Mennesket: faldet i synd

Synd forårsager brudte relationer både til Gud, næsten og skaberværket, men det er faktisk mere alvorligt end det; den fører os også til fortabelsen, hvis der ikke bliver sonet for den. Det er en vigtigt sandhed om mennesket - set i Bibelens lys.

Jeg kommer til at gentage dette senere, men det er simpelthen så vigtigt, at det også skal nævnes her i begyndelsen:

Når vi taler om synd, så må vi ikke spille Guds kærlighed til os ud mod vores syndighed. Det er ikke sådan, at jo mindre vi synder, jo mere elsker Gud os.

Det går heller ikke den anden vej rundt, at hvis Gud elsker os, så betyder vores syndighed ikke så meget. Vi må kunne tale seriøst og bibelsk om begge dele uden at tro, at det ene udelukker det andet.

Vi skal i denne artikel igennem tre spørgsmål:

  1. Hvad er synden, og hvor kommer den fra?
  2. Hvad er syndens konsekvenser?
  3. Hvad gør vi med synden?

1. Hvad er synden, og hvor kommer den fra?

Ordet synd betyder overordnet afvigelse fra enten en menneskelig eller en guddommelig standard. Hos Johannes (Joh, 1-3 Joh) beskrives synden som en tilstand (Se f.eks. Joh 9,34), mens den får mere personlige træk hos Paulus, hvor mennesket kan være trælle for synden, som var den en slaveejer (Rom 6).

Synden kom ind i menneskets liv ved syndefaldet (1 Mos 3). I form af en slange bedragede Satan mennesket til at spise af Kundskabens træ, som Gud havde forbudt mennesket at spise af (1 Mos 2,17). Mennesket trodsede Guds bud og spiste af træet pga. af slangens ord i 1 Mos 3,4b-5: ”Vist skal I ikke dø! Men Gud ved, at den dag, I spiser af den, bliver jeres øjne åbnet, så I bliver som Gud og kan kende godt og ondt.”

Mennesket trodsede Guds bud, og synden kom ind i deres liv.

Vi ser lynhurtigt konsekvenserne af syndefaldet:

”Da åbnedes deres øjne, og de opdagede, at de var nøgne. Derfor syede de figenblade sammen og bandt dem om livet” (1 Mos 3,7).

Nu var menneskets nøgenhed et problem, fordi de så at de var sårbare. Sårbarheden var ikke et problem i sig selv, hvis ikke det var fordi Adam og Eva nu også vidste, at de havde muligheden for at såre den anden part og dermed også selv blive såret. Synden var kommet ind i verden, og vi skal bare bladre et kapitel for at se i 1 Mos 4,8, at Kain slår sin bror, Abel, ihjel.

Synden er dog ikke bare kommet til verdenen som en statisk størrelse, men den accelerer allerede i de første kapitler. Hvor vi ser Kain være bange for konsekvenserne fra mordet på Abel(1 Mos 4,13-14), så praler hans efterkommer, Lemek, af sine morderiske planer (1 Mos 4,23-24). 1 Mosebog kommenterer også på, at synden nu hang permanent til mennesket (cf. 1 Mos 6,5; 8,21). 1Steinmann, Andrew. 2019. Genesis: An Introduction and Commentary

Synden var altså kommet ind i verdenen, og den var et fremmedlegeme i Guds skabte verden; den angav en ikke-ønskelig tilstand. Skal vi ridse det kort op, så kan vi citere Rom 5,12: ” Derfor: Synden kom ind i verden ved ét menneske, og ved synden døden, og sådan kom døden til alle mennesker, fordi alle syndede.” Synden er kommet til verdenen og alle syndede, hvilket leder os til emnet arvesynd.

Arvesynd

Arvesynd er et af de teologiske ord, som ikke stammer fra bibelen, men som betegner en bibelsk sandhed, nemlig at vi alle fødes med synden i os. ”I skyld har jeg været, fra jeg blev født, i synd, fra min mor undfangede mig.” Sådan siger David i Sl 51,7, og vi ser også tanken om syndens totalitet i bibelvers så som Job 15,14; Jer 17,9; Rom 3,9-20.23; 8,7 samt to tidligere nævnte steder fra 1 Mos 6,5; 8,21.

