Frimodig kristen i en woke tid

Vi er nødt til at anerkende, at mennesker er grebet af woke-bevægelsen, fordi de mener, der foregår reel uretfærdighed.

Begrebet woke betyder “årvågen”, og stammer fra borgerrettighedsbevæ-gelsen i USA, der i 1960’erne begyndte at gøre opmærksom på den strukturelle racisme, som stadig præger landet.

I løbet af de seneste ti år er begrebet blevet anvendt meget bredere, så det handler om at være årvågen over for alle typer af undertrykkelse i samfundet. Ud over race handler det typisk om køn og seksualitet, og bevægelsen har spredt sig til det meste af den vestlige verden, særligt blandt unge og i de akademiske miljøer.

Blød og hård woke

Woke-bevægelsen findes i en blød og en hård variant. Den bløde variant er uproblematisk, for den handler blot om at have blik for ulighed og adressere den. Man kan også sige, at den bløde variant blot spejler den profetiske samfundskritik, som allerede findes i GT, hvor man konsekvent tager parti for de svage og undertrykte.

Den hårde variant er mere problematisk, for den angriber også alle tilløb til ulighed. Det er denne årvågenhed, der gør, at man ikke vil tillade originalversionerne af Pippi Langstrømpe, Eskimo-is, fri debatkultur på universiteterne, bestemte sange og påklædningsgenstande osv.

Skal man sætte det helt firkantet op, handler den bløde variant om konkrete problemer, mens den hårde variant også handler om potentielle problemer.

Den forkerte side af historien

Emnet woke er stort og ømt, og derfor er det vigtigt at sige, at vi her forsøger at bidrage til den kirkelige samtale med en inspirationsartikel mere end med en undervisningsartikel. Vi er ikke selv færdige med disse spørgsmål, men er selv på vej og ønsker kun, at flere deltager i samtalen om, hvordan kirken kan finde en sand, sund og frugtbar vej frem i en polariseret tid.

Og det er ikke let at tale om, hvad kirken skal gøre i en kompliceret samfundssituation. Op gennem historien har kirken fejlet mange gange, når den har forsøgt at agere politisk.

På samme tid, som vi kan føle stolthed, når vi læser om kirkens historie, kan vi også til tider rystes i vores grundvold. Drukning af anabaptister, nedslagtning af bondeoprør, korstog, hekseafbrændinger osv.

Det er derfor forståeligt, at store dele af kirken i Danmark forsøger at følge tidsånden for ikke at stå på den ”forkerte side af historien” – problemet er bare, at den åndelige integritet går fløjten.

Hvad vi håber, kirken kan finde frem til, er det sted, hvor vi både fastholder Bibelens vejledning – også i etiske spørgsmål – og gør det på en ydmyg og lyttende måde. Det er en svær balancegang, og det vil sikkert ikke lykkes uden skygger, men det må være vores bøn.

Woke bekræfter og udfordrer

Fordi woke-bevægelsen er blevet så bred, både udfordrer og bekræfter den bibelske anliggender. Den udfordrer, når den kalder synd for kærlighed (fx praktiseret homoseksualitet), og opløser skabelsesordenen (der er mange køn, og man kan skifte), men den bekræfter et vigtigt kristent anliggende, når den udpeger ulige adgang til job, lønstigning, boligforhold, sociale ydelser osv., som oftest går ud over minoriteter.

Her er der noget overordnet, som er interessant at pege på. For når woke-bevægelsen vinder frem netop her i Vesten, er det, fordi vi lever i en kristen kultur!

Som apologeten Rebecca McLaughlin skriver i bogen The Secular Creed: “For vores vestlige ører her i det 21. århundrede lyder kærlighed på tværs af race- og kulturforskelle, ligestilling mellem mænd og kvinder og ideen om, at de fattige, undertrykte og marginaliserede kan stille moralske krav til de stærke, rige og magtfulde, som grundlæggende moralsk sund fornuft. Men det er de ikke. Disse sandheder er kommet til os fra kristendommen.”1Rebecca McLaughlin, The Secular Creed. Engaging Five Contemporary Claims (La Grange: The Gospel Coalition, 2021)

Med andre ord er den bløde variant af woke-bevægelsen helt i tråd med kristendommen, ja, den udspringer af kristendommens menneskesyn, og vi kan derfor synge helt med på sangen om mere social retfærdighed.

Den hårde variant er problematisk, og det er den, der fylder i medierne. Derfor kan kristne få den opfattelse, at woke-bevægelsen destruerer de kristne værdier. Men det er altså ikke hele sagen. Når det nu er sådan, at der er meget i woke-bevægelsen, vi kan skrive under på, så kan vi også udøve den nødvendige selvkritik og spørge, hvorfor vi ikke har været forgangspersoner for de vigtigste indsatser i woke-bevægelsen. Det ville samtidig give os en klarere legitimitet til at kritisere de meget problematiske aspekter af den hårde variant.

