Kristendommen er mere end en privatsag

Det er ikke nogen større sensation, når man hører politikere eller debattører fremføre, at kristendom er noget, der skal holdes i privaten uden for det offentlige rum. En gang imellem sker det endda under henvisning til luthersk arvegods: toregimentelæren.

Journalist og debattør Lars Trier Mogensen er bare en af stemmerne i koret, der en smule spydigt har påpeget, at det bedste ved reformationen er, at den skabte forudsætningerne for sekulariseringen.¹Se fx https://www.kristeligt-dagblad.dk/kirke-tro/en-ateist-som-mig-har-meget-takke-kristendommen Luther understregede nemlig, at kristendom og politik skal holdes adskilt. Eller gjorde han nu virkelig også det?

Kristne har politisk ansvar

Det har aldrig været specielt luthersk eller bibelsk at påstå, at kristendommen kun er en privatsag uden politisk betydning. Det er der to gode grunde til.

For det første er det Gud selv, der handler og leder verden gennem politiske ledere. Luther taler om, at også det verdslige regimente er forordnet af Gud²Martin Luther: Om verdslig øvrighed. Aarhus Universitetsforlag 2006 (1523), 46 % (e-bog), og Paulus kalder endda myndighederne for ”Guds tjenere” (Rom 13,4). Politik er altså ikke et gudløst rum, der er fuldstændig adskilt fra kristendom.

For det andet har myndighederne – lige fra politibetjenten til regeringschefen – fået en opgave af Gud. De er ikke sat til at rage til sig eller systematisk undertrykke de svage, som verdenshistorien er fuld af dårlige eksempler på. De skal i stedet kæmpe for at opretholde en retfærdig verden og i sidste ende lade Guds ”vrede … ramme dem, der gør det onde” (Rom 13,4).³Martin Luther: Om verdslig øvrighed. Aarhus Universitetsforlag 2006 (1523), 95 % (e-bog)

I den aktuelle demokratiske sammenhæng betyder det, at jeg som stemmeberettiget samfundsborger med min lille brøkdel af myndighed bærer min lille brøkdel af ansvar for at opretholde et retfærdigt samfund. Vi har brug for kristne, der ser det som deres kald som medborgere aktivt at kæmpe kampen for at opretholde en almen retfærdighed i en verden, der i den grad er præget syndefaldets konsekvenser.

Vi har brug for at bede gode politiske ledere frem, så vi kan fastholde gode vilkår for at leve som kristne i Danmark (1 Tim 2,2). Vi har brug for at bede for vores politiske ledere om, at de må have en klar erkendelse af, hvad der er godt og retfærdigt, så det smitter af på vores samfund (Rom 13,3).

Forskel på kristendom og politik

Jeg argumenterer ikke for en kristen kulturkrig, hvor kirken som fællesskab skal påtage sig en politisk opgave. Kirkens opgave er en anden og skal være det. For der er markante forskelle på kristendom og politik.

I politik er det grundlæggende problem politisk og social uretfærdighed, hvad enten det drejer sig om bandekriminalitet eller uværdig behandling af ældre på plejehjemmene.

I kristendommen fortæller Gud, at menneskets problem er langt dybere. Synden i os kan ikke fikses med lovpakker eller et par millioner, der er øremærket til en fokuseret social indsats. Der må en frelser til.

Hvis kirken ikke formår at skelne mellem det ”politiske evangelium” om frelse fra menneskelig uretfærdighed og det bibelske evangelium om evig frelse fra al synd i Jesus Kristus, har kirken misforstået sin rolle – med store åndelige omkostninger som konsekvens.

Sammenblandingen findes ofte (men ikke altid) i en liberal version, hvor uddannelse, pacifisme, miljøaktivisme eller lignende betragtes som måder, kirken kan fremme retfærdighed og dermed Guds rige i verden.

Men den findes også blandt konservative værdikrigere.

Den amerikanske teolog og forfatter Trevin Wax skriver i en bog⁴Trevin Wax: Counterfeit Gospels – Rediscovering the Good News in a World of False Hope, Moody Publishers 2011, s. 173-174 om en lille kirke, der lå i et område af Kentucky i USA, hvor det ikke var tilladt at sælge alkohol. Det ville et forslag i byrådet ændre på, og kirken satte derfor alle sine knappe resurser ind på at bevare alkoholforbuddet. Da byrådet skal afgøre sagen endeligt, er hele kirken samlet. Alkoholforbuddet bliver bevaret. Der udbryder jubel i forsamlingen, og en af de tilstedeværende siger: ”Det her er den bedste dag, vores kirke har haft nogensinde”.

Det er en perspektivforskydning af dimensioner, når glæden over politiske resultater bliver større end glæden over korset, ligesom det er misforståelse af kirkens opgave i verden, hvis vi tror, at uddannelse og miljøaktivisme kan kurere vores fundamentale oprør mod Gud. Selvom der utvivlsomt ofte kæmpes for noget godt, står man i fare for at miste evangeliet, når kampen for retfærdighed gøres til det egentlige.

Der er forskelle mellem kristendom og politik, og de er væsentlige. Mister vi synet for de forskelle, er det selve evangeliet, der er på spil. Alligevel må forskellene ikke få os til at tro, at politik ikke har noget med kristendom at gøre.

Sig ikke, at kristendommen kun er en privatsag. For det er Gud selv, der i sin uendelige godhed har givet os myndigheder for bordenden, så han kan opretholde en vis retfærdighed i en falden verden, indtil den dag kommer, hvor ulven skal græsse med lammet, og der skal herske fuld retfærdighed ved Jesus Kristus (Es 65,25).

Artiklen er oprindelig udgivet i Budskabet