Jeg vil minde om Salme 138. Det er en rig og smuk salme, der er præget af tak og tillid til Gud. Bag Davids ord ser vi et menneske, som både er prøvet på sin tro og har erfaret, hvor god og trofast Gud er:
Jeg takker dig af hele mit hjerte, i guders påhør lovsynger jeg dig (Salme 138:1)
Den dag jeg råbte, svarede du mig, du fyldte mig med stolthed og gav mig styrke. (Salme 138,3)
Selv om jeg vandrer i trængsler, holder du mig i live trods mine fjenders had; du rækker din hånd ud, og din højre hånd frelser mig; (Salme 138,7)
I det sidste vers rettes blikket mod fremtiden. Ligesom David har lært Gud at kende ved hans navn og Ord, så stoler David også på, at Guds løfter gælder for de dage, som kommer:
Herren fører min sag igennem. Herre, din trofasthed varer til evig tid, opgiv ikke dine hænders værk! (Salme 138,8)
Engang fik jeg dette vers som en personlig hilsen. Ved nytårstid var jeg stoppet i en stilling som sognepræst i Lavangen (nordlige del af Norge). Det var dage med ventetid, hvor jeg var blevet endnu mere afhængig af, at Gud måtte vise den videre vej. Da har dette ord været et godt sted at hvile.
”Herren fører min sag igennem.” Eller som det også kan siges: ”Herren fuldfører”. Det udsagn går som en rød tråd gennem Bibelen. Da Gud skabte verden, fuldførte han sit skaberværk (1 Mos 2,2). Alt blev skabt fuldkommen godt. Fra korset råbte Jesus: ”Det er fuldbragt” (Joh 19,30). Da fuldførte han Guds vilje og frelsesplan, som var besluttet fra evighed af (Ef 3,11).
Da han havde skaffet renselse for vore synder, tog han sæde ved den Højestes højre hånd i det høje, (Hebr 1,3b)
Og Paulus er sikker på og tryg ved, at ligesom Gud handler til det bedste for sin menighed, så gør han det også for den enkelte af sine børn:
Og i tillid til, at han, som har begyndt sin gode gerning i jer, vil fuldføre den indtil Kristi Jesu dag. (Fil 1,6)
For mig
Herren vil føre min sag igennem, siger David. Han vil fuldføre sin gerning for mig. David var overbevist om, at Gud fortsat ville sørge for ham, ligesom han havde gjort indtil nu. Jeg forstår Davids udtryk som om, at det fokuserer på hvad, Gud gør. Ham, som ser og ved, hvad der gavner os bedst, han vil fuldføre sin vilje og plan uafhængigt af mig.
Derfor kan vi også fra hjertet bede Davids bøn, som afslutter salmen: ”Opgiv ikke dine hænders værk!” Ja, Gud kunne have gode grunde til at give op på os, når vi tænker på os selv og vores synder. Men Bibelen lærer os, at et Guds barn er Guds dyrt købte ejendom og mesterværk, fra først til sidst (Ef 2,10).
Jesu naglemærkede hænder forkynder, hvor ufattelig højt jeg er elsket af Gud. Han ville aldrig svigte sit fejlende og kæmpende barn. Derfor kan vi bede med David om, at Gud i sin tålmodighed, dag for dag, vil forme og fuldføre sit værk. Tænk at Jesus, Guds søn, er vores ypperstepræst, som taler vores sag i himlen.
Derfor kan han også helt og fuldt frelse dem, som kommer til Gud ved ham, fordi han altid lever og vil gå i forbøn for dem. (Hebr 7,25)
Indtil det sidste afhænger alt af Guds miskundhed – dvs. hans barmhjertighed –, som ikke får ende. Guds miskundhed er hans trosskab mod sin nådepagt, som bygger på, hvad Gud selv har sagt og lovet.
Er det ikke som om, Gud gennem Davids vidnesbyrd vil sige til os: Vær ikke bange for det, som ligger foran. Vær ved godt mod! Ligesom jeg har hjulpet dig indtil i dag, sådan vil jeg fortsat være med dig og fuldføre din gerning for dig!
Artiklen er tidligere blevet bragt på netsiden foross.no. Den er oversat af Kasper Beck Drejer.