Langt de fleste af os kan lave både en takkeliste og en tabsliste over ting og sager ved vor familie og os selv. Vi kan fristes til at tage takketingene som selvfølgeligheder. Men for nogle betød familien rent faktisk styrke, vaskemaskine og køleskab, lyttende ører, lommepenge og pligter, kendskab til Gud, ferier … En hel del af det vil man godt arve og bruge videre frem i livet. Så takkesedlen bliver lang for nogle. Knap så lang for andre.
For dem, der mest havde det hæsligt i familien, presser andre tanker og følelser sig på. Man kan da have brug for at gå ind i bearbejdelse af sorg og savn, før der (måske) bliver mulighed for tak. Der var så mange svigt og skuffelser, så man føler sig værdiløs. For missilerne, der i opvæksten blev affyret fra de voksne, har lavet ridser i selvbilledet:
“Du ligner en luder’, ‘Du bliver aldrig til noget’, ‘Hvis du ikke kommer hjem kl. 23, skal du slet ikke komme hjem’, ‘Var det ikke bedre, at du flyttede?’ ‘Du har ikke fortjent en konfirmation’, ‘Jeg hader dig’, ‘Er du ikke ved at blive fed’, ‘Du kan da heller ikke finde ud af noget’, ‘Nu går jeg ud til bilen og kører, og jeg kommer aldrig hjem igen’, ‘Det er din skyld.”1“Ondt i familien” af Søren Lynge og team s. 87
Der er sjældent lægedom i som voksen at gå hjem og skælde sine forældre huden fuld over, hvad de gjorde mod en som barn. Det resulterer sandsynligvis i nye skænderier, anklager, forsvar og selvbebrejdelser. Men der kan være lidt eller megen hjælp i på neutral, journalistisk vis at “interviewe” dem om, hvordan de husker den og den begivenhed og fortælle, hvor svært man selv havde det. Der kan også være hjælp i at fortælle sin historie til en ven eller terapeut, hvis men selv mærker, den tynger. Men det er nutiden, vi lever i. Så det er den, de fleste af os har mest brug for at fortælle om og handle i.
Man kan se sin egen livshistorie fra forskellige vinkler alt efter, hvem man er og hvad, der fyldte mest: var min historie hovedsageligt en præstationshistorie, en spisehistorie, en kropshistorie, en troshistorie, en sexhistorie, en mobningshistorie, en løgnehistorie, en …?
Tit bliver humor en rigtig god ven i bearbejdningsprocessen. Nogle finder den tragikomiske vinkel frem ved fx at tegne familien.
Heller ikke denne jul…
Som ung kan man anstrenge sig utrolig meget for at få accept eller bare lidt mere kærlighed fra familien. Man knokler for at få en rovdyr-søskend til at blive mere hund, eller arbejder hårdt for at gøre en kontrollerende edderkoppe-forælder mere bamset eller en bløddyr-forælder mere hårdhudet. Men størstedelen af de kræfter er desværre spildte, for man får ikke opfyldt forventningerne. Det er som at skylle værdifulde pengesedler ud i toilettet, for vi kan hovedsageligt kun ændre noget hos os selv.
Mange håber: næste gang, jeg tager hjem på weekend eller til jul, bliver det sikkert bedre end sidst. Så beklager mor sig nok mindre over far (eller omvendt). Og næste gang spørger de nok interesseret og på en rar måde til mine studier. Det blev bare ikke anderledes næste gang.
Julen kunne få et helt sorgkapitel for sig selv. For mange er den årets værste tidspunkt pga. alle de urealistiske og skuffede forventninger. En sur eller syg forælder kom ikke ned til juletræet, men blev oppe hos sig selv. Eller de skændtes. Det endte – igen – med hakkende fuglenæb, skræmte egern og rovdyrkløer i stedet for hvile ved bløde pelse og sjove hvalpeslåskampe. Der var for lidt af det gode.
