I det lys fik det rigtig meget at sige mig. Om mit eget liv og om Luthersk Missions aktuelle situation. Og jeg lagde hurtigt mærke til en stærk spænding i brevet: Spændingen mellem den tydelige og lidenskabelige Guds dom over forfaldet og udfordringen til menigheden om at være kærlighedens og barmhjertighedens redskab midt i forfaldet. Judas finder åbenbart, at begge dele er nødvendige, for at menigheden kan fuldføre sin mission.
Denne spænding har jeg tidligere lagt mærke til et andet sted i NT, nemlig i sidste del af bjergprædikenen (Matt 7). Her er nogle af de stærkeste formaninger til at bedømme ånder (f.eks. 7,15ff) og turde sætte en grænse over for den åbenlyse foragt for evangeliet (7,6) koblet sammen med formaninger til at leve et ikke-fordømmende liv (7,1) og til i alle forhold at sætte sig i medmenneskets sted (7,12).
De temaer, som vores tids kirkelighed ofte hører som uforenelige modsætninger, holdes sammen: Bedøm lære og liv, sæt grænser over for forkastelsen af Guds ord og lev selv et ikke-fordømmende, næstekærligt liv …
Samme dobbelthed lyser ud af Judas’ brev.
Dommen over forfaldet
Domsordene findes ikke mindst i vers 3-16 og ligner unægtelig et portræt af folk og kirke i dag.
Det er ikke den dogmatiske vranglære, som falder mest i øjnene – selv om den også er der. Det er den etiske: Seksuelle synder (f.eks. v. 7), grådighed og materiel egoisme(v.12) og – måske lidt overraskende – smigrende optræden (v.16).
Guds ords dom er lige så kraftige mod denne etiske vranglære (se f.eks. v 14), som mod dogmatisk vranglære (tænk f.eks. på Galaterbrevet).
Der kan være grund til at hæfte sig ved dette i det nuværende kirkelige klima. Man kan nemlig bemærke, at en del kirkelige ledere – som er temmelig liberale i (seksual)etiske spørgsmål – er tilsvarende mere konservative i dogmatiske.
Den åbenlyse fornægtelse af opstandelsen og forsoningen er ikke på mode for tiden! Mens der for en generation siden var en tendens til, at hvis man gik til venstre teologisk, gjorde man det i alle spørgsmål, så vælger folk nu i højere grad at agere forskelligt i forskellige spørgsmål.
Dette kan friste til en fejlslutning: Vi er godt nok uenige om de mindre vigtige etiske spørgsmål, men enige om de vigtige centrale trosspørgsmål. Men Judas’ brev fastholder: Etisk vranglære er vranglære!
Fire programpunkter
Den dom er judasbrevet tydelig om og kalder dermed menigheden til at følge tydeligheden. Så kunne man forvente, at brevet derefter ville fortsætte med at udfordre menigheden til militant kirkekamp og hård retorik.
Sært nok går Judas en anden vej i (v.20ff) … Han leverer nemlig fire programpunkter for menigheden, hvoraf kun det fjerde – til dels – er konfronterende. Det er den barmhjertige kirkekamp, Judas udfordrer til, for også i mødet med det store forfald i samfundet og i kirken er menighedens surdej kærlighed og barmhjertighed.
1. Opbyg jer selv på jeres hellige tro og bed i Helligånden (v.20)
Man kunne have forventet noget udadvendt og offensivt som det første. Enten i retning af kirkekamp eller i retning af offensiv mission. Men første udfordring handler om at give god plads til selv at spise af evangeliet i forkyndelse, bibelstudium, samtale – og i bøn.
Den kristenhed, der i virkelyst holder op med selv at suge næring af evangeliet, bliver ubrugelig. Samlivet med Gud går altid forud for tjenesten for ham.
Mellem linjerne står der: Lad jer ikke styre af fronten mod frafaldet, men – for nu at bruge en fodboldmetafor – spil jeres eget spil! Det er nemlig en kirkehistorisk erfaring, at lader vi os styre stærkt af fronten mod en bestemt modstander, kan det forskyde vores perspektiv. Ofte således, at vi selv kommer til at ligne modstanderen.
