For nogle måneder siden fortalte min far mig om en opslidende konflikt mellem to af vores for længst afdøde slægtninge. En konflikt, der strakte sig over årtier, påvirkede hele familien og først afsluttedes på den enes dødsleje. Han sluttede sin beretning med den undren, han havde haft allerede som barn: ”Mærkeligt at et menneske, der læste så meget Rosenius, kunne være så uforsonlig …,” sagde han om den ene af parterne
Han kunne måske også have sagt: Her ser vi, hvad der sker, når mennesker kun læser første halvdel af Efeserbrevet 2. For det kapitel handler om, hvordan den lodrette forsoning med Gud må føre til en vandret forsoning mellem mennesker.
Chokstart
Kapitlet får en chokstart: Overgangen fra fortabelse til frelse er en dødeopvækkelse (v.1). Den er ikke noget naturligt projekt. Vi taler ikke om forbedring, pædagogik, evolution, forædling, opdagelse af ”best practise” eller andre gradvise processer.
Vi taler om noget aldeles unaturligt – eller rettere: Overnaturligt!
Dette hænger sammen med en anden chokerende faktor i teksten, som i første omgang kan lyde som en temmelig negativ nyhed: Mennesket uden Gud er ”en død mand m/k.” Lige så kraftfuld en sportsstjerne kan tage sig ud, eller viljestærk en politiker eller kreativ en kunstner kan være, er de uden Kristus døde.
Denne spænding mellem den umiddelbare oplevelse af et menneske og dets virkelige tilstand, kan måske illustreres med et begreb fra besættelsestiden. De agenter, englænderne kastede ned over Danmark for at hjælpe modstandsbevægelsen, forsøgte man at give en bevidsthed om at være ”døde på orlov.” Lige meget hvor vitale de følte sig, kunne de godt allerede betragte sig selv som døde, for de ville miste livet af dette.
Det mest vitale og stærke menneske uden Kristus er en død på orlov. Det er kun et spørgsmål om tid, før den død bliver synlig for enhver.
Derfor dynges der i de første vers af teksten en lang række temmelig negative ord op om vores tilstand uden Gud: Døde i overtrædelser og synder, i de onde åndsmagters vold, ulydighedens og vredens børn og styret af denne verdens tidsalder (v.2-3).
For at bruge et krigsbillede igen er vi under angreb fra tre sider: To angriber ude fra – nemlig de onde åndsmagter og tidsånden – og én angriber inde fra: vores eget kød og sind. Og det sidste angreb er det farligste.
For når udefrakommende magter får en allieret indefra, vinder de næsten altid. Det er denne indsigt, som i den kristne tradition er blevet kaldt læren om arvesynden: Der er intet stof i os til at skabe et kristent menneske. Om udtrykket vredens børn på dette sted først og fremmest henviser til vores egen indre vrede mod Gud eller Guds hellige vrede mod synden i os, er ikke afgørende. Der er ingen naturlig bro mellem os og Gud.
På bagsiden af de dårlige nyheder…
Dette er jo unægtelig temmelig dårlige nyheder om os!
Det interessante er, at på bagsiden af disse dårlige nyheder træder den virkelig gode nyhed frem. Hvis første nyhed ikke havde været så dårlig, kunne anden ikke være god:
Jeg kan blive fri fra religiøs præstationsangst. Altså fra at skulle præstere den omvendelse eller flotte kristendom, som skal redde mig.
Man stiller nemlig ikke krav til et lig om at vække sig selv. Hvis det skal blive levende, må det komme udefra, fra en magt, der ikke er til stede i liget. Derfor begynder v.4 på græsk med et fremhævet ”Men Gud …” (dette er blevet lidt camoufleret i ordstillingen i 1992-oversættelsen).
V.4-8 understreger, at Gud er alene om projektet. Det gælder for det første begrundelsen for dødeopvækkelsen, som er 100 % på Guds banehalvdel: Rig barmhjertighed og stor kærlighed (v.4). Gud elsker, fordi han elsker. Gud frelser, fordi han frelser. Punktum.
Det gælder for det andet gennemførelsen af projektet. Med tre markante udtryk siges det, at Gud gjorde os ”levende,” ”oprejste” os og ”satte” os med Kristus i Himlen. Direkte parallel til Jesu opstandelse, himmelfart og plads i dag i Guds rige.
At være kristen er dermed defineret: Det er at dele skæbne med Jesus. Vel at mærke uden at vi har bidraget til det selv.
Dyb hvile og travl tjeneste
Og så knækker teksten på en mærkelig måde i v.9 og 10: Det er lige præcis det menneske, der er sat fri fra at gøre gode gerninger for at blive frelst (v.9), som sættes til at gøre gode gerninger for næsten (v.10). Den dybe hvile og den travle tjeneste kobles sammen.
Der kan være grund til på dette sted at gøre opmærksom på tre traditionelle misforståelser:
Den første er, at NT – og især Paulus – beskrives som pessimist på vegne af det kristne liv. Især med afsæt i Romerbrevet syv er det kristne liv ofte blevet beskrevet som et nederlagsliv. Det er sandt, at vi er tiggere hos Gud og bliver ved med at være det. Og det er sandt, at den syndige natur bliver boende i os, så længe vi lever på denne jord. Men lange afsnit i brevene bruges nu på at beskrive det nye liv i vækst og tjeneste for næsten. Paulus er i virkeligheden utroligt optimistisk på vegne af det menneske, der er sat fri fra at gøre lovens gerninger. Hos det menneske bliver der virkelig plads til kærlighedens gerninger.
Den anden traditionelle misforståelse er, at det nye livs særlige karakteristika er fromhedslivet: Bibellæsning, bøn, givertjeneste og andre gode kristelige aktiviteter. Disse aktiviteter skal der ikke tales ondt om, men det kristne liv er først og fremmest det gode menneskeliv: Glæde, fred, retfærdighed, venlighed, godhed selvbeherskelse … (Gal 5,22).
For det tredje skal det understreges, at det liv, som Paulus beskriver, vel er travlt, men ikke hektisk, stresset og iscenesat. Det er et liv, vi kan vandre i og ikke behøver at løbe i (v.10). For den næste, der har brug for os, er lige ved siden af os i de daglige relationer.
Den vandrette forsoning
Resten af kapitlet handler om, at denne forsoning med Gud nedbryder en af de største religiøse og etniske skillelinjer i datidens samfund. Og vel at mærke en skillelinje, som også er frelseshistorisk: Jøder og hedninger (v.11ff).
Og det er immervæk stærke ord, han bruger: Som der engang var fjendskab mellem Gud og menneske, var der fjendskab mellem jøder og hedninger. Men i én og samme korsdød bliver begge disse fjendskaber udslettet (v.14).
Og så står de kraftfulde ord i kø: Vi, der før var fjender, er blevet ét nyt menneske (v.15), ét legeme (v.16), én ånd (v.18), ét borgerskab (v.19) og én familie (v.19). Mangfoldige, intime og nærgående udtryk, som understreger en pointe, der må have været en kæmpe provokation, hvis den var blevet forstået af deltagerne i den konflikt, jeg indledte artiklen med at beskrive.
Det er mod naturens orden, når kristne mennesker bekæmper og hader hinanden: Kristne menneskers strid og had til hinanden er en fornægtelse af korset. Kristne mennesker, der taler dårligt om hinanden, fornægter Kristus. Det er den eneste naturlige læsning af v.14. Dette er vel at mærke ikke i teksten skrevet som et program, vi skal arbejde på; men som en konstatering af fakta.
Noget andet er, at han bruger kapitlerne 4-6 i Efeserbrevet på at sætte ord på, hvad denne vandrette forsoning konkret betyder i menigheden, i ægteskaberne, relationerne mellem børn og forældre og på arbejdspladserne. Men det nye fællesskab konstateres altså først som en virkelighed – inden det bliver et program og en vækst.
Allerede og endnu ikke
Selve det forhold, at kap. 4-6 må konkretisere, hvad dette betyder, afslører en yderligere lighed mellem første og anden del af kapitel 2.
Første del beskriver en dødeopvækkelse af os syndige mennesker – som en fuldbyrdet kendsgerning. Alene på grund af Gud. Alligevel må den forkyndes igen og igen for os, fordi vi igen og igen må træde ind i den og modtage den. Forsoningen med Gud dør mellem fingrene på os, hvis den ikke forkyndes igen og igen.
Og den skal for øvrigt først blive synlig på den nye jord. Indtil da ejer vi den i troen.
På samme måde beskrives forsoningen mellem mennesker som en fuldbyrdet kendsgerning. Vi har den i korset – i Kristus. Men den må erobres igen og igen i vores liv og vores praksis over for hinanden.
Ellers bliver den væk for os. Og den bliver først fuldkommen – uden at være blandet op af vores tilbagefald til det gamle liv – efter Jesu genkomst.
Således er der både i den lodrette og den vandrette dimension af forsoningen et ”allerede-endnu ikke.”
Vi lever i forsoningen som en fuldbyrdet kendsgerning. I begge dimensioner. Men må erobre den igen og igen.
Og den er usynlig – eller skal vi sige: kun delvis synlig – på denne jord. En dag skal den være uimodsagt og synlig.
