Seksuelle synder kan være svære at tale om. Men tavsheden kan få skammen til at vokse og frimodigheden til at forsvinde. Men Jesus står klar med tilgivelsen; også til det skamfulde menneske med seksuel synd på samvittigheden.
For nogle år siden var der en tidligere prædikant i Sønderjylland, der brugte et udtryk, som jeg ofte er vendt tilbage til. Han brugte udtrykket ”bibelkredssynder”. Han definerede det med synder, som vi havde let ved at tale om: ”Jeg læser for lidt i Bibelen, jeg beder for lidt, jeg vidner for lidt.” Det kan nemlig synes ufarligt at bekende det både over for Gud og for mennesker. For det er vel ting, de fleste kan se sig selv i?
De skamfulde synder
Det bliver straks værre med de synder, som vi let kommer til at tænke om, at de er værre, og mere skamfulde end andre f.eks. seksuelle synder. Det kan være pornoforbrug, utroskab, seksuelle fantasier, afhængighed. Men ikke desto mindre har disse seksuelle synder ofte en særlig magt over os, fordi seksualiteten i den grad har med vores personlighed at gøre. Den rammer vores selvbillede: ”Jeg burde jo ikke se det, jeg burde ikke have de tanker og de fantasier, og måske værst af alt, jeg burde virkelig ikke have været fysisk utro.”
De seksuelle synder rammer ned i det, som Gud skabte mennesket med fra begyndelsen og som han velsignede mennesket med, da han sagde: ”Bliv frugtbare og talrige, opfyld jorden og underlæg jer den” (1 Mos 1,28). Hvordan bliver mennesket frugtbare og talrige? Det gør de ved sex. Så Gud skabte altså mennesket som et seksuelt væsen.
Derfor kan det også synes som ekstra skamfuldt for et kristent menneske, når man falder på netop det her område. Og netop fordi det føles ekstra skamfuldt, bliver det også ofte skjult – også over for Gud. Mange lever derfor med en tung skam på deres skuldre.
Tavsheden og Guds tale
I Bibelen har vi mange eksempler, bl.a. David, der var utro med den gifte kvinde Batseba, hvor han i al sin iver for at skjule synden også blev morder. Ud fra teksten i 2 Sam 11 og 12 kan vi regne ud, at David prøvede at skjule synden i op mod et år. Et år, hvor han ikke talte med Gud. Han udtrykker det selv i Salme 32,3: ”Da jeg tav, sygnede min krop hen, mens jeg stønnede dagen lang”.
Skammen siger altid: ”Skjul det”.
Gud siger altid: ”Kom frem, bekend det”.
Det møder vi hos David, da Natan bliver sendt til David og afslører ham som den, der har syndet mod Herren.
Hvorfor gør Gud det? For at gøre David ekstra skamfuld? For at fremstille David som en speciel stor synder? Nej, Gud gør det, fordi han har noget helt særligt, han vil have sagt til David. For i samme øjeblik David trådte ind i lyset og bekendte: ”Jeg har syndet mod Herren” (2 Sam 12,13a), var der ingen tøven hos Gud: ”Så tilgiver Herren din synd.” (2 Sam 12,13b).
Jesu møde med den seksuelle synd
Som Gud handlede med David i GT, sådan handlede Jesus også, da han var her på jorden. Jesus gik ikke uden om de mennesker, der faldt eller levede i seksuel synd.
Tværtimod. Han opsøgte dem, talte med dem og mødte dem med en nåde, der var stærkere end deres skyld og skam.
Tre eksempler
Den tavse bekendelse
I Luk 7,36-50 møder vi kvinden, om hvem der står, ”at hun levede i synd i den by” (v. 37).
Hun træder ind i farisæerens hus, hvor hun bestemt ikke hører hjemme. Hun kommer med en alabastkrukke fuld af olie. Hun siger intet. Hun græder. Hun salver Jesu fødder. Hele hendes krop bekender det, hendes mund ikke kan få sagt.
Hvad er det, hun kommer med? En alabastkrukke fuld af olie. Hvordan har hun fået noget så kostbart på den tid. Ja efter al sandsynlighed, er pengene jo tjent ved hendes prostitution, så det hun i virkeligheden kommer med, er hele hendes liv.
Det er hendes seksuelle synder og alt, hvad der er fulgt i kølvandet på det.
Jesus afviser hende ikke. Han udleverer hende ikke.
Jesus siger: “Hendes mange synder er tilgivet” (v.47) ”Dine synder er tilgivet” (v.48).
