Handler Guds rige og retfærdiggørelse om samme sag?

Bibelens klarhed er altid blevet problematiseret. Det gælder også i den postmoderne tid med dens relativering af sandheden. Et klassisk eksempel på denne påståede uklarhed i Bibelen er forholdet mellem Jesu forkyndelse af Guds rige og Paulus’ lære om retfærdiggørelse.

Det formuleres nogle gange med slagordet: ”Jesus forkyndte Guds rige, men i stedet kom retfærdiggørelse af tro”. Her er det underforstået, at Guds rige er én ting og retfærdiggørelse er noget helt andet. Det spørgsmål skal vi se på i denne artikel.

Når vi ser på Guds rige i Jesu forkyndelse, rummer det mere end retfærdiggørelse af tro, men et væsentligt element i Guds rige svarer helt og fuldt til Paulus’ lære om retfærdiggørelse af tro. I det følgende vil jeg fokusere på dette fælleselement. Jeg begynder med Guds rige, og i det følgende er det underforstået, at jeg ser på Guds rige i Jesu forkyndelse.

Definition af Guds rige

Jeg tager udgangspunkt i Ladd’s klassiske definition af Guds rige. 1George Eldon Ladd: A Theology of the New Testament, Eerdmans 1974, s.64-69, 70-72 og 87-88.

Han beskriver med rette, at Guds rige primært er Guds aktive og dynamiske herredømme (fx Matt 12,28). Guds rige er sekundært det sted, hvor Gud udøver sit herredømme (fx Matt 8,11), og i nogle tekster er Guds rige ganske enkelt beskrevet som en gave (Matt 5,3).

Ser vi på indholdet af Guds rige, er det primært et frelsende herredømme, men det har også en dømmende og forkastende yderside (Matt 25,11-12).

I evangelierne beskrives Guds rige både som en nutidig og fremtidig virkelighed. Guds rige er allerede til stede i Jesu person, ord og handlinger, men det er endnu ikke en fuldendt virkelighed. Det sker først ved genkomsten.

På baggrund af denne definition vil vi se nærmere på et aspekt ved Guds rige, og i det følgende bruger jeg Himmeriget og Guds rige i flæng om samme sag.

Guds rige beskriver frelsen i Jesu forkyndelse

Saligprisningerne (Matt 5,3-12) består af otte saligprisninger. Den sidste (v.11-12) bryder mønsteret og handler om det samme som den ottende (v.10). Dermed forstås den bedst som en udfoldelse af den ottende.

Jesus giver da den samme begrundelse i den første (v.3) og den sidste saligprisning (v.10). Dette viser, at de mellemliggende saligprisninger er udfyldende beskrivelser af Himmeriget. Dette bekræftes, når vi tænker på, at Himmeriget/Guds rige er den sammenfattende beskrivelse af frelsen i Jesu forkyndelse.

Saligprisningerne i v.4-9 beskriver forskellige aspekter af Guds frelse, og de er da udfoldelser af, hvad Himmeriget betyder. Frelsens modtagere er en gruppe: de fattige i ånden, og de beskrives nærmere i de følgende saligprisninger. Frelsens gave er én: Guds rige, og den beskrives nærmere i de følgende saligprisninger.

Denne forståelse af saligprisningerne er velkendt, og det betyder, at Matt 5,6 også er en beskrivelse af Guds rige: Salige er de, som hungrer og tørster efter retfærdigheden, for de skal mættes.

Retfærdigheden er en gave

Jesus priser dem, der længes efter retfærdighed, for salige. ”Hungrer og tørster” beskriver en stærk længsel. ”De, der længes efter retfærdigheden”, er en nærmere beskrivelse af de fattige i ånden, og da de fattige i ånden er beskrevet i forhold til Gud og frelsen, er længslen derfor en længsel efter retfærdighed i forhold til Gud.

Jesus anvender flere gange ordet retfærdighed, og den defineres i 5,20. Jesus siger dér, at de troendes retfærdighed skal langt overgå de skriftkloges og farisæernes, og dette vers står som overskrift over de følgende antiteser, hvor Jesus definerer den langt større retfærdighed, som opfyldelse af budene.

Jesus kalder dem, der længes efter retfærdighed, for salige. Det begrunder han med, at de skal modtage den. Mættes er passiv og betyder, at Gud mætter dem, og mættes er billedligt og fortæller, at deres længsel efter retfærdighed skal opfyldes. Retfærdigheden er da en gave. 2Se G. E. Ladd: A Theology of the New Testament, s.79-80; David  P. Scaer: The Sermon on the Mount. The Church’s First Statement of the Gospel, Concordia 2000, s.84-86 og Timo Laato: Fölg mig! Patorale perspektiv i bjergspredikan, Församlingsförlaget 2011, s.50-53.

Vi modtager den, når Guds rige skænkes os og kommer til os. Matt 5,6 fortæller, at Guds rige bringer retfærdighed, og denne retfærdighed er opfyldelse af Guds lov.

Jesus er vores retfærdighed

Jesus priser dem, som forfølges på grund af retfærdighed, for salige, og i udfoldelsen i vers 11 taler Jesus om, at ”man på grund af mig” forfølger og lyver disciplene alt ondt på. I v.10 er retfærdighed årsagen til forfølgelsen, og i v.11 er Jesus årsagen til forfølgelsen, og det peger på, at retfærdighed og Jesus er to forskellige ord for samme sag. Jesus Kristus er vores retfærdighed.

I Mat 5,20 taler Jesus om, at hvis disciplenes retfærdighed ikke langt overgår de skriftkloges og farisæernes, kommer de slet ikke ind i Himmeriget. Himmeriget er her det kommende og fuldendte Guds rige. De følgende antiteser (v.21-48) definerer retfærdigheden som opfyldelse af Guds bud.

Meget ofte kan man læse i kommentarer og artikler, at retfærdighed her er disciplenes praksis og ikke det samme som en tilregnet retfærdighed, som Paulus lærer. Det er en misforståelse, for Jesus taler til disciple, der er mættede med denne retfærdighed fra Gud (v.6 og 10). De står med Jesu egen retfærdighed.

Søg først Guds rige …

Jesus kommer med en opfordring til først at søge Guds rige og hans retfærdighed. Som vi har set, hører Guds rige og retfærdighed sammen, idet Guds rige kommer med retfærdighed. Guds rige er en gave, Gud skænker. At søge forstås da som at søge en gave. Retfærdighed er på samme måde en gave, som vi kan søge og modtage i tro.

Vi har set nogle tekster, der viser, at Guds rige bringer Guds retfærdighed til os. Den kommer med Guds rige, den skænkes os, og den består i opfyldelse af Guds bud. Det er derfor en fremmed retfærdighed, vi modtager i troen.

Paulus’ lære om retfærdiggørelse af tro

Jeg har beskrevet et aspekt ved Guds rige og går nu over til ganske kort at beskrive Paulus’ lære om retfærdiggørelse. Her nøjes jeg med nogle stikord. Et centralt sted bruger Paulus åbenbaringen af ”Guds retfærdighed af tro til tro” (Rom 1,17) om retfærdiggørelse ved tro.

Guds retfærdighed er en retfærdighed fra Gud. Den udgår fra Gud og kommer i evangeliet til den troende. Retfærdigheden er da en status, der skænkes den troende i evangeliet.

Paulus bruger det græske ord dikaioå om retfærdiggørelse ved tro (fx Rom 3,24 og 30). Hos Paulus har ordet betydningen ”at erklære retfærdig”, og Gud erklærer den troende for retfærdig. Han får derved en status som retfærdig. Paulus taler også om ”at tilregne retfærdighed”, som betyder, at Gud overfører retfærdighed til den troende (Rom 4,6).

De ti bud formulerer Guds forpligtende vilje for mennesket (Rom 7,12). Ulydighed mod Guds lov er synd, og opfyldelse af Guds lov er retfærdighed. Paulus’ lære om retfærdiggørelse ved tro betyder, at Gud skænker og tilregner retfærdighed, der består i opfyldelse af loven, til den troende.

Retfærdiggørelse er et element af Guds rige

Jeg har beskrevet et aspekt ved Guds rige og Paulus’ lære om retfærdiggørelse. Nu er det tid til at sammenligne. Et aspekt ved Guds rige er, at Gud udbreder sin retfærdighed. Guds rige er retfærdighedens herredømme, hvor Gud bringer og sætter sin retfærdighed igennem i den troende.

Retfærdigheden er en status; den er opfyldelse af loven; den kommer fra Gud, og den er en gave, som den troende modtager. Det er da en fremmed retfærdighed.

Dette aspekt af Guds rige er identisk med Paulus’ lære om retfærdiggørelse ved tro. For Paulus er retfærdigheden en status; den er opfyldelse af loven; den kommer fra Gud, og den er en gave, som den troende modtager. Det er en fremmed retfærdighed.

Når Paulus underviser om retfærdiggørelse ved tro, udfolder han blot et element i Jesu forkyndelse af Guds rige. Det ved Paulus, og derfor skriver han i Rom 14,17: For Guds rige er ikke mad eller drikke, men retfærdighed og fred og glæde i Helligånden.

 

 

Artiklen er tidligere blevet bragt i magasinet Budskabet.

Fodnoter:   [ + ]

1. George Eldon Ladd: A Theology of the New Testament, Eerdmans 1974, s.64-69, 70-72 og 87-88.
2. Se G. E. Ladd: A Theology of the New Testament, s.79-80; David  P. Scaer: The Sermon on the Mount. The Church’s First Statement of the Gospel, Concordia 2000, s.84-86 og Timo Laato: Fölg mig! Patorale perspektiv i bjergspredikan, Församlingsförlaget 2011, s.50-53.

Del:

Del på twitter
Twitter
Del på facebook
Facebook
Relaterede artikler