Hvis man står i den situation, at man skal have solgt sit hus, er det nærliggende at kontakte en ejendomsmægler. Så betaler og sætter man ham/hende til at være mægler mellem sig selv og en eventuel køber.
På lignende måde havde israelitterne i sin tid en mægler, en mellemmand. Ikke fordi de skulle have solgt et hus på Pyramidevej i Egypten, men fordi Gud ønskede at befri israelitterne fra slaveriet i Egypten. Til den opgave kaldte og indsatte han Moses som mellemmand og mægler mellem folket og Herren.
Dette er den anden artikel i en trilogi af artikler med udgangspunkt og afsæt i den første påske og israelitternes udfrielse af Egypten.
Her zoomer vi ind på Israels befrier og leder, levitten Moses. Vi skal se på tre aspekter af Moses’ rolle som mellemmand for Israel, som på hver sin måde giver os perspektiver på den rolle, Jesus Kristus tog på sig, da han blev vores mellemmand.
Der er både en række løfter, profetier og forordninger i Det Gamle Testamente (GT), som peger frem på sin opfyldelse i Kristus. Men udgangspunktet for denne artikel er, at der i GT også findes flere typologier på Kristus, altså personer, som på hver sin måde peger frem på den kommende frelser med sine handlinger.
Selvom vi ikke skal måle og veje hovedpersonerne i GT, fremstår Moses som et menneske, hvor det er svært at understrege nok, hvor vigtig en rolle og status han har for Israel.
Moses er slaveriets befrier, lovgiveren, præsten, salmisten, vismanden. Hans forhold til Herren er så tæt, at det beskrives som et fællesskab, hvor ”Herren talte med Moses ansigt til ansigt, som det ene menneske taler med det andet” (2 Mos 33,11).
Og nu til de tre aspekter af Moses’ rolle som mellemmand for Guds folk, Israel: forløber, formidler og forbeder.
Moses som forløber til Israels frelse
At Moses blev en forløber, ses helt fra begyndelsen.
I tiden omkring Moses’ fødsel havde Farao befalet alle egyptere at dræbe israelitternes drengebørn ved at drukne dem i Nilen (2 Mos 1,22). Derfor skulle Moses egentlig være blevet slået ihjel i Nilens vand, men Moses’ mor redder ham ved at lægge ham i en sivkurv, som flyder oven på Nilen.
Så i stedet for at miste livet ”opstår” han, da Faraos datter trækker ham op fra Nilen.
Derfor får Moses sit navn (2 Mos 2,10). Mosheh (hebr.) betyder nemlig: Han, som er trukket op [af vandet]. Dermed bliver Moses og hans navn et profetisk tegn på hans fremtidige rolle som Israels mellemmand.
Da israelitterne på vandringen væk fra Egypten står over for Sivhavet, bliver Moses Guds redskab til at ”trække” israelitterne op af det delte hav. På den måde frelses israelitterne fra Sivhavet, som tager livet fra Farao og hans hær, da det skyller tilbage over dem.
Pointen er, at mellemmanden for Guds eget folk selv måtte gennem udfrielsen for at kunne lede folket samme vej.
Moses som formidler af Herrens pagt med Israel
Det andet aspekt af Moses’ rolle som mægler mellem Gud og Israel ser vi i forbindelse med pagtslutningen på Sinajs bjerg.
Efter israelitternes vandring gennem Sivhavet ankommer de til Sinaj, seks uger efter påskelammet blev slagtet. Den to år lange ”bibelcamping”, som Moses og israelitterne holder ved Sinajs bjerg, begynder med, at Moses som Israels mellemmand formidler Guds pagt.
Ifølge de gamle rabbinere, som meget vel har ret, går der præcis én uge fra ankomsten, til Gud giver folket de ti bud. Dermed formidler Moses den første pinse (49 dage efter udfrielsen af Egypten) og begyndelsen på den pagtslutning mellem Gud og hans folk, der beskrives i Anden Mosebog 19-24.
Adskillige gange måtte Moses op og ned ad bjerget for at mægle mellem Gud og folket; man bliver helt forpustet på Moses’ vegne.
Guds lov bliver givet til Israel gennem Moses. Derfor kan vi læse andre steder, at loven kaldes Moses’ lovbog (Jos 8,31). Torah (hebr. for ’lov’) er i øvrigt langt mere end ”du må ikke” og ”du skal”, som vi normalt forbinder med ordet lov. Torah er instruktion, guide, undervisning.
