Johannesevangeliet – en kort introduktion

Når man skal igennem et skrift i Bibelen, er det god at have et overblik inden. Hvad er særligt ved Johannesevangeliet?

Johannes og de andre evangelier

Johannesevangeliet er skrevet af et øjenvidne til Jesu liv (1,14; 19,35). Vi får ikke forfatterens navn, men det bliver i slutningen af evangeliet klart, at det er “den discipel Jesus elskede” (21,24). Den mest oplagte kandidat er apostlen Johannes, hvilket bekræftes af oldkirkens vidnesbyrd i tiden efter NT´s nedskrivning og samling.

Vi får heller ikke at vide, hvornår evangeliet er skrevet, men afslutningen kunne tyde på, at Johannes er gammel og tæt på at dø, da skriftet gøres færdig (21,23-24). Det bekræftes af, at evangeliet flere steder tilsyneladende forudsætter, at læserne kender til den information om Jesu liv, som vi finder i de tre første evangelier. Derfor giver det mening at læse evangeliet som et supplement til den mundtlige og skriftlige overlevering af Jesu ord og liv, som var i menighederne. Johannes skriver således på længere afstand af begivenhederne for at supplere og uddybe, hvad han måske synes har manglet til et fuldere billede af Jesus.

At Johannes har udvalgt sit stof og ikke fortæller alt, gør han selv opmærksom på (20,30; 21,25).

Evangeliet kan groft inddeles således:

1,1-18: Prolog:
De vigtigste temaer slås an.

1,19- 11,57: Tegnenes bog:
Jesu virksomhed beskrives med syv tegn som omdrejningspunkt

12,1-20,31: Lidelsens bog:
Jesu sidste uge og især sidste døgn udgør klimaks i beretningen.

21,1-25: Epilog:
Jesu møde med disciplene efter opstandelsen og genindsættelsen af Peter som leder.

Evangeliets hensigt

I slutningen af bogen giver Johannes en sammenfatning af, hvad hensigten har været med at skrive evangeliet:

Jesus gjorde også mange andre tegn, som hans disciple så; dem er der ikke skrevet om i denne bog. Men dette er skrevet, for at I skal tro, at Jesus er Kristus, Guds søn, og for at I, når I tror, skal have liv i hans navn (Joh 20,30-31).

Der er flere ting, som er værd at lægge mærke til i Johannes egen omtale af sit evangelium.

  1. Tegn

I Johannesevangeliet kaldes Jesu undere for tegn. Miraklerne var ofte til hjælp for mennesker i nød fx. i form af helbredelser, men de var mere en barmhjertighedshandlinger. Tegnene åbenbarede i glimt, hvem Jesus er (2,11). Formålet med tegnene var, at de som oplevede dem, skulle få et glimt af, hvem Jesus er, og at dette skulle føre til tro på ham. Der er i alt syv tegn, som beskrives udførligt. Andre tegn nævnes også, og Jesu opstandelse er det ultimative tegn, men forud for dette er der altså omtalt syv tegn, nemlig:

  1.                       Vinunderet ved brylluppet i Kana (Joh 2)
  2.                       Helbredelsen af den kongelige embedsmands søn (Joh 4)
  3.                       Helbredelsen af den lamme ved Bethesda dam (Joh 5)
  4.                       Bespisningsunderet af 5000 mænd med fem brød og to fisk (Joh 6)
  5.                       Vandringen på Genesaret sø (Joh 6)
  6.                       Helbredelsen af den blindfødte (Joh 9)
  7.                       Opvækkelsen af Lazarus (Joh 11)

I forbindelse med flere af tegnene er Jesus i dialog med mennesker. Disse dialoger er med til at understrege tegnenes budskab (se især Joh 5).

  1. Jesu identitet

Johannes fremhæver, at tegnene skal vise, hvem Jesus er. Han understreger særligt to titler, nemlig at Jesus er Guds søn, og at han er Kristus. Man kan måske sige, at det første går på hvem han er (Guds søn), og det andet går på, hvad hans opgave er (Kristus/Messias).

