At leve i en efterkristen tid

Hvordan leve i en antikristen kultur? Hvordan skal man som kristen leve i en kultur præget af et verdenssyn, en religion, nogle værdier og en moral, der er fremmed eller i modstrid med det kristne livssyn?

Det Gamle Testamente har nok ikke nogen anden bog, der giver et bedre og mere illustrativt svar på dette spørgsmål, end Daniels bog, skrevet af eksilprofeten Daniel.

Bogen tager afsæt i den katastrofe, som var overgået den eneste tilbageværende del af Israels folk: Judas stamme i syd var blevet ført i eksil, og Guds tempel var blevet plyndret. Nu havde israelitterne ikke længere hverken noget tempel eller noget land, og folket var blevet spredt for alle vinde under eksilet. Mange spurgte sikkert sig selv om, hvad der var blevet af Guds løfter.

Daniels stærke beslutning

»Daniel satte sig for, at han ikke ville være uren ved mad og vin fra det kongelige taffel, og han bad hofchefen om, at han måtte undgå at blive uren.«

Uden en stærk beslutsomhed kan ingen klare presset fra en post-kristen kultur. Ligesom Daniel bør vi henvise til vores minoritetsrettigheder. Hvis det nu engang er sådan, at de andre minoriteter har deres rettigheder og friheder, hvorfor skulle vi kristne så ikke også have det? »Gud lod Daniel finde velvilje og barmhjertighed hos hofchefen.«

Selvom Guds forsyn lå bag det hele, opnåede Daniel nok ikke velviljen ved at være stejl og stædig, men snarere ved at være ydmyg og ved at vise oprigtig respekt.

Den rigtige form for fleksibilitet

Daniel var fleksibel, når blot han ikke behøvede at fornægte sin egen tro. Straks i bogens begyndelse fortælles om navneforandringen, som Daniel uden at mukke accepterede. »Dem gav hofchefen nye navne: Daniel gav han navnet Beltshassar, Hananja navnet Shadrak, Mishael navnet Meshak og Azarja navnet Abed-Nego.«

Mændenes flotte, betydningsfulde jødiske navne (Daniel = Gud er min dommer, Mishael = Hvem er som Gud?) blev udskiftet med elendige navne på afguder. Daniel og hans venner gik med til det, åbenbart fordi de tænkte, at et navn ikke gør en mand ringere. Det kan godt være, denne navneforandring pirrede lidt ved mændenes samvittighed, men i Bibelen var der ingen steder forbud imod det, og det var jo det afgørende.

Derimod havde Gud i Bibelen nedlagt forbud mod at spise visse fødevarer. Forbuddet var rettet mod den tids jøder. Men Gud har nu med sit ord gjort borgerne i den nye pagt fri af dette forbud. Men her lå baggrunden for, at Daniel ikke var rede til at gå på kompromis med spisevanerne. Læren her er klar: Hvis Guds ord lader noget stå åbent, kan vi frit handle inden for rammerne af sund fornuft.

Vi kan uden samvittighedskvaler gøre alt muligt, som Bibelen eller et deraf tydeligt afledt princip ikke forbyder. Vi behøver ikke være alt for fintfølende med hensyn til vores egne religiøse vaner og skikke. Hvis derimod Bibelen forbyder et eller andet, skal man ikke gå på kompromis, selvom det føles aldrig så fornuftigt, nødvendigt eller naturligt.

Riger forudsagt af Daniel

Den store billedstøtte, kong Nebukadnesar så i en drøm, repræsenterede fire riger, der skulle herske over hele jorden. I sidste ende ville det evige gudsrige knuse og tilintetgøre dem alle.

Del af statue Materiale Rige Styre
Hoved Guld Babylon 606-539 f.kr.
Bryst og arme Sølv Media-Persien 539-331 f.kr.
Mave og hofter Kobber Grækenland 331-146 f.kr.
Ben og fødder Jern og ler Romerriget 146 f.kr – 476 e.kr.

 

Bibelske principper midt i ugudeligheden

I Daniels Bog bliver dette kristne grundprincip kridtet op helt fra begyndelsen: Bibelen alene er afgørende i tros- og livsspørgsmål. Men i forbindelse med ikke-bibelske ting og sager bør man være så fleksibel som overhovedet muligt. Denne fleksibilitet ses også deri, at »Gud gav disse fire unge mænd forstand og indsigt i al slags skrift og visdom.

Og Daniel forstod sig på alle slags syner og drømme.« De skrifter, som de forstod bedre end nogen vismand eller troldmand, omhandlede hedensk mytologi og religion. Så de skrifter skulle læses! Dog ikke med uvidenhed som udgangspunkt, men således, at de bedre end nogen anden forstod dem i lyset af sandheden, dvs. Gud. Dette krav forudsatte, at man udviklede sine evner til at analysere og til at tænke logisk.

Disse evner har vi også hårdt brug for, hvis vi vil overleve som kristne i en kultur og et skolesystem, som begge er antikristne. Man skal ikke som kristen være nervøs for at blive højtuddannet. Dumhed og uvidenhed bør man til gengæld undgå. På universitetet kan man bevare sin tro lige så godt som alle andre steder, men det kræver visdom og naturligvis mod.

Det kræver mod at gå sine egne veje i etiske spørgsmål, for eksempel omkring alkohol og seksualitet. Det kræver også mod at tænke – og give udtryk for at man tænker – anderledes end de andre. Daniel og hans venner havde fået dette mod af Gud.

 

Uddrag fra Leif Nummela, Bibelens røde tråd (Fredericia: Lohse, 2010).

 

Del:

Del på twitter
Twitter
Del på facebook
Facebook
Relaterede artikler