Som underviser i faget Nytestamentlig Teologi på Det Teologiske Fakultet i Århus omkring 1980 havde jeg professor Søren Giversen. I en time blev der en drøftelse af fortabelsen, og en student udviklede sine tanker om, at en kærlig Gud umuligt kunne lade nogen gå fortabt, at tanken om fortabelsen i øvrigt heller ikke spillede nogen særlig rolle i Bibelen osv. Hertil svarede Søren Giversen: ”Fortabelsen er med overalt i Det nye testamente, som den mørke baggrund, hvorpå evangeliet lyser”.
Det var klart og præcist sagt. I den kristne forkyndelses lange historie har man ikke altid grebet emnet så afbalanceret an. Nogle gange er forkyndelsen kørt ud i nogle grøfter. I den følgende skitse fra forkyndelsens historie gennem tiderne vil jeg især fokusere på forkyndelsen af Helvede.
Udpensling af Helvedes pine.
Mange har nok det indtryk, at romersk-katolske præster og munke i middelalderen var griske folk, der tænkte på at narre penge fra folk, og som ikke interesserede sig for kristendom. Den type fandtes naturligvis også, men Anne Riisings undersøgelse, ”Danmarks middelalderlige Prædiken”, tegner et andet billede. Den katolske middelalder gik snarere i den grøft, at man udpenslede Helvedes gru i en sådan grad, at det tog overhånd. Fortabelsen i Helvede var ikke blot den mørke baggrund for evangeliet men et stort og selvstændigt tema i forkyndelsen.
Præsten Peder Madsen i Ribe i 1400-tallet opregnede således Helvedes syv kamre, som var karakteriseret af ild, kulde, mørke, stank, orme, gensidig strid og fortvivlelse. Foran Helvedes porte er der en stor skov af ildtræer, hvor der hænger mange syndere, som straffes efter deres synders art: De der snakkede under messen, hænger ved tungen. De, der dansede, hænger ved fødderne. Tyve og røvere hænger ved hænderne. De fortabte hader hinanden. Helvede er snavset, trangt og uden al orden og harmoni, for dér er der ingen fred og hvile, men afsindigt begær og evindelige vrængbilleder. Alle disse pastor Madsens drastiske og detaljerede udmalinger skulle tjene til at advare folk, vække frygt hos tilhørerne og dermed lede dem til anger og bod. Meningen var nok god, men, men …
De samtidige kalkmalerier i danske kirker skal også opfattes som prædikener, og her lægges der heller ikke fingre imellem, når det gælder beskrivelsen af Helvedes gru og Himlens glæde.
Indre Missions forkyndelse i 1800-tallet er ofte blevet beskrevet som en helvedes- og dommedagsforkyndelse. Den beskrivelse dækker dog slet ikke, når det gælder de ledende personer, hvis prædikener er efterladte og kan vurderes. Måske har andre i bevægelsen overbetonet helvedesforkyndelsen.
Det mente i hvert fald den senere formand for Indre Mission, præsten Frederik Zeuthen, i 1879: ”Mange præsters og lægfolks talen om Helvede er kun skud med løst krudt, der kan skræmme børn og kærlinger” og ”det er ikke udmalingen af Helvedes pinsler, der bringer folk til at standse på den vej, der fører til fortabelsen; men det er dette, at man på prædikantens alvor kan mærke, at han selv både har følt og tror, at der er et Helvede til, og dog er frelst derfra”.
Fortielsen af fortabelsens mulighed.
Mens nogle altså har udpenslet fortabelsens gru i detaljer – og fortalt mere om Helvede, end der er bibelsk baggrund for at sige – har andre forkyndt mindre end Bibelen. Enten ved direkte at fornægte fortabelsens mulighed – eller ved at fortie den, så man prædiker evangeliet, som om der slet ikke var nogen mørk baggrund.
Mange troende kristne fra vækkelsesbevægelserne er i tidens løb gået frustrerede hjem fra kirke efter en begravelse, fordi præsten sagde en masse fine ord om menneskelivet, nåden, dåben – men uden at nævne den dybe alvor, der ligger i at efter døden følger dommen med de to udgange. Evangeliets ord blev måske forkyndt, men uden at det skete på den mørke baggrund, der hedder dom og mulighed for fortabelse.
Der findes ikke i folkekirken noget officielt begravelsesritual, og derfor er en præst frit stillet til at udforme handlingen, indtil man når til de faste ord ved jordpåkastelsen. Et godt begravelsesritual kan ellers modvirke, at man forbigår dommen og skellet mellem troende og vantro. Nogle præster lavede et godt begravelsesritual i 1910, det såkaldte Odense-ritual.
Heri hedder det bl.a.: ”enhver, som lever og tror på mig, skal i al evighed ikke dø. Hvad gavner det et menneske, om han vinder den hele verden, men må bøde med sin sjæl? … Det er menneskets lod engang at dø og derefter dømmes – salige er de døde, der dør i Herren”. Dette ritual er aldrig blevet autoriseret, desværre. Det kunne ellers have tjent til at holde kirken og folket fast på nogle grundlæggende kristne sandheder, så fortabelsens mulighed og den dobbelte udgang ikke så let blev fortiet i praksis.
Kirkens nej til fornægtelsen af fortabelsens mulighed
Igennem kirkens historie har der været enkelte, der forkyndte, at alting ville blive genoprettet til sidst, så måske selv Djævelen blev omvendt. Den første, der hævdede dette var teologen Origenes i 200-tallet. Dette tog kirken naturligvis afstand fra, men ind imellem er tanken dukket op igen. Den gjorde det hos nogle af de såkaldte døbere på reformationstiden.
I den lutherske kirkes bekendelsesskrift, den Augsburgske Bekendelse, tog man derfor stilling til dette spørgsmål. I CA artikel 17 hedder det: ”Ligeledes lærer de, at Kristus skal åbenbare sig ved verdens ende for at holde dom, og han skal opvække alle døde, give de fromme og udvalgte et evigt liv og evindelige glæder, men fordømme de ugudelige mennesker og djævlene til at pines uden ende. De fordømmer gendøberne, som mener, at der skal være ende på de fordømte menneskers og djævlenes straffe”.
Allerede i Den Augsburgske Bekendelse, artikel to, var det klart fremgået, at der er en dobbelt udgang: ”Ligeledes lærer de, at alle mennesker som fødes på naturlig måde, efter Adams fald fødes med synd, det vil sige uden gudsfrygt, uden tillid til Gud og med begærlighed, og at denne arvelige sygdom eller brøst i sandhed er synd, som virker fordømmelse, og som også nu medfører evig død for dem, der ikke genfødes ved dåben og Helligånden”.
Det er således tydeligt, at de lutherske fædre klart fastholder den dobbelte udgang, og at adskillelsen mellem himmel og helvede er evig. På den anden side udpensler de hverken Himlens glæde eller Helvedes gru. Den romersk-katolske kirkes teologer, der tog stilling til Den Augsburgske Bekendelse, havde ingen indvendinger mod dette punkt. Her stod lutherske og romersk-katolske sammen, på fælles kristen grund.
En præstesag:
I folkekirken kom det til en sag om fortabelsen i år 1900, da en præst – Anton Jensen i Harboøre – fornægtede, at der fandtes evige helvedsstraffe. I første omgang vandt Anton Jensen sagen, idet han undgik at blive fyret, idet de fleste af landets biskopper ikke fandt, at kirkens lære om fortabelsen hørte til de grundlæggende for kirken.
Kort efter blev Anton Jensen dog afskediget alligevel, fordi han begyndte at rette angreb på andre punkter af kirkens lære. Han endte i den religiøse gruppering, der hedder unitarerne.
I dag har afvisningen af fortabelsens mulighed og det evige Helvede bredt sig kraftigt i teologi og vistnok derfor også i forkyndelsen. I det følgende skal vi se på to vidt forskellige udlægninger af en af Jesu lignelser. Lignelsen om kongesønnens bryllup (Matt 22,1-14) er prædiketekst til 20. søndag efter trinitatis. Den ender med, at den gæst der ikke har bryllupsklædningen på, bliver smidt ud i mørket udenfor.
Professor Lindhardt fornægter fortabelsen
Afdøde professor P. G. Lindhardt gør i sin prædiken over denne tekst (Eftertryk, Aros Forlag, 1980) meget ud af forskellen på mellem Mattæus-teksten og Lukas’ tilsvarende lignelse. Han hævder uden videre, at Mattæus ”på hele den levende og troende, bekendende og lovsyngende menigheds vegne har omdannet Jesu lignelse til et vrængbillede af evangeliet og et spejlbillede af sig selv …”
Lignelsen er blevet forvansket af den kristne menighed, så den afspejler menneskers ”forventninger om dom og straf og oprejsning for os selv”.
Bag Mattæus-tekstens fordrejninger mener Lindhardt, at der må have ligget en oprindelig lignelse ”om en indbydelse som bare går ud: Kom til mig, alle I som er trætte og tyngede af byrder …”
Dette må have været det oprindelige positive budskab, og så drejer professor Lindhardt ellers dette over på den enkelte tilhører. Det bliver til en personlig og eksistentiel indbydelse. Den enkelte er kaldet og udvalgt til et gudsrige, hvor kærligheden ”bliver ved med at sende indbydelse til dem, der afslår den og til dem, der misbruger den. Men sådan er nu engang kærligheden, og således elskede Gud verden”.
Budskabet i lignelsen er så ene og alene skåret ned til en forkyndelse af Guds grænseløse kærlighed. Grænseløs i omfang, og intet tyder på, at han ikke også forstår den som grænseløs i tid. Ved denne kritiske tolkning undgår han, at lignelsen kommer til at udsige noget som helst om en dobbelt udgang eller fortabelse. Lignelsen rummer for ham ingen lære om fremtiden, men kun en understregning af Guds grænseløse kærlighed. Synet for dom og fortabelse er menneskelig tilsætning til det oprindelige og gode!
Det er rystende, at en prædikant mener at være klogere på evangeliet end de bibelske forfattere selv. Det virker også noget hovmodigt, for evangeliet bliver da noget, man kender ”på forhånd” – og som man kan kritisere Bibelen ud fra. Men hvorfra skulle en prædikant kende evangeliet, hvis ikke fra de bibelske skrifter? Hvad ved vi om evigheden, ud over hvad Gud selv har åbenbaret for os?
Luthers prædiken om evangeliet på den mørke baggrund
Ganske anderledes er Luthers prædiken over samme tekst (Kirkepostillen). Luthers prædiken er meget lang og tekstnær, for han har tillid til at selve budskabet ligger i teksten. ”Dette evangelium er en meget alvorlig formaning til at bruge evangeliets tid ret. Det truer også de sikre og stolte med en skrækkelig straf”.
Derefter går Luther over til at udlægge billedet af brud og brudgom, der viser den kærlighed, brudgommen Kristus har til os. ”Han er det evige lys, vi det evige mørke. Det er et ulige ægteskab”.
Efter mange sider med denne forkyndelse af evangeliet, kommer Luther til sidst ind på den bryllupsgæst, der blev kastet ud. Han forbigår ikke denne side af teksten: ”De vantro må således miste al trøst og bliver kastet ud i evig jammer, pine og bedrøvelse, i Helvedes angst og bandlysning, uden at se en eneste stråle af lys. Det er en skrækkelig jammer at ligge således fanget i Helvede og pine og for evig være berøvet al trøst og glæde. Om vi bare kunne lægge det alvorligt på hjerte”.
Til sidst i den lange prædiken siger Luther: ”Den kære Herre vil således ved at lokke og true overtale os til at regne evangeliet for vores højeste skat, så vi gerne hører og tror det. Ved forjættelsen lokker han, og det er en overmåde stor nåde. Ved trussel og straf forskrækker han, og det er en trofast advarsel”.
Luther prædiker som der står skrevet. Han trækker ikke fra som en professor Lindhardt. Han lægger heller ikke til som i katolsk middelalder med dens drabelige billeder. Han forkynder, hvad der er overleveret, og lader nådens evangelium fylde mest, så Gud ved lovens og evangeliets ord kan skabe troen – og derved give frimodighed over for den dom, der hele tiden ligger i baghovedet, som den mørke baggrund.
Artiklen er tidligere blevet bragt i magasinet Budskabet.
