Kønnet og kirken

Den discipelflok, Jesus samlede om sig, var anderledes end tilsvarende sociale grupper på den tid. En af de markante forskelle var, at den inkluderede kvindelige disciple. At Jesus ved brønden i Samaria tiltaler er enlig kvinde og får en længere fortrolig samtale med hende, er en overskridelse af alle skrevne og uskrevne regler.

Den kendte forsker i mellemøstlig kultur, Kenneth E. Bailey, har boet i Mellemøsten i mere end fyrre år, men har aldrig krydset den sociale grænse at tiltale en ukendt kvinde i det offentlige rum. Men Jesus talte ikke blot med kvinder. Han inviterede dem ind i discipelgruppen og gjorde dem til en del af den gruppe, der fast fulgte ham (Luk 8,1-3).

Kvinder fremhæves som forbilleder

Når Maria sætter sig i disciplens foretrukne lyttestilling, og Jesus underviser hende, så gør Jesus noget, som ingen, absolut ingen, rabbiner ville gøre på den tid. Både Jesus og andre rabbinere brugte lignelser og ordsprog. Men der er ikke i rabbinsk litteratur eksempler på, at der optræder kvinder i ordsprog eller lignelser. Jesus inddrager derimod igen og igen kvinder som forbilleder og illustrationer.

Evangelierne har fanget denne pointe. I Lukasevangeliet er listen over navngivne kvinder lang og røber dermed et andet kvindesyn end samtidens. I Johannesevangeliet fremhæves den samaritanske kvinde som evangelist over for hele landsbyen. Og Maria Magdalene fremhæves som det første opstandelsesvidne, der fortæller apostlene, at hun har set Herren.

Apostlenes Gerninger fortsætter med at fremhæve kvindernes anderledes position i de kristne menigheder. I Paulus’ medarbejderkreds fremhæves en række kvindelige medarbejdere, både blandt de omkringrejsende missionærer og i de lokale menigheder. I sine breve gør Paulus det, som ville være uhørt i hans rabbinske fortid, at han direkte tiltaler kvinder og formaner mødre, enker, ugifte kvinder osv. Kvinder har synlige opgaver ved gudstjenesten, og kvindelige medarbejdere nævnes og fremhæves med navns nævnelse. Hverken i jødisk eller græsk kultur er der paralleller til en sådan praksis.

Videregivelse af apostlenes lære er forbeholdt mænd

Ofte bruges disse iagttagelser til at gøre NT moderne og kønspolitisk korrekt ud fra moderne vestlige humanistiske kriterier. Men NT bryder også med den moderne ligestillingsideologi og har et andet syn på kønnenes samspil i ægteskab og menighed end den kultur, vi lever i i dag.

For nok havde Jesus både mandlige og kvindelige disciple, men som apostle valgte han tolv mænd. De personer i menigheden, som gennem forkyndelse og undervisning skal videregive apostlenes lære, skal være mænd, og derfor hedder det om den, der kaldes til denne tjeneste, at han skal være ”én kvindes mand” (Tit 1,6).

NT’s begrundelse for denne praksis er ikke, at det vil være problematisk i forhold til datidens patriarkalske kultur. Men det er forankret i ”et bud fra Herren” og selve den gudskabte kønsforskellighed. Jesus og apostlene giver ingen konkrete formaninger med hensyn til kvinders position i samfundet og arbejdslivet, men på ét punkt formaner de med stor tyngde. Nemlig, at kun mænd skal videregive apostlenes lære gennem forkyndelse og undervisning i menigheden.

Der er gjort en række forsøg på at tolke teksterne sådan, at de ikke er i konflikt med den folkekirkelige praksis med kvindelige præster. Fx ved at sige, at der er tale om en speciel og ikke generel situation i Første Korinterbrev 14, hvor Paulus siger de berømte ord om, at i menighedens forsamling skal kvinden tie og ikke tale Guds ord (v.34). I Første Timotheusbrev 2,12 siger Paulus, at en kvinde ikke må lære/undervise i menigheden. Her siger man, at det ikke handler om, hvad kvinder generelt ikke må, men at bestemte kvindelige vranglærere ikke må optræde i menigheden. Og sådan kan man fortsætte. Når Paulus siger, at ældste og tilsynsmænd skal være én kvindes mand, så er det begrundet i den patriarkalske omverden og ikke i den gudskabte kønsforskellighed, mener man.

Personligt har jeg svært ved at se, at disse tolkninger udspringer af teksternes ordlyd, og jeg synes, det er overraskende, hvis kirken gennem hele sin historie indtil det sidste halve århundrede har misforstået de bibelske tekster. Jeg tror, vi skal vare os for at lade vores moderne kultur tolke teksten i stedet for at lade de bibelske tekster gennemlyse og tolke kulturen og vores kirkelige praksis. Derfor tror jeg, at vi både i missionshus og kirke må fastholde, at Gud har givet alle mænd og kvinder nådegaver til at tjene menighedens fællesskab, men én bestemt opgave, videregivelsen af apostlenes lære, gennem forkyndelse og bibelundervisning, er forbeholdt manden.

Hvorfor en positiv særbehandling af manden?

I seks årtier har det været muligt for kvinder at blive præst i folkekirken. De sidste par årtier er det gået stærkt, og i dag er der flere kvinder end mænd, der er præster. Meget tyder på, at om få årtier vil præsteembedet ligesom en række erhverv i pleje- og omsorgssektoren være et udpræget kvindeerhverv. Samme markante tendens ses blandt kirkens personale, i menighedsråd og på kirkebænken. Denne udvikling ses overalt i verden, hvor man indfører ordningen med kvindelige præster.

Der er efterhånden lavet en del undersøgelser over, hvad denne udvikling betyder for præsterollen og for præsternes forkyndelse. En kirke, der får et markant islæt af kvindelige præster, ændrer profil og kommer til at betone andre sider af den kristne tro end den læremæssige forkyndelse. Der sker en forskydning fra hyrde- og lærerembede til ”byrde- og bæreembede”, ikke blot for de kvindelige, men også de mandlige præster. Præsten bliver omsorgsmedarbejder og livshjælper.

I rapporten Præsternes uddannelse og efteruddannelse, udgivet af kirkeministeriet i 2008, tegnes blandt mange andre temaer et portræt af, hvordan mandlige og kvindelige præster udvikler sig forskelligt, når det gælder prioriteringen af de opgaver, der hører med til embedet. Den viser et tankevækkende billede af, at mandlige præster fokuserer på undervisningsopgaver, mens kvindelige præster fokuserer på sjælesorg. Den tjenestedeling, som NT påbyder, er åbenbart også noget, som mænd og kvinder uden at reflektere over trækker i retning af, når de selv skal prioritere arbejdsopgaver. Dette gælder selv i en kultur, som i den grad er præget af en ligestillingsideologi, der er kritisk over for en bibelsk tjenestedelingstanke.

For at sikre en kønsmæssig balance

Der er i Jesu forkyndelse et eftertryk på, at evangeliet er for alle, og at alle kristne skal være med til at sige det videre. I betoningen af, at det er for alle, fremhæves den svage, den, som er udenfor, den, som er fattig eller syg og som ikke respekteres på det sociale plan. Jesus bruger ord fra privatsfæren, kærlighed, barmhjertighed, omsorg, når han skal beskrive Guds sindelag over for os og den kristnes adfærd over for medmennesket. Men efterfølgelse er ifølge Jesus også kamp, lidelse, offer, sandhedsvidnesbyrd og en række temaer, som ikke mindst appellerer til mandlige egenskaber. Men eftertrykket på ligeværd, på omsorg og barmhjertighed og det deraf følgende syn på kvinder, børn, slaver m.v. har gjort, at den kristne tro havde og stadig har en særlig appel til kvinder.

Dette gælder stadig. I de voksende unge kirker i den tredje verden er der en markant overvægt af kvinder blandt første generations kristne. I frafalds- og sekulariseringstider er kvinder mere trofaste og stabile i forhold til mænd. I kommunismens jerngreb om kirken i Østeuropa talte man hånligt om de gamle enfoldige koner, der ikke kunne undvære religionen. Men takket være ikke mindst trofaste kvinder overlevede disse kirker og er blevet synlige igen efter murens fald.

Sidst i 70’erne hørte jeg den erfarne kirkehistoriker Carl Frederik Wisløff holde et foredrag om ordningen med kvindelige præster. I den forbindelse blev han spurgt om, hvorfor der i NT er en positiv særbehandling af mænd og et forbud mod, at en kvinde lærer i menigheden. Han svarede, at for ham at se var Bibelen klar, og der aldrig ville blive ro om det spørgsmål i den danske og norske kirke, så længe Bibelen lå på kirkens alter. Han tilføjede, at intentionen med det bibelske forbud måske er, at den vil forhindre kristendommen i at blive en kvindereligion. Sådan som jeg ser det, forudså Wisløff med profetisk klarhed en udvikling i retning af kvindelig dominans, som har præget den danske kirke siden årtusindskiftet.

Måske er en del af forklaringen på det bud fra Herren, som Paulus nævner som begrundelse for sit nej til, at en kvinde er lærer i Guds ord, at Gud vil sikre en kønsmæssig balance i de kristne menigheder. Gud er kønsforskellighedens skaber og kender de mandlige og kvindelige egenskabers unikke samspil i hjem og menighed. Han ved, at hvis ikke der gennem et forbud gives et positivt fortrin til manden, vil balancen mellem det mandlige og det kvindelige forrykke sig.

Nej tak til både mandsdominans og lighedsideologi

Sådan som jeg forstår NT’s forpligtende vejledning og deraf følgende praksis, må vi gøre, hvad vi kan for at modvirke en patriarkalsk og mandsdomineret menighedsstruktur. Det har kirken ikke altid formået at fastholde gennem dens lange historie, og derfor er kirkehistorien i al for høj grad blevet mændenes historie, om end den feministiske moderne vinkel ofte har overdrevet og karikeret mændenes dominans.

Paulus er omhyggelig med at betone, at alle kristne m/k har en nådegave, hvorigennem de kan tjene menighedens fællesskab. Han sørger for at indsætte ikke blot hyrder og lærere i menighederne, men også diakoner, sådan at der er mænd og kvinder, der har synlige og betroede opgaver i menighederne. Hvis en kristen menighed i dag samler alle nådegaver og tjenester i den mandlige præst, som er embedsindehaver, eller samler det i bestyrelsen og forkynderkollegiet af mandlige ledere, bryder man efter mit skøn med den bibelske balance. Så får menigheden en række mangelsygdomme og handicaps, fordi der er sider af det kristne legeme, der ikke fungerer.

Modsat – lader vi den moderne lighedsideologi styre såvel bibeltolkning som menighedens praksis, bryder vi også med den kønsmæssige balance i menigheden. Så kommer menigheden til at lide under mangelsygdomme, fordi de mandlige nådegaver og tjenester ikke kommer til sin ret. Der vil være sider ved Bibelens budskab, som vil blive forsømt og måske aldrig bliver berørt, fordi den læremæssige forkyndelse ikke bliver vægtet i tilstrækkelig grad. Og fordi en kristen kirke lever af at holde fast ved apostlenes lære, er det selve menighedens livslinje, der svækkes

Hold frimodigt fast ved Guds ord

Vi lever i en tid, hvor kønsforskelligheden ikke længere betragtes som et givet biologisk vilkår og som et skabergode, vi må værne om. Vores køn anses mere og mere for at være en social konstruktion, som det enkelte menneske kan forvalte forskelligt. Regeringen vil med lovgivningen omdefinere ordet ægteskab, sådan at det fremover skal forstås kønsneutralt.

Her må vi ud fra Guds ord og vores personlige erfaring betone kønsforskelligheden og de to køns unikke evne til at supplere og udfylde hinanden som et gode, vi må værne om. Dette gælder i den aktuelle debat om kønsneutrale ægteskaber og i den efterhånden gamle debat om tjenestedeling i menigheden.

I vores kultur er det næsten lige så slemt at sige nej til ordningen med kvindelige præster som at sige ja til slavehandlen eller racisme. Om få år vil det være lige så ukorrekt at problematisere den kønsneutrale forståelse af ægteskabet. Men vi må huske på, at der er sider ved Jesu forkyndelse, som altid har udfordret tidsånden og kulturen. Vejen frem er derfor nu som altid at være tro mod Guds ord og at indrette vores menighedsliv derefter og at forsvare og begrunde det, så godt vi kan. Vi tror nemlig på den Gud, der vil os det godt, og som har en positiv dagsorden bag hver eneste bibelsk formaning.

 

Artiklen er tidligere blevet bragt i magasinet Budskabet.

Del:

Del på twitter
Twitter
Del på facebook
Facebook