Ofte har vi en forestilling om, at hensynet til sandheden og hensynet til kærligheden står i et spændingsforhold: De, der er meget optaget af sandheden, bliver let ukærlige, og de, der er meget optaget af kærligheden og enheden, nedprioriterer ofte den læremæssige klarhed. Derfor skal sandheden og kærligheden holde hinanden i skak.
Men Efeserbrevet 4,1-16 viser tværtimod, at den kristne vækst netop er vækst i både kærlighed og læremæssig sandhed, og de kan ikke skilles ad, uden at begge dele lider skade. Den pointe vil jeg i det følgende efterspore og forsøge at drage konsekvenser af.
Forudsætningen
Baggrunden for denne tekst er de foregående kapitlers tale om, at gærdet er revet ned, og at der er blevet ét nyt folk af jøder og hedninger (jf. min artikel i forrige nummer). Kirkens enhed er altså ikke noget, vi skal skabe, men noget, der allerede ér der, fordi vi har en fælles frelser.
Det hænger sammen med, at frelse i Efeserbrevets sammenhæng ikke bare er nyt og evigt liv for individuelle kristne. Det er det også! Men det er et nyt folk – et nyt samfund – med nye standarder. Derfor er kirkens enhed på den ene side en fuldbyrdet kendsgerning i Kristus – og på den anden side et projekt, vi skal arbejde på.
Og meningen må være, at vi skal arbejde på, at denne enhed bliver synlig og hørbar.
På baggrund af den dobbelthed nævner Paulus fire elementer i de kristnes enhed.
1) Kærlighedens sindelag (v.1-3)
Her understreges det stærkt, at der faktisk er noget, vi skal stræbe efter og prioritere: ”åndens enhed i fredens bånd”. Det er den synlige og hørbare enhed, som understreges; men ikke nødvendigvis en organisatorisk enhed eller en menneskelig enshed.
Det lader sig kun gøre, hvis et ganske bestemt sindelag kommer til at sætte dagsordenen i de enkelte kristnes liv: ydmyghed, mildhed, tålmodighed og overbærenhed. Fire ord, som konkretiserer det store ord – kærlighed – som så let bliver luftigt og ukonkret.
Det er påfaldende med disse fire dyder, at datiden havde et noget blandet forhold til dem. Ydmyghed nævnes nemlig aldrig i datidens græske litteratur som noget positivt, mens mildhed var et ord, filosoffen Aristoteles elskede.
Det er, som om Paulus vil sige, at menigheden udfordres til at kombinere det, der er godt og sundt i alle menneskers øjne, med en kristen standard, som denne verden ikke kender. Med det udtrykkelige formål at skabe og bevare enhed.
At forestille sig nogen splittelse mellem kristne mennesker – selv den læremæssigt mest velbegrundede – som kristne slår sig til ro i og glæder sig over, er i dette lys utænkeligt. Selv i denne situation og selv når den varer i århundreder, må ønsker om enhed og forsoning leve i os.
2) Gud en én (v.4-6)
Og så er det, som om Paulus i næste sætning hopper over til den modsatte dimension. Nu understreger han, at enheden ikke (kun) er et projekt, men en virkelighed, som allerede er der. Den har sin rod i Guds egen enhed. De tre personer i Gud nævnes mellem andre ”enheder”: ”… én Ånd, … én Herre, … én Gud og alles fader.” Derfor bliver menigheden ”ét legeme”.
Der kan være grund til at opholde sig ved udtrykket ”én tro, én dåb.” Dermed understreges det nemlig, at dette ikke er en enhed uden om læren: En tro betyder i sammenhængen en trosbekendelse. Det er heller ikke en enhed uden om sakramenterne. Derfor understeges det: én dåb.
Når det i nogle former for moderne enhedsbestræbelser er blevet almindeligt at sige, at læresætninger adskiller, mens kærlighed forener, så ville Paulus erklære sig uenig.
3) Forskelligheden, der forener (v.7-13)
Dernæst går Paulus over til at tale om de forskellige nådegaver. De nådegaver, han særligt koncentrerer sig om i dette afsnit, er dem, som handler om evangeliets formidling: apostel, profet, lærer og evangelist.
Det er interessant, at de tre gange Paulus taler grundigere om nådegaverne (jf. Rom 12 og1 Kor 12), er det i forbindelse med talen om de kristnes enhed og kærlighed. Det er, som om han vil betone, at den forskellighed i menigheden, som kan være en udfordring i det daglige liv, er en kilde til enhed og kærlighed, når den bliver brugt rigtigt.
Vi har forskellige opgaver som forkyndere. Nogle er evangelister i frontlinjen, hvor tro og vantro brydes, andre er undervisere, optaget af klarheden og det pædagogiske, og andre er hyrder, der vandrer med menigheden over lang tid og i mange faser af livet.