Med andre ord: Burde kirken ikke være kommet woke-bevægelsen i forkøbet? Det gjorde den første kirke i hvert fald. Den første kirke udjævnede de sociale uligheder ved kirkens samlinger. Alle var lige i det kristne fællesskab: kvinder, slaver, mænd, børn (Kol 3,11). Kirken må være den første til at analysere samfundet, til at finde de marginaliserede og undertrykte, og kæmpe for kærlighed på tværs af racer og social status, ikke fordi vi føler os presset udefra af politiske strømninger, men fordi Skriften, Guds ord, presser indefra. Ikke fordi ”love is love”, men fordi ”God is love”.

Det er, som om kirken er blevet overhalet indenom af sociale bevægelser og politiske initiativer på dette punkt. Kirken mente at stå med åbne arme overfor alle mennesker – men samfundet gjorde det samme, og kirken formåede ikke at byde alle typer velkomne uden at fastholde en vis distance og måske endda ubehag overfor selvsamme mennesker. Hvor det i historien af og til er lykkedes for kirken at skabe en kontrast til samfundets kynisme og være et helle for svage persongrupper, er kirken visse steder blevet den perfekte middelklasses sted, hvor mennesker ikke er på vej, men må være rene og pæne og omvendte, før de træder ind i lokalet.

Vores ord om ligeværd og gudsbillede er begyndt at klinge hult, fordi de som floskler ikke følges af konkrete relationer til mennesker, hvis livsførelse vi er uenige i. Som kirke er vi blevet dem, der siger, at fællesskabet er for alle, men med vores kropssprog udtrykker vi det modsatte.

Kirkens frimodighed

Kirkens opgave er den samme som altid: At være tro mod Kristus i verden uden at vi dermed mister saltets kraft og bliver af verden. Men der er også noget unikt ved enhver strømning, så hvordan bevarer vi frimodigheden i den nuværende situation?

Vi er nødt til at anerkende, at mennesker er grebet af woke, fordi de mener, der foregår reel uretfærdighed. Derfor må vi lytte og have en åben samtale om deres perspektiver. Kun sådan kan vi finde ud af, hvad vi reelt kan slå følge med, og hvordan vi kan være sandheden tro i kærlighed (Ef 4,15).

Man kan måske sige, at hvis vi oprigtigt tror, vi kender sandheden, må vi turde lade os udfordre af andres ideer om verden og dens sammenhæng – det går hverken vi eller Gud i stykker af.

Men tør vi lade os udfordre? Tør vi lade andre mennesker med andre ideer komme til orde først? Eller tvivler vi på Bibelens sandhed, så vi ikke tør lade den stå sin prøve?

Pointen er, at vi må skelne mellem ideer og mennesker – vi må elske mennesket, selvom vi forsøger at bekæmpe dets ideer. Det virker måske idealistisk. Men ikke urealistisk.

Det handler om at begynde at se “de andre” som mennesker, der også er skabt af Gud, og ikke som de ideer de identificerer sig med. Selvfølgelig skal man ikke underkende, at vi altid står i en kamp mod det, vi ifølge Bibelen kan kalde usunde tankebygninger (2 Kor 10,4-5). Men dette skal altså gøres uden at rive mennesket ned sammen med dets ideologi.

På samme tid, som vi bør turde gå disse skridt – både at invitere til samtale og turde udfordre deres ideer – må vi også realistisk erkende, at det næppe kommer til at gå ubemærket hen. Der, hvor et kald til vækkelse råbes ud, vil der også komme modstand og forfølgelse.

Det siger vi ikke, fordi vi skal være selvmedlidende, men fordi det er et vilkår, som Herren selv har givet sin kirke (Joh 15,20).

Men overraskende nok er det måske netop disse erfaringer, vi kristne har til fælles med de minoritetsgrupper i Danmark, som føler sig fortrængt! Måske har vi her et emne, vi kan invitere til at tale om – som hinandens potentielle undertrykkere!? Vi tror, at kirken vil kunne klare sig godt i denne åbne og frimodige samtale – fordi vi både kender sandheden og det enkelte menneskes værdi.

Fodnoter:

Fodnoter:
1 Rebecca McLaughlin, The Secular Creed. Engaging Five Contemporary Claims (La Grange: The Gospel Coalition, 2021

Kunne du li' det, du læste?

Så hjælp os med at lave flere gode artikler til fordybelse og refleksion – ved at blive abonnent på Budskabet.

Del:

Twitter
Facebook