Hvad siger skabelsesberetningen (ikke)?

Hvad siger Bibelens første to kapitler om skabelsen? Hvad kan vi præcist udlede - og hvad kan vi IKKE udlede? Hvad skal fastholdes? Hvad skal afvises? Og hvad er derimellem?

Der er et lighedspunkt mellem skabelsesberetningen og H.C. Andersens eventyr: Begge er på én gang så enkle, at et barn kan forstå dem, og så dybe, at en voksen kan grunde over dem hele livet og blive ved med at finde nyt.

Jeg har ikke tal på de gange, jeg har undervist om skabelsesberetningen – og syndefaldet – på KFS´s ledertræningscenter, lejre, møderækker mv.  Og jeg tror, jeg hver eneste gang lærte noget nyt. Meget ofte fordi en deltager gjorde mig opmærksom på en dimension i teksten. Af erfaring tilslutter jeg mig den amerikanske præst Francis Schaeffers ord: ”Vil du vil vide, hvad det er at være menneske, så læs Første Mosebog 1-3 igen, igen og igen …”

Hermed er der givet et meget vigtigt afsæt til kristen læsning af skabelsesberetningen: Den vil først og fremmest gøre os kloge på Gud, verden og os selv. Alt for mange kristne læser den først og fremmest med blikket rettet på ”problemerne” – skabelse og udvikling, en eller to skabelsesberetninger, verdensbillede mv – og går dermed glip af selve pointen. Derfor skal denne artikel begynde i det centrum.

Og ellers er ærindet at overveje, hvilke forståelser af skabelsesberetningen der er hhv. mulige og umulige, hvis man vil forholde sig bibeltro til teksten i Første Mosebog 1 og 2.

Det slår skabelsesberetningen fast:

Det er i det nævnte centrum – det, vi kan lære om Gud, verden og os selv – at skabelsesberetningen er allermest klar.  Og det er generelt en god idé at begynde i centrum og henvise periferien netop til … periferien. Så i stedet for at læse skabelses- og syndefaldsberetningen problemfikseret, skal vi læse den budskabsfikseret. Og derfra tage højde for problemerne.

Der er en – og kun én – skaber

Gud nævnes faktisk 35 gange i kapitel 1. Og det er ikke noget tilfælde. Han er den absolutte hovedperson, som på forhånd har besluttet, hvad han vil, og så gør han det.

Det er en større sensation, end mange af nutidens bibellæsere gør sig klart! I den verden, hvor Mosebøgerne først blev læst, var de almindelige forestillinger, at mange guder havde deltaget – undertiden at guder havde kæmpet mod hinanden, og sejrherren havde så skabt verden af liget fra taberen.

For øvrigt er udviklingslæren her mere i familie med de andre skabelsesforestillinger end den bibelske: Der er også mange magter i spil, og de mest egnede vinder. Og man kan få det indtryk, at skabelsen bare skete, men ikke på forhånd var planlagt af en personlig vilje.

I Første Mosebog 1 og 2 er der en suveræn skaber, som skaber det hele. Når man læser teksten, får man i dens rytme en fornemmelse af, at det for skaberen har været en temmelig ordinær uge på kontoret. Ingen tegn på overanstrengelse.

Kapitel 1 giver overblikket, og kapitel 2 lader sig bedst forstå som et nærbillede af begivenheder – især – på sjette skabelsesdag og frem.

Han skaber af intet

Der var ikke noget før ”begyndelsen”, og ikke noget råmateriale. Som den eneste håndværker i universet skaber han selv sit råmateriale. Teksten beskriver altså den første skabelse og ikke Guds fortsatte skabelse af liv i verdenshistorien.

Der findes en række ord på hebraisk for skabelse. Flere af dem bruges i denne tekst. Et af dem er ”bara”. Det er et mærkeligt ord, for det optræder kun med Gud som subjekt og aldrig med angivelse af noget råmateriale.

Det er en nærliggende tanke, at det markerer netop denne skabelse af intet. I kapitel 1 finder vi det i vers 1 (da altet skabes), i vers 21 (dyreliv) og ikke mindre end tre gange i vers 27 (mennesket). Ind imellem bruges andre ord, som sender tanken i retning af bearbejdelse af et materiale, som allerede er der.

Der er altså en dynamik i skabelsen mellem skabelse af intet og formning af det råmateriale, som allerede er der.

