Jeg har grundlag for vished i troen

8 minutters læsning

Jeg kan være åndelig forvirret, anfægtet og opleve, at troen er væk. Men Jesus er ikke væk. Han er nær med sin frelse.

Det er underligt med ordet frelsesvished. Da jeg var ung, blev det brugt tit og tæt. Og når der var spørgsmålsbesvarelse, dukkede der helt sikkert et spørgsmål op om frelsesvished. I dag bruges det meget sjældent. Flere unge siger direkte, at de aldrig har hørt om det. Er ordet forsvundet? Er sagen forsvundet? Er vi i dag blevet så åndeligt modne, at vi ikke har brug for at høre om frelsesvished?

For min egen del er spørgsmålet om, hvordan kan jeg vide, at jeg er frelst, stadig aktuelt og påtrængende.  Begrebet frelsesvished er ikke det afgørende. Men selve sagen er stadig vigtig.

Hun var parat

Kort tid før vi rejste hjem fra Kenya, hvor vi havde virket som missionærer, døde en ung kvinde i forbindelse med fødslen af sit fjerde barn. Hun blev 30 år gammel og efterlod sig mand og fire børn. Hun var lige der, hvor der var allermest brug for hende. Hun var vores nabo, og vores børn færdedes hjemmevant i hendes hjem. Ingen af os forstod noget som helst af det hele. Hvorfor skulle det ske? Vi troede, at hun skulle lede kirkens kvindearbejde og havde et langt og betydningsfuldt liv foran sig. Men kendsgerningerne er, at ingen af os ved, hvor lang tid vi skal være her på jorden. Gud ved det.

Samtidig fortæller Bibelen os, at der blot er to veje at gå på. Den smalle og den brede. Vi ved det godt, men glemmer det så let. Eller måske er det sådan, at vi direkte fortrænger det, da vi ikke vil konfronteres med, at vi går på en af to veje:

Den ene vej fører til fortabelsen, den anden vej fører til Himmelen. Vi vandrer på en af disse to veje, men hvilken vej? ”To kvinder skal male på den samme kværn; den ene tages med, og den anden lades tilbage” (Matt 24,41). På dommens dag vil nogle høre ordene fra Jesu mund: ”Jeg ved ikke, hvor I er fra” (Luk 13,22-30). Det er rystende alvor. Hvad skal der ske med mig? Kommer jeg frelst hjem til Gud?

Vores nabokone i Kenya havde lært Jesus at kende og brændte for at fortælle andre om Jesus. Jeg forsøgte naturligvis at give et trøstens ord til manden, men han svarede: ”Kom, jeg vil vise dig noget.” Han tog mig med ind i deres hjem, helt ind i soveværelset. Han viste mig et stykke stof, hvorpå hans kone havde syet et vers fra Bibelen, og der stod skrevet på deres eget stammesprog: ”Fred efterlader jeg jer”. Det var Jesu egne ord til disciplene, da han skulle forlade dem.

Manden fortalte, at hans kone havde afsluttet dette broderi 14 dage før sin død, og nu hang det på væggen og talte sit tydelig sprog, og så fortsatte han: ”Gud tog hende, fordi hun var parat.” Jeg hæftede mig ved ordene: ”Hun var parat.” Kan man dybest set sige noget bedre og mere vigtigt om et menneske?

Hun var parat. For manden og alle os andre blev dette dødsfald et stærkt kald til den enkelte: Er jeg parat? Er du parat? I tre dage – nat og dag – blev der sunget om den himmelske herlighed i stedet for de hedenske håb-løse klagesange. Naturligvis blev der også her ved denne tragiske død klaget og sukket, men ikke som hedningerne, der ikke har noget håb.

Hvordan bliver jeg parat?

Evangeliet forkynder og tilsiger mig syndernes forladelse. Jesus kommer til mig med ordene om, at han har gjort alt for mig. Min frelsesgrund er helt og fuldt det, som Jesus har gjort og gør for mig.

Der er tider, hvor man jublende synger: ”Guds barn jeg er”. Man oplever og erfarer det. Men så er der også tider, hvor man mærker og føler, at man er alt andet end et Guds barn. Man oplever sig noget så forvirret, usikker og ligeglad.

Da er det godt at minde sig selv og andre om, at min frelsesgrund er ikke lig med min frelsesvished. Jeg kan være åndelig forvirret, anfægtet og opleve, at troen er væk. Men Jesus er ikke væk. Han er nær med sin frelse.

Min datter kom engang for mange års siden jublende ind på mit kontor og sagde: `”Far, Guds hånd er så stor, at man ikke altid kan se, at man er i den.” Det havde hun lige hørt i børneklubben, og denne glæde ville hun bare så gerne dele med sin far. For mig blev det noget så opbyggeligt og mindede mig samtidigt om, at også børn er optaget af frelsesvished og kender til det at tvivle og anfægtes. Men de kender også til at udtrykke troens glæde, så det bevæger os andre.

