Vores forvalteransvar som kristne er et stort og omdiskuteret emne. Og det vil vi se nærmere på i denne artikel, men det bliver kun til en lille skitse. For at understrege, at det er konkrete mennesker, der forvalter Guds ejendom, rummer artiklen også to interview.
Men allerførst et kig på de store linjer i Bibelens syn på forvaltning.
Når vi taler om forvaltning, handler det ofte om penge. Men så vidt jeg kan se, kombinerer temaet om forvaltning to typer af etik i Bibelen. Dels den økonomiske etik, dels den økologiske.
Og det er i virkeligheden oplagt, for ordet ”økonomi” er et græsk ord, der dækker over regler og love for, hvordan man bedst styrer sit hus. Eller med andre ord ”forvalter” sit hus.
Den økonomiske forvaltning
Vores forvalteropgave er særligt knyttet til vores arbejde. Vi skal forvalte jorden gennem vores arbejde i ugens seks første dage, inden vi hviler på den syvende. Men det betyder ikke, at vi har ret til at disponere over alle frugterne af vores arbejde, som om de tilhørte os.
Dels siger Bibelen, at vi skal give noget tilbage til Gud i taknemmelighed over, at han sørger for os. Det er i øvrigt her, princippet om tiende kommer ind, som en nyttig guide til at finde en god balance i privatøkonomien.
Dels skal vi sørge for de medmennesker, som ikke har så meget som os selv. Kaldet til gavmildhed har et dobbelt sigte.
På den ene side stimulerer det vores taknemmelighed, at vi giver noget væk: ”Det er saligere at give end at få,” sagde Jesus (ApG 20,35b).
Det virker jo skørt, så det er – som meget andet i troen – noget, vi må erfare i praksis. Du opdager først, hvor taknemmelig du bliver af gavmildhed, når du helt konkret giver dine penge væk!
På den anden side hjælper gavmildheden os med at holde griskhedens afgud i tømme. ”Kærlighed til penge er roden til alt ondt,” siger Paulus (1 Tim 6,10), og vi kan næppe overdrive advarslen. Hebræerbrevet 13,5 tilføjer, at vi skal stille os tilfreds med det, vi har, fordi vi ellers hurtigt kommer til at lade pengene bestemme vores adfærd.
Den økologiske forvaltning
Vi har været vant til at tale om økonomi i mange år. Men vores økologiske forvaltning har det nok haltet med. ”Kristne bør være de bedste miljøforkæmpere på jorden,” siger teologen Gavin Ortlund.
Hvorfor det? Præsten Timothy Keller (1950-2023) svarer: ”Bibelen siger, at skaberværket taler til dig. Stjernerne. Vandfaldet. Dyrene. Træerne. De har en stemme. De fortæller dig om Guds herlighed. Og det er vores opgave som forvaltere af skaberværket, som forvaltere af naturen, at sikre, at de bliver ved med at tale, at stemmen ikke bringes til tavshed.”
Salme 104 fører os igennem mange områder af skaberværket og viser, hvordan naturens stemmer er med i lovsangskoret til Guds ære. I salmens klimaks lyder det: ”Hvor er dine værker mange, Herre! Du har skabt dem alle med visdom, jorden er fuld af dit skaberværk” (v.24).
Den store historie
Nu kunne man begynde at remse en masse bibelvers op, som taler om det økologiske forvalterskab. Det har sin plads, men her vil jeg i stedet pege på Guds helt store historie med verden, som Bibelen udfolder for os.
Som kristne lever vi i Guds historie. Og vores virkelighedsforståelse er hentet fra den store historie. Hovedstationerne er skabelse, syndefald, forløsning og fuldendelse, men man kan tilføje uendelig mange nuancer og facetter til det skelet.
Her skal vi fokusere på forvalterskabet i lyset af den store historie.
Skabelse
Guds skabelse er god. Det slås fast flere gange, at Gud er tilfreds med sit skaberværk. Han nyder det. Det er, som han ønsker det.
Igennem kirkens historie har kristne haft svært ved at fastholde skaberglæden, fordi syndsbevidstheden overskyggede den. Men Bibelen fastholder skabelsens skønhed og godhed, fordi alt kommer fra Gud. Fordi alt kommer fra Gud, er alt skabt afhængig af ham. Intet er til, uden at Gud vil det.
Men Gud har valgt ikke at holde skaberværket i gang alene. Han har overdraget ansvar til mennesket for at give os del i glæden ved at forvalte.
Forvalteransvaret blev givet mennesket allerede i den syndfrie verden. Dels skulle de underlægge sig jorden (1 Mos 1,28), dels dyrke og passe haven (1 Mos 2,15).
Mennesket er kronen på skaberværket, den eneste skabning, der er skabt i Guds billede (1 Mos 1,26). Men selvom dette giver en klar særstatus i Bibelen, er ansvaret for resten af skaberværket som Guds gartner tydeligt betonet. Gudbilledligheden indebærer en opgave og er ikke et carte blanche til udnyttelse.
