I kølvandet på wokebølgen

Indledning

Kan du huske woke-bølgen? Det kan de fleste nok, men det er egentlig underligt, hvor hurtigt den tabte sin energi. I årene 2011 til 2024 var woke nærmest over det hele. Det var ved at udvikle sig til en kulturel hegemon, man ikke kunne modsige. Værdipolitiske konservative følte sig klemt i konsensuskulturen, og da woke havde et særligt godt greb i ungdommen, troede mange, at woke var kommet for at blive. En ny norm var blevet sat, vi var vidne til et reelt kulturelt paradigmeskifte.

Og så var det væk. Da Donald Trump blev valgt til sin anden embedsperiode som USA’s præsident, skrev flere kommentatorer om et “vibe shift”, et stemningsskifte i kulturen (Stjernfelt 2025). Valget signalerede, at nu var woke død og erstattet af et nyt politisk højre, der omfavnede traditionelle værdier og blæste til angreb mod normkritikken.

Det var der nogen, der frydede sig over, for eksempel religionshistoriker Jørn Borup, der i Information kaldte woke-bevægelsen “et antiintellektuelt dydsdiktatur af intolerance” og mente, at wokes deroute var selvforskyldt, for med sine absurde krav om politisk korrekthed sejrede den sig selv ihjel (Borup). Andre begræd wokes død, fordi det førte til “de hjerteløses triumf”, ja, journalist Mathias Sindberg fra Information skrev, at wokes død ikke har ført til “et nyt daggry af frigørelse, oplysning eller fornuft, bare et andet og mere usympatisk regime”, og det er altså trumpisme og varianter deraf (Sindberg).

Så den aktuelle analyse er, at woke er død og begravet, og nu strides de lærde om, hvorvidt det er skidt eller godt. Jeg tror dog ikke, at woke er “gone for good”. Dels synes jeg stadig, man hører woke stemmer pippe frem rundt omkring, som tyder på, at woke mere ligger i dvale, end at det er afgået ved døden. Dels er der også en mere teoretisk grund, og det er, at når et perspektiv først er blevet idehistorisk etableret, så forsvinder det ikke igen. Det bliver ligesom lagt i puljen med perspektiver i en stadig stigende pluralisme, som så kan vende tilbage med større eller mindre styrke. Det ser man hele tiden – eksempelvis har hippiebevægelse, fascisme, stoicisme, katolsk kristendom, revolutionær marxisme og så videre alle været dømt ude i Danmark, men popper løbende op i nye varianter med skiftende succes.

En tredje grund er, at woke stadig holdes i live af folk, der skriver imod det (for eksempel af mig her), og dermed er modstandere af ideer paradoksalt nok med til at give liv til synspunkter, de modarbejder.

Pointen er altså, at selv hvis woke ligger i en længerevarende dvale og ikke opfylder min profeti om en snarlig genkomst, så vil woke blive genopdaget, udviklet og spredt igen engang i fremtiden på en eller anden måde.

Det giver en dobbelt grund til at overveje, hvad vi har lært af woke-bølgen. Et blik kan kigge bagud og forsøge at forstå, hvad der var på spil. Et næste blik kan kigge fremad og overveje, hvordan en kristen kan tænke om en mulig genkomst til woke-bølgen.

Vi har aldrig været woke

En interessant måde at se tilbage på woke-bølgen på er ved at bruge sociologen Musa Al-Gharbis bog We Have Never Been Woke. The Cultural Contradictions of a New Elite (“Vi har aldrig været woke. Den nye elites kulturelle selvmodsigelser”) som linse. Al-Gharbi er muslim, uddannet på eliteuniversitetet Columbia i New York og skriver regelmæssigt for den venstreorienterede (og woke-sympatiske) avis The Guardian i England. Qua sin baggrund kunne han altså forventes at støtte woke-bølgen, men i stedet stiller han sig meget kritisk overfor den. Så hvorfor omfavner han ikke bevægelsen?

