraft er loven,” siger han ligefrem (1 Kor 15,56). Ganske vist er lovens ord en kærkommen vejledning for det nye menneske, som er født af Gud og elsker ham og hans vilje. Men forvandlingen kommer ikke fra loven.
For det andet er Paulus overbevist om, at mødet med Guds nåde gør noget ved et menneske. Nåden har en forvandlende kraft. Syndernes forladelse er ikke begyndelsen på en gratis omgang med synden, men på en ihærdig og indædt kamp mod den. Derfor holder argumentet mod Paulus’ forkyndelse ikke, for i det menneske, som uden forbehold får alle sine synder tilgivet, vil der indefra begynde en ny vedholdende modstand mod synden.
Begrænser synden konkret
Paulus nævner over for Titus to konkrete områder, hvor nåden begrænser synden, nemlig ugudelighed og verdslige lyster.
Ugudelighed er gudsfrygtens modsætning. Der er tale om en bevidst eller ubevidst fortrængning af Gud fra sine tanker. En livsførelse, som bevidst eller ubevidst lader Guds gode vilje og vejledning helt ude af betragtning. Det moderne ord er ateisme – i tænkning, ord og handling.
Som kristne lever vi i en verden, hvor ateismen i praksis – ugudeligheden – er dominerende. Dermed kommer vi let selv til at glemme Gud. Vi påvirkes konstant til at leve, som om Gud ikke er til og har givet sin gode vilje med vores liv tilkende. At fortsætte med at være en kristen i sådan et miljø kræver et bevidst nej til ateismen og ”alle dens gerninger”. Hvordan skal det lykkes f.eks. for unge kristne mennesker på Danmarks handelsskoler og gymnasier? Og hvordan skal det lykkes, uden at vi ender i moralisme? Svar: Guds nåde opdrager os til at sige nej til ugudelighed!
De verdslige lyster ligger tæt på ugudeligheden. Forskellen handler bl.a. om, at nej’et til ugudelighed ikke kun er et nej til en udefra kommende ateisme og gudløs moral, men at der også er noget inde i os selv, som tiltales af gudløsheden: de verdslige lyster.
”Verden” er i NT’s forstand menneskene i oprør og fjendskab mod Gud. Der er ikke tale om enhver lyst til noget, men en lyst, som er udtryk for oprør og protest mod Guds gode vilje, f.eks. grådig egoisme, magt over andre, tilfredsstillelsen ved andres ulykke, lyst til seksuel tilfredsstillelse med en anden end sin ægtefælle mm. Hvad skal hjælpe os til at sige nej til disse destruktive og syndige tendenser inde i os selv – uden at det bliver til moralisme eller fornægtelse af Guds gode gaver som vores skaber? Svar: Guds nåde opdrager os til at sige nej til verdslige lyster!
Nådens opdragelse sker på den lange bane. Det er ikke først og fremmest en opdragelse, som indfinder sig i fristelsens situation. Den er snarere en påvirkning af Guds kærlighed over tid, der gør, at vi i mødet med Guds formaninger – som en bom på vores vej, – ikke bliver trodsige og sure, men tværtimod beslutsomt følger hans gode vilje. Skal ugudelighed og verdslige lyster begrænses, så skal Guds ufortjente godhed til. Hans frie nåde kan det, som forbud og krav ikke kan, nemlig begrænse både ugudelighed og verdslige lyster. Det er en stærk tro på nådens magt over for syndige tilbøjeligheder, men NT har den overbevisning.
Nåden opdrager til at leve i kærlighed
Guds nåde er ikke bare i stand til at få os til at kæmpe mod synden. Den sætter også en positiv dagsorden i vores liv, så vi kan leve det gode liv, som Gud har tænkt med os. Nåden nøjes ikke med at begrænse det onde, den udvider også det gode i os.
Nåden har først og fremmest et positivt anliggende: Opdragelse til at leve! Guds ufortjente kærlighed og tilgivelse får os ikke først og fremmest til at undlade noget syndigt, men til at gøre noget godt og kærligt.
Det ser vi mange steder i NT: ”Vi elsker, fordi han elskede os først” (1 Joh 4,19). Selvom apostlen Johannes godt ved, at vi er syndere, siger han alligevel med stor frimodighed og styrke: ”Vi elsker”. Hvor kommer den kærlighed fra i en synders liv? Ja, den kommer ikke indefra, men udefra. Den kommer fra mødet med Guds kærlighed i Kristus Jesus.
Vi elsker, fordi han elskede os først. Det er rækkefølgen, både når det gælder tid, og når det gælder størrelse og betydning: Hans kærlighed først, dernæst vores. Men vores følger altså med. Det gør noget ved os at blive elsket af Jesus, nemlig at vi også så småt begynder at elske.
Et andet eksempel er tilgivelse: ”Bær over med hinanden og tilgiv hinanden, hvis den ene har noget at bebrejde den anden, ligesom herren tilgav jer, sådan skal I også gøre” (Kol 3,13) Det begynder med Herrens tilgivelse, men det slutter ikke med den. I ham eller hende, som tilgives af Gud, vil der lige så stille og i al ufuldkommenhed vokse et tilgivende sindelag frem.
