De små profeter i GT

Noget kan være vigtig, selv om det ikke tager særlig stor plads. Dette kan vi med rette sige om GT´s tolv sidste bøger – bøgerne vi gerne omtaler som «de små profeter».

Grunden, til at vi kalder dem det, er, at bøgerne er ganske korte: Alle tolv havner på nederste halvdel af listen, hvis vi rangerer Bibelens bøger efter længde. Allerkortest er Obadias bog med sine 21 vers.

Men disse bøger og budskabet i dem er alligevel vigtige. De har fået sin plads i Bibelen, og vi tror Gud har inspireret dem og ordnet det sådan, at lige præcis disse bøger skal være til lærdom og udrustning for hans verdensvide kirke.

Én skriftrulle

Hver af de tolv bøger står hører til en profet, og nogen af disse profeter, kan vi finde i fortællingerne i Bibelens historiske bøger. Men det gælder ikke alle. Og nogen af de tolv bøger, giver os meget lidt eller ingen information om, hvilken historisk periode de stammer fra eller omhandler. Det gør naturligvis, at der findes mange ubesvarede spørgsmål knyttet til hvornår og hvor de tolv bøger er skrevet.

En anden ting er, at bøgerne ikke er organiseret i nogen nøjagtig kronologisk rækkefølge. Det gør, at mange bibelforskere antager, at bøgernes tema eller hovedbudskab er grunden til rækkefølgen.

Vi skal huske at disse tolv bøger i gammel tid fik plads på én skriftrulle.

Det betyder, at de kan være blevet set lidt mere under ét, end vi normalt plejer at gøre. Vi taler derfor gerne om «Tolvprofetbogen».

I den forbindelse peger forskere blandt andet på, at temaerne synd, dom og genoprettelse har forskellig plads i de forskellige bøger. For eksempel taler de første seks bøger (Hoseas, Joel, Amos, Obadias, Jonas og Mika) meget om synd. Stor plads går med at påpege synd hos tilhørerne – hvad enten det gælder Guds folk, eller det gælder andre folkeslag (Obadias og Jonas). I de næste tre bøger (Nahum, Habakkuk og Sefanias) bruges der mest plads på at beskrive dommen.

Særlig Nahum skiller sig ud, ved at den næsten udelukkende består af domsord. Når vi kommer til Haggaj, Zakarias og Malakias får frelsen og genoprettelsen en hovedrolle i bøgerne.

Dette budskab kan opsummeres i udtrykket «Herrens dag», som forekommer mange gange i disse bøger. Dette er en speciel dag, hvor Herren skal gribe ind til frelse for sit folk og dom over sine fjender. Mal 3,19-20 opsummerer dette budskab på en stærk måde:

Nu kommer den dag, der brænder som en ovn;
da bliver alle de overmodige
og alle, der handler ugudeligt, til strå.
Dagen, der kommer, skal sætte ild til dem,
siger Hærskarers Herre,
så der hverken bliver rod eller grene tilbage.
Men for jer, der frygter mit navn,
skal retfærdighedens sol stråle frem,
under dens vinger er der helbredelse.
I skal komme ud og springe omkring
som fedekalve;

Når Gud har meget på hjertet

Selv om det ikke er helt enkelt at placere alle disse bøger i en historisk ramme, kan vi alligevel identificere en vigtig tendens, ved at se nærmere på de bøger, som har en overskrift som placerer dem ind i en bestemt sammenhæng. Det viser sig nemlig, at disse profeter klumper sig lidt sammen rundt vigtige begivenheder i Israels historie i GT.

  1. Kongeriget Israels og Samarias fald (722 f.Kr.): Hoseas, Amos, Mika – og Esajas. Den store trussel er Assyrien, og det var også assyrerne som erobrede Samaria og lagde kongeriget Israel i grus.
  2. Kongeriget Judas og Jerusalems fald (587 f.Kr.): Sefanias, Habakkuk, Nahum – og Jeremias og Ezekiel. Dette er en tid, hvor Babylonerriget afløste assyrernes herredømme, og det var også babylonerkongen Nebukadnesar som erobrede Jerusalem og brændte templet.
  3. Eksilets afslutning og genrejsningen af templet (ca. 520 f.Kr.): Haggaj og Zakarias – i tillæg kommer Malakias lidt senere i samme periode. Dette sker i persertiden, efter at Kyros af Persien havde sendt sit berømte edikt ud, som tillod mange forskellige folkeslag i hans rige, at vende tilbage til sine oprindelige landområder (jf. 2. Krøn 36,22-23)

Vi kan vel sige, at der er nogen tider hvor Gud har ekstra meget på hjerte. Og det er ofte tider præget af store omvæltninger. Sådan har det egentlig altid været. I krisetider og omvæltninger er folk gerne mere modtagelige for Gud og hans ord.

I denne oversigt har jeg udeladt Joel, Obadias og Jonas. Disse har ingen stærke hint om hvilken historisk periode de foregår i. Jonas er sandsynligvis den samme som den profet, Jonas, vi møder i 2. Kong 14,25, under kong Jeroboam i Samaria.

I så fald er Jonas samtidig med Amos, Hoseas og Mika. At det er Nineve som er den store by, understreger det samme: Nineve var hovedstad i det assyriske rige. Obadias skildrer begivenheder som sandsynligvis kan knyttes til Jerusalems fald, mens Joel af forskere placeres i alt fra 900-tallet f.Kr til 500-tallet.

Ikke letlæst

De tolv bøger er meget forskellige, når det kommer til stil og genre. Mest enkel at læse er definitivt profeten Jonas, som er en spændende fortælling, som visse steder kan være tragikomisk. Ved hjælp af til dels bidende ironi, fremhæver Jonas’ bog Guds omsorg også for Israels værste fjender.

I den anden ende af letlæst-skalaen finder vi nok Zakarias, og de mange mærkelige syn han ser. Bogen kan til en vis grad minde lidt om Johannes Åbenbaring og anden halvdel af Daniels bog. Symbolmættede syner forkynder budskabet om Gud og hans kommende frelse. Og det er svært helt at få fat på alle detaljer i hans budskab.

De fleste af bøgerne har alligevel en blanding af teksttyper. Noget er vanskeligt og noget er ganske tilgængeligt. Men det kræver alligevel en del træning og en del arbejde, at læse disse tekster. Det er ikke bare at sætte sig ned og skimme igennem.

Peger frem mod Jesus

De profetiske bøger er fulde av poetisk og billedrigt sprog. Men det er alligevel arbejdet værd at læse dem. Disse bøger tager os endnu et skridt dybere ind i Bibelens forkyndelse om Gud, Herren, himmelens og jordens konge. Vi vil se, at vi også finder løfter og tekster som retter vores blik mod Jesus – vor herre og frelser – som hele GT peger frem mod.

Apostlen Peter giver GT´s profeter følgende attest:

Det var denne frelse, profeterne granskede efter og grundede over, når de profeterede om den nåde, som I skulle få; de grundede nemlig over, hvornår og hvordan den tid ville komme, som Kristi ånd i dem pegede på, når den forud vidnede om Kristi lidelser og den herlighed, der skulle følge. (1 Pet 1,10-11)

Denne frelse var noget profeterne forstod skulle komme. De forkyndte budskabet med undren i stemmen. De må have forstået, at noget stort var i gære, og at Guds frelse skulle komme til at overgå alt de kunne forestille sig!

 

Oversat af Ruth Vatne Rasmussen

Artiklen er tidligere blevet bragt på netsiden foross.no.

Del:

Twitter
Facebook
Relaterede artikler