Lærer Jesus frelse ved gerninger?

Er det til syvende og sidst gerningene det kommer an på, når Jesus skal komme igen for at dømme levende og døde?

Han siger jo til dem som bliver frelst, at de havde givet ham mad, når han var sulten, givet ham noget at drikke når han var tørstig, taget imod ham, når han var en fremmed, givet ham tøj, når han var nøgen, set til ham når han var syg og besøgt ham, når han var i fængsel (Matt 25,35-37).

Til dem som går bort til evig straf, skal han sige, at de ikke havde gjort disse gerninger (Matt 25,42-43). Noget af det mest slående, Jesus nogensinde har sagt, er, at “det I har gjort mod én af disse mine mindste brødre, det har I gjort mod mig” (Matt 25,40).

Matt 25,31-46

Når Menneskesønnen kommer i sin herlighed og alle englene med ham, da skal han tage sæde på sin herligheds trone.  Og alle folkeslagene skal samles foran ham, og han skal skille dem, som en hyrde skiller fårene fra bukkene; fårene skal han stille ved sin højre side og bukkene ved sin venstre.  Da skal kongen sige til dem ved sin højre side: Kom, I som er min faders velsignede, og tag det rige i arv, som er bestemt for jer, siden verden blev grundlagt.  For jeg var sulten, og I gav mig noget at spise, jeg var tørstig, og I gav mig noget at drikke, jeg var fremmed, og I tog imod mig, jeg var nøgen, og I gav mig tøj, jeg var syg, og I tog jer af mig, jeg var i fængsel, og I besøgte mig. Da skal de retfærdige sige: Herre, hvornår så vi dig sulten og gav dig noget at spise, eller tørstig og gav dig noget at drikke?  Hvornår så vi dig som en fremmed og tog imod dig eller så dig nøgen og gav dig tøj?  Hvornår så vi dig syg eller i fængsel og besøgte dig?  Og kongen vil svare dem: Sandelig siger jeg jer: Alt, hvad I har gjort mod en af disse mine mindste brødre, det har I gjort mod mig.  Da skal han også sige til dem ved sin venstre side: Gå bort fra mig, I forbandede, til den evige ild, som er bestemt for Djævelen og hans engle.  For jeg var sulten, og I gav mig ikke noget at spise, jeg var tørstig, og I gav mig ikke noget at drikke, jeg var fremmed, og I tog ikke imod mig, jeg var nøgen, og I gav mig ikke tøj, jeg var syg og i fængsel, og I så ikke til mig.  Da skal også de sige til ham: Herre, hvornår så vi dig sulten eller tørstig eller fremmed eller nøgen eller syg eller i fængsel, uden at vi hjalp dig?  Da skal han svare dem: Sandelig siger jeg jer: Alt, hvad I ikke har gjort mod en af disse mindste, det har I heller ikke gjort mod mig!  Og de skal gå bort til evig straf, men de retfærdige til evigt liv.

Når vi ser nærmere på denne tekst og sammenligner den med nogle interessante domstekster fra bibelens samtid, får vi imidlertid et tydeligere billede af, hvad det er, Jesus er optaget af. Det er nogle vigtige forskelle mellem disse tekster og det Jesus vil sige os – forskelle, som det er vigtigt, at mærke sig.

Domstanken er ikke bare “kristen”

Tanken om, at menneskene skal stå frem for en himmelsk domstol når de dør, er velkendt i Bibelens omverden. I Den egyptiske dødsbog, for eksempel, læser vi følgende beskrivelse af hvad de døde bør sige, når de møder dem, som skal afgøre deres evige skæbne:

Jeg er kommet til dig uden svig, uden lovbrud og uden ondskab, og der er ingen som vidner imod mig, for jeg har aldrig gjort noget ondt mod nogen. Jeg lever af sandhed, jeg opsluger sandhed, jeg har gjort det folk, siger man bør gøre og det som guderne kan lide at menneskene gør. Ved at gøre det han ønsker, har jeg fået Gud til at blive venligtsindet mod mig.

Jeg har givet brød til de sultne, vand til de tørstende, klæder til de nøgne og en båd til den som manglede en. Jeg har ofret til ånderne. Frels mig, værn mig, og indmeld mig ikke i Guds nærvær, for min mund og mine hænder er rene. Jeg er en som bliver hilst dobbelt velkommen når folk ser mig.

Jødiske tekster indeholder lignende forestillinger, for eksempel i en kommentar til Salme 118:

‘Når et menneske bliver spurgt i verden som kommer: Hvad har du gjort?’ og de svarer: ‘Jeg gav mad til dem som var sultne’, da skal de få at høre: ‘Dette er Herrens port (Sal 118,20). Gå ind, du som gav mad til dem som var sultne’.

Når de svarer ‘Jeg gav drikke til dem som var tørstige’, da skal de få høre: ‘Dette er Herrens port. Gå ind, du som gav drikke til dem, som var tørstige’.

Når de svarer ‘Jeg gav klæder til dem som var nøgne’, da skal de få høre: ‘Dette er Herrens port. Gå ind, du som gav klæder til dem, som var nøgne’.

Det samme vil de få høre, de som har taget sig af de forældreløse, og de som gav almisser eller gjorde barmhjertighedsgerninger.

David sagde: ‘Jeg har gjort alt dette. Derfor skal alle portene blive åbnet for mig’. Derfor er det sagt: ‘Luk retfærdigheds porte op for mig, jeg vil gå ind og prise Herren!’ (Sal 118,19).

