Lovløshedens trussel mod Guds folk må ligeledes medføre en form for beredskab eller agtpågivenhed. Men spørgsmålet er, om lovløsheden er mere end en trussel mod Guds folk. Hvis truslen allerede er virkelighed, er det ikke nok at være på vagt; da er der noget, der må ryddes op. Lovløshedens trussel må afdækkes, for at fremtidige trusler ikke skal blive til virkelighed.
Sagen er den, at lovløsheden både er trussel og virkelighed på en og samme tid, også hos Guds folk. Henvendt til sine disciple siger Jesus: ”Thi fra hjertet udgår onde tanker, mord, ægteskabsbrud, utugt, tyveri, falsk vidnesbyrd og bespottelser” (Matt 15,19). Lovløshed er allerede virkelighed i vores hjerter. Vi er solgt til at være under synden. Synden bor i os (jf. Rom 7,14ff). Denne lovløse virkelighed i hjertet gav Jesus sig selv hen for, ”for at løskøbe os fra al slags lovløshed og skaffe sig et rent folk som sin ejendom, ivrigt efter at gøre gode gerninger.” (Tit 2,14). I Jesus er vi fri fra al slags lovløshed!
Dette forhold må til stadighed stå klart for os, ellers bliver lovløshedens trussel og den medfølgende agtpågivenhed let til selvsikkerhed og selvforherligelse. Truslen bliver da noget, der ligger udenfor os, og som endnu ikke er blevet vores problem. Vi tror, vi kan holde truslen fra døren.
Lovløsheden som trussel mod Guds folk kommer fra flere sider.
Lovløshedens trussel mod Guds folk, fra de lovløse
Truslen er vel mest åbenlys fra det lovløse samfund, der i høj grad omgiver os. I samme grad som befolkningen vender sig bort fra Guds ord, bevidst eller ubevidst, vil mørke, synd og lovløshed tage overhånd. Og griber lovløsheden om sig, vil truslen selvsagt også blive større.
Guds folk er løskøbt fra al lovløshed ved Jesu død. Vi er renset ved hans blod. Når Guds folk fordyber sig i denne virkelighed, forløsningen ved hans blod, skabes også iveren efter at gøre gode gerninger. Vi er et folk, der skal lade vores lemmer træller for den retfærdighed, Gud har skænket os gennem troen på Kristus.
Anderledes er det med dem, der ikke kender evangeliet. For hvor evangeliet ikke er kendt, lader man sine lemmer trælle for urenheden og lovløsheden, så man bliver lovløs. Det kan ikke være anderledes. For det er alene ved troen på Jesus, vi bliver og er frie fra al slags lovløshed. Uanset hvor godt og fromt mennesket end er, så forbliver det, hvad det altid har været uden troen på Jesus: lovløs. Men Guds folk er ved Jesu død løskøbt fra al slags lovløshed og lader nu sine lemmer trælle for retfærdigheden og derved helliges (jf. Rom 6,19). Vi kan ikke leve på samme måde, som de lovløse, der ikke kender evangeliet. Vi kan ikke trække ”på samme hammel som de vantro! For hvad har retfærdighed med lovløshed at gøre, eller hvad har lys til fælles med mørke?” (2 Kor 6,14).
Hvordan skal Guds folk være på vagt overfor denne trussel? Hvordan undgår vi, at lovløshedens trussel fra det omgivne samfund bliver til virkelighed?
Først og fremmest sker det ved at bede: ”Helliget blive dit navn… – også i mit liv denne dag.” For det er alene ved troens stadige tilegnelse af Jesus Kristus og forløsningen i ham, at vi bliver bevaret fra lovløsheden. Ligesom Jesus løskøbte os fra al slags lovløshed, er det også forløsningen i ham, der bevarer os fra den. Der hvor vi står som syndere, der til stadighed må bede om syndernes forladelse, og således styrkes ved nåden, da opdrager Guds nåde os til at sige nej til ugudelighed og verdslige lyster. (jf. Tit 2,11f).
Guds nåde opdrager os til at leve besindigt, retskaffent og gudfrygtigt i denne verden. For nådens ord siger, at du i Kristus er fri. I ham er du hellig. Hans fuldkommenhed er din fuldkommenhed. Lev nu i denne virkelighed. Hold budene, og lad dem vejlede dig ind i dit liv. For budene taler nemlig om det, der er helligt, retfærdigt og godt. Og du som allerede er hellig, retfærdig og god ved troen på Jesus Kristus, du vandrer nu på denne vej.
Værnet mod lovløsheden er at holde sig til Guds ord i lov og evangelium. – Ja, det lyder lidt klichéagtigt; men det er faktisk ingen selvfølge, at Guds folk ser netop dét, som værnet mod lovløshedens trussel. Mister vi erkendelsen af og synet for Guds ord i lov og evangelium, da vil lovløshedens trussel komme fra en anden og helt uventet kant.
Lovløshedens trussel mod Guds fold, fra den lovløse
I 2. Thessalonikerbrev omtales antikrist som lovløshedens menneske. Han skal åbenbares og indtage Guds tempel og udgive sig selv for at være Gud (jf. 2 Thess 2,3-4). Mange af de udvalgte skal føres vild ved hans bedrag og vil falde fra. Tiden forud vil blandt andet være kendetegnet af den åbenlyse lovløshed i samfundet omkring os, som vi har set det ovenfor; en trussel vi ikke skal undervurdere. Samtidig vil tiden forud også være kendetegnet af lovløshedens hemmelighed, som allerede nu er virksom (jf. 2 Thess 2,7).
Det er en lovløshed, der er langt sværere at være agtpågivende overfor. Den sker nemlig, hvor man mindst venter det: blandt dem der tilbeder Gud! – En sådan lovløshed må sandelig ske i det skjulte. Derfor kaldes det også for lovløshedens hemmelighed. Og denne form for lovløshed sker på en måde, som man mindst venter det: i iveren efter at leve efter Guds ord!
”Nej, nu hopper kæden af”, tænker du måske, ”for Jesus har jo løskøbt os, renset os og gjort os til sin ejendom, der er ivrige efter at gøre gode gerninger!?”
Det er sandt! Der er en iver efter at gøre gode gerninger, som skabes og motiveres ved forløsningen i Jesus Kristus. Når du står der, hvor du ser, at Guds Søn har gjort dig fri; fri fra synd og al slags lovløshed i tanker og i handlinger, og takker Gud for den nåde, da skaber evangeliet det ønske i dig: ”Ad den vej, du befaler, vil jeg løbe” (jf. Sl 119,32).
Men, der er også en iver efter at gøre gode gerninger og følge Guds ord, som er forbandet. Bag alle gode intentioner skjuler lovløsheden sig. Men det er skjult for øjet. Øjet vil aldrig kalde det lovløshed. Derfor kaldes det også for lovløshedens hemmelighed.
Denne lovløshed skjuler sig i et liv, hvor man er ivrig efter at gøre gode gerninger (hvilket jo på sin vis er godt og rigtigt, jf. ovenstående). Bibelen bliver læst og gransket for at finde ud af, hvad der er Guds vilje. Guds ord bliver forkyndt med henblik på samme. Der er en koncentration om netop dette i en sådan grad og på en sådan måde, at frelsens budskab til fortabte syndere bliver banaliteter. Ordet om forløsningen i Kristus vender man sig sjældnere og sjældnere til, hverken i sit eget liv eller i forkyndelsen. Der forkyndes nok om Jesus, men han forkyndes som forbilledet og som den, der på rette måde har forklaret Guds vilje for os.
Forkyndelsen af Guds vilje bevæger sig inden for rammen af, hvad der er muligt og rimeligt. De vandrer ad Herrens veje. Der er en oplevelse og erfaring af, at man magter det. Vel er man klar over, at det nye liv skyldes Guds nåde, og man takker Gud for det. Det er ikke sådan, at man søger egen fortjeneste eller værdighed med det.
Det er til sådanne tilsyneladende fromme og i vores øjne gudfrygtige mennesker, Jesus siger: ”… indeni er I fulde af hykleri og lovløshed.” (Matt 23,28b). Man må undres. I dag vil man betegne dem som ivrige og nidkære for Guds ord. De var, og er, ivrige efter at gøre gode gerninger. Ikke kun i det ydre, men også i det indre. Alligevel siger Jesus, at de er fulde af lovløshed!
Det skyldes ikke, at de kun tænker på at gøre det rigtige, og så kan det i øvrigt være ligegyldigt med det indre liv i hjerte, tanke og sind, sådan som man let misforstår farisæerne. De er fulde af lovløshed, fordi de aldrig er døde under loven. De ved ikke, hvad det vil sige at være fortabt. Og derfor har de heller ikke brug for frelsen i Jesus.
Lovløshedens hemmelighed er, når Guds folk i sin iver efter at gøre det gode ikke har erkendt og erkender sin egen fortabte stilling overfor Gud; at vi er døde i overtrædelser og synder. I os selv er vi fortabte. Der har ordet om det fuldbragte så svært ved at nå ind. Det har man ikke længere brug for. Det fuldbragte værk i Sønnen er ikke længere livet for en, og det man igen og igen vender tilbage til. Derfor er man fuld af lovløshed. Dét er man nemlig, når Kristus ikke er livet for én.
Selv dem, der betegner sig som Guds folk, er fulde af lovløshed, når det ikke længere er Kristi fuldbragte værk, som samler dem. Nok samles de om Guds ord, synger sammen, hører Guds ord, er ivrige efter at gøre gode gerninger, men de er fulde af lovløshed, når den lovløse får ført dem bort fra ordet om forløsningen ved Kristi blod. – Det er skjult for tanken og vores øjne; det er en hemmelighed.