Balancen mellem det udadvendte og indadvendte har været et tilbagevendende tema i LM’s historie. Og jeg deler den vurdering, at LM’s hjemmearbejde er i fare for at blive for lukket om sig selv. Vi er ikke sat i verden bare for – åndsegoistisk – at pleje vores egne åndelige interesser. Millioner af danskere tror stadig ikke på Jesus.
Men i den diskussion har Judas en påmindelse: Udadvendt aktivitet må ikke ske på den åndelige nærings bekostning.
Bønnens rolle i dette første punkt fortjener opmærksomhed. For vi står måske i fare for at blive et tale- og læseselskab.
Det kan forstås om det personlige bønsliv; men det handler tydeligvis primært om bønslivet i fællesskabet. Hele afsnittet er jo holdt i anden person flertal – fællesskabets form – ikke i første person ental.
Det er udtrykket ”… bede i Helligånden,” der fortjener opmærksomhed. Det er en hentydning til den Ånd, der beder i os. Romerbrevet 8,26ff tegner et både udfordrende og befriende billede af Gud (Helligånden), der beder til Gud (Faderen) i os. For Ånden ved, hvad vi har brug for; vi ved det ikke selv.
Hvordan dette præcis skal forstås, siges ikke. Måske understreger det, at Helligånden renser vores ufuldkomne bønner, uden om vores ord. De uudsigelige sukke. Måske – og det er jeg tilbøjelig til at tro – er hovedsagen at sætte fokus på, at Ånden vejleder os i vores bøn til det, vi skal bede om.
Vi taler ofte om den dimension af bønnen, der handler om, at vi udøser vores hjerte for Gud og lader vores ønsker komme frem for ham. Det er fuldt bibelsk (f.eks. Fil 4,6). Men talen om Åndens virksomhed i bønnen understreger, at Gud selv sætter emner på dagsordenen i vores bøn.
Judas’ udtryksmåde stiller et provokerende spørgsmål til både vores individuelle og fælles bønsliv: Bliver der den stilhed, som giver Helligånden plads til at minde os om bedeemner?
2. Bevar jer selv i Guds kærlighed (v.21)
Igen kunne man have forventet en anden vinkel: Bevar jer selv fra den etiske vranglære. Og inden denne artikel mister balance, bør det nok også siges, at denne formaning findes i NT (f.eks. Ef 5,1ff). Men det er påfaldende, at under et øredøvende etisk forfald er Judas mere optaget af, at menigheden bevares i evangeliet, end at den bevares i den gode etik.
Lad evangeliet – nåden – være jeres identitet og kraft (Jf.2 Tim 2,1). Ikke moralen eller livsformen.
Under stort etisk forfald er det fristende at få sit selvbillede som bibeltro kristen i sin anderledes etik. Også fordi det er det billede, det omkringliggende samfund har af mennesker som os: ”Det er dem, der siger nej til …”
Dette er virkeligt udfordrende: Der står om Jesus, at toldere og syndere flokkedes om ham (Luk 15,1). Det er vist ikke det, man plejer at sige om LM’s forsamlinger …
Og i øvrigt er det en pointe i teksten, at det er ”Guds kærlighed” og ”Kristi barmhjertighed”, der er den store bevarende faktor. Ikke alle andre mulige gode ting, som kan nævnes: Det disciplinerede liv, den gode menighed, det daglige andagtsliv …
Igen er det svært at betone en sådan pointe, uden at det får overbalance. De ovennævnte ting er virkelig resurser i det kristne liv, men kun så langt de peger på noget større: Guds kærlighed i Jesus Kristus.
3. Vær barmhjertige mod dem, der tvivler … (v.22)
Det er ikke så ofte, at tvivlerne nævnes i NT. Men her nævnes de specifikt som mål for de kristnes barmhjertighed. Der er nogle mennesker, som kommer i klemme mellem vantroen og troen og mellem den kristne moral og tidens moral.
Man kan overveje, hvorfor tvivlerne netop nævnes i dette brev: Måske fordi tvivl er en hyppigere krise i åndelige forfaldstider. I de åndelige forfaldstider får tvivlen nemlig en forbundsfælle i kirkens situation. Det kommer også til at gå hårdt for sig i den kirkelige debat i åndelige forfaldstider, og nogle lider under det. Måske fordi de i deres stille spind spørger: Har vi så indlysende ret i diskussionerne om homoseksualitet, kvindelige præster, frelse og fortabelse, vielse af fraskilte osv.?
Den hårde polemik skaber en ”de, der ikke er for os, er imod os”-stemning, som den sårbare sjæl mærker. Og han – eller meget ofte hun – får ikke givet udtryk for sin tvivl, før den har vokset sig alt for stor.
Vis dem barmhjertighed, siger Judas. Det vil sige: Vær sammen med dem, gå ind i den respektfulde samtale med dem, giv dem lov til at være på vej, erkend din egen tvivl …
Ikke for at tvivlen skal få magten; men den afvæbnes netop ikke i fornægtelsen, men kun, når den ses i øjnene og adresseres.
4. Vær barmhjertige i jeres afvisning (v.23b)
Nu kommer den konfrontation, som nogen kunne have forestillet sig ville være hele artiklens pointe. Og som er en væsentlig pointe i brevet, for de skarpe domsord i vers 3-16 er ikke aflyst her til sidst.
Men det virkeligt påfaldende er, at også her bliver barmhjertigheden nøgleordet. Selv i den skarpe afvisning – og i menighedstugten – bliver kirken aldrig færdig med barmhjertigheden.
Med andre ord: Sig nej til falsk forkyndelse og ubibelsk livsform. Bryd fast forkyndelses- og gudstjenestefællesskab med dem, der bryder med Guds ord. Det har i hele Skandinavien været bibeltro vækkelsesfolks linje i næsten hundrede år. Og kun sådan har vi kunne forsvare at forblive i folkekirker, der har rummet direkte brud med bibelsk lære og etik.
Ordene er skarpe: ”… så I endog skyr den kjortel, der er plettet af deres syndige krop.”
Hvor bogstaveligt eller billedligt det skal forstås, kan diskuteres. Man kan også diskutere, om den gruppe, der omtales, er dem, der har sneget sig ind i menigheden (v.4) eller blot nogle, der er påvirket af dem. Det er i alle tilfælde en formaning til, at bruddet med den falske lære og livsførelse får konkrete konsekvenser. Men behandl altid de falske forkyndere og de mennesker, der er faret vild, som det, de er: Guds elskede! For menighedstugten ophæver aldrig den gyldne regel (Matt 7,12) og næstekærligheden (Matt 22, 34ff).
Den holdning kan få mange små og store udslag: Referer dem ordentligt. Omtal dem med respekt. Giv et smil, et håndtryk, en hjælp … For afvisningen af den falske lære må aldrig få karakter af personligt fjendskab.
Barmhjertighed er i øvrigt noget, vi får – uden at have fortjent det. Den har i en paradoksalt positiv forstand noget uretfærdigt over sig.
LMU’s landsleder Reidar P. Poulsen stillede det helt gode spørgsmål i en drøftelse af dette: ”Hvem viser omsorg for den skyldige part i en skilsmisse?” Den omsorg er barmhjertig, for den er ufortjent!
Dette fjerde punkt er det vanskeligste: Den barmhjertige afvisning. Og Judas siger ikke noget om, hvordan det skal gøres. Det overlades tydeligvis til menighedens skøn og situationsfornemmelse. Men dette fjerde punkt holder brevets to hovedtemaer sammen: Den skarpe dom (v.3.16) og den barmhjertige menighed (v. 20ff)
Artiklen er tidligere blevet bragt i magasinet Budskabet.