I nogen måde får vi måske også forskellige anliggender og yndlingstemaer. Inden for rimelige grænser er det godt nok. De bibelske forfattere kredser heller ikke alle lige meget om de samme temaer. Men målet er det samme: at Kristi legeme bygges op!
Jeg kan ikke dy mig for at lufte en kæphest i denne forbindelse: Enheden kan måske netop blive truet af for ens forkyndere – eller for ens ledere – idet ensidigheden kan føre til skævheder i fælleskabet. Det er jo et velkendt fænomen, at det ofte er mennesker, der ligner hinanden for meget, som får konflikter.
4) Enheden i tro og erkendelse (v.13-16)
Læg mærke til, at der er overlapning mellem vershenvisningen i foregående og dette afsnit. Disse elementer hænger nemlig nøje sammen, og det er ikke til at sige, hvor det ene ender, og hvor det næste begynder.
Men nu understreges hovedpointen stærkt, nemlig at enheden i tro og erkendelse hænger sammen. Kun hvis vi bliver myndige, så vi kan afvise falsk lære (v.14), er vi fuldvoksne i kærlighed. Og kun hvis vi er kærlige, er vi vokset op til ham, som er lærens egentlig indhold: Kristus (v.15).
Enhed kan ikke tænkes uden om den sunde lære. De kristne i Tyskland, som i 1930’erne dannede opposition mod Hitler, understregede dette i Barmen-erklæringen fra 1934: ”Tysklands evangeliske Kirkes enhed kan kun blive ud fra Guds ord i troen, ved Helligånden.”
I afsnittet fra v.7-13 blev forkyndernes rolle i enheden understreget. I v.16 understreges det derimod, at alle medlemmer i den kristne menighed har sin rolle i denne enhed. Det er hvert enkelt led, der hjælper med at holde sammen på menigheden.
Det er, som om det betones, at dette enhedsprojekt er for stort og vigtigt til at overlades til ledere og forkyndere. Og at ikke kun de store skelsættende begivenheder og prædikener har sin rolle at spille. Men også de små valg og de små hverdagsmøder mellem mennesker.
Konsekvenser
Det ville være synd at sige, at det er let at drage de praktiske konsekvenser af denne tekst. Som guddommelig åbenbaring tegner den et billede, som vi ikke kan tænke os til selv. Og som langt på vej taler imod vores erfaring. Alligevel vil jeg i nogle punkter forsøge at trække nogle mere praktiske konsekvenser. Når vi tager denne tekst alvorligt, må vi:
- Erkende den kristne enhed som et faktum, vi har i Kristus, og som har sit udspring i, at vores Gud er én, samtidig med at han er tre personer.
- Aldrig slutte fred med, at den kristne kirke er splittet, men søge efter muligheden for forsoning og enhed. Både når det handler om splittelsen mellem kirkesamfund og i de mange små splittelser og stridigheder, der præger lokale menigheder, kirkesamfund og organisationer.
- Møde enhver kristen bror og søster – ikke mindst den, vi er uenig med i alvorlige spørgsmål – med kærlighed. Det vil sige lytte med god vilje, tage alt op i bedste mening og søge forståelse.
- Skabe så få kirkebrud og så få gensidige læremæssige fordømmelser som muligt.
- Øve os i at skelne mellem stort og småt i uenigheder. Være storsindede i de små spørgsmål og turde tage den tydelige debat om de store.
- Øve os i at elske sandheden, ikke bare holde fast i den. Selv om det kan være svært at sætte ord på, så er der en verden til forskel på den sandhed, der fastholdes for princippets skyld, og den der ånder af kærlighed.
- Øve os i at udnytte de forskelle i nådegaver og temperamenter, vi har – og bruge dem til at styrke enheden.
- Udvise al den respekt og kærlighed, vi kan, når vi nødsages til at skilles, fordi alvorlige spørgsmål står i vejen for fællesskabet. Og vi må give hinanden så gode vilkår som muligt. Det er ingen kunst at elske dem, vi er enige med. Kærlighedens virkelige prøve er, når vi er alvorligt uenige – og vel at mærke må fastholde denne uenighed.
Og så må vi med længsel vente på, at Guds folk igen skal blive synligt ét. Vi ved ikke hvornår, men senest ved Jesu genkomst.
Kilder:
Jeg er i denne artikel meget afhængig af de udlægninger af teksten, jeg har mødt i
Vaughan Roberts bibelforedrag på Lausanne III i Cape Town: http://www.youtube.com/watch?v=cNZh-xzRRb8 og John Stott: The Message of Ephesians (IVP 1979 og senere).
Artiklen er tidligere blevet bragt i magasinet Budskabet.