To norske etikere, Svein Olaf Thorbjørnsen og Gunnar Heiene, siger det sådan: ”At forvalte er at tage sig af noget på en andens (ejerens) vegne. Bibelens forvaltertanke hviler dybest set på, at alt tilhører Herren (Sl 24,1).”
Som menneske kan vi ikke undslippe det ansvar, der følger med vores privilegium som skaberværkets kronjuvel. Det hører simpelthen til noget helt grundlæggende i Bibelens bestemmelse af mennesket, at vi er sat til at være forvaltere i alt, hvad vi gør.
Syndefald
Adam og Evas syndefald fik konsekvenser for hele skaberværket, som nu er påvirket af synden – fra de mindste mikroorganismer til de fjerneste galakser. Skaberværket sukker efter forløsning, fordi alt er plettet af syndens konsekvens: Vi skal forgå. Dø.
Synden har også sat sig i vores gudgivne opgave som forvaltere, så vi ofte selvisk udpiner jorden i stedet for at udnytte den med visdom.
Vi tager ikke hånd om den faderløse og enken, som er i vores midte. Vi vælger at holde resurserne for os selv i stedet for at bære med i det kristne menighedsarbejde.
Hvis den store historie endte her, var mennesket stavnsbundet til en verden, som er gået fundamentalt i stykker på trods af skabelsens godhed og skønhed.
Forløsning
Men Gud greb ind! Vi har fred med Gud i Kristus, fordi han bar straffen for vores synd på korset. Det er evangeliets kerne. At tro på Jesu stedfortrædende soning er det, der frelser mennesker fra fortabelsen og giver evigt fællesskab med Gud.
Og dette evangelium har ringvirkninger.
Syndefaldets konsekvens var først og fremmest, at mennesket blev adskilt fra Gud, men hele skaberværket blev underlagt konsekvenserne. Derfor sukker hele skaberværket efter forløsning (Rom 8,19-22).
Det er svært at læse anderledes, end at forløsningen også skal komme til skaberværket. Både dyrene og naturen. Det betyder, at det at leve i evangeliet med evigheden for øje også er at tage sig af alt det omkring én, som er en del af Guds genoprettelsesplan.
Løven og lammet skal også bo på den nyskabte jord, og så længe vi kristne stadig er på denne jord, skal vi tage os af alt det, som Gud vil forløse. At udpine jorden er at overse evighedens betydning for det forløste liv.
Fuldendelse
Vores forvalteropgave stopper ikke ét sekund før, Jesus kommer igen. Vi har ikke fået mandat til at vurdere, hvornår nok er nok. Kommer Jesus igen i morgen, planter vi et træ i dag. Ikke fordi vi er naive, men fordi vi er lydige.
Det er, når Jesus kommer igen i magt og herlighed, at vi skal aflægge regnskab for hele vores liv, også som forvaltere.
Den store historie minder os om, at forvalterskab ikke arbejder for et bestemt resultat, men for en bestemt måde at være i verden på: i afhængighed af Gud, i glæde over forløsningen og med evigheden for øje.
Det konkrete liv som forvalter
Hvordan kan det se ud i praksis?
Jeg har spurgt Ellen Højlund Wibe og Nicolaj Wibe, der som udgangspunkt valgte at leve nøjsomt, bl.a. ved i mange år kun at have én indtægt, selvom huset blev fyldt med fem børn. I dag bor de i Vejle, begge er omkring de tres år, og de kan se tilbage på omkring 35 års erfaring som ægtepar.
Hvad var tankerne bag jeres valg?
Nicolaj: Vi har altid spurgt os selv: Hvad er rigdom? Hvis det er penge, har vi levet under middelindkomstniveauet. Hvis det handler om tid og livskvalitet, har vi haft rigdom.
Ellen: Vores valg har ikke været så reflekterede. Vi har ikke gjort noget ud fra dybe, bibelske principper, men fordi vi tror på, at det gode liv ikke nødvendigvis handler om at gøre som de andre. For os har det betydet at have god tid og selv tage det primære ansvar for vores børn.
Hvordan opfattede omgivelserne jeres valg?
Nicolaj: Det var en tid, hvor det endnu ikke blev anset for et ”interessant” alternativ at indrette sig på den måde, og der faldt da enkelte bemærkninger om, at man nassede på samfundet, når uddannelsen stod ubrugt hen, eller at børnene ikke blev nok socialiseret derhjemme. Men vi tog os det ikke nær, for vi var overbevist om, at vi gjorde det, der var rigtigt for os.
Har noget ændret sig, efter at børnene er flyttet hjemmefra, og I er blevet ældre?
Ellen: Vi har færre udgifter og bedre løn i dag. Men den nøjsomme livsstil er på mange områder blevet en god vane, og vi er bevidst om, at den materialistiske livsstil ikke skal snige sig ind.
Det handler ikke om at forsage det gode liv, snarere tværtimod. For det gode liv ligger netop ikke i det materialistiske. Men indrømmet: Det er dejligt ikke at skulle vende hver krone på samme måde som tidligere.
Nicolaj: Da vi havde færre penge at gøre godt med, var vi nok bedre til at holde øje med Guds velsignelser i det små – og dem oplevede vi ofte.
For øvrigt virkede det ikke på nogen måde til, at børnene led under vores økonomiske prioritering, tværtimod; der var jo altid en mor hjemme. Og i bund og grund stak de ikke ud fra de middelklasseomgivelser, vi boede i, selvom de primært gik i aflagt tøj de første mange år. De stak mere ud ved at komme fra det der ”enormt kristne” hjem!
Har jeres syn ændret sig med den nyere, offentlige debat om klimasituationen?
Ellen: I det store hele har vi ikke ændret adfærd. Vi har ikke haft nogen personlig vækkelse om jordens tilstand.
Men jeg er vokset op med en mor, der var krigsbarn, og det indebar bl.a., at madrester aldrig blev smidt ud, men blev genbrugt i en ny ret. Dét har jeg taget med mig, og det kan vel godt kaldes en form for klimabevidsthed.
Nicolaj: Vores tilgang som kristne skal hverken være skæbnetro eller hysterisk. Vi skal både være besindige i forhold til krisens alvor og tage forvalteransvaret alvorligt. Vi skal ikke fylde os med angst, men samtidig er det fint at indføre grøn energi, hvor vi har mulighed for det.
Ellen: Vi skal som kristne ikke negligere det, som fylder i samfundet, og ud fra forvalteropgaven er det også vigtigt at arbejde for et bedre klima. Men det må ikke fortrænge formidlingen af evangeliet. Det er det allervigtigste, vi kan give til vores medmennesker.
Gudsrigets omfattende nærhed
Jeg har også spurgt Hanna Pedersen, der er i en helt anden livssituation. Midt i 30’erne, single og netop tiltrådt som undervisnings- og relationsmedarbejder i Sømandsmissionen i en pionerstilling.
Hvordan har din praksis været som forvalter?
Jeg er vokset op i et hjem med få midler, men der var ingen smalle steder. Vi fik både Kellogg’s og efterskoleophold. Men det betød noget, at vi holdt andagt sammen og blev ført ind i Bibelens forståelse af livet.
Det er grundlæggende for mig, at alt er mig givet. Alt kommer fra Gud, og jeg forvalter det bare. Det handler om at give det videre, så det bliver til merværdi. Penge har først værdi, når de bliver brugt på noget værdifuldt. For mig selv eller for andre.
Jeg køber gerne genbrugsting, men også Fairtrade. Jeg er blevet mere opmærksom på både produktions- og transportforhold. For hvad jeg har i mit hus, har andre haft i hænderne. Den forsyningskæde skal være så god som mulig.
Er din praksis almindelig snusfornuft, eller kommer den af din kristne tro?
Det er en blanding. Det er også en del af kulturen i Guds rige at være fornuftig. Ikke at overforbruge, ikke at ødsle, men mest af alt at bruge det, man er blevet givet til at skabe relationer.
Jeg har ingen bil, ingen børn, ingen kødædende husdyr. Jeg overvejer p.t. at få bil, men jeg vil egentlig hellere bruge offentlig transport. Men regnestykket er kompliceret, for det handler både om tidsforbrug, penge og CO2-udledning.
Og jeg vil gerne vælge den bedste løsning samlet set. Den omtanke vil jeg generelt gerne opmuntre til. Det handler ikke kun om at købe det billigste, men om at købe det samlet set mest fornuftige.
Skal kirken tænke anderledes om forvaltning, nu hvor samfundet har fået så stort et fokus på bæredygtighed?
Kirken skal prædike evangeliet, at Guds rige er kommet nær. Men at Guds rige er kommet nær, indebærer også at forvalte klogt.
Vi skal altid spørge, hvad det sande i det her er. Det er bedre, at kirker reducerer deres CO2-aftryk, end at de køber aflad ved at CO2-kompensere.
Kirkens opgave er også at pege verden i en renere, sandere retning. Vi skal tage ansvar for vores forvaltning, fordi det er det rigtige at gøre, og her kan vi bruge det offentlige fokus til at få justeret nogle ting.
Ansvarlige kristne engagerer sig
På bagkant af disse interview tænker jeg, at vi som kristne måske kan være irriterede over, hvor verden lægger sit fokus. Og legitimt overveje, om vi skal se i samme retning.
Men læren fra de to interview er, at selvom vi kristne har et hovedansvar for at forkynde evangeliet, må vi ikke flygte fra vores ansvar for den fysiske verden, som vi som bibeltro – ifølge den engelske teolog John Stott (1921-2011) – ellers kan have en tendens til.
Som Jesus må vi turde få beskidte hænder – på alle niveauer – indtil Gud nyskaber himmel og jord.
Artiklen er fra Budskabet og indgår i temaet ”Klima” i nr. 3 2023 – sammen med flg. artikler:
