Herren har talt – en læservejledning om profeterne i Gammel Testamente

Noget af det sværeste at forstå i vores bibel er de profetiske bøger. De kan virke støvede og snørklede. Er der hjælp at hente?

Dertil kommer, at domstonen i mange af profetbøgerne er hård og uforsonlig, og at profeternes forkyndelse af fremtiden ofte virker forvirrende. Mange af os er tilbageholdende med at læse de profetiske bøger – bortset fra udvalgte Messias-profetier. I det følgende vil jeg forsøge at give en kortfattet vej-ledning i at læse og forstå profeternes budskab.

Skriftprofeter og andre profeter

Vi møder de gammeltestamentlige profeter i to forskellige sammenhænge, dels i bøger med deres forkyndelse (skriftprofeterne), dels i fortællinger om profeterne (de tidlige profeter).

Gammel Testamente (GT) rummer en lang række profetiske skrifter. Vi taler gerne om de fire “store” profeter (Esajas, Jeremias, Ezekiel og Daniel) og de 12 “små” profeter, begyndende med Hoseas og sluttende med Malakias. Betegnelsen de små profeter betyder ikke, at deres profetbøger er af mindre betydning end de store profeter. Den siger alene noget om omfanget af deres bøger, da deres budskab blot er gengivet i nogle få kapitler. Fra gammel tid har jødiske skriftlærde samlet de 12 ”små” profeters bøger i en enkelt bogrulle, kaldet De Tolv.

GT omtaler også mange andre profeter, f.eks. Samuel, Natan og Elias. Allerede moseloven giver forskrifter vedr. profetismen som fænomen. En profets virke i Israel adskiller sig afgørende fra spådomskunst og clairvoyance (5 Mos 18,9-22). Senere beskriver Samuelsbøgerne, Kongebøgerne og Krønikebøgerne ofte profeter, som taler ord fra Herren til kongen. Det lange afsnit fra Første Kongebog 17 til Anden Kongebog 9 handler primært om profeterne Elias’ og Elisas virke. Vægten ligger her ikke så meget på deres budskab, som på deres undere. Krønikebøgerne omtaler mange personer, som fremkom med profetiske budskaber i krisetider.

Endelig rummer Bibelen andre profetiske afsnit, f.eks. seeren Bileams spådomsord (4 Mos 23-24) og Jesu undervisning om de sidste tider (Matt 24).

Guds ord på skrift

Profeterne var først og fremmest forkyndere, som stod frem i Herrens navn og talte, hvad Gud havde pålagt dem at sige. De så sig selv som sendebud, der skulle overbringe et budskab fra den levende Gud til hans folk. De benyttede den almindeligt brugte form, som kongens sendebud anvendte, når han skulle viderebringe kongens besked: “Dette siger kongen …” (f.eks. en Kong 22,26f). De opfattede også sig selv som vægtere, der står på byens mur og advarer byens indbyggere mod den kommende fare (Jer 6,17).

Men fra ca. 760 f.Kr. begyndte profeterne også at skrive deres forkyndelse ned. Det ord, de forkyndte mundtligt fra Gud, blev skrevet på skrivetavler med voks og siden prentet på bogruller (Es 30,8. Hab 2,2), fordi profetordet ikke blot var et aktuelt ord ind i samtiden, men et ord fra den levende Gud til Guds folk gennem alle tider.

Profeterne døde, og deres budskab ville gå i glemmebogen; men det ord, som én gang var talt af Herren og formidlet af hans profet, stod fast for evigt. Derfor skulle det profetiske ord skrives ned. Profeternes budskab skulle være et bestandigt vidne for alle tider om Israels synd og vantro, om Guds retfærdige dom og om Guds fremtidsplaner for Israel og hele verden (Es 30,8).

Skriftprofetismens tid varede fra ca. 760 f.Kr. (Amos og Hoseas) til ca. 470 f.Kr. (Joel og Malakias). Herefter døde den ægte profetisme ud, og senere profeter blev anset som falske (Neh 6,12-14. Zak 13,2-6). Indtil Johannes Døberen stod frem.

Vanskelige at forstå

Ofte er det en udfordring at læse de profetiske skrifter i GT. Det kræver lang tid at blive fortrolig med profeternes forkyndelse. Det er der flere grunde til:

En af grundene er den måde, som profeterne skrev på. De formede ikke budskabet som en sammenhængende prædiken i prosa, men som poesi. Sætningerne er korte, knappe og indholdsmættede. Ofte står de i parallelismer, sådan at anden sætning næsten siger det samme som første sætning, men føjer noget til eller forstærker den.

Et eksempel: “De solgte den uskyldige for penge og den fattige for et par sandaler” (Am 2,6). Budskabet formes i korte, markante sætninger. Ofte er det svært at se, hvor en tankerække slutter – og den næste begynder. Anklage og domsord kan være flettet ind i hinanden, som det ofte er tilfældet i Hoseas’ Bog.

Poesi har det fortrin frem for prosa, at markante og skarpe poetiske formuleringer er meget lettere at huske end lange prædikener. Profeterne ville, at budskabet skulle arbejde videre i deres tilhørere, også når profeterne ikke længere forkyndte. I Jeremias’ Bog 26,18f ser vi et eksempel på, at et profetord, der var prægnant poetisk formuleret (Mika 3,12), kunne citeres præcist mere end 100 år efter profeten Mikas død.

En anden grund er, at profeterne ofte anvender et væld af billeder fra deres dagligdag, som vi ikke altid umiddelbart forstår i dag. F.eks. sammenlignes profetien med en løve, der brøler, hvor løvens brøl straks får folk til at reagere i frygt (Am 3,8). Men vores erfaring med brølende løver stammer kun fra zoologiske haver, og derfor falder Amos’ markante billede, som gav dyb mening på hans egen tid, til jorden for os.

Eller profeterne kan benytte sig af markante symboler i deres forkyndelse. F.eks. bliver folket ofte tiltalt som den kvinde, som Herren har bundet til sig i pagten, men som han nu vil forkaste for hendes utroskabs skyld.

For det tredje lever profeterne sig i den grad ind i deres budskab, så de klager sammen med de fortvivlede mennesker under Guds dom, så de opfordrer de fremmede hære til at gå til angreb på Israel, og så de taler til det ødelagte og hærgede Jerusalem. De nøjes ikke blot med at overbringe et budskab for så at trække sig tilbage. De er grebet af Guds lidenskab for at kunne få tilhørerne i tale!

Bag brugen af de mange billeder og symboler ligger, at profeterne ikke vil forkynde nogen almen livsfilosofi eller give regler for god opførsel. De vil kalde folket tilbage til et sandt forhold til Herren. Det er den guddommelige lidenskabs ild, der brænder i dem. Det er Guds forsmåede kærlighed, der reagerer gennem deres forkyndelse, og det er hans kærligheds længsel efter at overvinde folkets frafald, synd og død, der strømmer gennem profeternes tale om fremtiden.

Profeti og forudsigelse

Profeterne bliver ofte opfattet som nogle, der forudsiger det, der skal komme. Men det er kun delvist rigtigt. Der var to gennemgående strenge i deres forkyndelse:

For det første kaldte Gud dem til at forkynde sit ord ind i deres egen samtid

De talte ikke om vores tid, men om Israels skyld og frafald, om afgudsdyrkelse og om brud på Guds gode ordninger i deres egen tid. Mika siger, at han har fået Guds ånd og kraft, for han kan “fortælle Jakob dets overtrædelse og Israel dets synd” (Mika 3,8).

Profeterne forholdt sig særdeles konkret til datidens misforhold. De gik i rette med kongen for magtmisbrug og overgreb, med de rige for luksus-levned på de fattiges bekostning, med de handlende for snyderi og falske vægte, med præster og profeter for at forvanske Guds ord og vilje. Hvis ikke folket ville vende om og af hjertet bøje sig for Gud, ville Gud straffe sit folk ved at drive det i landflygtighed.

Profeternes hårde domsforkyndelse skal sige os, at vedholdende synd vender Guds kærligheds ild til en vredens ild, at fastholdelse af et liv uden gudsfrygt medfører dom og død, og at et sandt liv med Herren må omfatte alle sider i tilværelsen, også forholdet til næsten (jf. Mika 6,8).

For det andet taler profeterne om fremtiden

De forkynder Guds planer for Israel og for hele verden. Ved Ånden får de indblik i, hvad Gud vil med sit folk, derfor de forkynde (Am 3,7). De er under en stærk tilskyndelse, som de ikke kan modstå (Jer 20,9). Over for det ulydige Israel forkynder de, at Guds straf vil komme. Han vil sprede dem blandt folkene (Hos 9,17) og lade Jerusalem blive ødelagt (Jer 7,14f).

Kun sjældent angav profeterne det nøjagtige tidspunkt for, hvornår dommen ville indtræffe. Ofte gik der lang tid, og folket grinede af domsprofeterne og spurgte dem hånende, hvad det blev til med den dom, de havde ævlet om (Es 5,18f. Jer 17,15. Ez 12,22). Men til sidst blev Guds domsord i profetmund til en forfærdende virkelighed.

Guds genrejsning af sit folk

Til det Israel, som blev tugtet hårdt, forkynder profeterne, at Gud har tanker om fremtid og håb (Jer 29,4-14. Hos 14,2-9). Profeternes håbsforkyndelse går i to retninger, som ikke kan adskilles fra hinanden: Gud taler dels om sit folk, dels om verden.

Dels vil Gud føre resterne af sit folk hjem til landet fra alle sider. Han vil atter genopbygge folket og give det overflod og fred. Han vil forny folket inde fra og give en ny og anderledes pagt. Gud taler med mange og stærke billeder om Israels fremtid.

Dels vil han lade hedningerne søge Israels Gud i Jerusalem (Es 2,1-5) og til sidst forløse hele den skabte verden fra synd, angst og forkrænkelighed.

Midtpunktet i profeternes tale om fremtiden er den person, som de omtaler som Herrens tjener, den nye David, fredskongen, spiren, Guds engel og meget andet. Han er redskabet for Guds frelse og ét med Gud selv, idet han bærer Guds navne (Es 9,5f. Jer 23,6).

Opfyldelse

Det profetiske fremtidsord er ofte gådefuldt. Afgørende er det at forstå, at profeterne ikke angiver nogen køreplan for fremtiden og kun sjældent giver konkrete informationer om, hvornår profetierne vil gå i opfyldelse. De vil derimod kalde os til at stole på Herren og håbe på Kristus og hans Rige.

Profetord, som gik i opfyldelse i gammeltestamentlig tid, kan hjælpe os til at læse de profetiske tekster om fremtiden. Da profeten Elisa forkyndte for kongen, at brødpriserne ville falde drastisk næste dag (2 Kong 7,1f), gik det helt konkret i opfyldelse (7,16-20). Men Elisa sagde ikke noget om, hvordan det ville ske, eller hvilke konkrete omstændigheder, der ville føre til Samarias frelse. Han gav kun en stykkevis åbenbaring (jf. 1 Kor 13,9) og fremkom ikke med en detaljeret plan for, hvad Gud ville gøre. Han gav derimod et konkret håb fra Guds side om redning.

Det samme gælder profeternes fremtidsforkyndelse i det hele taget. Det profetiske ord er som en kikkert ind i fremtiden. Enkeltheder i Guds frelsesplan trækkes tæt på, men afstanden og sammenhængen mellem de forskellige begivenheder står uklart. Ofte samler de under ét, hvad der kommer til at ske over en meget lang tid (se f.eks. Es 11,10 og vv 11-16). Tit har det profetiske ord flere lag og flere stadier af fuldbyrdelse i sig.

Det profetiske ord er ligesom et lys, der skinner midt i en bælgmørk nat (2 Pet 1,19). Det spæde lys giver håb og forventning om den kommende morgen med dens liv, glæde og varme. Således giver profetordet håb om både Israels og vores forløsning i Jesus Kristus og om hele skabningens forvandling.

 

Artiklen er tidligere blevet bragt i magasinet Budskabet.

Del:

Del på twitter
Twitter
Del på facebook
Facebook
Relaterede artikler