Relationen mellem arbejdsgiver og arbejdstager er på mange måder en social relation som alle andre, hvor mennesker mødes. Selvstændige individer mødes, udveksler synspunkter og påvirker hinanden gensidigt. Samtidig adskiller arbejdsgiver/-tager-relationen sig fra andre sociale relationer, fordi magtforholdet er så tydeligt til stede.
I en vis forstand er magt en del af alle menneskelige relationer, for når vi mødes med andre, er der altid en eller anden form for påvirkning. Vi påvirker hinandens holdninger og synspunkter, og selvom det langtfra altid er bevidst eller villet, er vi aldrig fuldstændig upåvirket af et møde med andres handlinger eller holdninger.
Det særlige ved arbejdsgiver/-tager-relationen er derfor ikke, at der er magt forbundet med relationen. Det særlige er, at magtforholdet er så tydeligt, og at der er en eksplicit og formel aftale om magtforholdet. Ledelsesretten og dermed retten til at lede og fordele arbejdet og til at disponere medarbejderes tid og resurser, giver lederen en magtbeføjelse over for medarbejderen. Hvis man har været en del af sådan en relation, ved man, at magten kan udøves på en lang række forskellige måder, og at nogle af de måder er mere hensigtsmæssige end andre.
Når Paulus i sine breve taler til herrer og slaver, taler han ind i et meget direkte magtforhold. I denne artikel er spørgsmålet, om Paulus’ tale i brevene kan lære os noget om, hvordan vi skal agere som kristne på arbejdsmarkedet i dag? Hvad er det særlige ved at være kristen arbejdsgiver eller arbejdstager i lyset af teksterne til herrer og slaver?
Vi skal i det følgende se på tre formaninger, som i forskellig form kan genfindes i alle teksterne om herrer og slaver.
Af et oprigtigt hjerte og ikke som øjentjenere
I Efeserbrevet 6,5 skriver Paulus til slaverne, at de skal adlyde deres herre ”… af et oprigtigt hjerte, ikke som øjentjenere, der vil stå sig godt med mennesker”.
Nogle samfundsteoretikere karakteriserer vores samfund som et billedsamfund. Et samfund, hvor billedet og det, der er synligt, spiller en meget stor rolle. Vores lette adgang til at billeddokumentere oplevelser og begivenheder og den enorme industri, der er bygget op om vores ønske om at dele billeder og videoer med hinanden på sociale medier, er et eksempel på det. Mange elementer i det er formentlig gode, men i nogle tilfælde ser det ud til, at formålet er billedet for dets egen skyld. Eller i hvert fald, at jagten på det gode billede bliver styrende for vores handlinger. Formålet bliver flyttet fra begivenheden til billedet af den. Til det at blive set. I en vis forstand er det en øjentjeneste. Noget, der gøres alene for at blive set.
Som kristne medarbejdere skal vi ikke være optaget af at blive set. Der er ikke noget galt i at blive set og anerkendt for sit arbejde, når man gør det godt, men det skal ikke være begrundelsen for at gøre sit job. Vi skal ikke kun gøre det godt, når det bliver set og anerkendt. Men uanset om det bliver set eller anerkendt.
Så kunne man spørge, hvad det f.eks. gør ved eventuelle karriereambitioner? Er det ikke sådan, at ambitioner om avancement eller nye jobmuligheder lettest bliver indfriet, hvis arbejdet bliver set og anerkendt? Og bliver formaningen dermed et indirekte nej til karriereambitioner? Både ja og nej. Det er svært at læse formaningerne i disse tekster som andet end et nej til at jagte karrieren for dens egen skyld eller ved at søge opmærksomhed om sig selv og sin indsats. Vi skal ikke være øjentjenere. Til gengæld skal vi arbejde af et oprigtigt hjerte. Dermed får vi også en anvisning til, hvad der skal være vores tilgang til arbejdet. Et oprigtigt hjerte gør noget, fordi det er rigtigt at gøre. Eller fordi man er forpligtet på det. Et oprigtigt hjerte gør også arbejdet samvittighedsfuldt og bedst muligt og uden at snyde på vægten. I det lange løb er det formentlig også den bedste vej til anerkendelse.
For Herren og ikke for mennesker
Hvorfor er det så, at vi ikke skal arbejde for at blive set? Paulus skriver: ”Gør jeres arbejde med god vilje som et arbejde for Herren og ikke for mennesker” (Ef 6,7).
Den korte begrundelse er, at vi skal gøre vores arbejde for Herren og ikke for mennesker. Det er tankevækkende, at Paulus i alle de vers i Efeserbrevet, som taler til slaver og herrer, taler om vores forhold til Herren eller Kristus. Arbejdsforholdet, uanset om det er som medarbejder eller som arbejdsgiver, er for en kristen først og sidst et forhold til Gud. Til slaverne hedder det, at de skal adlyde deres herre, ”som var det Kristus” (Ef 6,5). Til herrerne skriver Paulus, at ”I ved jo, at de og I har den samme Herre i himlene, og han gør ikke forskel på nogen” (Ef 6,9).
Den pointe understreges også af, at det ord, der er oversat med ”slaver” (Ef 6,6), er det samme ord, som senere i samme vers er oversat til Kristi ”tjenere”. Den, der er tjener eller medarbejder, er i sidste ende Herrens tjener eller medarbejder. På samme måde er den, der er herre, leder eller arbejdsgiver i sidste ende Herrens tjener.
Herren gør ikke forskel på nogen, og hos Gud er der ingen personsanseelse (Rom 2,11 m.fl.). Ret forstået er Gud lige-glad med, om vi er arbejdstagere eller arbejdsgivere. Det afgørende er, at uanset hvilken opgave vi har, skal vi løse den som en tjeneste for Gud og til glæde for ham.
Dermed bliver arbejdet sat ind i et særligt perspektiv. Det, der ser ud af lidt eller kan opleves som en lille opgave, bliver dermed ophøjet til en tjeneste for Gud. Og alt, der er gjort for Gud, er en stor og vigtig opgave.
Misbrug ikke din magt
En stor del af det, der bliver sagt i teksterne, er henvendt til slaverne. Eller arbejdstagerne.
Men der er også ord direkte til arbejdsgiverne. I Efeserbrevet taler Paulus til herrerne om ikke at true, og i parallelteksten i Kolossenserbrevet 3 tales der om, at de skal handle ret og rimeligt. I en arbejdssituation kan man få en advarsel, hvis man f.eks. over tid ikke følger de anvisninger, som bliver givet. Det er rimeligt. Men en trussel er noget andet. En trussel er forbundet med frygt. Og urimelighed. Paulus siger, at arbejdsgivere ikke skal true. Det kan formentlig læses bredere, så det betyder, at de ikke skal misbruge den autoritet eller magt, som de har fået som arbejdsgivere. Ledelsesretten og den magt, som følger med, kommer med en forpligtelse til at handle ret og rimeligt over for medarbejdere. Hvad der så er ret og rimeligt, kan variere over tid og fra arbejdsplads til arbejdsplads.
Er alt dette så kun krav? Det umiddelbare svar er ja, men som med alle andre dele af Guds formaning til os, følger der noget godt med at leve efter dem.
For der er noget befriende i at flytte perspektivet fra os selv og vores liv og over på Gud. På samme måde som alle gaver i sidste ende er gaver fra Gud, er vores arbejde i sidste ende et arbejde for Gud. Selv små opgaver er store og vigtige, når de er opgaver for kongen. Og når vi får Det nye Testamentes blik på vores jordiske arbejde, er det ikke blot som at være ansat hos kongen, men at være i tjeneste for Gud. Det giver mening til arbejdet. Og samtidig kan det perspektiv befri os fra et konstant pres for at stå os godt med mennesker.
Artiklen er fra Budskabet 05-2024 og er en del af temaet ”Kristus i relationerne”. Flere artikler i samme tema:
