Læs Bibelen umiddelbart og metodisk

Hvis vi vil have mest muligt ud af vores bibellæsning, er det gavnligt at have både de personlige og de historiske briller på.

For tiden læser jeg et stykke i Jeremias’ Bog hver morgen, og forleden havde jeg en umiddelbar aha-oplevelse med et vers i dagens tekst. Jeg følte det helt klart som Guds ord til mig den dag, for det var som talt lige ud af himlen og ind i mit liv. Jeg gætter på, de fleste kristne indimellem har prøvet den slags med en bibel.

Jeg læste den danske standardoversættelse og brugte hverken bibelkommentarer eller andre hjælpemidler. Jeg var desuden ikke helt sikker på, hvordan jeg skulle placere verset i sammenhængen (Jeremias’ Bog kan godt være lidt af et puslespil), og den historiske baggrund for verset kender jeg kun på det generelle plan, for det fremgår ikke, hvornår i Jeremias’ liv det stammer fra. Men det gjorde tilsyneladende ingenting, ikke dén morgen i hvert fald.

Andre gange læser jeg Bibelen helt anderledes: Jeg nørder med de sproglige detaljer, slår et hav af andre bibelsteder op, laver elektroniske søgninger på enkeltord og ordkombinationer, læser kommentarer og suger til mig af al den historiske baggrundsinformation, jeg kan få fat i.

Det har jeg rimelige forudsætninger for, for jeg er teolog af fag, så jeg er trænet i det og også i at opstille mulige fortolkninger og vurdere dem ud fra forskellige slags kriterier.

Jeg gætter på, de fleste kristne også kender til den slags bibellæsning – måske ikke så ekstremt som det, jeg skildrer her, og måske ikke af personlig erfaring, men så fra én af de ”bibel-freaks”, der som regel er et par stykker af i en menighed.

Altså to slags bibellæsning: Én umiddelbar, hvor konteksten er mit personlige liv med Gud her og nu. Og en anden mere metodisk, hvor konteksten er de enkelte bibelteksters historiske samtid, og hvor tolkningerne vurderes efter eksakte kriterier, som man kan gøre rede for.

Hvad er bedst?

Et falsk alternativ

I princippet er det et falsk alternativ, tror jeg. Vi behøver ikke at vælge. Det er mere som to yderpunkter i et spektrum, hvor almindelig bibellæsning oftest befinder sig et eller andet sted mellem de to.

Og hvad mere er: Selv den ”umiddelbare” læsning fra forleden har – hvis den skal være meningsfuld – to klare forudsætninger, som man kan gøre rede for, nemlig for det første, at jeg faktisk forstod teksten (selvom jeg utvivlsomt missede en del nuancer), og for det andet, at min Gud er den samme som Jeremias’ Gud, og at han bruger Bibelen til at kommunikere med sine børn til alle tider.

Omvendt har selv den mest historisk orienterede og metodiske bibellæsning dybest set til formål at forstå en tekst, som Gud vil sige noget med i dag. Der kan være en del mellemregninger, når det fx handler om religionshistorisk eller arkæologisk baggrundsinformation. Men hvis det overordnede formål forsvinder ud af horisonten, så går i hvert fald min motivation også fløjten.

Med det i baghovedet tror jeg, det er sundt for alle bibellæsere med en vis variation. Dels for ikke at køre sur i det, dels fordi bibelteksterne er forskellige, både mht. deres genrer og mht. hvordan de inddrager den historiske situation eller henviser til andre bibeltekster osv. Ligesom man ikke læser en historisk biografi på samme måde som et digt eller en bog om børneopdragelse, sådan er der heller ikke kun én måde at læse Bibelens forskellige bøger på. Det er netop i dens righoldige forskellighed, den er Guds ord.

Konkret betyder det, at der er nogle af Bibelens bøger, jeg vil foreslå at læse ”i store portioner” eller evt. i ét stræk. Det gælder fx Jobs Bog, lovstoffet i Mosebøgerne og meget i de historiske bøger i GT. Det er bøger, hvor der males et stort billede, og hvor bogens overordnede ”flow” og opbygning har en betydning, som man let går glip af, hvis man i stedet læser et halvt kapitel ad gangen over lang tid.

Evangelierne og Johannes’ Åbenbaring er også spændende at læse på denne måde, men de kan selvfølgelig også læses afsnit for afsnit, fx sådan at man læser teksten højt for sig selv og slutter med at lære et vers udenad, som man på den måde ”gemmer i sit hjerte”.

Brevene i NT synes jeg bedst om at læse i små afsnit ad gangen med stor opmærksomhed på de enkelte led og deres plads i sammenhængen og undervejs slå nogle af de GT-steder op, der henvises til.

Første Johannesbrev og Salmerne – og mange af de poetiske afsnit, der findes rundt om i hele Bibelen – læses efter min mening bedst meditativt, dvs. langsomt, gerne flere gange i træk og helst højt, så man kan høre sin egen stemme.

