Gennem alle 34 år som præst fandt jeg det det svært at finde de rette ord, når jeg efter påskens gudstjenester hilste på folk i kirkedøren.
Hvad skal jeg f.eks. sige Langfredag? Men påskedag var jeg aldrig i tvivl. Her ønskede jeg hvert år ”Glædelig påske”. ”God påske” er for svagt den dag, vi fejrer, at Jesus stod op fra de døde.
Men hvorfor fejre Jesu opstandelse? Det skal vi se på under tre overskrifter.
Jesu opstandelse betyder, at Jesus holder, hvad han lover
I 1978 holdt vi ferie i et lille sommerhus i Sverige. Vi havde lejet det gennem Kristeligt Dagblad. Da vi ankom til området, kunne vi bare ikke finde huset. Timerne gik! Vi kørte i ring. Vi begyndte at tro, vi var blevet narret! Men så sagde vi: ”Vi har trods alt lejet det gennem Kristeligt Dagblad!”
Det er svagt billede på, hvordan Jesu mandlige og kvindelige disciple havde det lørdag. For hvad der skete med Jesus Langfredag, passede ikke med deres forventninger. To disciple på vej mod Emmaus sætter ord på, hvordan de har det, mens de stadig tror, at Jesus er død: ”Vi havde håbet, at det var ham, der skulle forløse Israel” (Luk 24,21).
Men så blev det søndag morgen. I Markus’ påskeberetning klinger både fredagens fortvivlelse og lørdagens forvirring med. De tre kvinder har købt vellugtende salver, fordi de gerne vil salve Jesus. At de salver ham, viser, at de ikke tror, de får Jesus tilbage. De kan bare ikke leve med, at de ikke fik sagt ordentligt farvel til ham.
Da kvinderne kommer til Jesu grav, er stenen allerede væltet fra. De går ind i den åbne grav og ser en ung mand i hvide klæder, der sidder i gravens højre side. Hvorfor højre side? Vel fordi han sad i højre side! Detaljen viser, at beretningen er historisk.
Vi husker nemlig detaljer, når vi oplever noget afgørende. Jeg kan f.eks. huske, hvor jeg var, da John F. Kennedy blev skudt den 22. november 1963; eller hvor jeg befandt mig, da jeg hørte, at to fly havde ramt World Trade Center.
De tre kvinder huskede præcist, i hvilken side den unge mand sad i graven. Denne dag blev den vigtigste i deres liv. For påskemorgen erfarede de, at Jesus kunne de stole på! Han holdt, hvad han lovede.
Den græske matematiker og astronom Archimedes udtalte de berømte ord: ”Giv mig et fast punkt, og jeg skal bevæge hele verden.” Jesu død og opstandelse gav disciplene et fast punkt. De erfarede, at Jesus kan vi stole på. Derfor gik de ud og bevægede hele verden med evangeliet om Jesus.
Kvindelige opstandelsesvidner gør Jesu opstandelse troværdig
Alle fire evangelister er enige om én ting: Kun kvinder går ud til graven påskemorgen! Hvilket er aldeles overraskende. For kvinder blev dengang anset for så utroværdige, at de ikke kunne bruges som vidner i en retssag.
At kvinderne var de første opstandelsesvidner, blev da også brugt af kristendommens modstandere. En af dem er Celsus, en græsk filosof fra det andet århundrede. Et af hans argumenter mod kristendommen lød: ”Kristendommen kan ikke være sand, fordi de skrevne beretninger om opstandelsen er baseret på kvinders vidnesbyrd. Og vi ved jo alle, at kvinder er hysteriske.”
Men hvis beretningerne om Jesu opstandelse rent faktisk var propaganda, ville man have valgt mænd som de første vidner. Velanskrevne mænd med status, troværdighed og integritet!
Imidlertid er kvinder de første opstandelsesvidner i alle fire evangelier. Hvorfor? Fordi kvinderne var de første opstandelsesvidner! Kvindernes tilstedeværelse viser, at beretningen om Jesu opstandelse ikke er politisk spin, men troværdig historieskrivning.
Og pudsigt nok er det, der dengang var et argument mod Jesu opstandelse, i dag et argument for opstandelsens troværdighed!
Jesu opstandelse og vores opstandelse
De første 11 vers i kapitel 15 af Paulus’ Første Brev til Korinterne handler om Jesu opstandelse og kapitlets næste 47 vers om vores opstandelse. Det betyder en uløselig sammenhæng mellem Kristi opstandelse og vores opstandelse.
Opbygningen af kapitlet viser, at Jesu legemlige opstandelse er garant for vores legemlige opstandelse. Jesu legemlige opstandelse er både fundament og indhold, når det gælder vores håb om en legemlig opstandelse. ”Men nu er Kristus opstået fra de døde som førstegrøden af dem, der er sovet hen.” (1 Kor 15,20)
I den græske kultur gav det ingen mening af tale om legemets opstandelse. De betragtede kroppen som et fængsel! Frelse er derfor lig med at slippe af med sit legeme.
Vi kender alle nogle, som lever med konstante smerter. Eller også kan kroppen ikke længere følge med, så jeg kan alt det, jeg gerne vil. Det er f.eks. tilfældet med min kære svigermor på 99 år! Hun går glip af bryllupper, dåb og meget mere! Ikke fordi hun ønsker det, men fordi kroppen siger fra.
For min svigermor er håbet dog ikke at slippe af med kroppen! For så er hun ikke mere. Håbet er at få en ny krop!
Hvordan skal kroppen så være på den nye jord? Paulus siger, at svaret ligger i forholdet mellem et korn og en plante. Tag et hvedekorn som bliver lagt i jorden. Det dør. Men det går ikke tabt! For gennem døden bliver det til en plante, som bærer frugt.
På samme måde er det min krop, der dør og lægges i graven. Og det er min krop, der står op som helt ny!
Paulus skriver om vores gamle, svage og forgængelige kroppe, at de skal opstå i uforgængelighed, herlighed og kraft. Ligesom blomsten er smukkere end løget, vil vores opstandelseslegeme være langt herligere end det legeme, vi har nu!
Jeg vil derfor slutte med at understrege, hvordan håbet om et herliggjort opstandelseslegeme giver håb og trøst.
Joni Eareckson Tada blev som 17-årig udsat for en badeulykke og har siden har været lam fra halsen og ned. Engang deltog Joni i en konference, hvor taleren opfordrede alle til at knæle. Det gjorde alle – undtaget Joni. Hun siger: ”Da alle knælede, følte jeg mig anderledes og kunne ikke holde tårerne tilbage”.
Hun græd dog ikke blot af selvmedlidenhed, men fordi det var så smukt og stærkt at se hundredvis af mennesker på knæ for Gud. Det var et billede på himlen.
Joni blev nu ved med at græde på grund af en anden tanke om netop himlen: ”Mens jeg sad der, blev jeg mindet om himlen. Her kan jeg springe, danse, sparke og dyrke aerobics. Og det første jeg vil gøre, inden de andre gæster ankommer til Lammets fest? Det første jeg vil gøre med mine nye opstandelsesknæ, er at falde på knæ. På mine taknemmelige og herliggjorte knæ. Jeg vil stille knæle ved Jesu fødder”.
Jesu opstandelse betyder, vi har et håb! En dag skal vi se Jesus som den korsfæstede og genopstandne, og vi skal leve på den nye jord med nye og herliggjorte legemer.