Skal vi koge arvesyndslæren ned, så kan vi sige, at mennesket rammes som slægt af synden, og det gælder alle som en.

Der er ikke en eller anden grandfætter, som er undtagen. Det kan virke ganske uretfærdigt og skævt, men vores individuelle tankegang må lægges til side for den bibelske realitet. Der vil vi opdage, at vores forargelse kan blive vendt til forundring. På samme måde som arvesynden rammer menneskeslægten, så bliver det nemlig også muligt for Jesu soning at nå til alle, som tager imod den: ”For ligesom de mange blev syndere ved det ene menneskes ulydighed, sådan skal også de mange blive retfærdige ved én enestes lydighed.” (Rom 5,19)

Øivind Andersen, der var bibelskolelærer i Norge i mange år, siger sådan om arvesynden:

”En rigtig forståelse af det naturlige menneskes syndighed og arvesynden er nødvendig for at finde frem til en rigtig forståelse af evangeliet og rækkevidden af Jesu Kristi stedfortrædergerning.” (oversat fra norsk) 2Andersen, Øivind. 1987. Troslære: forelæsninger ved Fjellhaug Skoler. Hillerød: Luthersk Missionsforenings Bibelskoles Elevforening, s. 90

Hvis vi piller ved en bibelsk realitet, fordi den er anstødelig i vores samtid, så piller vi også ved evangeliet. Vi er ikke dommere over Guds ord, det går den anden vej rundt. Arvesynden er noget helt reelt og betegner den syndighed, vi har i os, og den modvilje vi har mod Gud.

2. Hvad er syndens konsekvenser?

Som jeg nævnte i indledningen, så må vi ikke spille vores syndighed ud mod Guds kærlighed til os. Selvom vores synd nedkalder Guds vrede (Kol 3,6), så gør den ikke, at vi forkastes af Gud eller at hans kærlighed til os har lidt et knæk, hvilket et vers som 1 Joh 4,10 sætter ord på: ”Deri består kærligheden: ikke i at vi har elsket Gud, men i at han har elsket os og sendt sin søn som et sonoffer for vore synder.”

Vi må være ærlige om både Guds kærlighed til os og syndens alvor. Synd er nemlig ikke bare en skønhedsplet, eller en charmerende fejl ved mennesket, men det er noget alvorligt: ”[f]or syndens løn er død” (Rom 6,23a). Læser vi Rom 6,23 færdigt forsætter Paulus: ”men Guds nådegave er evigt liv i Kristus Jesus, vor Herre.” Når døden sættes i kontrast til det evige liv, så må der også være tale om en evig død, som her er Paulus betegnelse for Helvede, den evige fortabelse. Synden er altså alvorlig; det er Guds kærlighed også, hvorfor han også har grebet ind i situationen.

Syndens konsekvenser ses flere steder, men særligt kan vi anskue dem i tre dimensioner: 1. Forholdet til Gud 2. forholdet til næsten og 3. forholdet til skaberværket. I forhold til Gud, ser vi syndens konsekvenser særligt på to planer.

Forholdet til Gud

Det første plan er, at vi står strafskyldige overfor Gud som Rom 3,19 siger det. Vi står i os selv til at skulle gå denne evige fortabelse i møde, hvis ikke vi tager imod frelsen fra Gud. Det andet plan er, at vi med syndefaldet får et andet forhold til Gud. Rom 8,7 beskriver det således: ”For det, kødet vil, er fjendskab med Gud; det underordner sig ikke Guds lov og kan det heller ikke.” Vi er så at sige dobbelt på den; vi er strafskyldige og fjender med Gud. Det er derfor, vi er fuldt ud afhængige af, at Gud griber ind i vores situation, hvilket han gjorde, mens vi endnu var syndere og hans fjender (Rom 5,8-10).

Som kristen er vi med Luthers latinske oneliner simul iustus et peccator, som på et mere forståeligt sprog betyder ”samtidigt retfærdig og synder”.

Som kristne lever vi med en tilregnet retfærdighed, altså at vi rækkes frelsen fra Gud på grund af Jesu sonoffer (Rom 4,5), men vi synder stadigt (Rom 7), hvorfor vi kaldes til en kamp mod synden (Rom 6,12).

Forholdet til næsten og skaberværket

Synden har gjort, at vi lever med brudte relationer både til Gud, men også til næsten og skaberværket. I forhold til næsten skader vores synd andre. Dette gælder både den synd, der er tydelig så som vold, nedsættende ord, åbenlys utugt, men også den mere skjulte synd så som bagtalelse, pornografi, onde tanker, egoisme. Vi må være i kamp mod synden i vores liv, både fordi går imod Guds bud, og fordi den skader vores næste. Vi er kaldet til at elske vores næste som os selv (Matt 22,39).

Det må vi tage seriøst og lade være en ekstra motivation i kampen mod synden.

Vi ser også syndens konsekvenser i forhold til skaberværket. Adams rolle var at dyrke vogte Edens have, skaberværket (cf. 1 Mos 2,15). Vi ender dog i stedet ofte med at dyrke skaberværket og de materielle goder som en afgud. Derudover har vores brug af skaberværket ofte været karakteriseret af rovdrift frem for at vogte det.

3. Hvad gør vi med synden?

Som kristne lever vi i denne virkelighed, hvor vi er frelste men stadig syndere. Jesu ord i Joh 15,1-3 illustrerer dette meget godt: ”Jeg er det sande vintræ, og min fader er vingårdsmanden. Hver gren på mig, som ikke bærer frugt, den fjerner han, og hver gren, som bærer frugt, den renser han, for at den skal bære mere frugt. I er allerede rene på grund af det ord, jeg har talt til jer.”

Vi er allerede rene (v.3), men Gud arbejder i os med at rense os (v.2). Vi må ikke tro, at vi så bare kan smække benene op og ikke gøre noget selv. Fordi vi lever i denne realitet af at være frelst, så må vi kæmpe mod synden i vores liv (Gal 5,13-26), men vi kan vide, at Gud arbejder med i dette.

Her til sidst vil jeg give nogle mere eller mindre konkrete bud på, hvordan du kan kæmpe mod synden i dit liv.

  1. Bed til Gud både om tilgivelse, men også om at han må rense dig for synd (Joh 15,2).
  2. Læs i Bibelen, tal med kristne og kom til kristne forsamlinger, så du fyldes på som kristen.
  3. Kald synd for synd, og lad dig ikke snyde af et ”Har Gud virkelig sagt?” (1 Mos 3,1).
  4. Acceptér, at du er under arvesynden, så du ikke bliver modløs, når du ikke vinder over synden, men bliv ved med at kæmpe, fordi synd er forkert og skader både dig selv og andre.
  5. Få nogle vaner til kampen mod synden, fordi du kommer til at fejle og skulle rejse dig igen og igen og igen.

Det befriende evangelium

Synden i vores liv er alvorlig og gennemgribende, derfor bliver evangeliet så ekstra sødt, da Guds frelse også er alvorlig og gennemgribende. Paulus skriver i Rom 5,8: ”men Gud viser sin kærlighed til os, ved at Kristus døde for os, mens vi endnu var syndere.” Dette må vi leve i; at som kristne, så er der sonet for vores synd, fordi Gud har grebet ind i vores håbløse situation.

Fodnoter:

1 Steinmann, Andrew. 2019. Genesis: An Introduction and Commentary
2 Andersen, Øivind. 1987. Troslære: forelæsninger ved Fjellhaug Skoler. Hillerød: Luthersk Missionsforenings Bibelskoles Elevforening, s. 90

Del:

Del på twitter
Twitter
Del på facebook
Facebook
Relaterede artikler