I sangen Guds barn jeg er! (SOS 528) er der mange udråbstegn. Sangen er fyldt med udråbstegn. Prøv bare at tælle dem. Det er herligt at synge denne sang, når man vil udtrykke troens glæde, men det er altså også godt at synge sangen, når man plages af anfægtelse. Jeg erfarer det måske ikke, men jeg siger alligevel: ”Guds barn jeg er!” med udråbstegn.

Grunden til fred

I sangen Med Gud og hans venskab (SOS 506) synger vi triumferende i v. 5: ”Se, her nu grunden til lykke og fred”. Hvor er denne grund, kan man spørge? Lige forud for dette vers skrev Rosenius: ”ja, én er for alle retfærdig og ren”.

Her – i det, Jesus har gjort én gang for alle – finder jeg grunden til fred med Gud, og det giver mig en frimodig vished om, at jeg er Guds barn. Jesus døde for os alle. Han bar vores skyld og giver os sin retfærdighed. Det er budskabet om det salige bytte. Hans retfærdighed gør os rene for Gud.

Det er, som Paulus siger i Rom 5,1: ”Da vi nu er blevet gjort retfærdige af tro, har vi fred med Gud ved vor Herre Jesus Kristus”.

Min frelsesvished grunder sig ikke på min tro, min bøn, min bibellæsning osv., men ene og alene på, at Jesus har gjort mig ren og retfærdig for Gud. Min egen retfærdighed er krøllet, hullet og fyldt med snavs. Men Jesu retfærdighed er fuldkommen og uforanderlig, og den bliver tilregnet os ved tro. Det er troens retfærdighed. Den er intakt, også når jeg fristes, og når anfægtelsens storme raser ind over mit liv.

Visheden om min frelse finder jeg ikke i mit hjerte, men hos Jesus.

I Hebræerbrevet 6,19-20 kaldes håbets vished for et anker for sjælen. Et anker kastes uden for skibet, så det kan gribe fat om noget og dermed holde skibet på plads. Sådan er det også med vores frelsesvished. Troens anker har vi ikke i os selv, men det er kastet hen på Jesus. Troen griber om Jesus på korset, som gik ind bag forhænget og sonede vores synd.

Her er troens hvile. Det vigtigste er ikke, at vi oplever hvilen, men at vi kommer til Jesus, som giver troens hvile.

Da israelitterne blev befriet fra trældommen i Ægypten, fik de at vide, at de skulle slagte et lam og smøre blodet på dørstolperne. Da ville dødsenglen gå dem forbi, så de kunne beholde livet. Oplevelserne inde bag dørstolperne med det røde blod har været forskellige. Nogle har været trygge, og andre usikre. Men det afgørende var, at de var der inde bag de blodrøde stolper. Blodet holdt dem i live.  Sådan er vores frelsesvished.

Når det kniber med visheden, er der også hjælp i at tænke på dåben, hvor Gud giver os løfte om det evige liv. I dåben blev vi forenet med Jesus og voksede sammen med ham. Dåbens gave er, at jeg blev Guds barn. Som Guds barn er jeg elsket og omsluttet.

Her i dette liv er der mange kampe mod synd, død og Djævel, og det er kampe, der kan plage os. Men midt under syndens daglige plage er vi iklædt Jesu fuldkomne retfærdighed. Vi kender vores egen skrøbelighed, men i Jesus er vi rene og uden fejl for Guds ansigt.

Den gode strid

Livet er fyldt af kampe og glæder. Da Paulus var ved at afslutte sin tjeneste og overdrog ansvaret til den unge Timotheus, sagde han bl.a.: ”Jeg har stridt den gode strid, fuldført løbet og bevaret troen” (2 Tim 4,7f). Hvad så derefter? ”Nu har jeg retfærdighedens sejrskrans i vente”. Frelsesvisheden giver os styrke til at holde ud, så vi når målet – hjemme hos Gud. Frelsesvisheden er ikke et mål i sig selv, men en hjælp til at holde ud under vores livsvandring.

På sangeren Frank Sinatras gravsten står der: ”The best is yet to come” (Det bedste er i vente). Som Guds børn har vi det bedste i vente. Jesus har givet os et håb for evigheden. Evighedsdimensionen sætter vores liv i perspektiv.

Dette håb taler direkte imod tidens tendens, som kun har fokus rettet mod det gode liv her og nu. Men Jesus har givet os ikke bare et håb for dette liv, men for evigheden. Vi ved, at vi har det bedste i vente.

Derfor opfordrer Paulus os til at iklæde os håbet om frelse som en hjelm (1 Thess 5,8). Iklædt håbet om frelse som en hjelm, får vi mod og styrke til synge og tale om evigheden. ”Og dette har jeg skrevet til jer, der tror på Guds søns navn”, siger apostlen Johannes, ”for at I skal vide, at I har evigt liv” (1 Joh 5,13).

 

Artiklen er tidligere blevet bragt i magasinet Budskabet.

Del:

Del på twitter
Twitter
Del på facebook
Facebook
Relaterede artikler