Et tredje udtryk for nådens forvandlende kraft er Jesu billede med vintræet og grenene. Nøgleudtrykket i det billede er ”bliv i mig” (Joh 15,4ff). At ”blive i Jesus” er at være forenet med Jesus, at have fællesskab med ham. Deri består det evige liv (Joh 17,3). Vi er frelst til at være lukket ind i hans venskab og fortrolighed. Men denne hjertets forening med Jesus går ikke sporløst hen over os.
Jesus er forbavsende optimistisk, når han taler om, hvad det fører med sig: ”Den, der bliver i mig, og jeg i ham, han bærer megen frugt; for skilt fra mig kan I slet intet gøre” (Joh 15,5). Ud af vores fællesskab med Jesus lader han frugt vokse frem i vores liv. Megen frugt, siger han ligefrem. Jeg tror, at han tænker på Åndens frugt: ”Åndens frugt er kærlighed, glæde, fred, tålmodighed, venlighed, godhed, trofasthed, mildhed og selvbeherskelse” (Gal 5,22f). Disse fantastiske karaktertræk vokser frem i det menneske, som lever i fællesskab med Jesus. Det er nådens forvandlende kraft, som er på spil.
Tre positive elementer
I sit udsagn om, at nåden opdrager os til at leve, nævner Paulus tre positive elementer, der ligger fint i forlængelse af Åndens frugt, nemlig besindighed, retskaffenhed og gudsfrygt.
Nåden opdrager os til at leve besindigt i denne verden. Det handler om en kristens forhold til sig selv. Besindighed indebærer bl.a. selvdisciplin, ansvarlighed, at være sober, velovervejet og skikkelig i sin omgang med andre, ligesom selvtugt og selvkontrol er sider ved besindigheden.
Det er bemærkelsesværdigt, at nåden opdrager til selvdisciplin. Man skulle tro, at loven var bedst til det, men sådan er det ikke. Den frihed, som nåden er udtryk for – du får den for intet, uden mindste krav om selvdisciplin – den gør noget ved et menneske indefra. Nåden sætter en ny positiv dagsorden i et menneske. Det vokser frem inde fra det fri hjerte, og det handler bl.a. om, at nåden sætter sig på viljen og impulserne, så der bliver en besindelse på, at vores liv bliver i pagt med Guds nåde. Sådan opdrager nåden os i forhold til os selv!
Nåden opdrager også til at leve retskaffent i denne verden. Retskaffenhed handler om den måde, vi er på over for andre mennesker: når vi har mulighed for at snyde, at få en uærlig, men nem fortjeneste, når vi handler, når vi låner af andre, når vi har konflikter kørende med andre osv. At leve retskaffent er at leve sådan, at det, vi gør, tåler dagens lys, – og Guds lys!
Nåden opdrager os for det tredje til at leve gudfrygtigt i denne verden. Det handler om en kristens forhold til Gud. Gudsfrygt er det modsatte af ugudelighed. En har engang sagt om gudsfrygt, at det er at lade Gud være Gud i vores hjerte. Man skulle tro, at der var loven, som skulle lære os gudsfrygt, men det er nåden, som opdrager os til gudsfrygt.
Der er en forskel på nåden og loven, som går ud over det ret indholdsmæssige: loven er krav, og nåden er gave! Der også er forskel på, hvordan loven og nåden påvirker os. Loven kommer til os udefra og er på en måde altid et ydre ord, også når den skærer til benet og sønderdeler sjæl og ånd, marv og ben.
Men nåden når hjertet på en anden måde. Den bliver på en måde derinde, så nådens påvirkning i en kristen kommer indefra, og ikke som lovens ord udefra. Det handler selvfølgelig om, at nåden og Kristus hører sammen og at han bor ved troen i vores hjerter. Men nåden formår altså at opdrage os til at lade Gud være Gud i vores hjerter midt i en verden, som er kendetegnet ved at fornægte Gud i tænkning, tale og handling. Så stærk er nådens forvandlende kraft!
I denne verden
I forbindelse med sin omtale af nådens opdragende virkning understreger Paulus, at det liv, nåden skaber i os, skal leves ”i denne verden” (Tit 2,12). Det handler ikke om forvandling i den kommende verden, på den nye jord, men her på planeten jorden, før Jesus kommer igen, og mens mænd som Putin og Obama er ved magten.
Nåden opdrager os altså ikke til at trække os ud af verden, men til at leve livet. Nej’et til ugudelighed og verdslige lyster er ikke, at vi trækker os tilbage fra ateisterne og dem, der tænker, taler og handler, som om Gud ikke findes. Isolation er ikke Bibelens vej. Men nåden opdrager os til at leve midt i denne verden. Og det er midt i det pulserende liv på den blå planet anno 2014, at Guds nåde ikke alene frelser os, men også opdrager os både til at ”sige nej” og til at ”leve besindigt, retskaffent og gudfrygtigt.”
Artiklen er tidligere blevet bragt i magasinet Budskabet.
