Livshjælpen fra Bibelens ikke-opbyggelige beretninger

Bibelen både fortæller og demonstrerer klart og mange steder, at Gud er historiens herre og den, der aktivt styrer den. Han er den, der både dømmer mennesker, folkeslag og herskere her i den nuværende verden og i verdensdommen (Se f.eks. Daniels bog, Åbenbaringsbogen og tolkningen af Jesu lidelse og død, f.eks. i Es 53,10 og Joh 3,16).¹For uddybning – se Peter Olsens artikel i samme serie i Budskabet nr. 3/2025

Det er dyrebar viden for Guds folk. Det gør, at vi kan vide os omsluttet og bevaret i nuet og med et håb for fremtiden, håb om den nye Himmel og den nye Jord uden alt det, der ødelægger livets fulde udfoldelse.

Alternativet til Gud som historiens herre er et liv, hvor Gud er henvist til nogle små reservater. Uden for dem er vi overladt til tilfældigheder og onde magter. Men det er vigtigt at være opmærksom på, at Bibelen både giver et perspektiv på historien i Guds lys og et perspektiv på historien, hvor Guds lys virker fraværende og spørgsmålene står i kø.

Bibelen giver mange eksempler på, hvordan beretninger tolkes i Guds lys, og dermed hvordan Gud ophøjer og styrter folk og kongeriger og enkeltpersoner. Bibelen giver ofte også en forklaring på, hvorfor det gik, som det gjorde, jf. ovenfor. Men Bibelen beretter også om situationer, hvor det er svært at se Guds finger i det, der skete, og hvor Bibelen selv er tavs om det (vi skal se et eksempel om lidt).

Hvor troen lever af beretningerne om den nærværende Gud, har troen paradoksalt også brug for beretninger om den skjulte eller uforklarlige Gud. Der er trøst i den slags beretninger, for sådan er det også, at livet forstås i realtid. Ofte kan det være svært at se, hvor Gud er henne i det, der møder mig og mine kære. Så kan jeg spejle mig i disse beretninger og se, at ikke kun jeg lever et liv med mange ubesvarede spørgsmål.²Forudsætningen er, at mennesket lever et liv i Guds lys (1 Joh 1,7ff) og giver Gud ret (Luk 7,29)

Som Guds børn er vi nødt til at holde fast i begge dele: Både, at Gud er historiens herre, og at vi ikke altid kan se og forstå det. Ellers er vi usande og bedrager os selv. Til gengæld får vi en robusthed, vi kan møde livet med. Troen på en nærværende Gud, der styrer historien, er jo netop ofte en trossag og ikke noget, vi kan se eller regne ud.

Vi skal med udgangspunkt i en beretning, hvor det er svært at se det opbyggelige eller Guds omsorg for sit folk, i praksis prøve at udfolde den hjælp, der er i, at den type beretning er med i Bibelen. Beretningen svarer ikke på mine spørgsmål, men giver hjælp til at forstå, hvad det vil sige, at Gud er historiens herre. Vi skal se, at Guds historie er frelseshistorie. Den leder ultimativt til Kristus. Deri er faktisk en bedre hjælp.

En ikke-opbyggelig beretning

Jeg vil henlede opmærksomheden på benjaminitternes forbrydelse (DO92: skændselsdåd) og krigen mod Benjaminstammen (Dom 19-21). Beretningen er lang, men velfortalt (læs den gerne selv). Jeg giver derfor blot nogle stikord om handlingen. Stikord, der også antyder noget af alt det onde og underlige, der sker i beretningen:

• Et dårligt ægteskab mellem en levit og hans medhustru
• To mænd, der prisgav henholdsvis deres medhustru og datter til voldtægtsmænd
• Gruppevoldtægten af medhustruen, som døde af mishandlingen
• Levittens kolde reaktion
• De øvrige israelitter vil hævne forbrydelsen
• Benjaminstammens ære er, trods det, at forbrydelsen er begået i deres by, vigtigere end en retfærdig straf over voldtægtsmændene
• Borgerkrig mellem benjaminitterne og det øvrige Israel
• Israelitterne spørger Gud til råds, inden de går i krig med benjaminitterne, men to gange prisgiver han israelitterne, så de taber kampen
• Da det øvrige Israel får overtaget, går de meget voldsomt og hadefuldt til værks, så det bliver en udryddelseskrig
• De får alligevel medlidenhed med benjaminitterne, da de næsten er helt udryddet
• Medlidenheden fører til flere mærkelige handlinger og behandling af kvinder som byttegenstande

Det er en historie, der gør ondt at læse. Jeg finder ingen helte, kun skurke – og Gud, der lader ting ske og er så underligt passiv. Hvor var der mange gange, han kunne have grebet ind, men ikke gjorde det…

Trods alle forklaringer, der kunne gives, fratager det ikke beretningen dens indhold af smerte. Afslutningsreplikken, ”enhver gjorde, hvad han fandt for godt” (Dom 21,25), skal ikke just opfattes som en guddommelig eller menneskelig ros af de involveredes valg og adfærd.

Lærdommen fra beretningen

Bibelen fortæller de ”dårlige historier”. Bibelen er ikke et ”PR-produkt”. Gud lader også de beretninger blive fortalt, hvor hans handlinger eller passivitet er svær at forstå. Vi skal derfor ikke være nervøse på Guds vegne over, at han fremtræder på måder, der hverken passer ind i tidens eller vores ønsker.

Guds folks handlinger står undertiden også uden et forsonende skær. Vi skal heller ikke være nervøse for, at Guds folk – undertiden med rette – får ”dårlig presse”. Også her gælder Jesu ord, ”sandheden skal gøre jer frie” (Joh 8,32). Vi må stå ved det, som er sket i kirkehistorien, i Luthersk Missions historie eller i vores egen historie, også det, som ikke holder i mødet med Gud. Gud skjuler ikke altid faldet, men han tilgiver til gengæld. Det er også meget større.

Jeg har mødt mennesker, som til trods for, at de ikke er kendt for at spørge efter Gud, alligevel bebrejder ham det onde, der sker i deres liv. Det er da også svært at forstå, når nu Gud siger, han er almægtig. Gud er god, men han tillod mennesket at gøre oprør på syndefaldets dag. Konsekvensen af menneskets fravalg af Gud blev det modsatte af Guds kærlighed, nemlig ondskab, egoisme, lidelse og død. Det lader Gud mennesker gøre. Men da han er kærlighed og opretholder vores verden, får lovløsheden kun lov til at florere inden for de grænser, som han sætter. Vi kan bare ikke regne dem ud på forhånd. Undertiden sætter han en stopper for ondskaben nu, og som den kærlige Gud, han er, vælger han at vende det onde til noget godt, fordi han vil menneskers frelse.

Vi kender Guds hovedmål med historien og Guds kærlighed (se nedenfor). Vi kan dog ikke altid i detaljer eller i ”afsluttede hændelser” (se note 3) udlægge historiens hændelser i vores liv og i det verdenspolitiske spil. Vi ved bare, at Gud elsker os og alle mennesker, og han ønsker at frelse mennesker. Hvis en bestemt hændelse derfor er med til at bevare et Guds barn eller bliver et kald til omvendelse, har Gud nået sit mål.

Den trøst, der er i, at Bibelen også fortæller en beretning som denne, er underlig bagvendt: Jeg behøver ikke føle mig alene med mine spørgsmål og anfægtelse over det, der hænder. Jeg står spørgende sammen med mange andre troende i dag og på Bibelens tid. Og Gud har et svar til den, der spørger, men det er ikke altid, vi får svaret på denne side af evigheden. Og undertiden giver Gud et svar på det, vi ikke spurgte om, hvilket også skete for f.eks. Job og Nikodemus. Vi skal derfor videre fra vores beretning – og tilbage igen:

Beretningens punktum – Guds komma

Var der ikke mere at sige, herunder Dommerbogens sidste ord, ”enhver gjorde, hvad han fandt for godt” (Dom 21,25), ville israelitterne snart være et folk, som kun havde arkæologisk interesse.

Efter beretningens punktum, fortsætter Bibelen med Ruths bog, der peger frem mod David, og derfra videre til løfterne til David om efterkommeren, hvis kongedømme Gud vil grundfæste til evig tid (2 Sam 7,12ff). Her er vi fremme ved Jesus, ”Davids rodskud og ætling” (Åb 22,16). Ham, som ”skal frelse sit folk fra deres synder” (Matt 1,21), og som er verdens lys (Joh 8,12) og det rette tempel (Joh 2,19.21), og som skal være centrum for lovprisning og tilbedelse også i det ny Jerusalem på den nye Jord (Åb 21,22-23).