Men det er bare mine forslag, og de skal ikke tages for mere, end de er værd. Jeg har taget dem med, fordi de måske kan inspirere en og anden, men også fordi de viser, hvordan det, jeg ovenfor kaldte ”umiddelbar” og ”metodisk” bibellæsning, i praksis kan blandes i varierende forhold, alt efter hvad i Bibelen man læser.

Hjælpemidler

Medmindre man er teologisk uddannet, kan man normalt ikke læse Bibelen på dens egne sprog. Men man kan få meget ud af at bruge forskellige bibeloversættelser, hvis man synes, et vers er svært at forstå. Man kan finde dem på nettet. Jeg er ikke specialist i den slags, men jeg er glad for at kende http://dk.bibleserver.com, hvor de almindeligste engelske og tyske bibler samt Bibelen på hverdagsdansk er tilgængelige.

Der findes også computerbibelprogrammer, hvor man kan kombinere et væld af bibeloversættelser med et stort katalog af både kommentarer og anden bibellitteratur og alskens søgefunktioner. Det kan man have et enormt udbytte af, uanset uddannelse og sprogkundskaber – men det vil kræve en anden artikel (og en anden forfatter!) at introducere det.

Bibelkommentarer og andre hjælpemidler skal bruges, dér hvor de hjælper. Det gør de fx, når de giver den historiske baggrundsinformation1Bibelkommentarer kan dog kun give den information, vi har kilder til. Hvis baggrunden er detaljer i dagliglivet i Galilæas landbrugs- og landsbysamfund (som i mange af Jesu lignelser), anbefaler jeg varmt Kenneth E. Baileys bøger (fx Jesus set med mellemøstlige øjne, Kolon/Credo), der har hjulpet mig og mange andre på dette punkt. Men indimellem må vi blot affinde os med, at en bibeltekst tilsyneladende forudsætter noget, vi ikke helt ved, hvad er., som tit er nødvendig for at forstå profeterne, når de giver nøglen til at forstå, hvordan Paulus bygger en argumentation op, eller når de giver et bud på en forklaring af et svært vers.

Håndbøger med indholdsoversigter over de enkelte bøger i Bibelen, bibelordbøger, -leksika og -atlas er også gode hjælpemidler at have i ”værktøjskassen”. Men hjælpemidler må ikke tage opmærksomheden fra selve bibelteksten, og det samme gælder selvfølgelig bibellæseplaner med forklaringer.

Det vigtigste hjælpemiddel til at forstå og tilegne sig en bibeltekst er imidlertid altid andre bibeltekster. Og her tænker jeg ikke først og fremmest på det principielle i, at ”Skriften er sin egen fortolker”, som Luther sagde, men på, at de vigtigste inputs, man kan få til sin bibellæsning, kommer fra de bibeltekster, der ”hører sammen med” det, man læser.

Til min Jeremiaslæsning for tiden er det Anden Kongebog og Ezekiel (samt lidt Hoseas og Femte Mosebog). Til evangelierne er det de andre evangelier, og til alt i NT er det de GT-steder, som teksterne næsten hele tiden tager op. Vil man tilegne sig en bibelsk salme, er det meget vigtigere at være fortrolig med de andre salmer, end det er at kunne skelne formelt mellem en hymne og en takkesalme, selvom nogle bibelkommentarer gør meget ud af det sidste.

Og sådan kunne man blive ved. Bibelen er en helhed, ikke kun i den forstand at den i al dens forskelligartethed er Guds ord til os, men også i den helt praktiske forstand, at den hænger sammen på kryds og tværs, så dens enkelte tekster til stadighed forudsætter hinanden og kommenterer hinanden og kaster nyt lys over hinanden. Måske er jeg lige nu i gang med at læse Jeremias, men jeg er altid – samtidig – i gang med at læse Bibelen i dens helhed.

Den metodiske bibellæsnings fare

Alt dette med hjælpemidler og inddragelse af andre bibeltekster trækker læsningen over i den metodiske ende af spektret, og det er der intet i vejen med. Men der er en fare ved det, nemlig at man så aldrig kommer længere end til den historiske kontekst og de mulige fortolkninger.

Den form for bibellæsning har Søren Kierkegaard en skarp kommentar til: Han forestiller sig en konge, der skrev en befaling til sine undersåtter. Men i stedet for at adlyde befalingen, gav hans embedsmænd sig til at udfærdige den ene fortolkning efter den anden og holdt sig dermed kongens ordre fra livet: ”Ingen læste Kongebudet saaledes, at han gjorde derefter. Og ikke blot dette, at Alt blev Fortolkning, nei man forrykkede tillige Synspunktet for hvad Alvor er, og gjorde det at sysle med Fortolkningen til den egentlige Alvor.”2Søren Kierkegaard: Samlede værker, bd. 17. 5. udg. 1962, København, Gyldendal, s. 76. Kierkegaard har blik for, hvordan de mange fortolkninger kan bruges til at ”værge sig mod Guds Ord,” som han skriver: ”… tag den hellige Skrift, luk din Dør – men tag saa ti Ordbøger, femogtyve Fortolkninger: saa kan Du læse den lige saa rolig og ugeneert som Du læser Adresseavisen” (ibid. 74).

Det er en vigtig pointe: Vi har ikke fået Guds ord for at fortolke det, men for at høre det, tro det og adlyde det!

Vi slipper ikke for fortolkningsarbejdet, og heller ikke for fornemmelsen af, at vi kun når frem til brudstykker af en sand forståelse af Bibelens Gud (1 Kor 13,12). Men den stykkevise erkendelse, vi får, får vi for at tro og handle på den i vores liv her og nu.

Konkret betyder det, at en bibellæser altid må stille spørgsmålet om, hvad Gud vil sige med den tekst, han/hun læser. Man kan passende stille spørgsmålet til rette vedkommende – altså Gud! – i bøn, både før man går i gang, og når man er færdig. Men det kan også være en hjælp simpelthen at formulere spørgsmålet for sig selv: ”Hvordan skal jeg handle på denne bibeltekst?” Gerne sådan, at man skriver et eller to svar ned – og måske går med sedlen i lommen resten af dagen. Det er selvfølgelig ingen garanti for, at man så også i praksis gør det, man skrev i svaret – men det hjælper én på vej.

Dette gælder både i den personlige bibellæsning, og når man læser for at formidle til andre, fx i en prædiken eller en andagt. Forkynderens opgave er nemlig ikke blot er at fortolke teksten, men at formidle den, så den får lov at tale ind i tilhørernes liv, og så de har mulighed for at omsætte det, de hører, i konkret praksis. Det synes de fleste forkyndere, er svært; jeg gør i hvert fald. Blandt andet fordi jeg i denne del af forkynderopgaven meget tydeligt oplever, at jeg ikke kan nøjes med teologisk håndværk, men er helt afhængig af, at Helligånden bærer både mig selv og dem, der lytter.

Den umiddelbare bibellæsnings fare

Men hvis det til syvende og sidst er op til Helligånden, om vi forstår, hvad Gud vil sige med Bibelen, kan vi så ikke springe det møjsommelige, metodiske arbejde med teksterne over og nøjes med den umiddelbare læsning?

Det tror jeg ikke, og én af grundene dertil er, at Gud faktisk har givet os en bibel, der ser ud, som den gør. Den er en historisk bog; den vil ikke primært give os informationer fra en anden verden, men bevidne Guds historiske gerninger i vores verden – i skabelsen, i Israels folk, i Kristi liv, død og opstandelse, i den kristne menighed. Der er meget lidt i Bibelen om, hvordan der ser ud i himlen, men rigtig meget om, hvad Gud har gjort og gør på jorden – og hvad han vil gøre med jorden og os, som bor på den, når hans rige kommer.

Når Gud taler til os gennem Bibelen, gør han det ved at fortælle eller minde os om disse gerninger, og fordi gerningerne er historiske, er Bibelen det også. En af farerne ved den umiddelbare bibellæsning er, at man glemmer det aspekt – og på den måde får noget helt andet ud af Bibelen end det, den faktisk vil sige.

Så vi slipper ikke for arbejdet med at læse Bibelen historisk! – det behøver ikke at være nørdet, men indimellem er det besværligt. Det er dog absolut besværet værd.

 

Artiklen er tidligere blevet bragt i magasinet Budskabet.

Fodnoter:   [ + ]

1. Bibelkommentarer kan dog kun give den information, vi har kilder til. Hvis baggrunden er detaljer i dagliglivet i Galilæas landbrugs- og landsbysamfund (som i mange af Jesu lignelser), anbefaler jeg varmt Kenneth E. Baileys bøger (fx Jesus set med mellemøstlige øjne, Kolon/Credo), der har hjulpet mig og mange andre på dette punkt. Men indimellem må vi blot affinde os med, at en bibeltekst tilsyneladende forudsætter noget, vi ikke helt ved, hvad er.
2. Søren Kierkegaard: Samlede værker, bd. 17. 5. udg. 1962, København, Gyldendal, s. 76. Kierkegaard har blik for, hvordan de mange fortolkninger kan bruges til at ”værge sig mod Guds Ord,” som han skriver: ”… tag den hellige Skrift, luk din Dør – men tag saa ti Ordbøger, femogtyve Fortolkninger: saa kan Du læse den lige saa rolig og ugeneert som Du læser Adresseavisen” (ibid. 74).

Del:

Del på twitter
Twitter
Del på facebook
Facebook
Relaterede artikler