Eksempel
Et eksempel fra Det Gamle Testamente viser, hvordan lovløshedens hemmelighed griber om sig i åbenlys lovløshed.
I Jeremias 7 og 8 møder vi et folk, som går til Herrens tempel. De tilbeder Herren (Jer 7,2)! De tror, men deres tro er falsk. Syndernes forladelse er blevet til syndernes tilladelse; for de tilbeder Herren, mens de stjæler, slår ihjel bryder ægteskabet, sværger falsk og tilbeder andre guder, samtidig med at de siger: Vi er reddet! Vi er frelst! (jf. Jer 7,8ff). Dér er lovløsheden ingen trussel mod Guds folk, men en virkelighed i Guds folk. Og den er åbenlys. Årsagen til det skyldes, at de ikke hører Hans tale. De svarer ikke, når han råber (Jer 7,13).
Hvad er det for et svar, Herren ønsker, når han taler til sit folk? De holder da gudstjeneste. De tilbeder ham. Alligevel er der nogle ord, som Herren ikke hører fra deres mund, og det er sandhedens ord! ”Sandheden er forsvundet; den findes ikke i deres mund.” (Jer 7,28). Når de hører Guds ord, svarer de ikke længere med sandhedens ord.
Hvad er det for et ord? Det er angeren over deres egen ondskab. Den tale er forstummet i det frafaldne Guds folk, der dog tilbeder Ham. Og da griber tyveri, mord, ægteskabsbrud, falskhed og afgudsdyrkelse uhindret om sig i hjerte, tanke og sind og måske også i handling. Der er ingen syndserkendelse og syndsbekendelse for Herren, når Hans ord lyder. De fortsætter deres frafald. Der er ingen omvendelse. De afviser, at omvendelsen gælder dem (Jer 8,5).
De kender Guds ord. De påberåber sig også at være bibeltro og følge Guds ord: ”Hvordan kan I sige: »Vi er vise, vi har Herrens lov hos os«?” (Jer 8,8). Sådan ser de selv på situationen. Men Herren ser anderledes på dem. Han lytter nemlig efter sandheden i deres mund: ”Jeg har lyttet og hørt efter, men de taler ikke sandhed. Ingen angrer sin ondskab og siger: »Hvad har jeg dog gjort?«” (Jer 8,6).
Her er lovløsheden ikke nogen trussel mod Guds folk. Den er en realitet! Selvom Guds folk påberåber sig Guds ord og Guds lov (Jer 8,8), så siger Herren: ”Men mit folk kender ikke Herrens lov.” (Norsk oversættelse af Jer 8,7). Midt i iveren for Herrens lov, er de uden lov!
Vi kan være ivrige efter at følge Herrens ord, og indrette vores liv efter Herrens bud. Og det gør vi ret i. Vi må dagligt minde os selv om de ti bud, og også gerne Luthers små forklaringer til dem, så vi ved, hvad det vil sige at frygte og elske Gud.
Men når Gud hører efter i dag, hører han dig så tale sandt om dig selv? Hører han angeren over din ondskab i hjerte, tanke og sind? Hører han sandhedens ord fra din mund: ”Hvad har jeg dog gjort?”
Tidligere talte man om den daglige omvendelse. Det taler man ikke om, når lovløsheden råder i Guds folk. ”Daglig omvendelse” er, at man dagligt svarer Herren med sandhedens ord; dagligt bekender sine overtrædelser for Herren. Når denne sandhed forsvinder fra Guds folk, da er lovløsheden på vej til at blive en realitet. Mange ser det ikke. De ser, at de netop vil Guds ord, vil Guds lov, men det fører dem aldrig ind i opgøret med Gud, hvor man taler ud med ham. Og da går Guds folk deres undergang i møde, selvom de siger: ”»Fred, fred!«, skønt der ikke er fred.” (Jer 8,11-12).
Når lovløsheden er blevet til virkelighed, erkender man ikke længere sandheden om sig selv og finder derfor heller ikke længere sin fred i Jesus Kristus, som er vores fred. Man finder nu ubevidst sin fred i gode og fromme aktiviteter, sin tjeneste, sin kirke, og i sin iver efter at gøre det gode.
Et værn mod lovløshedens hemmelige trussel finder vi blandt andet i bønnen:
Vig ej fra mit hjerte,
åndens armods smerte,
du til gavn mig er.
Sig mig mine lyder,
at jeg altid nyder
nådens rigdom her.
Nådens rigdom er, at du er renset i Jesu blod. Dér har du et mægtigt værn mod lovløshedens åbenlyse trussel:
Blodet føre ved Ånden kan
i Guds rige os ind,
helliggørelsen gøre sand,
rense hjerte og sind.
Blodet kan os indføre i
sand forening med Gud,
os fra trældom i synden fri
til at holde Guds bud.
Artiklen er tidligere blevet bragt i magasinet Budskabet.