Som kristne kan der være synder, som er lettere at bekende, måske dem, der blev omtalt i begyndelsen. Men når det kommer til seksuel synd, stopper ordene måske. Her er der måske kun tårerne tilbage. Kroppen, sindet og hjertet ved godt, hvad der er galt – men frygten for fordømmelse lukker munden. Jesu møde med kvinden fortæller mig: Jeg behøver ikke forklare Jesus alt, han ved det godt i forvejen. Til ham må jeg bare komme, og det at jeg kommer med min ”alabastkrukke” og giver den til ham, er den bekendelse, Jesus handler på og siger: ”Dine synder er tilgivet.”
Set, kendt og elsket
I Johs 4 møder vi en kvinde med et kaotisk liv. Hun havde haft fem mænd, og den mand, hun havde nu, var ikke hendes mand. Hun kom alene til brønden midt på dagen – sandsynligvis for at undgå de andres nedværdigende blikke.
Jesus indledte til hendes store overraskelse en samtale med hende. Dels var hun kvinde, dels var hun samaritaner, og en jøde, som Jesus talte ikke til samaritanere. Men Jesus gjorde.
Han begyndte med en samtale, og på trods af kvindens mange krumspring kom Jesus frem til det, som han havde som mål. Tavsheden skulle brydes, hendes liv skulle frem i lyset hos Gud. Jesus afslørede hende, ikke for afsløringens skyld, men for at frelse hende og bringe tilgivelse ind i hendes liv.
Det bemærkelsesværdige er hendes reaktion. Hun løber tilbage til byen og siger:
“Kom og se en mand, som har sagt mig alt, hvad jeg har gjort.”
Det, der før var skyld og skam i kvindens liv, det, der før lå som en byrde på hende, så hun gik ud for at hente vand på et tidspunkt, hvor hun havde mindst chance for at møde andre, bliver nu vidnesbyrdet, som hun fortæller til hele byen. Ikke fordi hendes liv var blevet perfekt, men fordi hun havde mødt en, som kendte hele sandheden om hende, men ikke vendte sig bort.
Mange i dag frygter, at hvis Gud virkelig kendte dem, ville han tage sin kærlighed tilbage. ”Gud kan vel ikke elske mig, når jeg i den grad har fejlet på det seksuelle område?” Den samaritanske kvinde vidner om det modsatte: ”Du er fuldt ud kendt, og du er fuldt ud elsket”. Det er evangeliets kerne.
“Det ufrivillige møde”
I Joh 8,1-12 møder vi en kvinde, der blev slæbt hen foran Jesus. Hun var blevet grebet på fersk gerning i ægteskabsbrud. Nu stod den så på offentlig udstilling af hendes synd. Hun havde ikke noget, hun skulle have sagt. Ingen undskyldninger. Ingen forklaring. Ingen skyden skylden på ham, hun havde været sammen med. (Man kan så undre sig over, hvorfor de ikke også havde taget ham med.)
Hun stod der bare med alt, hvad der var hendes. Men hun blev hos Jesus. For da alle anklagerne var væk, fordi Jesus med sine ord havde afsløret dem, blev hun alene tilbage sammen med Jesus. Derfor var hun også den eneste, der hørte ordene fra Jesus: “Heller ikke jeg fordømmer dig. Gå, og synd fra nu af ikke mere.”
Jesus bagatelliserede ikke hendes handling, for han vidste, at med ordene ”heller ikke jeg fordømmer dig”, havde han afsagt dødsdommen over sig selv, for nu måtte han tage straffen for hendes synd, skyld og skam.
Jesus lod ikke hendes synd få det sidste ord. I mødet mellem synderen og Jesus fik nåden det sidste ord, og der, hvor nåden får det sidste ord, skabes der nyt liv. ”Gå og synd fra nu af ikke mere.”
Hvad med mig?
Jeg får let den tanke, jeg må have styr på mine seksuelle synder, før jeg kan komme til Jesus. Men Guds og Jesu møde med seksuelle syndere viser os noget ganske andet.
Jeg må leve i lyset og bekende også mine seksuelle synder, ikke fordi synden er ligegyldig, men fordi nåden er større end synden. Bekendelse er ikke at stå frem med en pæn og kontrolleret historie, men det er at komme med sandheden. Ingen synd er for beskidt til hans nåde. Ingen skam er for dyb til hans blik. På korset bar han det alt sammen. Derfor må jeg komme også med det, som jeg allerhelst vil skjule for Gud, for andre mennesker, ja endog for mig selv.
I mødet med Jesus får nåden lov til at trumfe skammen.
”Hvis vi vandrer i lyset, ligesom han er i lyset, har vi fællesskab med hinanden, og Jesu hans søns blod renser os for al synd” (1 Johs 1,7).
”Hvis vi bekender vore synder, er han trofast og retfærdig, så han tilgiver os vore synder og renser os for al uretfærdighed” (1 Johs 1,9).
