Far, mor og børn …

Vi skal tale med vores børn og unge om seksualitet. Men hvordan? Og hvornår? Hvad risikerer vi, hvis vi ikke gør det?

I Ud & Se fra januar 2013 siger skuespilleren Connie Nielsen: ”Når man vokser op som mormon, er der ikke noget, der hedder seksuel identitet.”

Vi tror ikke, det udelukkende er hos mormonerne, børn og unge kommer ud for dette. Det sker også i familier med tilknytning til missionsforeningerne pga. et kristeligt begrundet tabu i forhold til krop og seksualitet, som vi ikke finder bibelsk belæg for.

Fænomenet var nok mere udbredt for en generation siden. Men det er fortsat et problem, så der er god grund til at belyse sagen. Særlig i en tid, hvor selv små børn bombarderes med seksuelle indtryk fra TV, internet, reklamer og kammerater.

Egen afklaring om seksualitet

Skal vi kunne tale med vores børn og unge om de biologiske, mentale og etiske sider ved sex – og alle tre dele er vigtige – er den første forudsætning, at vi som voksne har et afklaret og bevidst forhold til vores egen seksualitet.

Hvis vi ikke kan tale med hinanden om sex – eller kun kan gøre det krampagtigt – er det ikke underligt, at det bliver svært at tale med børnene om det. Så det må man øve sig på. Man kan tale om, hvordan det var med seksuelle emner i ens eget barndomshjem. Man kan tale om forventninger, glæder og skuffelser i det indbyrdes seksualliv.

Det, man siger om sex til sine børn, må være underbygget af det, børnene ser og mærker i hjemmet. Vi kan f.eks. hjælpe børnene og de unge ved ikke at skamme os over vores egen krop, selv om den er ufuldkommen, og ved at tillade børnene at mærke deres egen krop både gennem fysiske udfordringer og ved at undersøge den.

Små børns nysgerrighed over for, hvordan far og mor ser ud fra Skaberens hånd, bør imødekommes så langt, at de af og til ser os nøgne; men det er også meget vigtigt at trække nogle sunde blufærdighedsgrænser. Det er naturligt, at halvstore børn bliver forlegne ved at se os mere eller mindre nøgne. Det skal vi respektere og indrette os efter.

Vi kan også hjælpe børnene, ved at de hører os tale indbyrdes om sex og krop, uden at det bliver pinligt eller grænseoverskridende. Eller ved at far og mor sætter ord på, hvorfor de slukkede for den film, hvor de syntes, at krop og sex blev fremstillet på en uanstændig måde.

Disse vigtige markeringer giver basis for at tale med små og store børn om sex. Men det bliver ikke let af den grund. Erfaringerne viser, at det ofte kan blive noget ”enetaleagtigt”, når man taler med sine børn om seksuelle emner. Det gælder især, når børnene nærmer sig puberteten. Til gengæld tror vi, at vi skal holde disse ”enetaler” i tro på, at børnene lytter godt efter, selv om de virker lidt forlegne.

Det kan også være en rigtig god ide at læse gode bøger sammen med børnene eller give dem gode bøger selv at læse i.

Grib anledningerne!

Så vidt muligt bør vi gribe de naturlige anledninger: Når datteren på 12 får tilbud fra lægen om vaccination mod livmoderhalskræft. Når sønnen på 10 har set noget på nettet, som han slet ikke kan forholde sig til. Når man sammen har set en reklame, som ”bare er for meget”. Når børnene kommer hjem fra skole og fortæller, hvad kammeraterne har sagt.

Oplever barnet en åben, men ikke blufærdighedskrænkende atmosfære omkring seksuelle emner, giver det god mening at sige tydeligt til sit barn, at det altid er velkommen til at komme og snakke med os om den slags. Hvis invitationen derimod er givet for at skubbe initiativet over på barnet, bliver den udtryk for forældrenes berøringsangst og fejhed.

De sociale medier, diverse chat-fora og interaktive spil er en stigende udfordring. En pige på 11 år kan sidde ved sin computer og spille online – tror hun – mod en ukendt jævnaldrende pige. Men i virkeligheden er det en mand på 45, der langsomt drejer kontakten i seksuel retning med beskeder som: ”jeg forestiller mig, at du står foran mig kun iklædt et par trusser – som du nu tager af.”

Den slags er dybt krænkende og vanskeligt for en pige på 11 at forholde sig til. Vi må imidlertid se i øjnene, at vores pige kan komme ud for det, og skønt det er frygteligt, har vi pligt til at hjælpe hende til at få sat ord på det og forklare hende, hvad det drejer sig om, samt give hende støtte til øjeblikkelig at logge af, hvis noget lignende sker igen.

Prøv også at finde anledning til at tale med jeres halvstore børn – især pigerne – om påklædning, sminke og seksuelle signaler. Det er vigtigt at få talt med både drenge og piger herom, fordi kammeraternes, reklamernes og filmenes påvirkning kan være enorm. Vi må forsøge at hjælpe vores børn til ikke at sende uheldige signaler via deres påklædning og attituder. På den anden side skal vi heller ikke snakke så meget om det, at det fremprovokerer en sex-fiksering, som slet ikke er til stede hos barnet.

Ofte opstår der også anledninger til at tale om sex før ægteskabet – måske i forbindelse med, at nogle kammerater begynder at prale af deres seksuelle erfaringer, måske i forbindelse med en fætter, som flytter sammen med sin kæreste. Som forældre bør vi sætte ord på den etiske holdning, vi har, og som er begrundet i Bibelen, over for vores børn. Men et nej til sex før ægteskabet må være kombineret med en positiv omtale af sex inden for ægteskabet, ligesom vi må nævne den fare for vores store børn, at man gifter sig alt for tidligt, ”bare” fordi man vil have sex med hinanden.

De forskellige alderstrin

Børnene er modne til at tale om seksuelle emner, når de spørger om dem og viser interesse for dem. Man skal derfor ikke presse på, før de er klar til det. Men børn i dag er tidligt klar til at tale om det, ganske enkelt fordi de møder mange seksuelle indtryk.

I 2-3-års alderen vil det ofte være naturligt at tale med børnene om den fysiske forskel mellem drenge og piger, mænd og kvinder. Hvorfor har drenge en tissemand, når piger ikke har? Det lille barn vil normalt være tilfreds med at få at vide, at ”sådan har Gud gjort det”, eller ”der findes to slags mennesker: dem med tissemand og dem med tissekone.”

Senere i børnehavealderen vil det være naturligt at tale med børn om, hvorfor mor har ”sådan en lille ble” på en gang om måneden. Og hvis en baby er på vej, kan man fortælle lidt om, hvordan sådan en kommer ind i mors mave. Man behøver ikke udbrede sig om, hvad et samleje er, men blot sige: ”Nogle gange ligger far og mor rigtig tæt sammen, fordi vi er så glade for hinanden. Så kommer der sæd fra fars tissemand ind i en revne mellem mors ben. Sæden møder nogle små æg inde i mors mave, og så kommer der et lille barn.”

I skolealderen vil der ofte blive behov for at uddybe nogle af de tidligere spørgsmål og svare på nogle nye, f.eks.om hygiejne, kønssygdomme, prostitution, kønsorganer og forelskelse. Atter gælder det om ikke at forcere en udvikling, men samtidig være så fortrolig med sit barn, at man kan opfange dets spørgsmål og nygerrighed. Sengelægningen er ofte en god anledning til at få snakket lidt.

Når børnene kommer i puberteten, er det vigtigt, at man forsøger at tale konkret om kvindelig og mandlig udvikling, menstruation, sædafgang, overgang fra barn til voksen, forelskelse, seksualetik, pornografi, onani, prævention og seksuelle afvigelser.

Det er især vigtigt at tale med børn, som er kommet lidt ind i puberteten, om den følelsesmæssige side af den seksuelle udvikling, f.eks. at forelskelser kommer og går, og at der er forskel på kvindelig og mandlig seksualitet. Sidstnævnte indebærer, at piger normalt tænder på totalsituationen omkring en dreng: stemningen, samtalerne og mange dele af hans personlighed, mens drenge i højere grad tænder på pigens fremtoning, krop og udseende.

Her er det også godt, hvis man kan tale med sine store børn om forskellen mellem det romantiske kærlighedsbegreb, som fylder medierne, og den kærlighed, som er kendetegnet ved omsorg, troskab og hårdt arbejde.

Den svære praksis

Teenagere har især et stort behov for, at seksualitetens relationelle og følelsesmæssige dimension bliver berørt: Hvorfor bliver drengene pludselig interessante på en ny måde? Hvordan snakker man naturligt med en pige? Her skal vi ikke være for tilbageholdende med at tale om de ting, vi selv sloges med som teenager. For selv om meget har forandret sig siden da, er de grundlæggende følelser af forelskelse, selvværd og usikkerhed de samme.

I vores samtaler med de større børn om seksualitet er det vigtigt, at det hele ikke kommer til at dreje sig om idealerne, men også om den svære praksis. Man kan f.eks. godt fortælle noget personligt om egne erfaringer fra teenageårene, uden at det bliver privat eller intimt.

Det er også let at have idealer om, hvor meget og hvad vi skal tale med vores børn om; men hvor er det ofte svært i praksis – enten fordi det er svært for os at sige noget, eller fordi vi får kludret i kommunikationen, eller fordi børnene bare ikke er parate eller villige til at snakke. Lad os ikke resignere, fordi vi ikke kan indfri idealerne. Men lad os leve i tilgivelsen og forsøge på ny.

 

Artiklen er tidligere blevet bragt i magasinet Budskabet.

Del:

Del på twitter
Twitter
Del på facebook
Facebook