Moses formidler altså langt mere end et sæt regler og retslove. Han videreformidler åbenbaringen af Guds egen undervisning og vejledning. Med det i baghovedet ser vi, hvorfor salmisten kan sige i Salme 119: ”Jeg glædes ved din lov” (v.70), ”din lov er min opmuntring” (v.77), og ”jeg elsker din lov” (v.97).
Israel lærte allermest om Gud gennem det, som Moses formidlede. For ingen i GT kendte Gud så dybt som Moses, og dog var Moses stadig et menneske som alle andre. Selvom han kendte Gud og hans vejledning og selv havde videregivet den til israelitterne, faldt han i synd: Moses trodsede Guds befaling og syndede. Derfor mistede han retten til at træde ind i det lovede land, Kana’an (4 Mos 20).
Moses som forbeder for Israel
Det tredje og sidste aspekt af Moses’ rolle som mellemmand ser vi i hans rolle som forbeder for hele folket. På mange områder talte Moses Israels sag for Gud. Gang på gang, hvor israelitterne udtrykte utilfredshed og klynkeri, var Moses mægler mellem folket og Gud.
Men særligt ét tidspunkt viser vigtigheden af, at Moses talte Israels sag for Gud. Beretningen udspiller sig, efter folket ønsker og anskaffer guldkalven (2 Mos 32). Moses har lige overleveret de ti bud, og Gud har stiftet sin pagt med folket (2 Mos 24).
Da går Moses tilbage til bjerget og bliver der i fyrre dage og fyrre nætter. Og her giver Gud bl.a. forordningerne til den telthelligdom, som Gud senere vil tage bolig i. Men mens Moses lader vente på sig, bliver folket utålmodig og får den forfærdelige idé at lave sig et gudebillede i form af en guldkalv.
Det absurde og perverse i den begivenhed kan sammenlignes med at gå til en prostitueret på sin egen bryllupsnat. Israel og Gud havde netop indgået en pagt – Herren er Israels Gud, og Israel er Guds folk – og så vender folket sig på denne måde væk fra Gud.
Herrens vrede flammer op. Gud siger til Moses, at han i sin vrede ønsker at tilintetgøre folket, for de er et stivnakket folk, og derefter begynde forfra med Moses’ slægt (2 Mos 32,9f).
Men folket havde en trofast forbeder, som kunne tale deres sag for Herren. Derfor siger Moses til dem: ”I har begået en stor synd. Nu vil jeg gå op til Herren; måske kan jeg skaffe soning for jeres synd” (2 Mos 32,30).
I den bøn, som Moses fremsiger for Herren, ser vi noget af sindelaget hos Moses. Han er villig til at ofre sit eget liv på bekostning af folket: ”Ak, dette folk har begået en stor synd; de har lavet sig en gud af guld. Gid du dog vil tilgive dem deres synd! Men hvis ikke, så slet mig af den bog, du fører” (2 Mos 32,31f).
Herren er en langmodig Gud. Derfor fortryder han den ulykke, han havde truet med at bringe over folket. Folkets mellemmand gik altså i forbøn for sit folk og afværgede dermed Guds vrede mod folket. Moses bragte deres synd frem for Gud.
En ny Moses?
Denne store person i Israels historie, som på så mange måder var Guds redskab til at åbenbare sig selv, døde på Moabs sletter på grænsen til Kana’ans land.
Inden han døde, holdt han en sidste tale for folket og formanede og bad dem om at være trofaste mod Herrens ord. Den tale er det, vi kender som Femte Mosebog. En lang tale, som ser tilbage på ørkenvandringen og kigger frem mod indtagelsen af det lovede land.
Undervejs i talen profeterer Moses, at Gud på et senere tidspunkt i historien vil oprejse en ”ny Moses”: ”Jeg vil af deres egen midte lade en profet som dig fremstå for dem, og jeg vil lægge mine ord i hans mund” (5 Mos 18,18).
Jesus – den større Moses
Mens Moses var Guds tjener, der ledte folket ud af slaveri fra Egypten, så er Jesus Kristus Guds egen søn, der ikke blot fik lagt Guds ord i sin mund. Han er Guds herligheds glans og hans væsens udtrykte billede. Guds Ord blev kød i Jesus.
