Liturgi i det lavkirkelige

Det er svært at forestille sig en gudstjeneste uden nogen form for liturgi. Der vil som oftest være i hvert fald et minimum af planlagt bøn, planlagt forkyndelse, planlagt musik og formentlig også et planlagt begyndelsestidspunkt. Hvad enten vi vil det eller ej, er der altså nogle rammer, det giver mening at indordne sig under.

Min påstand er, at jo flere og mere definerede rammer, des større rigdom får vi ud af det; både åndeligt og praktisk i form af bedre muligheder for at engagere flere forskellige i gudstjenesterne og i form af et mindre brug af resurser på at forberede en gudstjeneste.

Frihed og ansvar

Den åndelige rigdom i liturgien kan du læse om i andre artikler i dette blad, så lad mig i stedet fokusere på den praktiske. Jeg tror, det er lettere at engagere flere i en rig liturgi, fordi vi i så fald spørger til noget meget defineret og konkret. Da afhænger det mindre af den engageredes dygtighed, fordi liturgien i sig selv bærer opgavens indhold.

Kirkebønnen/menighedsbønnen kunne være et eksempel. Spørger vi nogle om at bede den, uden at give dem et forslag eller nogle stikord at bede ud fra, giver vi dem en stor opgave, hvor den adspurgtes dygtighed kommer til at påvirke resultatet. Giver vi en fast formuleret bøn at læse op, bliver den adspurgte fritaget for store dele af det ansvar, og alene vedkommendes evne som oplæser har en betydning. Giver vi et forslag og en kort beskrivelse af, hvad bønnen bør indeholde, og hvordan den bør struktureres, får den adspurgte mulighed for selv at forme sin opgave i trygge rammer. Giver vi begge dele, giver vi vedkommende den største frihed, fordi både ansvaret og opgaven stilles frit.

Resurser

Det letter resurseforbruget for gudstjenesten med en rig liturgi, fordi vi ikke behøver tænke over, hvad der skal ske og hvornår. Det er ikke mange år siden (faktisk kun 223 år)¹I 1802 fik folkekirkens præster mulighed for at vælge imellem en begrænset række salmer på udvalgte tidspunkter i gudstjenesten. Som eksempel kunne den første salme frit vælges blandt numrene imellem 371-378 i Balles salmebog fra 1798 (Villadsen, Holger. 2016. ”Dansk højmesse 1832” i Fem højmesserekonstruktioner. Side 61. Kan læses på www.sejrupvilladsen.dk/LN-14.pdf) , der blev indført frit sangvalg i Den danske Folkekirke. Inden da var Salmebogen en bog, hvor man slog op på søndagen i kirkeåret, og dér kunne læse hele gudstjenestens forløb. Det var derfor begrænset hvor meget den enkelte menighed skulle planlægge en gudstjeneste. Samtidig har gudstjenesten været så genkendelig, at det har frigivet resurser til andre ting. Ingen musiker har skullet lære nye sange hver uge, og hele menigheden har kunnet synge med på det, der skulle synges.

Arbejdet med liturgien kan foregå på et overordnet niveau. I stedet for at have en gudstjenesteleder, der hver uge skal sikre, at vi når omkring de ting, der er givet i liturgien (f.eks. lovprisning, anråbelse/syndsbekendelse, læsninger, trosbekendelse, forbøn for prædikanten, prædiken, ordet frit, bønhørelse, menighedens bøn, tegn på forsoning, anerkendelse af alt som værende Guds, opløftning af hjerterne, takkebøn for Guds gaver, helligråb, genkaldelse af Guds mægtige gerninger i Kristus, indstiftelsesordene, troens mysterium, påkaldelse af Helligånden, bøn om bevarelse, bøn om Herrens genkomst, fadervor, brydelse af brødet, invitation og udsendelse), kan dette udbytte være sikret på et overordnet plan. Gudstjenestelederens opgave bliver da at lede menigheden igennem dette og eventuelt at vælge imellem variationer.

Blev du forpustet af omfanget af parentesens indhold? Så kan jeg fortælle, at mange af de bønner, der er nævnt i parentesen, består af en enkelt sætning i liturgien. Traditionelt har man sunget mange af disse liturgiske led. Sådan blev for eksempel også trosbekendelsen sat på vers af Luther (DDS 437), så i stedet for at sige eller synge den som i dag, sang man den salme. Da salmevalget blev endnu mere frit i Danmark, forsvandt (blandt andet) trosbekendelsen ud af den danske højmesse, fordi mange præster valgte en anden salme på trosbekendelsens plads. Grundtvig skulle efter sigende have tilføjet trosbekendelsen til sine prædikener for at få den med som en talt bekendelse i gudstjenesten. Der kan altså være en pointe i at sikre liturgiens indhold for at undgå, at vi mister noget, som faktisk er vigtigt.

Indhold og form

Kan liturgien ikke blive fremmedgørende? Jo, det kan den helt bestemt! Ordet om korset er en dårskab for hedninger, og det vil det også være, når ordet formidles som liturgi. ”Gudstjeneste” er ikke blot vores tjeneste for Gud, men det er (endnu en gang) Gud, der tjener os! Gud er Gud, vi er mennesker, og derfor vil noget være fremmed, uforståeligt, ophøjet og helligt.

Men der skal skelnes. Skelnes imellem liturgiens indhold og liturgiens form. Indholdet er vigtigt, men formen kan oversættes, ligesom også Guds ord er oversat til de fleste af verdens sprog, og arbejdet nu er i gang med at lave en ny oversættelse til dansk.

Et eksempel på dette kan være tegnet på forsoning. I Oldkirken var dette tegn, at man udvekslede kys med hinanden. I dag forbinder vi et kys med noget mere intimt, end man gjorde dengang, og jeg ville næppe forstå et kys som et tegn på forsoning og fred, hvis jeg fik det af nogen anden end min hustru (eller min morfar, dengang han levede).

En masai-stamme havde en tradition med at udveksle en tot græs med hinanden som et tegn på forsoning og fred. Da de kom til tro, tog de denne tradition med i liturgien i stedet for fredskysset, og hvis nogen nægtede at modtage en tot fra en anden, fejrede de ikke nadver, fordi der ikke var forsoning og fred i menigheden.²Hauerwas, Stanley & Samuel Wells, 2006, The Blackwell Companion to Christian Ethics, s. 7-8 – der henvises til Vincent Donovans Christianity Rediscovered fra 1982 Formerne må altså ”oversættes”, men indholdet fastholdes. Dette arbejde er for vigtigt til, at det kan ske på ugentlig basis.

Sænke skuldrene

Lyder det kedeligt? Der vil helt sikkert være nogle gentagelser, men gentagelser kan blive til vaner, og gode vaner skal man ikke undervurdere betydningen af. Lyder det langt? Både i folkekirken og i frimenighederne fylder salmer og sange en god del af gudstjenesten. Det er ikke uden værdi, men det bør, i princippet, oftest regnes som ”prædikentid”, når vi kigger på, hvilke salmer og sange vi synger. Tag et kig på den store parentes ovenfor og se, om de salmer og sange, I plejer at synge til gudstjeneste, fungerer som et af de led, eller om de egentlig er ”fyld” liturgisk set. Det betyder ikke, at de ikke kan bruges i gudstjenesten, men det er måske værd at tænke over at de, i mange tilfælde, faktisk er ”tilføjelser” til gudstjenestens liturgi.

Lyder det stift? Hvis vi nu leger med tanken om at fjerne alle salmer og sange, og kun fulgte en hel striks liturgi, så kunne vi, uden at forlænge gudstjenesten, have en ret fyldig lovsangsblok under ”Ordet frit” – enten planlagt eller foreslået eller måske endda en kombination.

Ved at tage liturgien alvorligt, også i den lavkirkelige gudstjeneste, giver vi os selv værktøjer til at sænke skuldrene og hvile i Guds mangfoldige gaver til os, samtidig med at vi giver os selv og hinanden plads til at bidrage med det, hver enkelt har fået givet. Arbejder vi alvorligt med liturgien, kan vi fejre gudstjenester, der formes af de gudstjenestefejrende og giver plads til mangfoldigt engagement, uden at det sker på bekostning af indholdet, og uden det kræver et års planlægning.

Den eneste forudsætning for en gudstjeneste er Gud – og hvor to eller tre forsamlet i hans navn, da er han der.

Artiklen er fra Budskabet 02-2025 og er en del af temaet ”Liturgi”. Flere artikler i samme tema:

• En fælles tjeneste for Gud og menigheden
• Højmessens liturgi – et levende møde
• Æbler af guld i skåle af sølv
• Liturgi med og mod kulturen