Kristen i et materialistisk samfund

Hvordan efterfølger vi Jesus, når det drejer sig om penge og forbrug? Gnieren, egoisten og den asociale er advarende eksempler i Bibelen. Men hvordan ser det gode alternativ ud?

Mine forældres generation oplevede 30’ernes krise med arbejdsløshed, fattigdom og kampen for det daglige brød. Min egen generation har oplevet den eksplosive velfærdsstigning siden 50’erne. Og mine børns generation har oplevet ydre rammer for deres liv og udfoldelse, som ingen generation før dem har haft.

Hvad har velfærdssamfundet gjort ved os?

Alt dette er sket over tid, og da der altid er nogen i nabolaget, der har mere end mig, er det de færreste af os, der betragter os som rige og velstående. Alligevel er det vores vilkår, set over årtier og i globalt perspektiv.

Spørgsmålet er, hvad denne udvikling har gjort ved os. En velfærdsstigning kan være en trussel mod det helt fundamentale, nemlig forholdet til Gud.

Da Moses holdt sin store afskedstale, forberedte han folket på, at efter ørkenvandringen kommer en ny tid med velstand og gode kår: Når den tid kommer, ”hvor du ikke længere skal skaffe dig føden i fattigdom og ikke kommer til at mangle noget, … når du får meget sølv og guld, når al din ejendom øges, bliv da ikke hovmodig, så du glemmer Herren din Gud” (5 Mos 8).

Under ørkenvandringen levede Israels folk i fattigdom og i daglig afhængighed af Gud. Nu får de muligheden for at blive selvhjulpne og velstående. Dermed opstår en ny fare, nemlig faren for at glemme, at alt i vores liv skyldes Gud, og at vi i alle ting er afhængige af Gud.

I lange periode efter indtagelsen af landet glemte folket Gud. Det var så nærliggende at kombinere tilbedelsen af Herren med dyrkelsen af de omkringboende folkeslags frugtbarhedsguder. Gud siger senere gennem profeten Hoseas: Det var mig, der gav dig al rigdom og frugtbarhed og velstand. Men det var afguderne, der fik takken og tilbedelsen!

Jesus kalder ofte de materielle ting for Mammon, pengenes og rigdommens Gud. Han udfordrer sin jødiske samtid og siger: I, som er så bevidste om det første bud om ikke at dyrke afguder, I har fortsat én afgud, de materielle værdier.

Paulus gentager samme pointe over for de hedningekristne, som ellers har som en del af deres kristne identitet, at de har vendt sig fra afguderne til den levende Gud. Det gør han ved at omtale griskhed, have-mere-syge, som afgudsdyrkelse (Ef 5,5).

Jesus advarer mod det delte hjerte og den snigende fare, der knytter sig til bundetheden til de jordiske mål. Hvis vi ønsker at være Jesu disciple og at lytte til Jesu ord, men samtidig er fokuseret på de jordiske mål, så går det med os som med sæden blandt tidsler, at Guds ord kvæles af livets bekymringer og rigdomme og nydelse (Luk 8,14).

Gnieren, egoisten og den asociale.

Bibelen skildrer mindst tre afveje:

  • En gnier er et menneske, der hele sit liv arbejder for at puge penge sammen. Han under hverken sig selv eller andre den glæde at bruge nogen af dem. Hans overflod gør det svært for ham at sove roligt om natten, og det ender med ham ligesom med alle andre: ”Han kan intet tage med sig, når han dør, hans velstand følger ham ikke i graven” (Sl 49,18; jf. Præd 5,12ff).
  • Den rige bonde (Luk 12,13-21) undte sig selv at spise, drikke og være glad. Alligevel er der noget ved ham, som er helt forkert. Han taler hele vejen om jeg, mig og mit. Selv det at feste vil han gøre alene – som en anden Mr. Bean. Og til slut afsløres hans egentlig tåbelighed: Han har glemt, at alle goder har en giver. Da døden og dermed regnskabsdagen kommer, står han fattig, nøgen og skyldig foran sin skaber.
  • Den rige mand i lignelsen om Lazarus (Luk 16,19-31) er hverken gnier eller egoist. Han lever hver dag i fest og pragt og forvalter sin rigdom i stor gavmildhed over for sine ligesindede. Alligevel skildres han som en kortsigtet og asocial tåbe. Rigdommen og ikke Gud er blevet hans egentlige gode. Fordi forholdet til Gud har været fraværende, har han heller ikke skænket det en tanke, at Gud havde placeret Lazarus foran hans dør, for at han skulle hjælpe ham og være gavmild mod ham.

Evangeliet sætter os fri

Men der er et alternativ!

Evangeliet sætter os fri fra synd, død og djævel og alle onde magter. Fra afgudsdyrkelse og bundetheden til okkulte kræfter. Det sætter os også fri fra den bundethed til de materielle goder og den dans om guldkalven, der hærger vores tid.

