Jesus når ind bag facaden

Jesus vil bo i mit hjerte. Der, hvor der ikke er noget at råbe hurra over. Der, hvor der er meget at skamme sig over.

Det er ikke altid, vi ser, hvad troen på Jesus indebærer i vores liv. Både som enkeltperson og som kristent fællesskab kan vores fokus let blive flyttet væk, så vi mister noget af troens dybde, glæde og kraft.

For mig har det derfor været berigende at dykke ned i nogle ord, eller bønner, af Paulus:

Derfor bøjer jeg mine knæ for Faderen, efter hvem hvert fædrenehus i himlene og på jorden har navn, og beder om, at han i sin herligheds rigdom med kraft vil give jer at styrkes i det indre menneske ved hans ånd, at Kristus ved troen må bo i jeres hjerter og I være rodfæstede og grundfæstede i kærlighed, så at I sammen med alle de hellige får styrke til at fatte, hvor stor bredden og længden og højden og dybden er, og til at kende Kristi kærlighed, som overgår al erkendelse, så I fyldes, til hele Guds fylde nås.
Ham, som formår med sin kraft, der virker i os, at gøre langt ud over alt, hvad vi beder om eller forstår, ham være ære i kirken og i Kristus Jesus i alle slægtled i evighedernes evighed! Amen. (Ef 3:14-21)

Fri adgang til vores far

Paulus opholdt sig langt fra menigheden i Efesos, men han brændte for, at de måtte få styrke og indsigt i det, han selv havde set.

I samme brev har han lige fortalt, at Jesus ”med sin legemlige død nedrev den mur af fjendskab, som skilte os” (Ef 2,14b). På den baggrund siger Paulus frimodigt til de mennesker, der er kommet til tro på Jesus – og det gælder også os i dag: ”Så er I da ikke længere fremmede og udlændinge. I er de helliges medborgere og hører til Guds husstand” (Ef 2,19).

Afstanden mellem Gud og os er der ikke længere. Vi er ikke ”fremmede og udlændinge”, men hører til hans nærmeste familie. Tænk, vores virkelighed er, at ”i ham og ved troen på ham har vi frimodighed og tillidsfuld adgang til Gud” (Ef 3,12).

En enorm forandring havde fundet sted, også hos Paulus, men han kendte dog stadig til et fjendskab indeni (Rom 3,11b): ”… det gode, som jeg vil, det gør jeg ikke, men det onde, som jeg ikke vil, det gør jeg” (Rom 7,19). Hans liv vekslede mellem den erfaring og så den fantastiske forandring, som på én og samme tid var til stede: ”Jeg elendige menneske! Hvem skal fri mig fra dette dødens legeme? Men Gud ske tak ved Jesus Kristus …” (Rom 7,24f).

Læg mærke til, at selvom vi kender fjendskabet mod Gud inde i os, så er den befriende virkelighed, at muren, der skilte os fra Gud, er nedrevet. Forbindelsen er nu helt åben. Det er helt vildt. Det berører mig, når jeg tænker over det, og jeg bliver så ydmyg og taknemmelig.

Det er netop på denne helt overvældende baggrund, at Paulus siger: ”Derfor bøjer jeg mine knæ …”, altså ikke bare for den hellige Gud, men ”… for Faderen” (v. 14). Det er, fordi han er min far, at jeg bøjer mine knæ, frimodigt, tillidsfuldt og med undren som Paulus, der oplevede sig som ”den ringeste af alle de hellige” (Ef 3,8).

Forandrende kraft

Den første bøn handler om at blive styrket: ”… at han i sin herligheds rigdom med kraft vil give jer at styrkes i det indre menneske ved hans ånd” (v. 16).

Faderen vil ind ”i det indre menneske” og gøre sin virkning. Han vil altså ikke bare blive ved den ydre skal, han vil helt ind til dig og mig. Derind, hvor paraderne er væk, og hvor han møder os lige midt i vores virkelighed; helt derind, hvor man får det hudløst ærlige billede af, hvem vi er, og hvad vi tænker og føler.

Vores ydre kan så let forfalde, og vores omdømme kan ødelægges. Men Faderen vil derimod ” … give jer at styrkes i det indre menneske”. Det er vores egentlige behov.

Hvordan vil Faderen styrke os i det indre menneske? Det vil han dels ”i sin herligheds rigdom med kraft” og dels ”ved hans ånd”. Begge dele er noget, der kommer udefra og arbejder inde i os. Det er ikke noget, som vi selv skal skabe eller forandre. Den skabende og forandrende kraft kommer udefra. Det har jeg brug for, især når jeg oplever mig som ”den ringeste af alle de hellige”.

Det er meget store ord, at ”han i sin herligheds rigdom med kraft” vil styrke mit indre menneske. Det er så stort, at jeg ikke evner selv at se det; det kan kun lade sig gøre ved Guds ånd. Ved hans hjælp skal mit skrøbelige indre kunne se det. Faderen er altså så stor og så nådig, at han vil hjælpe mig til at se det og gribe om det.

Det skal ske på denne måde, for at vi skal styrkes gennem et afhængighedsforhold til Faderen og Helligånden – det skal simpelthen være vores livsvilkår. Meningen er ikke, at vi først slippes fri, når vi er blevet selvstændige, nej, Faderen vil slippe os fri, når vi er blevet afhængige.

Lyset bor i vores mørke

Den anden bøn handler om, ”at Kristus ved troen må bo i jeres hjerter” (v. 17a). Nu er det, at det bliver rigtig stort. Ikke bare vil han nå helt ind til det inderste af os, men nu hører vi det fantastiske, at selveste Jesus vil bo i dit og mit hjerte. Der, hvor der ikke er noget at råbe hurra over. Der, hvor der er meget at skamme sig over. Der, hvor de syndige tanker opstår. Lige dér vil Jesus bo. Jeg tror ikke, at der findes nogen mennesker, der vil kunne rumme at kende mig fuldt ud og bo midt i den virkelighed, men det kan Jesus.

Døråbneren for, at det bliver til virkelighed hos os, er troen. Der står jo ”… ved troen …”.

Det får nok rigtig mange til at begynde at lede efter troen i deres hjerte. Men de kan ikke finde den, og så føler de sig helt fortabt. Men der er ingen grund til at fortvivle, for den eftersøgning bygger på en misforståelse, vi igen og igen roder os ud i.

Troen er nemlig ikke noget, jeg selv skaber. Troen opstår, fordi jeg er sammen med én, jeg får tillid til. Jeg kan ikke selv skabe troen på den anden. Jeg er nødt til at være sammen med én, der vækker min tillid. Det er én af grundene til, at Jesus må bo i mit hjerte. Det er også derfor, at der før stod, at vi skal styrkes i det indre menneske ved Ånden. Helligånden skal pege på Jesus. Derved styrkes troen: at jeg ser, at Jesus kan jeg have tillid til.

Den ”herligheds rigdom med kraft”, som Faderen vil styrke mit indre menneske med, ser jeg alene i Jesus. Der ser jeg ham, der gik i døden for mig. Der ser jeg ham, der udslettede det anklagende skyldbrev. Der ser jeg ham, der opstod fra de døde for mig. Der ser jeg ham, der fór til Himmels for at gøre en plads rede for mig. Der ser jeg ham, der går i forbøn for mig ind for Guds ansigt. Jesus er med andre ord ”Faderens herligheds rigdom med kraft”.

Det samme understreger Paulus andre steder: ”lyset … stråler fra evangeliet om Kristi herlighed, Kristus, som er Guds billede” (2 Kor 4,4b), og: ”Gud, der sagde: ’Af mørke skal lys skinne frem,’ han har ladet det skinne i vore hjerter til oplysning og til kundskab om Guds herlighed på Jesu Kristi ansigt” (2 Kor 4,6).

Inde i mit mørke vil Jesus gøre sig synlig for mig. Der, hvor jeg er værst – i min ækelhed, mit fjendskab og al min skam – inde i mit mørke vil Gud lade et lys skinne frem på Jesu ansigt, som overstråler det hele. Jeg skal få øje på ham, genkende ham og opdage, at han ser på mig.

Kærlighed i 4-d

Den tredje bøn handler om kærlighed: ”at … I (må) være rodfæstede og grundfæstede i kærlighed, så at I sammen med alle de hellige får styrke til at fatte, hvor stor bredden og længden og højden og dybden er” (v. 17b-18).

Her fortsætter det, som er begyndt i det indre menneske, at udfoldes i en større sammenhæng: ”sammen med alle de hellige”. Følgen af det personlige livsfællesskab med Jesus er altså, at vi sammen i fællesskab får styrke til at fatte omfanget af det, som er sket.

Skal det, som Gud skaber i os, bevare sin styrke, så har vi brug for det kristne fællesskab som ramme. Når min styrke forsvinder, så har jeg brug for det kristne fællesskab som stedet, hvor de andre styrker og hjælper mig tilbage igen. Og tilsvarende har de andre brug for mit vidnesbyrd, når de er i samme situation.

Forudsætningen for at kunne styrkes er, at vi må ”være rodfæstede og grundfæstede i kærlighed”. Hvad det betyder, kommer måske tydeligere frem i et andet Paulus-citat: ”Når I nu har taget imod Kristus Jesus, Herren, så lev i ham, rodfæstede i ham, opbyggede i ham, grundfæstede i troen, som I har lært det, overstrømmende i jeres tak” (Kol 2,6f).

 

Artiklen er tidligere blevet bragt i magasinet Budskabet.

Del:

Del på twitter
Twitter
Del på facebook
Facebook