Overmothering
Man kan også græde over, at en forælder ringer uafladeligt og hele tiden og spørger så intenst til ens liv. Gid mor ville leve sit eget liv i stedet for at forsøge at leve mit. Gid hun ikke skulle leve så mange håb og drømme ud gennem mig. Jeg kan ikke døje al den kontrolleren. Gid det var ok bare at snakke sammen hver fjortende dag. Eller hver fjerde måned. Og bare vi kunne snakke afslappet.
Overmothering kalder man det, når mor er alt for meget mor. Og hun er for lidt af det, hun ellers er i sit liv så som ægtefælle, kollega, veninde, nabo, sig selv. Man kan opleve sin velmenende mor næsten som en blodbank, igle og vampyr, der suger liv og blod af sit voksne barns liv. Døtre kan føle, at mødre æder dem: “Mor, jeg hader dig ikke, men du optager for stor en del af mig. Du har bosat dig i mit hylster, og det er på tide, du flytter – for at jeg kan elske dig.”2“Jeg hader dig, mor! – for jeg vil så gerne elske dig” af Lene Rem s. 99
Var mor 80 procent af ens barndom, så er det hende, oprøret rettes imod. For far og mandlige pædagoger eller lærere så man muligvis ikke så meget til.
En manglende interesse kunne så hedde undermothering eller underfathering. Det er ikke altid helt let som forældre at finde grænsen mellem “over” og “under”. Men man hjælper sine forældre og sig selv, hvis man orker at blive ved at sætte grænser, sige ja til det, man godt vil og nej til det, man ikke vil. Og forældre hjælper deres børn og sig selv ved at øve samme vedholdende grænsesætning.
Men vi har brug for dem
Vi har brug for vore forældre eller for andre stabile voksne. I hvert fald mens vi vokser op …
Måske de også har brug for os. Og lykkes det at finde en voksen-voksen relation til dem siden hen uden utidig indblanding fra vor eller deres side, kan meget læges og gro. Faktisk kan det blive til et voksent-venskab for begge parter.
Alle små børn behøver bekræftende omsorg fra en mor eller én eller flere i mors sted for at få slået identitetsrødder ned i jorden. En vigtig del af barnets næring er bekræftelse af, at her skal være én af mig. Her er godt at være, vel-være.
Og vi behøver som lidt større en far eller én eller flere i fars sted til at løfte os ud af mors måske for klamme, tætte favn. Han kan vise vej ud i de store vidder. Og bekræfte det store barn i, at der altid er en vej frem. En teenagepige, der mistede sin far ved selvmord, da hun var fire, siger:
“Som tiden går, har jeg måttet erkende, at det efterhånden ikke længere er min far, jeg savner, men det at have en far. Jeg savner det, en far kan give sin datter. Det kan en mor ikke, uanset hvor meget hun anstrenger sig.”3“Børn om mors og fars død “ red. af Signe Rølmer og Peter Olesen s. 105
Babyen behøver også en far eller èn i fars sted. Og som teenager behøver man stadig en vis tilknytning til forældre eller andre voksne. Der er mange forskellige teorier om barnets udvikling. Teorier om hvad de første års spejling og gode trøst eller mangel herpå medfører i ens unge og voksne liv. Vi har hver især vores bagage.
Forladthedssmerte
“Familie betyder, at ingen bliver efterladt.“ Det var plakaternes definition på familie ved Disneyfilmen Lilo og Stitch. I den og i mange andre film og bøger beskrives, at forladthedssmerte kan stikke forfærdelig dybt.
Langt de fleste forældre har gjort meget, for at ingen unger skulle efterlades. Alligevel er der forladte, sorte huller i manges liv. Det er ensom sorg. Og har vi sorg, er vi nødt til at bære den, evt. dele den med andre og sørge.
Nej, vi får ikke det tabte tilbage. Man fik fx aldrig knus eller kærtegn. Men hørte i stedet afvisende ord eller fik slag med gæstebøjlen, hvorpå der var malet “Vi ses”! Og det kan der ikke ændres på nu.
