Hvem er jeg? – om selvbillede og identitet

Gud er mere og mere blevet væk i menneskers forestilling om, hvem de selv er. I takt med at det er sket, er selvbilledet også blevet mere og mere løst og usikkert. Derfor er det heller ikke så mærkeligt, at mange i dag slås med lavt selvværd og usikker identitet.

Lad os vende tilbage til udgangspunktet og lade Gud give os nogle svar og pejlemærker på, hvem vi er.

Hvem siger Gud, vi er?

Villet af Gud

Vi er villet af Gud. Læser vi fx Salme 139, får vi et overbevisende indtryk af det. Der fortælles om, at vi er dannet og skabt af Gud, og at Gud havde os for øje allerede dengang, vi var et foster i vores mors livmor, og at alle de dage, vi kommer til at leve, har Gud tal på. Altså er vi villet, lige fra vi blev undfanget, til vi dør.

Det er vigtigt at have som grundlæggende erkendelse og erfaring, for vi kan godt komme i tvivl, om andre mennesker vil os. F.eks.om mor og far har villet have os og har villet os i vores barndom, eller om venner vil os. Og den tvivl kan få stor indflydelse på vores selvbillede i negativ retning.

Værdsat og respekteret af Gud

Vi er værdsat og respekteret af Gud. I Salme otte får vi et fantastisk billede af, hvordan Gud ser på os. Vi er kun lidt ringere end Gud. Det betyder ikke, at vi er små guder. Nej, vi er mennesker, men mennesker med værdi, og mennesker, der er skabt i Guds billede. Denne værdi har ikke noget med præstation at gøre. Vi har ikke gjort os fortjent til at have værdi. Vi har det bare. I Salme otte står der også, at vi er kronet med herlighed og ære. Når vi ærer et menneske, sætter vi det højt og respekterer det. Tænk, at Gud har kronet os med ære.

Når jeg grundlæggende har værdi bare ved at være mig, så bliver det ikke længere så farligt at skulle imødekomme krav og forventninger, for jeg er blevet befriet fra udelukkende at blive defineret af mine præstationer – om jeg gør det rigtige, siger det rigtige, ser rigtig ud osv. Hvis jeg gør en fejl, er jeg ikke en fejl. Hvis jeg siger noget dumt, er jeg ikke dum. Det giver i virkeligheden plads til at være ufuldkommen og alligevel god nok. Jeg behøver ikke at skamme mig over at være mig.

Elsket af Gud

Vi er elsket Gud. Guds blik på os er fyldt af kærlighed. ”For således elskede Gud verden, at han gav sin enbårne søn, for at enhver, som tror på ham, ikke skal fortabes, men have evigt liv.” (Joh 3,16)

Kærlighedsord er gode for os, men hvis ikke ordene bliver underbygget af handling, mister de efterhånden troværdighed. Det største bevis på, at vi er elskede af Gud, finder vi i Jesu død og opstandelse. Det er Guds endegyldige kærlighedshandling over for os. At spejle sig i Guds kærlighed er noget af det mest identitetsopbyggende, der findes.

Kærligheden mennesker imellem er en afglans af Guds kærlighed og derfor også afgørende for vores identitet og opfattelse af os selv. Derfor ser vi, at mennesker bliver usikre og får lavt selvværd, når de er usikre på andre menneskers holdning til dem. Når mennesker, der skulle elske os og have omsorg for os, svigter os, er der noget i vores selvbillede og identitet, der skades.

Syndefaldet giver skår i billedet

Gud skabte alt fuldkomment og godt. I Paradiset fandtes ikke lavt selvværd eller usikker identitet. På Bibelens første blade læser vi, at Adam og Eva var nøgne uden at skamme sig. Der fandtes endnu ikke noget at skamme sig over. Så snart syndefaldet er sket, opdager de, at de er nøgne og begynder at dække sig med figenblade. De har mistet deres uskyld – og straks begynder de at skamme sig over sig selv. Syndefaldet skaber skår i det fuldkomne billede. Skår, som vi stadig mærker konsekvenserne af.

Det spejl, som Gud giver os at spejle os i, er stadig det samme – vi er villet, værdsat, respekteret og elsket. Men vores evne til at spejle os i det er skadet, og en af syndefaldets konsekvenser er også, at både vi selv og andre mennesker sætter spejle op for os, som viser usande og forvrængede billeder.

Vores indre og ydre spejlkabinet

Der kan komme så meget ind, der kan forstyrre eller udviske det billede, Gud giver af os. Vrangbillederne af os selv kan vi desværre komme til at opfatte som sande. Og dermed bliver vi usikre i vores identitet og kan fx få et falsk selvbillede.