Vi har et fornøjeligt eksempel på evangeliets frigørende kraft i beretning om Zakæus i Lukasevangeliet 19. Jesus har netop rystet disciplene ved at sige, at det er ligeså vanskeligt for en rig at gå ind i Guds rige, som det er at få en kamel igennem et (sy)nåleøje. Men så tilføjer han, at intet er umuligt for Gud. Det demonstrerer Jesus ved at opsøge og frelse den rige Zakæus. Da Jesus for øjnene af hele byens befolkning inviterer sig selv hjem til tolderen og landsforræderen Zakæus, bliver det klart for ham, at han er elsket og værdsat af Jesus, og at han på grund af Jesus er en del af Guds rige og Guds fremtid.

Det giver ham i ét nu helt andre værdier og udløser en taknemmelighed og gavmildhed uden sidestykke. Før havde hans liv i den grad været styret af jordiske mål om rigdom og magt. Nu befrier mødet med Jesus ham for denne bundethed til jordiske mål. Han bliver via sin gavmildhed fattigere på penge og værdier, men rigere på menneskelige relationer. Og ikke mindst ejer han en evig rigdom hos Gud – ved i stedet at være bundet til Jesus.

I bjergprædikenen gør Jesus meget ud af, at Gud er en kærlig far, som vil sine børn det godt. Som Gud sørger for Himlens fugle og markens blomster, vil han fra dag til dag sørge for sine dyrebare og elskede børn. Har vi dette fokus, er vi frie som himlens fugle fra at bekymre os om mad, drikke, tøj og alle hverdagens behov og problemer. Nok har hver dag sin plage, og visse dage kan være onde og mørke. Men en discipel kan tage både medgang og modgang af Guds hånd og har lov til at omsætte alle bekymringer til bøn og forbøn.

Evangeliet sætter fri til at tjene

En kristen er sat fri fra materialismens afgudsdyrkelse. Min identitet er ikke længere det, som jeg har. Jeg er arving til den kommende verden, Guds nye verden. Derfor er jeg uendelig rig. Men min egentlige rigdom er, at jeg har brug for Jesus og lever i en daglig afhængighed af ham og hans ord.

Når materielle ting bliver det egentlige gode, er følgerne en umættelig og kronisk griskhed og grådighed. Der er altid en nabo eller kollega, der har mere end mig, og derfor følger bekymring, misundelse, magtsyge, uretfærdighed og ensomhed i materialismens fodspor.

Når jeg bliver bundet til Jesus selv, er jeg fri som himlens fugle og kan hvile i mig selv som markens liljer. Jeg motiveres af mit fællesskab med Jesus til gavmildhed, gæstfrihed og en langsigtet forvaltning af det, jeg har. Det koster offervilje og afkald at være kronisk gavmild og gæstfri, især over for dem, der ikke kan gøre gengæld. Men det beriger også vores liv med mange nære og varme relationer og fylder hverdagen med glæde.

Saml jer skatte i Himlen

Paulus siger: ”Jeg har lært at nøjes med, hvad jeg har. Jeg kender til at have ringe kår, og jeg kender til at have overflod. I ét og alt er jeg indviet, både at være mæt og at sulte, både at have overflod og at lide mangel. Alt formår jeg i ham, der giver mig kraft” (Fil 4,11-13).

Han kender sit eget svigefulde hjerte og ved, hvor let det bliver bundet til denne verden. Men når han fokuserer på den virkelighed, Kristus har ført ham ind i, kan han altså møde sult, mangel og ringe kår såvel som overflod som noget, der er sendt og villet af Gud.

Jesus kunne ikke selv være gæstfri, for han ejede ikke et sted at lægge sit hoved til hvile. Men han velsigner gæstfriheden, og apostlene formaner til gæstfrihed. Vi, der har hus og hjem og en solid økonomi, kan bruge disse goder til gavn for andre.

Ved at udnytte vores frihed fra bundetheden til de materielle ting kan vi ved gæstfrihed og gavmildhed investere i mennesker, sådan at de får lyst til at høre om de egentlige og varige værdier i vores liv. Investerer vi i mennesker, kan denne investering blive en evig og umistelig skat, siger Jesus. Ved vores gavmildhed og ved at vidne om Jesus kan de blive en del af en modtagelseskomité i de evige boliger, siger Jesus (Luk 16,9).

Vi kan ikke tage vores penge med i graven. Men sender vi dem i forvejen – altså investerer i mennesker – så bruger vi vores midler klogt og langsigtet og får en evig rigdom hos Gud.

Hvad er vi kendte for?

Vi tror på den Gud, som ”fuldt ud vil give os alt, hvad vi har brug for, af sin rigdom og herlighed i Kristus Jesus” (Fil 4,19). Tænk, om det gennemsyrede vores kristne miljøer i en grad, så vi blev kendt for at være en modkultur til materialismen og forbrugerismen. Tænk, om vi var berømte og berygtede for en enkel og nøjsom livsstil – forbundet med gæstfrihed, gavmildhed og glæde.

 

 

Artiklen er tidligere blevet bragt i magasinet Budskabet.

Del:

Del på twitter
Twitter
Del på facebook
Facebook