At Jesus er den nye og større Moses, er netop Hebræerbrevets undervisning: ”Jesus er blevet kendt værdig til så meget større herlighed end Moses” (Hebr 3,3). Jesus Kristus er vores mellemmand, vores mægler: ”Der er én Gud og én formidler mellem Gud og mennesker, mennesket Kristus Jesus, som gav sig selv som løsesum for alle” (1 Tim 2,5f).
Så hvad med vores tre forskellige aspekter af Moses’ rolle som mellemmand for Israels folk – hvordan kaster de lys på Kristi rolle som vores mellemmand?
Jesus som forløber til vores frelse
Forløber-aspektet viser sig ved, at Moses selv måtte gennem udfrielsen gennem vand for at kunne føre folket ad samme vej. På samme måde måtte Jesus som vores mellemmand gå igennem døden, udfrielsen fra graven og til Faderens trone – for at kunne lede os ad samme vej.
Jesus er den første af de opstandne, så vi, der tror på ham, kan få del i samme opstandelse. ”For ligesom alle dør med Adam, skal også alle gøres levende med Kristus. Men hver til sin tid: Kristus som førstegrøden, dernæst, når han kommer, de, som hører Kristus til” (1 Kor 15,22f).
Jesus banede gennem sin forsonende offerdød vej til opstandelsen, så vi kan få del i samme opstandelse, når Kristus kommer til syne igen.
Jesus som formidler af den nye pagt
Og som Moses formidlede Herrens pagt med Israel og stod som mellemmand i pagtslutningen på Sinaj, sådan formidler Jesus en ny pagt.
I den ny pagt står Guds lov ikke på stentavler, men bliver skrevet på hjertet (Jer 31,33). Guds egen Ånd tager bolig i mennesker, som kommer til tro, og virker, at de kan gøre Guds vilje (Fil 2,13).
Stentavlerne blev givet til Israels folk den første pinse. Pinsen omkring 1400 år senere sendte Gud Helligånden til apostlene efter Jesu himmelfart, sådan som Jesus havde fortalt sine disciple. Jesus formidlede Helligåndens komme ved sin død, opstandelse og himmelfart.
Moses lærte Israel om Gud og videregav hans undervisning og vejledning. I Jesus ser vi Gud krystalklart: ”Kender I mig, vil I også kende min fader”, siger Jesus og fortsætter: ”Den, der har set mig, har set Faderen” (Joh 14,7.9).
At vi i troen på Jesus Kristus kender Gud og mærker pinsens virkelighed, må fylde os med usigelig taknemmelighed. At vi som ”grene af et vildt oliventræ” (ikke-jøder) er blevet ”podet ind på det ædle oliventræ” (Rom 11,11-24), må fylde os med glæde.
Hvor meget større glæde og velsignelse bringer det så ikke, når Israel skal komme til tro, og de ”ægte grene podes tilbage på træet” (Rom 11,11-24)? En dag bliver det også pinse for Israels folk.
Jesus som forbeder for os
Det sidste aspekt ved Moses’ rolle som mellemmand for Israel var hans forbøn for Israel. Ligesom Moses gik i forbøn for Israels folk og dermed fastholdt dem i fællesskabet med Gud, sådan går Jesus i forbøn for os. Noget, vi ofte ubevidst negligerer i relation til Jesus.
Ængstelse og bekymring kan ramme os kristne, når vi kigger på mørket i os selv og verden omkring os: Hvordan skal jeg overhovedet holde ud i troen på Jesus?
Jesus svarer på det spørgsmål: ”Du kan holde ud, fordi jeg beder for dig!”
Eller som der står: ”Derfor kan han også helt og fuldt frelse dem, som kommer til Gud ved ham, fordi han altid lever og vil gå i forbøn for dem” (Hebr 7,25).
Jesus sidder ved Guds højre side og går i forbøn for os. Derfor kan vi fastholdes i troen og fællesskabet med Gud. Vi frelses af Guds nåde ved Jesu død, og vi når hjem til ham af Guds nåde ved Jesu forbøn.
Nåde, at han fandt mig,
nåde, at han vandt mig,
nåde, at han bar mig hjem til sig!
(Sange og Salmer 397)
Jesus er vores større og bedre mellemmand.
Artiklen er fra Budskabet 04-2023 og er den anden i en serie på tre, hvor Jakob Kildedal Ulriksen udfolder det større perspektiv i nogle tekster fra Anden Mosebog.
Læs første artikel her: Guds frelsesmønster