Bogens overraskende tese er, at woke-bevægelser opstår, når eliten føler sig presset. I nyere tid er det særligt de “symbolske kapitalister”, der har forsøgt at genvinde sin kulturposition ved at være moralpoliti. Det var den franske sociolog Pierre Bourdieu, der skabte begrebet “symbolsk kapital”, og det dækker over en gruppe, som ikke er rige på penge, men på symbolsk værdi. Det er altså mennesker, der lever af at producere og reproducere kultur for andre symbolske kapitalister. Derfor er symbolske kapitalister ofte universitetsansatte, mediefolk eller kunstnere, og Al-Gharbis pointe er, at symbolske kapitalister er mest optagede af, hvordan andre symbolske kapitalister opfatter dem.

Når de symbolske kapitalister aldrig rigtig er woke, er det, fordi det handler mere om deres egen status og muligheder end om reel forandring for dårligt stillede (i Danmark er det blevet kaldt pinkwashing). Al-Gharbis projekt er at vise, at den nye elite er hyklerisk. Man skal forestille sig noget som følgende: Over nogle årtier er der en overproduktion af symbolske kapitalister, og de symbolske kapitalister, der ender uden for det gode selskab på arbejdsmarkedet, kan nu rette det kritiske skyts mod dem indenfor og sige, at de ikke er woke nok: De, der er inde i varmen, har deres opmærksomhed rettet mod de forkerte, de læser de forkerte tekster, forsvarer de forkerte personer og så videre.

Har kritikerne held med det, så får man en reform på arbejdsmarkedet, hvor der skal ansættes en masse diversitetskonsulenter, som så giver højtbetalte og prestigiøse jobs, men ikke reelt medfører mere lighed i samfundet. Man kan ifølge Al-Gharbi se problemet ved det anvendte sprog – woke-bølgen har sin helt egen komplicerede terminologi, som ikke hjælper almindeligt udsatte, men som identificerer dem, der er indenfor. Det er markører. Al-Gharbi nævner eksemplet, at de woke blev enige om at omtale latinoer i USA som “latinx”, men undersøgelser viste, at det var den betegnelse færrest latinoer identificerede sig med.

Man kan også sige, at Al-Gharbi afslører woke som en “hyperevent”. Det betyder, at det snarere var en forestilling end en politisk begivenhed. Noget vi iagttog og lyttede til bag skærmene, men ikke noget som forandrede samfundsforholdene for de udsatte. Han skriver: “Problemet er, at symbolske kapitalister, i netop disse sagers navn, regelmæssigt engagerer sig i adfærd, der udnytter, fastholder, forværrer, forstærker og mystificerer uligheder – ofte til skade for netop de mennesker, vi hævder at kæmpe for” (s. 20). I storbyen ønsker man en kulturelt rig livsstil, men det kræver, at rengøringspersonale, fragtbude, restaurantmedarbejdere og så videre arbejder under dårlige vilkår og løn. En usynlig underklasse, der servicerer de symbolske kapitalister (s. 146).

Et hovedproblem er, at de “udsatte”, de symbolske kapitalister fokuserer på, egentlig er eliten blandt de marginaliserede. Det er transforfatteren, der udkommer på et anerkendt forlag, eller den sorte aktivist, der er uddannet fra et eliteuniversitet. Men der er ingen “trailerpark studies” eller “white trash journals”, der løfter usikre og skrøbelige liv fra den hvide underklasse frem. Man udvælger med andre ord sine udsatte fra et smalt segment af allerede relativt privilegerede. Al-Gharbi er jo selv en af disse, gør han opmærksom på, og derfor slår hans analyse så meget hårdere. Herhjemme kender vi det fra forfatteren Glenn Bech, der hurtigt råbte højt op om at være blevet den kulturelle overklasses “præmiebøsse”. Glenn Bech er lettere at elske for Politiken end knallerttaberne fra Varde eller Hanstholm.

Al-Gharbis kritik er altså en klassisk venstrefløjskritik af woke, som også er blevet fremført i Danmark: I stedet for at kæmpe for socioøkonomisk retfærdighed er venstrefløjen forfaldet til at kæmpe om symboler: “Det bør heller ikke forhindre os i at anerkende, at elitens kamp for status på baggrund af opfattet offerrolle typisk intet har at gøre med at hjælpe de reelt marginaliserede eller dårligt stillede i samfundet” (s. 235).

Det kan måske undre, når vi har hørt så meget om woke blandt de konservative kristne i Danmark. Var det ikke et vildere fænomen? Var det ikke mere samfundsnedbrydende?

Tanker om kirkens møde med fremtidens woke

Al-Gharbi nævner, at situationen i Europa er anderledes, fordi der er bedre integration af symbolske kapitalister på arbejdsmarkedet, når der er en overproduktion. Dermed skaber frustrationen over at være “udenfor” ikke så intense woke-bølger som i USA. Det kan måske forklare, hvorfor vi nok fik en woke-bølge fra 2011-2021, men knapt så intens og institutionaliseret som i USA under Biden. Under Biden blev det såkaldte DEI-program¹DEI står for “dignity, equity and inclusion” – altså værdighed, rimelighed og inklusion. Det er et program, der skal sikre lige muligheder for alle, og i USA medførte det, at virksomheder blev forpligtet på at afdække bias mod marginaliserede personer blandt deres medarbejdere. Det førte mange steder til, at almindelige mennesker fik at vide af dyrt betalte diversitetskonsulenter, at de altså var imod de marginaliserede grupper uden at vide det. udrullet i hele USA, og mange virksomhedsansatte måtte igennem ubærlige tests for at få afsløret, at de vitterligt var ubevidste racister, misogyne eller sexister. Ikke så underligt at mange faldt i hænderne på Trump, der fortalte dem, at de ikke skulle skamme sig over at være almindelige amerikanere.

Uanset hvilken side af Atlanterhavet, vi befinder os på, er det relevant at spørge, hvad Al-Gharbis kritik betyder for, hvordan vi som kirke skal forholde os til woke-bølgen som fænomen? Eller med andre ord: Hvordan skal vi tænke om den fremtidige woke, som formentlig er på vej med større eller mindre fart?

Jeg kan godt lide Rebekka McLaughlins indledende pointe i hendes bog Den nye bekendelse. Hun fortæller, at hun vil arbejde kritisk med fem sekulære sandheder (der alle er ret woke) og så siger hun: “Vi vil betragte disse påstande i lyset fra Bibelen og fra kulturen med det formål at skelne mellem de tanker, som kristne kan og skal bakke op om, og de tanker, som kristne hverken kan eller skal tage til sig” (s. 10-11). Det er ærligt og ambitiøst, og det er en tilgang, jeg ofte har savnet fra kirkens offentlige stemmer – en villighed til at arbejde dybere med, hvad strømninger som woke hjælper os til at se af bibelske pointer. For problemet var jo, at wokebølgen hurtigt blev en buket af synspunkter, som man skulle abonnere på i en helhed – og omvendt også en buket af synspunkter man 1:1 skulle tage afstand fra. Men en mere kølig analytisk klarhed ville have vist, at nogle af woke-dagsordenerne flugter med bibelsk etik, mens andre underløber bibelsk etik. Det håber jeg, vi har tålmodighed og robusthed nok til at gøre næste gang.

En vigtig første sortering er mellem blød og hård woke (se også Jespersen og Mørch). Den bløde woke handler om at have blik for reel uretfærdighed og adressere den, mens hård woke handler om at italesætte potentiel uretfærdighed og forhindre den. Hvor den bløde woke er svær at være uenig i på et principielt plan er hård woke meget tvivlsom, fordi det ofte vil være de symbolske kapitalister, der som legenden om St. Georg rejser ud for at finde en ny drage at bekæmpe for at opretholde deres renommé. Lærer kirken at skelne mellem blød og hård woke er det lettere at engagere sig i de rigtige kampe for nødvendige samfundsforandringer og at stå trofast imod – med Bibelen i hånden – når den hårde woke vil underminere sund fornuft og gode værdier.

Når vi kigger frem, er der også en anden grund til at takke woke, men den er lidt bagvendt. Mange har forstået woke som slutproduktet på den relativisme, der opstod ud af studenteroprørets franske filosofi (Pluckrose og Lindsay 2020). Når man selv kan beslutte sit køn eller opløse det binære køn i 72 vilkårlige former, så skyldes det, at man har opgivet troen på den fælles sandhed. Og hvis man blot kigger med det øje, så er woke slutstenen på et langt kulturelt forfald.

Men det er for hurtigt konkluderet, for omvendt er woke også relativismens død. Der kom en ny alvor i kulturen, som vi næsten havde glemt. Væk var pludselig 90’ernes og 00’ernes overfladiske og værditomme ironi. Pludselig skulle man tage klimakrisen alvorligt som et objektivt fænomen. MeToo kunne man heller ikke forhandle om. Så kom Corona og gjorde lægerne til ypperstepræster. Der skete virkelig et nødvendigt skifte i kulturen.

Det gav mig alt sammen mindelser om nyateismen fremmarch i 00’erne, som også skræmte mange kristne. Men nyateismen var på mange måder en gave, for nu kunne man i det mindste diskutere sandhedsindholdet af kristendom og religion i stedet for at slå i den der bløde pude af “bare det virker for dig”-attitude. På den måde har vi nok været for forskrækkede over woke-bølgen og ikke sorteret finmasket nok i den. For den har hjulpet os til en ny kulturel alvor, som jeg selv tror, kommer kristendommen til gavn. Måske er det ikke så underligt, at vi taler om en stille vækkelse – særligt blandt unge – blot nogle år efter at woke-bølgen fadede ud?

Et andet aspekt som woke mindede os om, er, at synd sætter sig i samfundsstrukturer. I min kristendomstradition har vi nok ikke været gode nok til at se og tale om dette, fordi vi har så stort et fokus på det enkelte menneskes synd. Men særligt i det gamle testamente er profeterne ganske hårde over for samfundsstrukturer, der undertrykker de svage, de faderløse og enkerne.

Jeg siger ikke, at woke identificerede de rigtige problemer eller adresserede dem på en nyttig måde, men jeg siger, at woke mindede kirken om, at synd kan sidde i strukturer, der også må italesættes af kirken, hvis den skal bevare sin profetiske røst. Når woke kommer igen, tror jeg, at vi med fordel kan have lært os noget af de gammeltestamentlige profeter, så vi bedre kan anråbe uretfærdighed, hvor den findes.

Som Lausanne-bevægelsen formulerede det i Manila-manifestet fra 1989: “Vi er overbeviste om, at forkyndelsen af Guds rige med retfærdighed og fred kræver fordømmelse af enhver form for uretfærdighed og undertrykkelse, både hvor den stammer fra enkeltpersoner og fra samfundssystemer; vi vil ikke vige tilbage for at aflægge dette profetiske vidnesbyrd.”
Al-Gharbi minder i hvert fald mig om, at der er arbejdsforhold i den kapitalistiske kultur, som muliggør mit magelige liv, men som jeg nok burde være med til at råbe op om.

Når næste woke-bølge lurer i horisonten

For mig var det historiske perspektiv i Al-Gharbis bog om woke som nævnt en øjenåbner. Overbevisende dokumenterer han, at woke kommer i bølger, der følger ledigheden blandt symbolske kapitalister. Det betyder, at man med rette kan se mere distanceret på woke, når den næste gang kommer skyllende, og spørge, om der mon er lavvande i aftaget af humanister og samfundsforskere på universiteterne, siden vi skal igennem møllen én gang til.

Og dermed kan man måske også mere nuanceret spørge, hvad vi kan lære af woke, når den pipper frem. Det er svært at spå om, hvad woke kunne handle om næste gang, men det kunne for eksempel handle om vores sprogbrug angående kongerigets nordligste indbyggere. Eller måske fremmedarbejderne herhjemme, som blot bliver flere og flere. Eller underklassen som den kulturelle elite gerne udgiver bøger om, men som ingen rigtigt gider tale på vegne af.

Nu mener de fleste, at woke har toppet for denne gang. Og selv hvis jeg får ret i, at woke vil vende tilbage med fornyet styrke og nye mærkesager, er det alligevel en pointe, at det er svært at skelne en midlertidig trend fra et varigt paradigmeskifte. Omkring år 2018-2020 troede vi alle, at woke for evigt havde sat normen for seksualundervisningen og arbejdskulturen i Danmark. Men vi undervurderede nok også, at woke i høj grad var et københavnsk fænomen – eller måske endda noget, der levede i meget små lommer af vores hovedstad. I hvert fald er det værd at huske på, at danske valgforskere i deres vælgerundersøgelse fra forrige folketingsvalg i 2022 sagde, at størstedelen af de danske vælgere befinder sig et godt stykke til højre for midten på den identitetspolitiske dimension (Stubager og Møller Hansen 2024).

Det underkender ikke, at mange har oplevet woke som kvælende og måske endda har haft dårlige oplevelser med woke-politiet på arbejdspladsen eller studiestedet. Men det minder os om, at selv intense samtidsfænomener kan være mere flygtige, end de umiddelbart giver sig ud for. Og netop derfor skal kirken ikke gå i panik, når der blæser en særligt hård vind i perioder. Man skal tage sin samtid seriøst, men ikke tabe modet, når der er røre i tidevandet, som truer med at trække vores kultur i en ny retning.

Problemet er, at kirken let kan glemme sin allervigtigste sag: At forkynde Jesus som verdens frelser. Det kan selvfølgelig hurtigt blive en falsk modsætning, så man tror, man må vælge mellem at kæmpe for sund, klassisk etik eller for bibelsk frelsesforkyndelse. Sådan er det ikke. Det ene skal gøres, uden at det andet forsømmes. Men når aktuelle tendenser som woke tager ens horisont, kan man komme til at bilde sig ind, at hvis bare vi får bugt med denne strømning, så vil talrige hjerter vende sig til Kristus.

Men forhindringen mellem et menneske og Gud er ikke en sekulær samfundsstrømning eller en filosofi eller en skævvreden seksualmoral. Det er højst udslag af det mere fundamentale, at et menneskehjerte, der ikke er genfødt, er vendt bort fra Gud. Og hvordan bliver et menneske så omvendt fra den tilstand? Ved at Helligånden virker troen i hjertet ved evangeliets forkyndelse.

På den måde ændrer hverken woke eller højrepopulisme eller religiøs nysgerrighed så meget. Evangeliet skal stadig forkyndes frimodigt til mennesker, der endnu ikke kender Jesus. Ofte vil den forkyndelse blive båret frem af kulturelt trosforsvar, offentlig debat, diakonisk tjeneste og andre vigtige missionspunkter, men der er et hierarki her, som vi ikke må glemme. Heller ikke når woke næste gang kigger forbi.

 

Noter

Musa Al-Gharbi: We Have Never Been Woke. The Cultural Contradictions of a New Elite (Princeton 2025).

Helen Pluckrose og James Lindsay: Cynical Theories: How Activist Scholarship Made Everything About Race, Gender, and Identity—and Why This Harms Everybody (Pitchstone 2020)

Jørn Borup: https://www.information.dk/debat/2026/01/haarde-woke-doed-begraedes

Mathias Sindberg: https://www.information.dk/debat/2025/12/hvem-slog-woke-ihjel

Frederik Stjernfelt: https://www.weekendavisen.dk/samfund/gravskrift-for-woke

Christian Bennike: https://www.weekendavisen.dk/kultur/kongens-fald-9

Jens Ole Christensen og Michael Agerbo Mørch: https://www.kristeligt-dagblad.dk/debat/pas-paa-med-overkill-af-identitetspolitikken

Isak Jespersen og Michael Agerbo Mørch: https://www.tilliv.dk/artikel/frimodig-kristen-i-en-woke-tid/

Rebekka McLaughlin: Den nye bekendelse (LogosMedia i samarbejde med Credo Forlag, 2024).

Manilla-manifestet 1989 https://lausanne.org/da/statement/manila-manifestet

Partiledernes kamp om midsten – Folketingsvalget 2022. Redigeret af Kasper Møller Hansen og Rune Stubager, København: Jurist- og Økonomforbundets Forlag, 2024.