Guds tolk – om Jesusbilleder i Joh 1-2

Johannes fortæller i slutningen af sit evangelium, at han har haft til hensigt at præsentere Jesus for sine læsere, så de opdager, at han er både Guds søn og Kristus/Messias (Joh 20,30-31).

Denne præsentation af Jesus virkeliggør han ved at omtale Jesus i mindst tre forskellige perspektiver i sit skrift:

  1. Jesu tegn, som er en åbenbaring i handling af, hvem han er.
  2. Jesu samtaler, som viser i ord og attitude, hvem han er.
  3. Jesu titler og navne, som tegner et nuancerede mosaikbillede af Jesus.

Vi vil koncentrere os om det sidste perspektiv. Samlet set kan vi kalde Jesu titler, navne og betegnelser for Jesus-billeder. Hvert af disse mindre “Jesusbilleder” indgår i evangeliets samlede store billede af Jesus. Jeg vil i det følgende kort præsentere de 14  “Jesusbilleder”, som vi finder i Johannesevangeliet to første kapitler.

  1. Ordet

Evangeliet åbner med at kalde Jesus for Ordet (1,1). At det er Jesus, det handler om bliver klart i v.14. Om Ordet hører vi, at han var tilstede i begyndelsen, da alting blev til. Jesus var altså til før han blev født af Maria i stalden i Betlehem. Ordet er både identisk med Gud (“var Gud”) og er samtidig noget selvstændigt, der er “hos Gud”. Jesus var som Ordet ikke bare tilstede i begyndelsen, men spillede en aktiv rolle i skabelsen af hele verden “Alt er blevet til ved ham, og uden ham blev intet til af det, som er” v.3. Ordet er dermed en titel, som stærkt understreger Jesu guddommelighed, både ved at han var med i begyndelsen, og ved den rolle han spillede i skabelsen.

Men Johannes går et skridt videre og fortæller os, at Jesus som den guddommelige “Ordet” blev menneske. Han blev “kød og tog bolig iblandt os” (1,14). Det betyder, at den usynlige og evige Gud, som har skabt alting, selv trådte ind i sit skaberværk, som et skabt menneske. Gud, som er ånd, fik en krop. Han boede hos os som en af os. Som menneske afslørede Ordet sin guddommelige herlighed på en måde, der aldrig var set før, og det blev klart, hvad den består i, nemlig nåde og sandhed.

Overordnet kan vi sige, at Jesu titel som Ordet, understreger, at Gud taler og vil kommunikere med os mennesker. Derfor sendte han sit Ord til verden. Jesus er Guds vigtigste kommunikation med os mennesker.

  1. Lyset

Johannes fortsætter sin fortale til evangeliet med at kalde Jesus for lyset. Han er det sande lys, som står i modsætning til falske lys (1,9). Jesu liv som menneske her på jorden var i sig selv et lys (1,4). Lyset er sandhedens lys, der oplyser ethvert menneske, som kommer i berøring med det. Oplysning handler i denne sammenhæng ikke først og fremmest om at få mere kundskab og viden. Det er nærmere oplysning forstået som belysning, ligesom et slot kan være oplyst af projektører om natten. Derfor rummer billedet af Jesus som lyset et stærkt element af, at vi bliver afsløret, som det vi er, i mødet med ham som det sande lys. Han lyser på os, så vi bliver belyst. Johannes Døber skulle vidne om Jesus som lyset, og han gjorde det med en bevidsthed om, at han ikke selv var lyset (v.8), og sådan er det jo med alle slags vidnesbyrd om Jesus – også i dag. Vi er ikke selv lyset.  Jesus blev generelt ikke taget godt imod som lyset (1,5). Når der står, at mørket ikke “greb” lyset, så kan det både betyde, at det ikke begreb/forstod det, men også at det ikke fik bugt med det, selvom det prøvede.

  1. Den enbårne

Jesus kaldes den enbårne to gange i fortalen til evangeliet (1,14.18). Udtrykket betyder det, som det siger, nemlig at Jesus er Guds eneste fødte søn. Han er enebarn. Der er ikke andre end ham, der er Sønnen. Dermed er denne titel med til at understrege Jesu helt enestående position ikke bare i menneskenes verden, men også i den guddommelige verden, i treenigheden. Når der senere i evangeliet står, at Gud gav sin enbårne søn (3,16) er udtrykket enbårne med til at understrege, hvor stort et offer det var, og i hvor høj gad Gud satte alt på et bræt for at frelse os mennesker.

