Jeg er den gode hyrde!
De ord vil du, som står med et lederansvar i en kristen menighed, ikke turde sige om dig selv. Alligevel kan du ikke sigte lavere end netop at være en god hyrde!
Du må gøre det, ikke i den formastelige tro, at din egen godhed rager højt op over andres, men fordi du tror på – og følges med – Jesus, der er godhedens kilde og din egen hyrde.
Lad mig tage tre afgørende bibelske træk frem, der kan give frimodighed i det hyrdeansvar, du har i hjem og menighed.
1. Du tror på den gode hyrde
Hver morgen, når du slår øjnene op, gælder to sandheder for dig. Du er hyrde for andre og må dermed tage det ansvar på dig, som du er kaldet til. Samtidig er du helt og holdent afhængig af, at Jesus er din gode hyrde, og at han vil tage hånd om dig i alle livets forhold – hele dagen.
Det sætter din opgave i perspektiv. Med dine begrænsede evner og midler skal du hjælpe andre, men du har selv brug for ubegrænset hjælp fra Gud.
Du kan ikke nøjes med en tilgivelse, der er betinget af, hvor meget du forbedrer dig. Du kan ikke nøjes med planer, der strækker sig en uge frem. Du kan ikke nøjes med, at Guds hjælp stopper med døden. Gud må gøre alt for dig.
Det er udspændt mellem disse to sandheder, du skal forvalte dit hyrdeansvar. Du viser kærlighed denne dag, fordi du selv er afhængig af Guds kærlighed – og har mødt den i Kristus Jesus. Du viser mildhed, fordi du ikke kan leve et øjeblik, hvis Gud var hård mod dig. Du kommer med glæde, fordi du er blevet glad af at læse og høre om Guds sindelag mod dig. Fortsæt selv listen. Den står i Galaterbrevet 5,22.
Paulus, den store hyrdeskikkelse i de første kristne menigheder, fortæller om et bønnesvar, som Jesus gav ham, ikke én, men tre gange: ”Min nåde er dig nok, for min magt udøves i magtesløshed” (2 Kor 12,9).
Læg mærke til ordene: ”Min nåde” – ”min magt”. Har du ikke brug for Guds nåde i din gerning som hyrde, vil du heller ikke erfare Guds magt. Så peger pilen hele tiden på dig selv: hvad du kan og ikke kan. Så vil du uvilkårligt være styret af, om det, du gør, ligner succes eller fiasko.
At begynde din dag som en hyrde, der selv har brug for en hyrde, er ikke et tilvalg. Det er en forudsætning for, at du kan være en kristen hyrde.
Det er din afhængighed af Jesus, der gør dig til en hyrde og ikke en daglejer (Joh 10,12). Du kender nemlig selv til behovet for en hyrde. Det giver, i ordets bedste forstand, ejerskab til den opgave og de mennesker, du har foran dig.
2. Du holder fast ved Guds ord
Leder i en virksomhed eller hyrde i en menighed. Er det ikke to sider af samme sag?
Vi kan se, at Gud har givet nogle mennesker stort potentiale til at træde frem som ledere. I et heldigt match kan det betyde succes for lederen og fremgang for virksomheden. Derfor kan vi fristes til at fokusere på ledelse som en evne og et håndværk, der også skal skabe forandring i vores menigheder.
Ingen tvivl om at Gud bruger menneskers evner og erfaring i sin plan, men det er slet ikke her, hans fokus er. Som vi lige har set, hviler hele vores tjeneste på, at vi selv har Gud som hyrde. Vores afhængighed af Gud og vores magtesløshed er ikke stopklods, men forudsætning!
På den baggrund forstår vi, hvorfor en kristen leder først og fremmest har fokus på Guds ord (Kol 1,25). Du skal ikke skabe forandringer, som ikke er skabt af Guds ord. Kan du selv skabe tro i et andet menneske? Nej, det kan du ikke – men det kan Guds ord (Rom 10,17).
Derfor må du deponere hele din frimodighed i, at du tjener med Guds ord, som kan skabe den frelsende tro hos dine tilhørere.
Du skal forkynde ordet!
I sin formaning til Timotheus lægger Paulus så meget tryk på dette som overhovedet muligt: ”Jeg indskærper dig for Guds ansigt og for Kristus Jesus, der skal dømme levende og døde, så sandt som han kommer synligt og opretter sit rige: Prædik ordet… ” (2 Tim 4,1f).
Du skal holde fast ved ordet!
I næste sætning understreger Paulus, at ”der vil komme en tid, da folk ikke vil finde sig i den sunde lære, men skaffe sig lærere i massevis efter deres eget hoved, fordi det kildrer deres ører” (2 Tim 4,3).
Det er en sådan tid, vi lever i nu. Mange vil hellere lytte til en præst med et åbent sind end en præst med en åben bibel.
Du må aldrig måle din tjeneste på, om du er en del af ”massevis”, og om din prædiken kildrer menneskers ører. I en tid, hvor der er modstand mod Bibelens klare tale, er du hyrde ved at holde fast ved Guds ord.
Her er det godt at kunne lære af den gode hyrde, Jesus. Hans mildhed fik ham ikke til at glatte ud og slå af, når han forkyndte Guds gode vilje. Han satte mennesker i et valg – mellem tro og forargelse (Joh 6,59ff).
Det skal vi også turde gøre. Evangeliet er ikke eftergivenhed eller ligegyldighed. Det er, at den synder, som bekender sin skyld og sætter sin lid til Jesus, vil Gud aldrig støde bort.
Du skal bedømmes på ordet!
Fordi du er betroet et hyrdeansvar i hjem og menighed, skal man kunne stole på, at du taler som Guds ord. Men du er ikke ufejlbarlig. Hvis du er trådt ved siden af, i ord eller gerning, må du vise vejen for andre – ved at bøje dig ind under Guds ord.
Når en profet kommer med et ord fra Gud, må selv den store kong David bøje sig og sige: ”Jeg har syndet mod Herren” (2 Sam 12,13).
Uden den ydmyghed for Guds ord ville David have mistet enhver taleret og for længst være glemt. Men fordi vi kender hans store synd og hans offentlige bekendelse, viser han os midt i sine fejl den vej, en god hyrde skal vise: Hen til Gud, der vil være en angrende synder nådig i sin godhed (Sl 51,3).
3. Du bevarer kærligheden
Hånden på hjertet, det gør du ikke altid! Derfor er det heller ikke lagt hen til dig. Den gode hyrde giver sine disciple et nyt bud: ”I skal elske hinanden” (Joh 13,34).
Kærlighed giver ikke svar på alle afgørelser, du, som kristen hyrde skal træffe, men du må have som dit pejlemærke og din bøn, at alle afgørelser må være truffet i kærlighed til det enkelte menneske, til menigheden og til Gud.
Menigheden i Korinth var en hård nød at knække for hyrden, Paulus. Næst efter Romerbrevet er Første Korintherbrev det længste brev i NT, fyldt med vanskelige enkeltsager. Det er tankevækkende, at vi netop i dette brev – side om side med tydelige formaninger – har ”kærlighedens højsang” (1 Kor 13). Det er denne ”langt bedre vej” (1 Kor 12,31), en kristen hyrde skal kende og vise hen til.
Kærligheden har nemlig det forunderlige i sig, at den kan opløse problemer. Når mand og kvinde i det kristne ægteskab bliver ét kød, er der ikke længere noget ”dit og mit” at skændes om. Når den kristne menighed er ét legeme, gør den samme kærlighed sig gældende.
Det kan virke som idealisme at tro på kærligheden. For den er altid under pres. Det gælder både i den store verden, i ægteskabet og i menigheden. Her må du som kristen hyrde være ”rodfæstet og grundfæstet i kærlighed” (Ef 3,17), så du gennem ord og gerning kan hjælpe din menighed med at holde kærligheden varm.
Rodfæstet og grundfæstet! Det er det afgørende sted at være for menighedens hyrde.
Kirkehistorien vil måske kunne berette om enkelte synlige frugter af din eller din generations tjeneste. De ydre resultater er så vanskelige at indfange og nærmest umulige at bedømme. Tilmed ved du ikke engang, hvem der kommer til at skrive historien, så lad endelig ikke det styre dig.
Nej, lev i troen, ikke i det, som kan ses (2 Kor 5,7). Lever du som hyrde med dybe rødder i Guds ord, har du løftet om, at du vil bære ”frugt til rette tid” (Sl 1,3). Det er en kilde til sand og varig frimodighed.
Artiklen er fra Budskabet 04-2023 og er en del af temaet ”Hvem vogter fårene?”. Flere artikler i samme tema:
