Hvor bogstaveligt skal Bibelen læses?

For at forstå en bibeltekst efter dens intention må vi kende dens genre.

Bibelen er fuld af billedsprog, og ganske ofte er vi klar over det. Vi forstår, at Jesu tale om falske profeter i fåreklæder er et billede på, at forkyndelse kan være livsfarlig for troen, selvom den lyder rigtig og harmløs. Vi behøver ikke kigge rundt på stolerækkerne for at holde øje med, hvem der evt. har uld- eller skindtrøjer på.

I dette tilfælde handler bibeltroskab altså om ikke at læse teksten bogstaveligt, men som et billede.

Mere generelt handler bibeltroskab om at læse Bibelen på den måde, som den menneskelige og den guddommelige forfatter havde til hensigt: nogle gange bogstaveligt, nogle gange billedligt.

Udfordringen i dag er nok sjældent, at mennesker læser Bibelen overdrevent bogstaveligt, men at Bibelens grundlæggende historiske troværdighed anfægtes og benægtes. Det hænger sammen med, at bibelkritikken har været stadigt voksende siden oplysningstiden.

Ikke desto mindre er det i praksis ikke altid nemt at afkode, hvordan teksten skal læses. Derfor vil jeg i denne artikel beskrive nogle principper for en bibeltro læsning sammen med konkrete eksempler.

To gode principper

I 1978 formulerede 200 evangelikale kirkeledere Chicago-erklæringen for Bibelens ufejlbarlighed,1https://library.dts.edu/Pages/TL/Special/ICBI_1.pdf der senere blevet udvidet et par gange. Dokumentet angiver en række vigtige principper for bibeltroskab, hvoraf jeg vil fokusere på to:

  1. De hellige skrifter … skal tros som Guds instruktioner i alt, hvad de bekræfter (s. 3).
  2. Historie må behandles som historie, poesi som poesi, hyperbler (overdrivelser) og metaforer som hyperbler og metaforer, generaliseringer og approksimationer (cirka-angivelser) som det, de er, og så videre (s. 9).

Lad os begynde med det sidste punkt: For at forstå en bibeltekst efter dens intention må vi kende dens genre.

Når Jesus taler i lignelser, ved vi, at Himmeriget ikke er ”en mand, der såede god sæd i sin mark,” men at et aspekt ved Himmeriget kan sammenlignes med denne sædemand (Matt 13,24). Vi kan ikke se Himmeriget, men gennem Jesu lignelser får vi konkrete billeder på denne usynlige virkelighed. Noget lignende er tilfældet med ordsprog og poesi i Bibelen.

Bibelen kan også indeholde overdrivelser og generaliseringer. Rahab bekender fx, at ”alle landets indbyggere skælver i angst for jer” (Jos 2,9). Vi behøver ikke forudsætte, at Rahab havde kendskab til alle kana’anæeres følelsesliv for at anerkende sandheden i udsagnet: (Mange af) indbyggerne i Kana’an havde hørt rygter om israelitterne, og der var en generel frygt for dem.

Det første punkt er et mere overordnet princip: Bibelen skal tros i alt, hvad den bekræfter.

Underforstået: Der findes også noget i Bibelen, som ikke bekræftes.

Fx er flerkoneri udbredt i GT, og selv troens fader, Abraham, tog sig flere koner. Men Bibelen bekræfter eller anerkender ikke den praksis, heller ikke selvom Gud igennem profeten Natan siger til David, at ”jeg lagde din herres hustruer i din favn” (2 Sam 12,8). Her er der snarere tale om, at Gud for en tid tillader en praksis, mens Højsangen, Ordsprogenes Bog og ikke mindst Første Mosebog 2,24 udtrykkeligt hylder og bekræfter det monogame ægteskab.

Jesus giver udtryk for det samme i forbindelse med skilsmisse. Han forklarer, at moseloven tillader skilsmisse på grund af israelitternes ”hårdhjertethed” (Matt 19,8), men at det ikke er en ideel praksis. Med andre ord tillader Bibelen en praksis for en tid, men den tilskynder ikke til det.

Vi kan derfor ikke bruge Bibelen som et argument for skilsmisse eller flerkoneri. Bibelens større sammenhæng viser os, hvad Bibelen positivt bekræfter, og hvad den blot tillader eller forudsætter.

Verdensbillede

Når vi skelner mellem, hvad Bibelen bekræfter og ikke bekræfter, får vi også hjælp til at forstå nogle mærkværdige udsagn om naturen. På Bibelens tid troede man ligesom os europæere før Kopernikus, at jorden var flad, og at solen, månen og stjernerne var sat fast på en kuppel. GT indeholder ikke nogen korrektion til det verdensbillede.

Gud tillod altså israelitterne – endda Bibelens forfattere(!) – at have et forkert verdensbillede efter en naturvidenskabelig målestok.

Mange af Bibelens beskrivelser af naturen er udtryk for dette verdenssyn. Det gælder fx, når Salme 19 beskriver, at Gud har ”rejst et telt til solen,” og at solen ”går som en brudgom ud af sit kammer, den gennemløber sin bane glad som en helt” (v.5f).

Man kender til lignende sprogbrug fra andre mellemøstlige kulturer, og den afspejler, hvordan man opfattede solen og naturen. Pointen er ikke, at der findes et telt til solen, men at Bibelen bruger udtryk og ideer, der fandtes i kulturen til at forkynde et bibelsk budskab.

Der er nemlig en helt afgørende forskel på Salme 19 og de omgivende kulturer. I de andre lande dyrkede man solen som en manifestation af en guddom, men Salme 19 begynder anderledes: ”Himlen fortæller om Guds herlighed” (v.2). Solen er ikke en guddom og skal ikke dyrkes – men den er placeret af Gud og vidner om hans storhed.

Vi skal altså ikke læse GT’s tekster om naturen gennem naturvidenskabelige briller, for de var ikke opfundet dengang. Ofte viser teksterne selv – ligesom Salme 19 – hvad der er tekstens budskab, også til os i dag. Og nogle gange kan man få hjælp ved at bruge bibelkommentarer, der forklarer sproget ud fra teksternes historiske baggrund.

Målgruppe

Et andet eksempel er det berømte udsagn ”øje for øje, tand for tand” (2 Mos 21,24).

Udsagnet er ofte blevet brugt til at hævde, at Gud er ond og voldelig i GT, hvor retsprincippet siges at handle om ”hævn og straf”. 2Fx https://www.kristeligt-dagblad.dk/debat/islam-og-kristendom.-se-forskellene-i-oejnene Og så indfører Jesus i stedet princippet om at vende den anden kind til (Matt 5,38f).

I første omgang lyder ”øje for øje, tand for tand” da også som et blodigt princip. Men der er faktisk ikke tale om et uretfærdigt, hævngerrigt princip. Alternativet til denne retspraksis var blodhævn: ”Jeg dræber en mand for en flænge, et barn for en skramme” (1 Mos 4,23). Blodhævn var (og er) den barske virkelighed i et samfund, hvor retfærdigheden ikke håndhæves.

”Øje for øje, tand for tand” var et opgør med blodhævn. Og princippet blev ikke forstået bogstaveligt i alle tilfælde. Ofte udregnede man en økonomisk erstatning, der svarede til forbrydelsen (fx 2 Mos 21,33f). Samtidig skulle princippet sikre, at man ikke i misforstået barmhjertighed gav gerningsmanden en for lille straf, så offeret eller de pårørende blev motiveret til selvtægt.

Israelitternes retsprincip, som de i stor udstrækning delte med de omgivende samfund, er således et bærende princip i vores egen strafferet.

Når Jesus gør op med princippet, hænger det sammen med et mere grundlæggende skifte i brugen af moseloven. Den var oprindeligt tænkt primært som en samfundslov, men Jesus udlagde dens principper for kristne individer.

Som samfund har vi brug for et retfærdighedsprincip, så forbrydelse ikke kan betale sig, men straffes proportionalt med forbrydelsens størrelse. Som kristne derimod kaldes vi hver især til at fremme en højere retfærdighed i vores personlige liv ved ikke at søge uretfærdig hævn eller retfærdig gengældelse, men derimod uretfærdig barmhjertighed. Det er på den måde, kristne er salt og lys i verden – billedlig talt.

Læs bibelteksten i dens sammenhæng

Bibelen er inspireret og er Guds ufejlbarlige ord til alle tider (2 Tim 3,16). Det gælder både tekster i GT og NT, lovtekster og lignelser. Gud vil gennem hele Bibelen derfor også sige noget til os, der lever i Danmark i 2023.

Og nu har jeg forsøgt at skitsere et par principper for, hvordan vi kan læse Bibelen, så vi ikke sætter lighedstegn mellem det, som Bibelen forudsætter, og hvad den positivt bekræfter.

Her er det en hjælp at se på tekstens placering i Bibelen og undersøge, hvordan andre tekster belyser samme tekst eller emne. Samtidig er det vigtigt at respektere tekstens genre, så vi fx ikke læser lignelserne som faktiske beskrivelser af Himmeriget.

 

Artiklen er fra Budskabet og indgår i temaet ”Forstår du det, du læser i Bibelen?” i nr. 2 2023 sammen med flg. artikler:

Kunne du li' det, du læste?

Så hjælp os med at lave flere gode artikler til fordybelse og refleksion – ved at blive abonnent på Budskabet.

Del:

Twitter
Facebook