  1. Guds tolk

Fortalen til Johannesevangeliet slutter med, at Jesus kaldes Guds tolk (1,18). I den sammenhæng får vi at vide, hvad vi godt vidste i forvejen, nemlig at “ingen har nogensinde set Gud.” Når Jesus kaldes for Guds tolk betyder det, at han oversætter Gud til noget vi kan forstå. Jesus viser os, i alt hvad han gør, hvordan Gud er. I hver en handling, hvert et ord, hver en samtale og relation viser Jesus os det tydeligste billede af, hvem og hvordan Gud er. Vi kan simpelthen ikke få noget bedre og skarpere billede af Gud end Jesus, for han er Guds tolk med hele sin eksistens som menneske.

  1. Herren

Efter at Johannes Døber har afvist en række forslag på hvem han er, siger han om sig selv, at han skal jævne vejen for Herren (1,23). Det er jo Jesus han taler om, og dermed giver han Jesus en stor titel. Herren er den navn, som GT ofte bruger om Gud. Det var Herren, som førte Israel ud af Egypten og ind i det forjættede land. Når Guds navn JHWH optræder i GT sættes vokalerne for “herren” ind, og navnet oversættet med Herren (med stort H). Døberen siger dermed, at Herren, som vi møder i Israels historien i GT, og som har talt gennem profeterne, det er ham, han baner vej for, nemlig Jesus. Herren er nu synligt trådt ind på historiens scene.

  1. Guds lam

Da Jesus kommer til Johannes Døber for at blive døbt, udpeger han ham som Guds lam, der bærer verdens synd (1,29), og dagen efter bruger kalder han igen Jesus for Guds lam (1,36). Johannes udpeger hermed Jesus som et offerlam. Han skal som Guds offerlam bære og borttage synden. Han skal sone verdens synd, så verdens borgere kan få tilgivelse. Evangeliet kulminerer med beskrivelsen af Jesu død og opstandelse, men Johannes giver os allerede nu nøglen til at forstå det: Korset er et alter, og Jesus er offerlammet. Den direkte baggrund i GT for billedet med lammet udspecificeres ikke nærmere, men både den store forsoningsdag (3 Mos 16), påskelammet ( 2 Mos 12,13) og profetien om Herrens lidende tjener (Es 53,7) kan være i spil.

  1. Guds søn

Både Johannes Døber (1,33) og Nathanael (1,49) kalder Jesus for Guds søn. Det er en bekendelse til, at Jesus skønt menneske har guddommeligt ophav og natur. Han er mere end det menneske, man så gå omkring på Israels støvede veje. Udtrykket Guds søn viser, at der er en flerhed i Gud. På et senere tidspunkt blev denne flerhed sammenfattet i ordet “treenigheden”: Faderen, Sønnen og Helligånden. Udtrykket Guds søn hentyder samtidig til relationen mellem Faderen og sønnen med et sprog, som vi kender til fra vores menneskelige relationer. Gud har valgt at beskrive en del af den indre relation i treenigheden med et ord, vi kender fra menneskelivet nemlig “søn.”

  1. Rabbi

Både de to disciple, som fulgte efter Jesus (1,38) og Nathanael (1,49) kalder Jesus for rabbi. Det betyder lærermester. Denne titel understreger relationen mellem Jesus og hans troende. Han er lærer og vi er elever/lærlinge/disciple. Titlen fremhæver Jesus, som den der underviser os om Gud og hans rige og om livet som en kristen her i verden. Jesus vedbliver at være vores læremester hele livet. Vi kommer ikke ud af rolle som elev. I GTs messiasprofetier møder vi denne side ved Jesus i et titel som “underfuld rådgiver” (Es 9,5).

  1. Messias

Andreas kalder Jesus Messias, da han inviterer sin bror Peter til at møde ham (1,41). Messias betyder på hebraisk “den salvede”. Det græske ord er Kristus. I GT blev præster, konger og profeter salvet. Efterhånden blev Messias en fællesbetegnelse for forventningen om en kommende frelser (Es 61,1). I NT omtales Jesu dåb og udgydelse af Helligånden over ham, som hans salvelse (ApG 10,38). I den græske form, Kristus, blev denne titel den mest brugte af Jesu titler. Titlen rummer således flere af de andre af Jesu titler og understreger, at han er opfyldelsen af alle Guds løfter om en frelser både ypperstepræst, konge og profet.

