Jamen, Gud har da givet os en fri vilje …!

Det gav altid et lille gib i mig, når en af mine elever sagde: ”Jamen, Gud har da givet os en fri vilje …!” Det gjorde det i hvert fald de første par gange. Dels fordi det er ikke stemmer overens med Bibelen, dels fordi læren om den trælbundne vilje er bøvlet at forklare og vanskelig at forstå.

Og hvorfor er det her med menneskets trælbundne vilje så vigtigt?

Fordi vi ønsker at tale bibelsk om syndens indflydelse på mennesket og om, hvordan et menneske går ind i Guds rige. Læren om den trælbundne vilje er afgørende for at forstå nådens radikalitet:

Når et menneske bliver frelst, skyldes ikke vores vilje, gerninger, beslutning, evne, dna, opdragelse, bønner, søgen, religiøsitet eller fromhed, men alene Guds suveræne nåde i Jesus Kristus (Ef 2,8-10. Rom 11,6).

Lige præcis her finder vi årsagen til en af de stærkeste reaktioner imod læren om den trælbundne vilje: at den er ydmygende, for så har jeg virkelig intet at rose mig af.

Evangeliet om retfærdiggørelse af tro på Jesus Kristus skal værnes imod enhver opfattelse, som vil give ære til mennesket. ”Det frie evangelium hører sammen med de bundne viljer.” ¹Olav Valen-Sendstad: Drømmen om den frie vilje, Credo, 1982, s. 7

I det følgende skal vi se på fem temaer, der vedrører læren om den trælbundne vilje.

A: Ja, vi er skabt med en fri vilje

B: Ja, vi har stadigvæk en delvis fri vilje

C: Nej, viljen er bundet og vi har en drift i retning af det onde

D: Jamen, hvis viljen er bundet, hvem kan så blive frelst?

E: Hvad er lovens opgave?

Ja, vi er skabt med en fri vilje

Jeg hører ofte vendingen, at ”Gud har skabt os med en fri vilje”, og det er sandt. Gud skabte Adam med en fri vilje, men han mistede den på hele slægtens vegne ved syndefaldet.

Ifølge kirkefaderen Augustin var Adam før faldet i en fuldstændig fri position, hvor han kunne vælge at synde og vælge ikke at synde, men i forbindelse med syndefaldet mistede han friheden, og fra den dag kunne han ikke lade være med at synde. Satan benyttede en pusher-strategi over for Adam: Første fix er gratis, og så hænger han på den.

Så ja, vi er oprindeligt skabt med fri vilje, men siden syndefaldet er det synden, der har sat dagsordenen for hele slægten, og retfærdigheden og friheden er gået tabt (Rom 3,9-20; 5,12-21).

Hvis man ikke tager syndefaldet og dets konsekvenser med i betragtning, er man for optimistisk på menneskets vegne.

Ja, vi har stadigvæk en delvis fri vilje

Lige siden syndefaldet har menneskets frie vilje været en utopisk drøm – og dog, på nogle områder af livet har vi langt på vej mulighed for at vælge frit. I 1538 udgav Luther et lille skrift kaldet Vejledning for menigheden, hvor han kort forklarer om dette emne:

Mennesket har af egen kraft en fri vilje til at gøre eller undlade ydre gerninger, drevet af lov og straf. Derfor kan mennesket også præstere ydre fromhed og gøre godt af egne kræfter, som Gud har givet og opholder. Paulus kalder det kødets retfærdighed. Det vil sige, det, som kødet eller mennesket, gør af egen kraft. Formår mennesket således af egne kræfter at præstere en retfærdighed, så har det altså et valg og en frihed til at flygte fra det onde og vælge det gode. ²http://www.lutherdansk.dk/Web-Visitatsbogen/Personal%20Web%20Page.htm

Luther understreger her, at når det handler om de ”ydre gerninger”, ”kødets retfærdighed”, så har vi til en vis grad fri vilje!

Nogle protester imod læren om den trælbundne vilje har et reelt anliggende – nemlig at det slet ikke stemmer overens med vores erfaring: at vi netop har frihed til at vælge under ansvar. Vores liv er ikke styret og planlagt i alle detaljer, men vi vælger selv, om vi fx vil ”flygte fra det onde og vælge det gode”. Vi kan vælge at opføre os ordentligt.

Denne oplevelse af frihed vil medføre, at man bliver tilfreds med sig selv, når det af egne kræfter lykkes at gøre op med synden. Man bliver tilfreds, fordi man er overbevist om, at modsætningen til et liv i synd er et fromt, moralsk og ordentligt liv.

Men ifølge NT er modsætningen til et liv i synd et liv i tro på Kristus. Hvis forkyndelsen er mere optaget af at vejlede folk til ikke at synde end af at lære dem at tro på Jesus Kristus, så ender det i selvretfærdighed.

Det maksimale afkast af den ydre frihed, vores gode og frie valg, er ”kødets retfærdighed”! Den ydre frihed kan gøre et menneske til en god samfundsborger, men den kan ikke gøre ham til borger i Guds rige.

Nej, viljen er bundet, og vi har en drift i retning af det onde

Vi kan altså vælge frit på nogle områder, men på det åndelige område er vi ikke frie. Når det handler om hjertets tilstand og forholdet til Gud, har vi en konstant drift i retning væk fra ham. Det syndige hjertes vilje og ønske er fjendskab med Gud. ³Rom 8,7 og Gal 5,17. Det udtrykkes også i Augustana art. 2, at alle mennesker er født ”uden frygt for Gud og uden tillid til Gud og med ondt begær.”

Luther fortsætter i Vejledning til menigheden om vores manglende frihed på det åndelige område:

Det andet er, at mennesket af egen kraft ikke kan rense hjertet og udvirke de guddommelige gaver som sand anger over synden, virkelig og ikke opdigtet gudsfrygt, ret tro, hjertelig kærlighed, disciplin, sand tålmodighed, inderlig bøn, osv. Paulus skriver i Romerbrevet 8, at det naturlige menneske ikke kan gøre noget guddommeligt og ikke begriber Guds vrede. Derfor frygter det ham heller ikke ret, ser ikke Guds godhed, og derfor har det heller ingen tro og tillid til ham. Derfor skal vi altid bede om, at Gud vil virke sine gaver i os. Det er det, den kristne fromhed består i. ⁴http://www.lutherdansk.dk/Web-Visitatsbogen/Personal%20Web%20Page.htm

På det åndelige område er vi bundet af synden og kan ikke vælge frit. Det medfører, at vi af natur altid vil komme til at vælge det, der fører os væk fra Gud.

Uanset hvor inderligt vi anstrenger os, uanset hvor meget vi beslutter os for, at ”nu skal det være alvor”, så fører det os ikke tættere på Gud, og det fører ikke til et sandt åndeligt liv i vores hjerter.

Der er ingen evolution fra kød til ånd!

Jamen, hvis viljen er bundet, hvem kan så blive frelst?

Vores selvretfærdige fornuft vil indvende: ”Jamen, det må da gøre en forskel, hvordan jeg er, og hvad jeg gør! Det må da være den, der beder og kæmper, der går ind i Guds Rige? Gud kan vel ikke finde på at frelse nogen, der ikke for alvor har søgt ham?”

Jo, for ellers var der ingen, der blev frelst! Det kommer virkelig ikke an på os, men alene på Guds nåde. Hvis et menneske bliver frelst, skyldes det ene og alene Guds nådefulde indgriben.

Han er i stand til genføde os ved vand og Ånd, skabe tro i stendøde hjerter og gøre os levende med Kristus. ⁵Den trælbundne vilje og Guds suveræne forudbestemmelse er der ikke plads til at behandle her, men jeg vil anbefale Ny-kalvinisme – en orientering af Arne Helge Teigen, Norge, 2014 (kan købes i Bethesdas Boghandel, www.bethesdas.dk). Her får man en glimrende oversigt over forskellene mellem ny-calvinisternes og den lutherske lære

Denne erkendelse er klart formuleret i Luthers lille Katekismus: ”Jeg tror, at jeg ikke ved egen fornuft eller kraft kan tro på Jesus Kristus, min Herre, eller komme til ham, men Helligånden har kaldet mig til det ved evangeliet, oplyst mig med sine gaver, helliget og bevaret mig i den sande tro …”

Her er en god forklaring på, hvorfor mange oplever, at troen er en kamp: ”Jeg tror, at jeg ikke … kan tro”. Det ligger slet ikke til os. Vi er ikke gjort af det stof, der skal til for at skabe troende. Der skal total nyskabelse til. Man går ikke ind i Guds Rige ved at blive myndig og voksen, men ved at blive født på ny som et lille barn.

Det befriende er, at hvad vi i vores afmagt og åndelige fattigdom ikke formår, det formår Gud. Han kan udvirke ”sand anger over synden, virkelig og ikke opdigtet gudsfrygt, ret tro, hjertelig kærlighed …”.

Han kan ved sin Ånd og evangeliet skabe tro og tillid i vore stendøde hjerter, så vi griber om Jesus Kristus og bliver rige i ham og hans retfærdighed. Denne nyskabte vilje stoler på Guds løfte om frelse for syndere og siger i sin afmagt: Din vilje ske!

Hvad er lovens opgave?

Fornuften (og alle religioner) mener, at loven skal til for at minimere synden og gøre os mere retfærdige og fromme. Og så længe mennesket stadig har tillid til sine egne bestræbelser, vil det bruge loven til vejledning – og det virker!

Som vi så tidligere, er det ifølge Luther muligt at ”præstere ydre fromhed og gøre godt af egne kræfter,” men det fører ikke til tro i hjertet. Det fører kun til selvretfærdighed.

Man kan indrette hele sit liv efter Guds lov og være overbevist om, at man er et Guds barn – og dog være fortabt. Det var Nikodemus´ problem: Han var lærer i Israel, levede det fromme liv efter loven, havde de rigtige værdier og den rette etik – men han anede ikke, hvordan et menneske går ind i Guds Rige (Joh 3,9f).

Tilliden til Gud får først plads, når vi har mistet tilliden til os selv og vores egen retfærdighed, og derfor har Gud givet os loven. Der er noget i os, der skal dø, for at vi kan blive levende med Kristus.

Loven skal afsløre os som syndere – men ikke nok med det: Loven skal få synden til at blusse op og blive stærk, så vi mister alt håb og al tillid til os selv. Paulus skriver om lovens hensigt i Romerbrevet 5,20: ”Men loven kom til, for at faldet skulle blive større.” Altså større; ikke mindre!

Her står fornuften af, for det logiske ville være, at vi skal bruge loven for at gøre synden mindre, men Gud vil bruge loven til at gøre synden større. Guds gode lov skal give liv og kraft til synden (1 Kor 15,56), så den tager magten fra os. Loven skal fremprovokere syndens begær, så vi synder mere, ikke mindre!

Augustin har en beskrivelse af denne oplevelse:

Men hvor Helligånden ikke hjælper til …, dér øger Loven gennem sit forbud det onde begær … Uden at jeg kan forklare det, blive genstanden for vort begær i endnu voldsommere grad tillokkende ved at blive forbudt. Det er syndens bedrag ved budet og derigennem til døden. ⁶Augustin: Om Ånden og Bogstaven, Credo, 2008, s. 19. Det svarer til Paulus’ erfaring ifølge Rom 7,7 ff

I mødet med Guds godhed fremprovokeres menneskets ondskab, og derved afsløres viljens sande tilstand. ⁷Arne Helge Teigen: Ny-kalvinisme – en orientering, Norge, 2014, s. 48

Det er fortvivlende at køre helt fast i sit åndelige liv og miste ethvert håb – indtil det går op for os, hvad evangeliet handler om: at Jesus virkelig er de fortabtes frelser!

Han kan frelse den, som ikke selv har vilje eller evne til det, og han har med sit liv, sin død og opstandelse gjort alt, hvad der skal til, for at vi kan blive Guds børn – af nåde.

Til alle dem, der har indset, at det maksimale afkast af den ydre frihed blot er selvretfærdighed, skal det proklameres, at Guds egen retfærdighed skænkes af nåde til den, der tror. Til dem, der er gået åndeligt konkurs, skal det siges, at al gæld er betalt én gang for alle.

Dette budskab har den kraft og evne, at det ved Helligånden kan tænde troen i et syndigt menneskes hjerte. Evangeliet flytter vores opmærksomhed, så vi slipper for at være selvoptagede og navlebeskuende, og i stedet bliver Kristus-optagede og naglebeskuende.

Artiklen er tidligere blevet bragt i magasinet Budskabet.