Sammenligningens spejl

Måske ser vi hele tiden os selv i sammenligningens spejl. Så vurderer vi os selv i forhold til andre og finder som regel noget ved os selv eller vores præstationer, som ikke er så godt i forhold til dem. Vi er gode til at få øje på det, vi synes er forkert hos os selv, men perfekt hos andre. Det kan handle om vores krop, vores evner, vores ting, vores arbejde – alt muligt kan ses i dette spejl. Måske er det opstået tidligt i vores barndom, fordi vi er blevet mobbet for et eller andet, eller fordi vi ofte er blevet mødt med ensidig kritik fra vores forældre eller andre.

Hvis du gør, som jeg siger, kan jeg lide dig

Eller måske er der blevet sat et spejl op for os, som har givet os det indtryk, at vi skulle fortjene at blive elsket. Kærligheden blev gjort betinget: Vil du være sød at give mig mælken? Det lyder måske uskyldigt eller måske endda velopdragent at sige sådan. Og det kan også bare være sådan ment. Men hvis jeg hører det sådan, at jeg kun er sød, hvis jeg rækker dig mælken, kan det i et sårbart sind sætte sig som en lærdom, at andre kun kan lide mig, hvis jeg gør, som de siger, eller opfører mig rigtigt eller siger det rigtige.

Derved bliver min selvopfattelse hele tiden styret af, om jeg lykkes med at gøre det forventede. Dermed skades min evne til selvstændighed og til at kunne holde til, at andre mener og tænker noget andet, end jeg gør. Frygten for ikke at være elsket får mig hele tiden til at tilpasse mig.

Du skal leve op til krav og forventninger, ellers duer du ikke

I vores samfund er der stort fokus på krav, forventninger og præstation. Og vi kan få det indtryk, at vores værdi afhænger af vores evne til at leve op til kravene. I takt med, at de ydre krav stiger, synes der også at være en tendens til, at de indre krav – dem jeg stiller til mig selv – stiger. Egentlig skyldes det vel vores higen efter det perfekte. Eller sagt på en anden måde: Vores ønske om at være Gud i egne liv. Det er jo det, syndefaldet dybest set handler om, nemlig at vi sætter os selv i Guds sted og helt eller delvist benægter hans betydning og eksistens. Når det sker, er vi for alvor overladt til os selv og afhængige af at lykkes.

Selvom vi tror på Gud, har vi denne tendens i os, og det er måske i virkeligheden det, der står mest i vejen for at falde til ro i at være villet, værdsat og elsket, som vi er. Vi skifter væren ud med præstation og bliver i stigende grad ramt at stress, præstationsangst og depression. For vi magter ikke at leve op til egne og andres krav.

Skift spejlene ud!

Ovenstående er bare eksempler på, hvilke spejle vi selv eller andre kan sætte op for os. Når vi spejler os i sådanne spejle, bliver vi nemt usikre på os selv og får svært ved at finde en tryg identitet. Derfor har vi brug for at få hjælp til at skifte disse falske spejle ud og i stedet finde nogle, der giver et mere nuanceret og virkeligt billede af os.

Sammenligningens spejl kan fx skiftes ud med et spejl, der fortæller os, at det var Guds hensigt, at vi skulle være forskellige – både hvad angår krop, evner og muligheder. Han er interesseret i originaler, ikke i kopier. Og han vil bruge os med alle vores forskelligheder. Hvis vi ser på os selv med lidt mere af Guds blik, får vi frimodighed til ikke i så høj grad at lade de ting, som har med udseende eller præstation at gøre, definere os og bestemme, hvordan vi opfatter os selv.

I praksis gøres det ved at blive klar over, hvilke dominerende eller negative tanker, vi har om os selv og derefter helt konkret øve os i at lade nye (mere sande) tanker komme til. Langsomt vil de nye tanker så påvirke både vores følelser og handlinger og dermed vores selvopfattelse. Ofte har vi brug for andres hjælp til at se, hvilke nye tanker, det er muligt at tænke.

At skifte spejle ud, hvad enten det er den ene eller den anden slags, kan være et langsommeligt og møjsommeligt arbejde, fordi der er så mange og indgroede tankemønstre, der skal ændres. Og det tager tid. Men med hjælp fra mennesker, vi holder af, og som holder af os, kan det lykkes. Og det er et vigtigt stykke arbejde for at vi kan få et sundt selvbillede, som kan give os frimodighed til at være os.

Hvem er jeg?

Måske skal vi hellere spørge, hvem vi kan blive, hvis vi spejler os i Guds blik på os og giver os selv lov til at skifte de spejle ud, der lige nu hindrer os i at se på os selv med godhed, respekt og overbærenhed.

 

Artiklen er tidligere blevet bragt i magasinet Budskabet.

Kunne du li' det, du læste?

Så hjælp os med at lave flere gode artikler til fordybelse og refleksion – ved at blive abonnent på Budskabet.

Del:

Twitter
Facebook
Andre BUDSKABET artikler: