Den tidligere kirke brugte ikke instrumenter, da de mindede om den hedenskab kirken stod som alternativ til. Kor kunne ifølge Chrysostom føre til forførelse, og Augustin frygtede, at den flotte musik kunne vække større passion, end det budskab den bragte. En holdning reformatoren John Calvin delte. Senere blev hedensk musik mere accepteret i dele af kirken. Både Frans af Assisi og Martin Luther skrev lovsange baseret på tidens populære melodier. Modsat Augustin, bød Luther musikkens evne til at ”beherske menneskehjertets følelser” velkommen.
Det var altså ikke et nyt fænomen, da man i 1960’erne begyndte at låne tidens populære pop og rock genre til at lave lovsang. Men genren var ny. Og det var musiks rolle i samfundet også. I 1960’erne blev det essentielt for de unge at realisere sig selv. Et ønske om, at dyrke sit jeg, og finde ud af, hvem man var. Et projekt hvor musik fik en større betydning end nogensinde. Den definerede, om man var en type, der hørte det ene, eller en, der hørte det andet. En rolle vi, netop som jeg skriver denne artikel, ser tydeligt i medierne, når kulturministeren skaber heftig debat, ved at være en type, der kan lide CD’en Absolute Music 2.
Moderne lovsang
Hvad betyder det så for moderne lovsang, at man låner tidens selvrealiserende populærmusikgenre?
Først vil jeg gøre det klart, at ikke to lovsangssituationer er ens. Om så sangen var samme genre, måske endda samme stykke musik, spillet af de samme mennesker, og med det samme publikum, så er det lovsangere og publikum, der kommer til lovsangen med forskellig bagage fra dag til dag. Alligevel kan det være frugtbart at undersøge den genre man låner fra, og hvordan den former den lovsang man synger. Det kan hjælpe os med, at tilpasse lovsang til situationen, og øge muligheden for, at lovsangen opfylder sit mål – at prise Gud.
Derudover vil jeg gøre det klart, at musik ikke er et værdineutralt hylster til budskaber. Et populært argument for, at man ligeså godt kan bruge rock som salmer til lovsang, er at al musik er skabt lige, og derfor er lige godt. Det fortæller bibelen os ikke noget om. Derimod gør postmodernisme, så det passer perfekt med samfundets måde at tænke musik på i dag. Derudover det holder ikke. Om vi hører el-guitar eller orgel, så forbinder vores krop, ofte ubevidst, den nuværende situation med tidligere oplevelser, hvor lignende musik er blevet hørt. Det kan være bestemte følelser, der gang på gang vælter frem, når man høre et bestemt instrument spille på en bestemt måde, eller bestemte måder at handle på, som virker naturligt ved det ene instrument, men ikke det andet. Mange vil opleve, at de er en bestemt type lovsangere når man synger på den ene måde, og en anden type når de synger på den anden. For slet ikke at tale om, hvor forskelligt mange udøver sin lovsang, baseret på i hvilket rum de er, og hvem de er sammen med.
Kan lovsang så blive for poppet? Ja. For nogen. Hvis man kun koncentrerer sig om smag. Og selvom det er meget individuelt, bliver vi nødt til at tage højde for smag. Det må ikke være vores smag der styrer vores lovsang, for det er ikke for vores skyld vi lovsynger, men for Guds æres skyld. Når det er sagt, så er musik en stor del af manges identitet. Hvis der ikke er plads til ens musiksmag i kirken, er der så plads til dem? Kritik af den musikstil man tilhører, direkte eller indirekte, kan let opfattes som kritik af en selv.
Popmusikken
Men hvad nu hvis vi ser på lovsang helt grundlæggende? For at svare på det, må vi se på, hvilke værdier popmusik bærer med sig. Det er svært at gøre, da den enkelte kan opfatte visse værdier, mens andre tillægger den samme musik andre værdier. Alligevel vil jeg nævne nogle værdier, som popmusik i en bred forstand synes at have, og som lovsang der bruger elementer fra popmusik risikerer at bære med videre.
For at finde en musikgenres værdier, er det ofte frugtbart at se på, i hvilke sammenhæng genren bruges. Popmusik har en særlig plads i manges hverdagsrutiner. I bilradioen, playlister i headsettet, i indkøbscentre, og mange andre steder dominerer popmusik. Det skyldes, at denne genre har været klart bedst til at tilpasse sig det voksende behov for, at have musik der kan køre mens man laver noget andet. Det er produceret efter at kunne fungere, uden at have vores primære fokus. Vi lærer altså, at denne type musik ikke kræver vores primære fokus.
En anden værdi i meget popmusik, er at det gælder om at blive underholdt. En værdi, der af mange tillægges musik helt generelt. Hvis jeg keder mig, sætter jeg musik på. Som min Spotify reklame fortæller mig: Er du træt af kun at kunne skippe 6 sange i timen? Så opgrader til premium, og hør lige hvad du vil! En værdi i popmusik er altså, at det er til for at underholde en forbruger. Og vi ser popmusik, som et produkt vi kan vælge at bruge, hvis det altså passer os på det pågældende tidspunkt. Ellers vælger vi bare noget andet.
Mange andre værdier kan nævnes. Jeg mener, at enhver dygtig lovsangsleder, må tillære sig at overveje hvilke værdier den musik der bruges til lovsang har. Og jeg vil opmuntre, ikke blot lovsangledere, men alle der synger med på lovsang, at tage dét med, at musikken i lovsang ikke bare er et spørgsmål om smag. Det stikker meget dybere end, om det er let eller sjovt at synge med på. Det bærer værdier med sig. Værdier som man må tage højde for, hvis man vil gøre sig en realistisk forhåbning om at forstå, hvordan én selv og andre opfatter og påvirkes af den musik vi benytter.
Overvejelser at gøre sig
Kan lovsang blive for poppet. Nej. Men det kan påtage sig værdier, der modarbejder lovsangens mål, om at prise Guds navn. Værdier som kan gælde for nogle i menigheden, også selvom de ikke gælder for dig. Hans navn skal prises, fordi Han fortjener alt ære. Ikke fordi vi skal underholdes til gudstjenesten. Og her dur en lovsang, der fjerner vores fokus fra Ham der tilbedes heller ikke. Men ligesom pop-genren har faldgruber, har andre genre det også. Kunsten er at skabe et rum, hvor vi kommer faldgruberne i forkøbet. Den kunst kræver, at man kender sine tilhørere og den musik man bruger, og gør sig klart, om der er noget her, der vil forstyrre vores fælles lovsang.
Nogle afgørende spørgsmål at stille kunne være:
- Er troens sandhed tydelig i musikken?
- Afsløres menneskets kødelige tendenser, og opbygges ånden? Skildres mennesket som uperfekt i sit møde med Gud? Et uperfekt menneske der, netop derfor, har brug for Jesus, og søger Ham?
- Handler det mere om stil og genre end om tro?
- Er der plads til den grundlæggende fortælling om verdens frelse, eller er det en tro på en individuel sandhed der afspejles? (Fortællingen om en tidløs Gud og en tidløs frelse, der er den samme til evig tid. Eller en Gud og en frelse, der kan tilpasses den enkeltes behov og ønsker?)
- Ligger lovsangens værdi i, hvad verden tillægger værdi (Underholdning, følelsesfrembringende, kulturelt relevant, selvbekræftende, etc.), eller hvad Gud tillægger værdi (Evangeliets forkyndelse, Guds tilbedelse, et tidløst budskab om at tro og frelse, etc.)
- Fylder musikken et tomrum, eller viser det den kristne mening med livet, troen på Gud?