Han skaber ved ordet

En af de ting, der er med til at give beskrivelsen af skabelsesugen en fornemmelse af ophøjet ro er gentagelserne. En af gentagelserne er: ”Gud sagde …”

Hermed gives et stikord til noget, der går gennem hele resten af Bibelen: Når Gud skaber – enten det er sol, måne og jordbær i den første skabelse, eller det er troende, tjenere eller en ny himmel og en ny jord senere i historien –  så er hans arbejdsredskab Ordet. Gud arbejdsstil slås fast fra starten.

Han sætter mennesket i en særstilling i skaberværket

Når det handler om menneskets stilling i skaberværket, er der en dobbelthed. På den ene side er mennesket natur, og vi skabes på samme dag som dyrene (1,27ff) og formes af agerjorden (2,7). På den anden side er vi noget særligt – der siges ”bara” tre gange, skabelsesdagens rolige rytme brydes, som om den evige bliver bevæget over det, han nu har gang i (1,27), og han puster sin egen ånde i agerjorden (2,7).

På den ene side er vi bare natur; på den anden side Guds aftryk – Guds billede – i verden.  Med andre ord: Når naturvidenskaben påpeger, at vores biologi ligner dyrenes, er det ikke nogen overraskelse for en opmærksom læser af skabelsesberetningen. Når idéhistorien jager efter at definere menneske som noget særligt, kommer det heller ikke bag på os.

Han skaber uden synd, smerte og død

Det er forholdsvis almindeligt blandt bibeltro at sige, at Gud skabte verden ”fuldkommen”. Meningen med det udtryk er god nok, men formuleringen upræcis. Det lyder nemlig, som om det var en verden uden udviklingsmuligheder, hvilket både 1,28 og mange senere udsagn i Bibelen modsiger.

Men det var en verden, hvor en vigtig del af skabelsesrytmen er, at skaberen træder et skridt tilbage fra sit værk, ser på det og siger: ”Det var godt …” Det var nemlig uden synd, smerte og død.  Alt det kommer først ind i verden med syndefaldet.

Den amerikanske bibelforsker Edward J. Young siger, at dette er helt enestående i Mellemøstens religionshistorie: Alle andre steder er ondskaben, lidelsen og døden en del af verdens oprindelige væsen. I Bibelen er det et fremmedlegeme.

Denne forskel har en kæmpe betydning for menneskesynet og synet på verden. Og for øvrigt handler hele resten af Bibelen og frelseshistorien om at genskabe den verden, hvor vi kan leve videre uden synd, smerte og død.

Her kommer det vigtigste – og helt uoverstigelige – problem, når det handler om at ville forene udviklingslære og bibelsk funderet skabelsestro. For udviklingslæren er døden og lidelsen og egoismen en del af selve skabelsens væsen; heri ligner den alle de hedenske religioner. Udviklingen fra art til art kan kun ske ved, at de svage dør.

Men ifølge Bibelen kom døden først ind i verden ved ét menneske: Adam (Rom 5,12ff). Derfor kommer enhver bibeltolkning, der ikke betragter Adam og Eva som konkrete historiske personer også i modstrid med selve bærebjælken i Bibelens forståelse af frelseshistorien.

Nogle bibeltro kristne – der er optaget af at forene skabelsestro og udviklingslære – forstår dette med, at døden kom ind i verden ved syndefaldet, på den måde, at det alene handler om døden i menneskers liv og ikke i dyrenes.

Når jeg ikke finder denne forståelse tilfredsstillende, skyldes det en lang række indicier i Bibelen, som peger i en anden retning:

I den første kulturbefaling – den før syndefaldet – er det kun planterne, der er menneskets føde (1 Mos 1,29). I den anden kulturbefaling – efter syndfloden – er det også dyrene (1 Mos 9,3), og det forudsætter, at dyrene dræbes. Den nærliggende forklaring er, at syndefaldet er imellem.

Når Paulus beskriver, hvordan de kristne sukker efter Jesu genkomst og afslutningen på al lidelse, så nævner han i samme åndedræt, at naturen tager del i samme suk (Rom 8,22). Underforstået: lidelse i naturens verden kom først til med syndefaldet.

Når Jesus skal beskrive sin genkomst, taler han både i Matthæusevangeliet (19,28) og i Johannes’ Åbenbaring (kap. 21-22) om naturens genoprettelse, ligesom Esajas nævner at fredsslutning mellem dyrene og mellem dyr og mennesker. (Es 11,7ff):

Når genoprettelsen ikke isoleres til menneskene, så er det vanskeligt at forstå, hvis faldet gør det.