Ligheder og forskelle

Først slår det os, at der er nogle vigtige ligheder mellem disse tekster og Jesu beskrivelse af dommen i Matt 25,31-46. Det er mere eller mindre de samme gerninger som viser sig at være udslagsgivende for dommen. Den, som har vist barmhjertighed mod de svage, kan gå ind til den evige frelse. Men der er også en vigtig forskel. Både i Den egyptiske dødsbog og den jødiske kommentar til Salme 118 er det menneskene selv som henviser til de gerningerne, de har gjort.

I Jesu beretning er det helt anderledes. Det er faktisk dommeren som viser beviserne frem. I skarp modsætning til disse andre domsbeskrivelser ser vi, at de frelste selv ikke havde nogen anelse om, at disse beviser overhovedet fandtes! De stillede sig nærmest mistroiske til, hvad dommeren havde at sige, da han frikendte dem.

“Hvornår så vi dig sulten og gav dig mad, eller tørstige og gav dig at drikke? Hvornår så vi dig fremmed og tog imod dig, eller nøgen og gav dig tøj? Hvornår så vi dig syg eller i fængsel og kom til dig?” undrede de sig (Matt 25,37-39). De var ikke klar over, at de havde gjort noget af dette, som dommeren snakkede om.

(Man skulle tro, de ville have vidst nok til at tie stille og lade som ingenting, når dommeren fortalte dem, at der fandtes tvingende bevis for, at de kunne blive frelst, men det lader ikke til, at det faldt dem ind.)

På den anden side ser vi, at de som blev sendt til evig straf, er ligeså forbavset over dommen, men med modsat fortegn. De kan ikke forstå, at de skal fordømmes! De forsøger at diskutere med dommeren, og lader til at mene, at de slet ikke har forsømt noget, når det gælder at gøre gode gerninger. “Herre, hvornår så vi dig sulten eller tørstig eller fremmed eller nøgen eller syg eller i fængsel, uden at vi hjalp dig?” protesterede de (Matt 25,44). Dommeren skulle ikke komme her og anklage dem for noget!

Ser vi lidt på den større sammenhæng i Matthæusevangeliet, forstår vi, at det som bliver beskrevet i dette afsnit, er kulminationen på det Jesus tidligere har sagt om forskellen på de retfærdige og de uretfærdige.

De retfærdige er de, som ikke stoler på sig selv og sine gerninger, men som kommer til Gud, uden at have noget at henvise til. På den anden side er de uretfærdige dem, som stoler på sig selv og sine gerninger, og som tror, at Gud vil tage imod dem, fordi de har gjort så meget godt.

Kendetegn

Først og fremmest er det Saligprisningerne (Matt 5,3-12) som viser os, hvad der kendetegner Guds barn. I den første af dem siger Jesus: “Salige er de som er fattige i ånden, for himmeriget er deres” (Matt 5,3).

På græsk kan man bruge forskellige ord for at være fattig. Et ord (penes) beskriver dem som er så fattige, at de må arbejde for maden, og et andet ord (ptokjos) beskriver dem, som er så fattige, at de må tigge. Det er det andet og stærkere ord om at være fattig, som er brugt i Matt 5,3. De som prises salige, er dem som er så fattige, åndelig talt, at de må tigge.

De kan bare komme til Gud som tiggere. De har ingenting at henvise til, de har ingen krav de kan komme med. Det eneste de kan gøre, er at tigge.

De falske kristne er også beskrevet i Mattæusevangeliet, og de har helt modsatte kendetegn.

Vi møder dem i Matt 7,22-23, hvor Jesus siger:

Mange vil den dag sige til mig: Herre, Herre! Har vi ikke profeteret i dit navn, og har vi ikke uddrevet dæmoner i dit navn, og har vi ikke gjort mange mægtige gerninger i dit navn?  Og da vil jeg sige dem, som det er: Jeg har aldrig kendt jer. Bort fra mig, I, som begår lovbrud!’

Disse mennesker kommer ikke til Jesus som tiggere på dommens dag. De kommer og tror de har krav på, og en ret til, at blive lukket ind i Guds rige. Men ingen som kommer ind i Guds rige, har noget krav på at være der. Det er alene tiggere som lukkes ind.

Jesu sindelag

Mattæusevangeliet viser os også, at de som kommer til Jesus som tiggere, vil efterligne ham i måden de lever deres liv på. De vil gøre gerninger som minder om Jesu gerninger. Som Jesus viste barmhjertighed mod de svage og trængende, sådan vil også hans disciple give mad til dem, som er sultne og tage sig af dem, som er i nød. Den femte saligprisning beskriver netop dem: “Salige er de barmhjertige, for de skal møde barmhjertighed” (Matt 5,7).

De gør dette, uden tanke på belønning og uden at de er bevidst om, at de scorer point, som de kan bruge i dommen. Tværtimod, når de giver en gave, “skal den venstre hånden ikke vide hvad den højre gør, for at det kan være en gave i det skjulte” (Matt 6,3-4). De viser det samme sindelag som Jesus havde, de giver af sig selv uden tanke på gengæld, akkurat som Jesus har givet dem alt, uden at de nogensinde ville kunne give gengæld.

 

En mere udførlig gennemgang af denne tekst (på engelsk)  kan findes her: “Ignorance Is Bliss: Attitudinal Aspects of the Judgement according to Works in Matthew 25:31-46″

 

Artiklen har tidligere været bragt på foross.no

Del:

Twitter
Facebook
Relaterede artikler