Indbydende og velsmagende – men giftig

Ulven er et farligt og skræmmende dyr, som ikke burde være i vores land. Eller også er den et spændende og fascinerende dyr, som er en berigelse af dansk natur.

Debatten om ulve i den danske natur er ladet med følelser – for der er noget vigtigt på spil. Og sandheden om ulven kan ikke både være det ene og det andet. Det må de andre da kunne forstå …

Jesus taler om noget andet, hvor der er endnu mere på spil. Han advarer kraftigt og umisforståeligt imod alt og alle, som vil fortynde, forvride og forfalske Guds ord. For her er det i sidste ende selve troen og selve forholdet til ham, der er på spil.

Når falske profeter sammenlignes med ulve, er det et entydigt negativt billede. Ulvene betegner her det, som vil angribe troen på Gud og i sidste ende koste mennesker evigheden sammen med ham.

Enkelt og indtrængende lyder formaningen derfor: Tag jer i agt!

Jesus advarer ikke blot mod den åbenlyse løgn. Den skal vi selvfølgelig også være på vagt overfor. Den klare fordrejning af evangeliet, den tydelige vranglære, den direkte modsigelse af Guds ord – alt det skal ørerne og sindet lukkes for.

Men advarslen gælder også den falskhed, der ikke umiddelbart falder i øjnene – og som derfor kan være desto farligere.

Den skjulte falskhed

Egentlig er der noget mærkværdigt ved udtrykket »falske profeter«. For en profet er jo en, der er sat til at være sandhedens tjener, et Guds talerør. Derfor er der også noget tankevækkende og skræmmende ved, at selv en profet kan ende med at tale usandt og falsk.

For falskheden kan gemme sig – måske endda bag gode og velmente hensigter. Som dyret, der er forklædt som et får, men reelt er en angrebslysten ulv.

Altså: på overfladen kan alt være fredeligt og tilforladeligt – måske ligefrem tiltrækkende og interessant. Men inde bagved lurer faren. Og der står sjældent »falsk profet« på de falske profeters visitkort.

Den falske forkyndelse er den, der nok kan bruge Bibelens sprog, billeder og tankegange, men alligevel fortynder, forvrider og forplumrer det. Resultaterne, frugterne, er nedbrydende og giftige – uanset hvordan de så ud på overfladen.

På frugterne skal det afgøres. Men som den glubske ulv kan forklæde sig som et får, sådan kan falskhedens frugter også være skjult under en glat og farverig overflade.

Kundskabens træ i Edens have var tiltrækkende og interessant. Men da Adam og Eva tog af frugten, førte det til uoverskuelig ulykke – fordi de ikke holdt sig til Guds ord og løfter (1 Mos 3,6).

Den falske forkyndelses frugt kan også være både indbydende og velsmagende. Ikke desto mindre er den giftig. For alt, hvad vi hører og ser, præger os. Alt, hvad vi indtager, gør noget ved os. Sådan er det med kroppens mad og drikke. Sådan er det også med diverse medier, og sådan er det også med det, vi hører og modtager som kristen forkyndelse. Er det usundt eller direkte giftigt, gør det uundgåeligt noget ved os.

Det giftige spørgsmål

Den falske forkyndelse ligger altid et eller andet sted på lur for at bide sig fast i struben på os, så troen og tilliden til Gud forbløder. Bag det hele står Djævelen selv med sit ønske om at stjæle vores opmærksomhed – og i sidste ende stjæle os bort fra Gud.

Har Gud virkelig sagt? Sådan lød det enkle og tilforladelige, men dog giftige spørgsmål i Edens have (1 Mos 3,1).

Har Gud virkelig sagt? Sådan hvisler den falske forkyndelse stadig, hver gang Guds ord forkyndes. I og med det spørgsmål fordrejes Guds ord så tilpas meget, at det både forekommer ufarligt og indbydende.

Har Gud virkelig sagt? Er hans bud virkelig alvorligt ment? Gælder hans ordninger for menneskelivet fortsat? Er det virkelig så alvorligt, når jeg ikke elsker ham over alt andet og ikke elsker min næste som mig selv?

Elsker Gud mig virkelig – alt til trods? Er det sandt, at han er barmhjertig og nådig? Kan Jesus’ liv, død og opstandelse virkelig gælde også for mig? Kan jeg virkelig være Guds barn og være drevet af Guds ånd?

I den falske forkyndelse fordrejes snart loven, snart evangeliet. Snart fortyndes og fordrejes det ene, snart det andet. Frugten bliver enten ligegyldighed og overfladiskhed eller fortvivlelse og håbløshed.

Hele sandheden

Derfor formaner Jesus til at være på vagt. For troen kan ikke leve af halve sandheder – kun af hele sandheden.

Forkyndelsen skal gerne være aktuel og relevant i sin form. At arbejde på det er en vigtig opgave. Men det altafgørende er, om det, der formidles, er sandt. Dét ansvar ligger både på den, der skal formidle, og den, der skal tage imod. Præster og forkyndere har deres vigtige del af ansvaret. Menigheder og fællesskaber har en anden del af ansvaret.

Her gælder det om i åbenhed og ydmyghed at støtte og vejlede hinanden. Vi skal ikke drives rundt af glubske ulve, men drives af Guds ånd. Det handler om en åben bibel og om åbne ører og sind for hele sandheden. Helligånden vil netop vejlede os i hele sandheden, har Jesus lovet (Joh 16,13). Den kan troen leve af. Når vi lader os holde fast af hele sandheden, er vi beskyttet mod ulvene og skal ikke leve i frygt, men i frimodig tillid til Gud.

Gud har virkelig sagt

For præcist 1700 år siden¹Det er nu 1701 år siden samledes hundredvis af biskopper til et stort kirkemøde i byen Nikæa i det nuværende Tyrkiet. Kirken var truet af stærke strømninger, som i prædiken og undervisning nedskrev, hvem Jesus var, og det, han havde gjort i sit liv, sin død og sin opstandelse.

Man havde her set sporene af de glubske ulve, som var på vej. Man havde set, at de frugter, der umiddelbart kunne se indbydende ud, i virkeligheden var giftige. Selve troen var truet.

Derfor formede man – under bøn, samtale og alvorlig granskning – den nikænske trosbekendelse.

Denne korte og præcise sammenfatning af den kristne tro står stadig som et hegn, der vil værne mod alle angreb – værne kirkens tro og værne den enkeltes vished om Guds ords sandhed.

For Gud står ved, hvad han har sagt og gjort.

 

Artiklen er oprindelig bragt i Impuls 15-2025