Lad ikke sekulærhumanismen blive tolkningsramme for kristen tro

Inden daværende biskop Martin Modéus skulle indtage det svenske ​​ærkebispesæde (4. december 2022, red.), udarbejdede Susanne Wigorts Yngvesson, der er professor i etik ved Enskilda University College, en analyse af hans teologi.¹https://www.kyrkanstidning.se/kultur/centrum-viktigast-nya-ab

En af konklusionerne lyder: “Modéus udtrykker det ikke selv, men jeg opfatter hans teologi som antropocentrisk, dvs. at troen, gudstjenesten og længslen efter spiritualitet er menneskets åbning for Gud og mysteriet.”

Teologisk er det svært at se det udelukkende som et kompliment. Teologien har jo ikke mennesket som centrum, men Gud.

Yngvessons ordsøgninger i fire af Modéus’ bøger viser, at udtrykket Kristus bruges 68 gange, Jesus 492 gange og Gud 2.076 gange. Samtidig findes udtrykkene åbenbaring og sandhed stort set ikke. Det viser, at det almene og abstrakte (Gud) er i centrum – ikke det særlige og fordringsfulde (Kristus, red).

Siden bogen Sprog for en voksen tro af Ylva Eggehorn²Svensk forfatter og salmedigter, f. 1950, red. udkom i 2002, er den titel blevet et alment og tilbagevendende udtryk – og det med rette. Barnets enkle og naive tro skal udvikles. At erkende tilværelsens kompleksitet, udvikle evnen til at opfatte nuancer og leve med flertydighed er nødvendige dele af en voksen og moden tilgang til virkeligheden.

Det er nemlig tragisk, når kristne stagnerer på troens område og bliver i barndommens søndagsskoleverden – uden at integrere troen i den modningsproces, der sker på andre områder i ​​livet. Som Paulus siger: “Brødre, vær ikke børn i klogskab. I ondskab skal I være børn, men voksne i klogskab” (1 Kor 14,20).

Men den modningsproces må vel at mærke handle om at modnes ind i den kristne tro – ikke om at tilpasse troen ud fra omgivelsernes perspektiver og grundbegreber.

Paulus siger et andet sted: “Vi beder om, at I med al visdom og åndelig indsigt må få fuld kundskab om Guds vilje, så I kan leve, som Herren vil det, på alle måder ham til behag, og bære frugt med alle gode gerninger, vokse i kundskab om Gud” (Kol 1,9f).

Det er en forøget kundskab om Gud og Guds vilje, der er målet for voksentroen – ikke en gradvist voksende uklarhed. Og alle skattene i den visdom og kundskab findes netop i Kristus Jesus (Kol 2,3).

Her bliver spørgsmålet om troens sprog vigtigt. Selvfølgelig skal kristne til enhver tid og på ethvert sted finde et sprog, der udtrykker den kristne tro. Åbenbaringen i Bibelen er ikke kommet til os på det svenske sprog i 2020’erne; det blev oprindeligt givet til os på andre sprog i andre kulturer.

Men når vi skal udtrykke den kristne tro i vores tid, kan vi stadig ikke komme uden om det bibelske sprog. Gud har valgt – som en afgørende del af sin kommunikation – at give os en sproglig og skriftlig åbenbaring.

I kirkens historie ser vi, hvordan kristne igen og igen er blevet fristet til at læse den åbenbaring ud fra nogle grundbegreber, der er lånt fra andre sammenhænge. Der er fx kirkefædre, der lod nyplatoniske kategorier farve trosforståelsen for meget, eller giganter som Thomas Aquinas, der tenderede til at danne en syntese mellem Skriften og Aristoteles’ filosofi.

Og i vores tid er der en stor fristelse til at lade vores sekulær-humanistiske (antropocentriske) og hyper-individualistiske kultur være fortolkningsrammen for vores kristne tro.

Men enhver tidsalder må vende tilbage til og finde ind i den bibelske åbenbarings egne tanker og grundbegreber – jf. det latinske udtryk semper reformanda (konstant reformation).

Har oprindelig været trykt som lederartikel i Världen idag, 19. november 2022, oversat og let bearbejdet af Ole Solgaard.