Men der er medicin i at sørge, hvad enten vi græder indvendig eller udvendig. De “piller”, der triller ud af øjenkrogene, og den historie, vi fortæller, kan læge mange sår, så vi bedre kan beskæftige os med i dag. Da magter vi at leve lidt bedre med forladtheden, så den ikke styrer hele nutiden. Hvis fortiden styrer nutiden for meget, iscenesætter vi sandsynligvis ubevidst selv nye forladtheder og voksende skam.
Skam og skyld
For nogle føjes endnu en sten oven på forladthedsstenen. Altså er der nu to sten at slæbe rundt på. Med den sidste sten menes skammen, en mørk, klæbende forkerthedsfølelse. Den hænger sammen med selve ens eksistens. Skam kan defineres som følelsen af at være forkert, når man forgæves søger bekræftelse hos andre. Man kan føle skam, når man kun bekræftes ved sine præstationer, mens ens følelser afvises. Man bliver fremmed for sig selv, og man får svært ved at “eje” sine egne følelser, egne handlinger og sin egen historie. Så kan man fristes til hovedsageligt at finde følelsesmæssig næring fra andre kendtes eller ukendtes lykke og ulykke fx gennem medierne.
Skyld kan defineres som følelsen og/eller erkendelsen af at gøre noget forkert, hvis det altså er ægte skyldfølelse. Den hjælper os med at forsøge at undgå ord og handlinger, der skader andre og os selv. Og den må vi ansvarligt tage på os, undskylde og arbejde på forandring.
Falsk skyldfølelse føles også som skyld, men har at gøre med, at andre gør noget forkert mod en selv. Men disse andre tager ikke ansvaret og skylden for det. Da knuses mit selvbillede indeni, og stumperne kan stikke både andre og én selv. Vi kan godt have falsk og ægte skyldfølelse på samme tid. Falsk skyldfølelse skal vi ikke tage på os som skyld, for andre havde skylden. Men vi kan få gavn af at finde frem til, hvad den dækkede over af sorg, vrede, længsler o.l.
Gennem en ansvarsfuld sorgproces kan det brudte selvbillede med tiden samles sammen til en helhed igen, selv om vi ikke logisk helt kan forklare og forstå det.
Nye familierelationer
Man kan opleve at blive voksenvenner med sine forældre. Men den vigtigste trøst kommer sjældent fra forældrene nu. De er jo ikke hele tiden i nærheden som i opvæksten. Hvis de altså var til stede da.
Men vi er selv lige for hånden døgnet rundt som vores egen nye forælder. Det kaldes også om-forældring og på engelsk re-parenting. Vi er selv de eneste, der til fulde mærker, hvornår forladthed bløder, skam svider, og energi og konfliktløsning spirer indeni. Fremover betaler det sig at spare på ydmygende forsøg på at få al opmærksomheden fra den gamle familie. Og at lede efter mere realistiske forventninger m.h.t. at give og modtage. Sandsynligvis skal der nu eksperimenteres med enklere måder at have kontakt til familien på. Der skal måske findes nye sætninger og besøgsintervaller.
Det sker, der vokser nye venskaber op, som opleves lige så meget — eller mere — som familie end den biologiske. Og det er lettere at opdyrke venskaber med andre, hvis man tager ansvar for egenomsorg.
En sund kirke med omsorg er for mange blevet en ny familie med “forældre” og “søskende”. Desuden vil Gud gerne være Herre og familie: en kærlig, fast, nærværende forælder, som forstår os bedre, end vi forstår os selv. Han rækker respektfuldt ud og ønsker at bruge os i tjeneste for ham og andre. Vi vil tit være nødt til at vende os en kvart eller halv omgang for at få øje på ham og gå i dialog med ham. Han tilgiver det, vi ved, er skrupforkert og det, vi ikke selv har fattet, er ødelæggende. Og han sætter værn op og siger nej til det, der skader. For ham er hvert barn og voksen værd at elske, ikke mindst den skæve, kantede, sårede, hjælpeløse og forkerte. Og det er vi jo alle — mere eller mindre skjult.
Har vi lavet noget møg, giver han os ret i, at det var noget møg. Men han giver os ikke ret til at kalde os selv møgunge.
Denne artikel er et bearbejdet uddrag af kapitel 2 i bogen Ung sorg, Credo 2006.