Gud er historiens herre. Historien har et mål. Guds mål med historien er menneskers frelse (2 Pet 3,9). Først skal hedningerne gå fuldtalligt ind, og så skal hele Israel frelses (Rom 11,25-26). Guds historie er altså frelseshistorie.

Derfor skal vi forstå, at det, der ser ud som et punktum i mit perspektiv, blot er et komma i Guds perspektiv.

Alt det, der sker, sker ikke bare på grund af tilfældigheder som summen af menneskers beslutninger. Ikke engang Djævelen og hans onde åndehær har nogen selvstændig betydning. Alt må ske efter Guds frelsesplan. Gud lader onde mennesker og Djævelen gøre onde ting, som f.eks. at ødelægge af jorden og forfølge Guds folk. Men som læser fornemmer man også klart, for det første, hvordan Gud sætter grænser for det, der med nødvendighed skal ske. For det andet ser man også, hvordan Gud lader det onde vende til noget godt for sit folk.

Ultimativt ser vi det i påsken, hvor Djævelen havde en plan om at slå Jesus ihjel. Troede han. I virkeligheden var det Guds plan, at Jesus skulle dø som et sonoffer for at forsone os med Gud og frelse verden. Djævelen, Judas, jødernes råd, Pilatus m.fl. blev brugt til at gennemføre Guds plan. De tjente Gud uden at vide det, selvom deres gerninger var onde.

Alt ledte og leder til Kristus – også det uforståelige. Det fjerner ikke smerten eller tårerne, men vi ved, at vi er i Guds hånd.

Pointen er, at Jesus efterlader sin fred til dig allerede på denne jord; den fred, der overgår al forstand. Men ulykkerne, smerterne og døden undgår du ikke. Du får ikke svar på alle dine spørgsmål her på jorden. Det er først på den nye jord, dine tårer endegyldigt tørres af. Det er Gud selv, der gør det til den tid!

Konklusion

Beretningen fra Dommerbogens kapitel 19-21 har på én gang en selvstændig betydning og peger videre frem. Men beretningen kan ikke stå alene. I det hele taget er vi nødt til at se ud over den enkelte beretning. Det gælder i Bibelen og det gælder mit eget liv.³Bibelen og mit liv består både af en sammenhængende frelseshistorie og livshistorie, men den består også af en mængde ”afsluttede hændelser”, som ikke så direkte hænger indbyrdes sammen Ellers får jeg et forkvaklet billede af Gud som utilregnelig og passiv. Eller jeg kræver en gud, som altid skal sørge for mig og gøre mig lykkelig.

Jeg skal forstå, at selvom Gud er kærlighed, er han ikke udelukkende optaget af mine små behov. Guds historie er frelseshistorie. Hans hovedfokus er menneskers frelse. Derfor blev han menneske. Derfor igangsatte han den store redningsaktion, der kostede Jesu eget liv på den mest æreløse måde. Han sonede synden, han styrtede Satan og fjernede det anklagende skyldbrev. For mig.

Men vi behøver også beretninger som den om benjaminitternes forbrydelse og krigen mod Benjaminstammen for forstå, at vi ikke kan ”regne Gud ud” og tro, at han gør, som vi synes, han burde gøre. Gud er undertiden uforståelig, selvom han ikke er utilregnelig. Undertiden får du først tørret dine tårer på den nye jord.

Vi behøver også beretningen af den grund, at vi med den og andre lignende beretninger erfarer, at vi ikke står alene med erfaringer, vi har svært ved at forstå, som indeholder så meget ondt, som Gud tilsyneladende lader passere. Der er ikke noget galt med mig eller andre, når Gud synes skjult på den onde dag, eller når jeg ser andre lide. Bibelen selv giver ikke altid svaret.

Bibelen lærer os at have et realistisk billede af livet, en bøn om Guds foreløbige indgreb nu og et håb om det sted, hvor Gud tørrer alle tårerne af vores øjne.

Dette er den anden artikel i en serie på fire om, hvad det betyder, at Gud er historiens Herre, og hvordan denne sandhed kan give os frimodighed i en utryg verden.

Første artikel: Bibelens historieforståelse