Tegnene bevidner især, at Jesus er Guds søn, ved at vise, hvordan han har skaberordet i sin mund. Han taler og så sker ting, ligesom da Gud skabte verden. Jesus omtaler også selv sin guddommelighed en hel del gange i sine taler og samtaler. Det sker blandt andet, når han til Filip siger: “Den, der har set mig, har set Faderen” (14,9). Evangeliets forfatter understeger Jesu guddommelighed i sin allerførste sætning, hvor Jesus omtales som Ordet, der var Gud (1,1). Han gør det også indirekte gennem personer, fx. Nathanael, som kalder Jesus for Guds søn (1,49) i begyndelsen af beretningen, og tvivleren Thomas som slutter af efter opstandelsen med at kalde Jesus for “min Herre og min Gud” (20,28).

Tegnene bevidner også, at Jesus er Kristus, som er det græske ord for Messias (den salvede). Det sker blandt andet ved, at Jesu helbreder syge, og dermed indvarsler, at messiastiden er kommet nær (Es 35,5-6). Der er også en række af de titler, navne og billeder, som bruges om Jesus, der knytter an til messiasprofetierne i GT fx. det sande lys (1,9), menneskesønnen (1,51) og den gode hyrde (10,11). Johannesevangeliet er i det hele taget fyldt af Jesusbilleder, som hver især er med til at tegne et dybdeportræt af Jesus med mange facetter.

  1. Tro

Johannes fortæller sine læsere, at hans intention med at skrive er, at vi som læsere skal komme til tro på Jesus (20,31). Tro er et nøgleord i hele evangeliet. Det understreges igen og igen, at troen er rettet mod Jesus. Troen beskrives også som noget, der vokser frem. Det kan man fx. se af den blindfødtes stigende erkendelse af hvem Jesus er i Joh 9, eller af faderens trosudvikling i beretningen om helbredelsen af den kongelige embedsmands søn (4,43-54). Jesus viser sig også som en stor sjælesørger, når han ved flere lejligheder bruger forskellige synonymer for tro. Det er som om, at han ved, at nogle kan have brug for det. Derfor taler han om tro, som at tage imod ham (1,12), at komme til ham (6,35) og at se hen til ham (e,14-15; 6,40). Troen er afgørende for at få del i evigt liv (3,16) og troens modsætning er ulydighed mod Jesus (3,36).

  1. Evigt liv

Grunden til, at Johannes ønsker at hans læsere skal komme til tro på Jesus, er, at der er knyttet liv til ham, nemlig det evige liv (20,31). Hvor nøgleordet i de tre første evangelier i det, som Jesus bringer til os, er “Guds rige,” så er det i Johannesevangeliet “det evige liv.” Der er ikke nogen modsætning i det, men det udtrykker blot forskellige perspektiver og dimensioner i samme sag. Det evige liv, siger Jesus, er at kende Gud og ham selv (17,3). Kende er i denne sammenhæng at have en dybt fællesskab med nogen, at være forbundet meget nært. Det evige liv er dette fællesskab med Jesus. Derfor kan Jesus også tale om det evige liv, som noget der er allerede nu (5,24). Det evige liv er begyndt for dem, som tror på Jesus. Dette fællesskab med Jesus holder midt i døden (11,25) og skal fortsætte i opstandelsen på den yderste dag (6,40).

Andre karakteristika

Johannesevangeliet har flere andre kendetegn. Jeg vil kort gøre opmærksom på følgende:

  • Modsætninger mellem lys og mørke, liv og død, løgn og sandhed er typisk for Johannes. Ofte er den positive side i modsætningen også brugt direkte om Jesus fx. lys (8,12), liv (11,25) og sandhed (14,6).
  • Jesusbilleder, som er enestående for Johannes, er mange fx. templet (2,21), kobberslangen (3,14), levende vand (4,10; 7,37), livets brød (6,35), den gode hyrde (10,11), vejen (14,6), det sande vintræ (15,1) m.fl.
  • Den sidste aften fylder meget hos Johannes (kap 13-17). Han omtaler ikke indstiftelsen af nadveren, men i stedet fodvaskningen, og Jesu lange afskedstale med forudsigelse af Helligåndens komme, som han kalder den anden talsmand. Jesu afsluttende bøn (hele kap 17) er også enestående i Johannes’ beskrivelse af Jesu sidste aften.

Johannes skriver således “oven på” de tre første evangelier som et supplement, der er med til at give NTs billede af Jesus større bredde og dybde.

 

 

Del:

Del på twitter
Twitter
Del på facebook
Facebook
Relaterede artikler