Tilbageskuende profeti

Et af de fascinerende træk ved den bibelske skabelsesberetning er, at den omhandler noget, ingen har set. Det har den i øvrigt til fælles med en anden genre: profetierne.

Dette træk fik professor Carl Fr. Wisløff til at foreslå, at vi forstår skabelsesberetningen som en ”tilbageskuende profeti”.

I læsningen af profettekster har vi ofte det problem, at det kan være vanskeligt at skelne, hvad der er billedtale, og hvad der skal forstås konkret. I den store profeti, der afslutter Bibelen – Johannes’ Åbenbaring –  er dette problem tydeligt.

Det er også i spil her og kalder os til at gå ydmygt frem. Både i vores egne tolkninger og i mødet med andres. I visse diskussioner om skabelsen kan det betale sig at bruge ordet ”måske …”

Generelt er det lettere at argumentere for, at Første Mosebog 2 er konkret ment, idet Adam og Eva her føjes ind i hele den efterfølgende slægtshistorie, som både Jesus og vi selv er en del af. Og der kan bedre argumenteres for symbolske træk i kapitel 1.

Kapitel 1 er ikke poesi, som en del profeti er; men med de mange rytmiske gentagelser kan man få fornemmelsen af en i ordets bedste forstand højstemt tekst, der leder tanken hen på symboler.
Og inden nogen dømmer dette til i sig selv at være et knæfald for udviklingslæren, skal jeg bemærke, at allerede kirkefaderen Augustin i 400-tallet regnede kapitel 1 for billedsprog.

Det kan vi ikke læse os til:

Nuvel: Uanset hvor man lægger snittet mellem billedtale og konkrete ord, forekommer det mig at der findes nogle konkretiseringer, som er overgreb på teksten.

Jordens alder

Det forekommer mig, at man er ude på dybt vand, hvis man vil bruge teksten til at sige noget om jordens alder. Også selv om man læser kapitel 1 meget konkret:

For det første beskriver vers 1 en ”urskabelse” af universet, som sandsynligvis går forud for første skabelsesdag. Og vi aner ikke, hvor lang afstand, der var fra ”begyndelsen” og til ”det blev aften, og det blev morgen, første dag”.

For det andet blev lyset skabt på den første dag; solen først på den fjerde. Dermed kan de tre første skabelsesdag godt være på 24 timer. Vi ved det bare ikke.

For det tredje bruges der nogle udtryk om tredje skabelsesdag – ”jorden skal grønnes ” og ”jorden frembragte grønt” – som kan pege i retning af, at det må have taget sin tid.

For det fjerde: Selv om man betragter den bibelske betegnelse for ”dag” helt parallelt med den danske brug af ordet, så er en billedbrug af det ord mulig:  ”Dansk kirkeliv i dag” betyder altså ikke ”dansk kirkeliv d. 12. august 2016”.

Big Bang og mikroevolution

På lignende måde, har jeg svært ved at se, man kan føre en diskussion for eller imod Big Bang-teorien ud fra skabelsesberetningen. Hvis alle tilslutter sig Big Bang, bliver Bibelens hovedspørgsmål alligevel ubesvaret: ”Hvem tændte lunten?”

Endelig er der ingen grund til at bruge Bibelens skabelsesberetning til at betvivle en mikroevolution efter skabelsen.

En vigtig slutbemærkning

Forholdet mellem bibeltolkning og naturvidenskab har været anstrengt. Og jævnfør det jeg skrev om dødens rolle: Ikke uden grund!

Men jeg tror, det er vigtigt, at vi bibeltolkere lader naturvidenskab være naturvidenskab. Dermed mener jeg, at naturvidenskabsfolk skal have lov til at føre deres diskussioner og fremsætte deres hypoteser. Og den modsigelse, der skal ske, skal være naturvidenskabelig.

Vi skal ikke bruge Bibelen til at udøve censur, når det handler om forskeres resultater og teorier.
Samtidig må vi altså kræve, at naturvidenskaben holder sig inden for sine grænser. Den kan udtale sig om, hvordan naturen fungerer, og om årsagssammenhænge. Den kan i ydmyghed fremsætte hypoteser om, hvordan ting foregik engang i urtiden.

Men når det kommer til spørgsmål om, hvem der skabte verden, hvordan den blev skabt, og hvorfor den er så underfuld, så er det et spørgsmål om tro. Og der har naturvidenskabsmanden intet forspring for os andre.

 

Artiklen er tidligere blevet bragt i magasinet Budskabet.

Del:

Del på twitter
Twitter
Del på facebook
Facebook