  1. Ham, som Moses har skrevet om

Det er en lidt lang omtale af Jesus Filip giver til Nathanael: Ham, som Moses har skrevet om i loven, og ligeså profeterne (v.45), men den siger noget væsentligt. Jesu komme er forudsagt i GT, både i Mosebøgerne og hos profeterne. Udtrykket “profeterne” dækker både over de historiske skrifter og selve profetskrifterne. “Loven og profeterne” betegner nogle gange hele GT, således her. Andre gange indgår de i treklangen “Loven, Profeterne og Skrifterne” som udtryk for hele GT. Jesus er opfyldelsen af en lang række løfter og forbilleder, Gud har givet sit folk op igennem GTs historien, og som jøderne i Jesu samtid var i forventning om at se opfyldt. For os som kristne betyder det, at vores information om Jesus ikke kun findes i NT, men også i GT, og at han samtidig er en nøgle til at forstå Guds frelsesplan i GT.

  1. Josefs søn

Filip bruger også en mere jordnær betegnelse om Jesus, nemlig Josefs søn fra Nazaret (1,45). Josef var ikke biologisk far til Jesus, men juridisk og socialt var han Jesu far. Dermed understreges, at Jesus, der var Guds søn, også var et virkeligt menneske. Han boede i en virkelig lille landsby, Nazaret, og stod registreret med Josef som sin juridiske far. Josefs familie var Jesu familie. Hans far og mor var Jesu farfar og farmor. Josefs brødres børn var Jesu fætre og kusiner. Han blev så meget indfældet i sin menneskelighed, at han også blev inviteret til familiefester, bedsteforældres begravelse og stod optegnet i de offentlige annaler som Josefs søn. Ordet blev kød – virkelig et sandt menneske.

  1. Israels konge

Nathanael overraskes over Jesu overnaturlige viden og bekender på stedet Jesus som Israels konge (1,49). Løftet om en ny konge blandt kong Davids efterkommere var forudsagt i GT og ventet i Jesu samtid. Kongetitlen understreger, at kongen i Guds rige, som Jesus forkyndte om, er Jesus selv. Titlen understreger hans magt og værdighed. Han skal tilbedes og adlydes. Men det er trygt at høre til i hans folk, for han er en god, retfærdig og omsorgsfuld konge.

  1. Menneskesønnen

Jesus svarer Nathanael ved at kalde sig selv for Menneskesønnen (1,51). Menneskesønnen (hebraisk Ben Adam) betød i daglig tale bare menneske. Så fra en side set kalder Jesus sig bare for “mennesket”, når han siger Menneskesønnen. Men samtidig hentyder han til en profeti i Daniels bog, hvor der omtales en Menneskesøn, som ved verdenshistoriens afslutning skal komme på himlens skyer og overtage herredømmet på jorden (Dan 7,13ff). Titlen Menneskesønnen rummer således både Jesu guddommelighed og rolle som verdenshersker, når han kommer igen, og samtidig en almindelighed, der holder den første betydning skjult for dem, som ikke har opdaget, at Jesus er mere end et almindeligt menneske.

  1. Tempel

Efter balladen med tempelrensningen afkræves Jesus et tegn. Som svar på dette forudsiger han, at templet skal rives ned, og at Jesus selv vil bygge det op igen på tre dage (2,19-22). Hans modstandere forstår det konkret som templet i Jerusalem, men hans disciple forstår senere, at Jesus har talt om sig selv. Dermed siger Jesus, at han er Guds tempel. Jesus har templets funktion i verden. Det betyder blandt andet, at Jesus er det sted, hvor Gud har sagt, at han vil bo i verden, at det er i Jesus vi kan møde Gud, og at Jesus er stedet, hvor Gud soner menneskenes synder.

Hermed slutter vores korte præsentation af Jesusbillederne i de første to kapitler af Johannesevangeliet. Der er mange flere, når vi læser videre. Tilsammen tegner de et mangfoldigt og nuanceret billede af Jesus. Johannes tegnede dette smukke portræt, for at vi skal opdage hvor stor og fantastisk Jesus er, og for at vi, når vi tror på ham, skal få del i det evige liv, som dybest set er fællesskab med ham (20,30-31).

Del:

Del på twitter
Twitter
Del på facebook
Facebook