På et tidspunkt underviste jeg på et Bibelcenter i Kenya. En hel formiddag var sat af til emnet Retfærdiggørelse ved tro. De kommende præster og forkyndere tog godt imod det frigørende budskab om retfærdiggørelsen. Da timerne var ved at være forbi, spurgte en af deltagerne: ”Hvordan kunne Abraham være retfærdig, når han havde gjort så meget forkert?” Jeg undrede mig over spørgsmå let, for det havde vi jo lige brugt en hel formiddag på at belyse. Men pludselig stod det helt klart for mig, at det med retfærdiggørelse ved tro er så for underligt og uforståeligt, at vi har brug for at høre det igen og igen og få det belyst fra alle vinkler.
Ikke kun noget – ingenting!
Retfærdiggørelse ved tro betyder, at et menneske ufortjent bliver erklæret retfærdig for Guds ansigt. Over for Gud har vi intet at prale med. Fra top til tå er vi fyldt med skyld og skam. På et tidspunkt talte Jesus med en lovlærer fra Israel. Han hed Nikodemus og var optaget af det gode, han skulle gøre. Til Nikodemus sagde Jesus: ”Det, som er født af kødet, er kød” (Joh 3,6). Synden har gennemsyret hele vores liv så radikalt, at vi hverken kan se Guds rige eller komme ind i Guds rige. Derfor siger Jesus: Du må fødes på ny. Hvor meget Nikodemus end anstrengte sig, var han slået ind på en blind vej. For synden klæber ved alt det, vi gør. I stedet, siger Jesus, skal vi være optaget af det, som Gud gør. Det, som Gud gør, udtrykker Paulus på denne måde i Rom 3,23-24: ”For alle har syndet og har mistet herligheden fra Gud, og ufortjent gøres de retfærdige af hans nåde ved forløsningen i Kristus Jesus”.
Kort prædiken
Jesus minder Nikodemus om, hvordan Israels folk for 117. gang mistede tålmodigheden og protesterede mod Gud og Moses. Da sendte Gud giftslanger, og mange døde. Folket bad da om, at han skulle fjerne giftslangerne. Men det gjorde Gud ikke. Han fik derimod Moses til at lave en slange af kobber og sætte den på en stang: Og så lød der en ultra kort prædiken: ”Enhver, der er blevet bidt, og som ser på den, skal beholde livet” (4 Mos 21,8). Denne beretning brugte Jesus til at fortælle, at intet menneske kan frelse sig selv. For ”ligesom Moses ophøjede slangen i ørkenen, sådan skal Menneskesønnen ophøjes, for at enhver, som tror, skal have evigt liv i ham” (Joh 3,14). Af nåde, ufortjent, retfærdiggøres vi ved tro.
Den lille Bibel
Til det menneske, som er optaget af at gøre sig fortjent til at blive frelst, viser Jesus en helt anden vej. Han giver os Joh 3,16, som kaldes Den lille Bibel. Dette vers sammenfatter den kristne tro og frelse: ”For således elskede Gud verden, at han gav sin enbårne søn, for at enhver som tror på ham, ikke skal fortabes, men have evigt liv”. Retfærdiggørelse ved tro er ikke en lang vanskelig trosudredning, men en gave, som Gud giver. Vi er 100 % fortabte i os selv og derfor også 100 % afhængige af, at Gud viser os nåde.
CA 2 og 4
Vores retfærdighed over for Gud er og forbliver Kristi retfærdighed. Det er ikke sådan, at min egen retfærdighed efterhånden bliver større og behovet for Kristi retfærdighed efterhånden bliver mindre. For Guds ansigt vil vi altid have behov for Kristi retfærdighed 100 %. Jeg kan ikke bestå for Guds domstol med noget af mit eget.
Retfærdiggørelse af tro er hovedartiklen i den lutherske lære. I Confessio Augustana beskrives det i artikel 4. Men forudsætningen for at forstå retfærdiggørelsen ved tro er det, som siges i artikel 2, at vi alle fødes med synd, det vil sige: ”uden gudsfrygt, uden tillid til Gud og med begær, og de lærer, at denne arvede sygdom eller last virkelig er synd, der også nu fordømmer dem, der ikke genfødes ved dåb og Helligånd, og pådrager dem evig død”.
Ikke kun noget – alt!
Som menneske, forkynder og sjælesørger er jeg så glad for, at Jesus har gjort ALT for mig. Han giver ikke bare noget eller meget, men alt. Han hjælper ikke bare med troen, men han giver mig troen. Vi kan ikke af os selv komme til Jesus, men Helligånden fører os til Frelseren Jesus. Mange kirkesamfund tilslutter sig læren om retfærdiggørelse ved tro. Desværre handler flere og flere prædikener om det, som vi skal gøre og ikke om det, som Gud gør.
”Abraham troede Gud, og det blev regnet ham til retfærdighed”, og så føjer Jakob til: ”og han blev kaldt Guds ven” (Jak 2,23). Lad os slippe denne abrahamitiske tro løs. Her er nåde og hjælp til alle os, der kommer til kort med vores egen retfærdighed. Og Jesus siger til dem, som klamrer sig til ham i tro: ”Jeg kalder jer ikke længere tjenere (…) men venner” (Joh 15,14).
Artiklen er tidligere blevet bragt i DBI-posten.