Myten om den introverte kristne

Da jeg startede på højskole for nogle år siden, følte jeg mig malplaceret. Hvorfor fik jeg hjertebanken, når jeg nærmerede dagligstuen? Hvorfor var jeg så udmattet, når de andre kunne blive siddende der til sent ud på natten? Jeg måtte nok bare tage mig sammen.

Så jeg tog på højskole igen året efter. Denne gang flygtede jeg ned i keramik, så snart klokken ringede til aftensamling. Hvad var der galt med mig?

“Hvilket ungdomsfællesskab starter du i?”, var et typisk spørgsmål ved opholdets afslutning. Så jeg forsøgte selvfølgelig at starte i et ungdomsfællesskab, men hver gang tog jeg drænet hjem med en følelse af at være forkert.

Snigende kom tanken, at der måske ikke var plads til mig i Guds menighed, og den gjorde mig faktisk usikker på, om der mon heller ikke var plads til mig i Guds rige.

Men jeg fik to veninder fra højskolen, som havde samme oplevelse, og de havde besluttet ikke at være en del af et ungdomsfællesskab.

“Må man det?”, spurgte jeg – forbløffet.

De forklarede, at de var introverte – og at jeg nok også var.

Den introverte kristne er selvfølgelig ikke en myte. Men vi kan måske blive lidt væk i større fællesskaber.

I denne artikel vil jeg udfordre den forestilling, jeg selv er blevet mødt med: At en kristen automatisk trives i de større fællesskaber. Jeg vil fremhæve de unikke styrker, som introverte bringer med sig, og hvordan vi i fællesskab kan skabe mere plads til den vidunderlige mangfoldighed, vi i Guds billede er skabt med.

Hvad er en “introvert”? 

Ekstroversion og introversion er to personlighedstræk fordelt på et kontinuum. Ingen er 100% det ene eller det andet – vi befinder os hver især et unikt sted på spektret mellem de to yderpunkter.

Den helt korte forskel på de to lyder, at introverte får energi af at være alene, mens ekstroverte får energi af at være sammen med mennesker, men det er faktisk også mere nuanceret end det.

Vidste du for eksempel, at introverte …

… har sværere ved at lyve?

… er mere konfliktsky?

… taler lavere?

… lægger mindre vægt på materielle goder?

… foretrækker skrift fremfor tale?

… er mindre tilbøjelige til at foretage risikofyldte investeringer?

Introverte bliver ofte misforstået som indadvendte. Det er vi ikke nødvendigvis.

Introverte er ikke nødvendigvis generte eller socialt inkompetente.

Introverte er ikke nødvendigvis asociale mennesker, men vi er sociale på en anden måde end ekstroverte.

Mens ekstroverte kan stortrives i store forsamlinger med small-talk og networking, foretrækker introverte at snakke med få mennesker om ting, der har vægt – om det indre liv, tanker, følelser og idéer.

Vi er eftertænksomme. Vi taler ikke, før vi tænker. Vi er nysgerrige på menneskers indre liv, og vi går ikke så meget op i det ydre.

Det, introverte kommer med, er guld i vores faldne verden, hvor det ofte synes at være den, der taler højest, der bliver hørt. Hvor kulturen dyrker individet mere og mere, og hvor det materielle kapital kan have magt over menneskers værdi.

Mens vores del af verden ophøjer de ekstroverte værdier, ophøjer de i flere asiatiske kulturer de introverte værdier højere. Pointen er ikke, at det ene er bedre end det andet. Men at den kultur, vi lever i, er vi er med til at skabe – og derfor også kan være med til at forandre.

Derfor følger nu tre afsnit – ét til introverte, ét til ekstroverte og ét til kirken – for at vise, at vi er fælles om dette ansvar. Alle tre er vigtige at læse, selv hvis man ikke umiddelbart tænker, det ikke er skrevet til én – for at forstå sin næste er lige så vigtigt som at kende sig selv.

(Er du i tvivl om, om du er introvert, er der en test nederst i artiklen.)

Kære introvert,

Du er i godt selskab. Lad mig lige minde dig om nogle mennesker, du minder om:

Ghandi. Einstein. Helt sikkert Søren Kierkegaard. Og sikkert Moses – en ekstrovert ville aldrig frivilligt være alene på et bjerg i 40 dage.

Og det er godt at gøre som Moses. Han var tvunget til at flokkes med et helt folkefærd 40 år i en ørken, så for at overleve og opretholde sin relation med Gud, trak han sig.

Gud beder os faktisk om at gå ind i vores kammer (Matt 6,6), og Jesus trækker sig selv for at snakke med Gud alene (Matt 14,23). Gud er en personlig Gud, som ønsker at kende os personligt.

Men i Prædikerens bog står der også: “Hellere to end én” – for to kan hjælpe hinanden, hvis én falder eller holde hinanden varme mod kulden (4,9-12). Fællesskab med andre kristne er vigtigt, men det skal være holdbart. Hvis du oplever, at det er svært at deltage i store grupper, er det okay at deltage på egne præmisser!

Det kan være, at du kan overskue at deltage én gang om måneden? Det kan være, kirken har andre, mindre fællesskaber, du kan involvere dig i? Det kan være, du kender nogle, du er trygge ved, som kunne have lyst til at starte et mindre fællesskab med dig?

Gud er ikke begrænset til de store fællesskaber. Han siger i Matt 18,20, at “For hvor to eller tre er forsamlet i mit navn, dér er jeg midt iblandt dem” – ikke “Hvor der er flere, er jeg der mere”!

Jeg har selv stor glæde af at være i en bibelstudiegruppe med to andre kvinder – de to veninder, jeg fik på højskolen. Tre introverte, der mødes i tryghed og tillid og i fællesskab om kærligheden til Jesus. Vores lille smørhul er noget af det mest trosopmuntrende, jeg ejer.

Men pas samtidigt på med, at du ikke kommer til at gemme dig væk i din kirke. Du er en del af Kristi legeme, og “Gud har nu engang givet hver enkelt del dens plads på legemet, som han ville det” (1. Kor 12).

Det vil sige: Find din egen unikke plads, hvor du er – for din del har værdi for hele legemet.

Kære ekstrovert,

Noget tid efter jeg var stoppet i et ungdomsfællesskab, jeg havde besøgt få gange, mødte jeg en derfra, som indrømmende, at han havde været bange for, at det var ham, der havde skræmt mig væk.

Og på en måde havde han ret – men ikke på den måde, han troede. Det var bare, fordi der var så mange af ham i ét rum. Altså fremmede.

Man kan faktisk måle på introvertes hjerner, at de reagerer kraftigere på fremmede mennesker, end ekstrovertes hjerner gør. Den introverte hjerne modtager nemlig flere signaler fra området i hjernen, der opfanger signaler om trusler, – hjernens alarmberedskab, amygdala – når vi står overfor en fremmed.¹Anna Skyggebjerg – Introvert, s. 26

Så hvis jeg virker reserveret eller trækker mig lidt, så er det er ikke dig, den er gal med. Jeg bruger bare lidt ekstra energi på at bekæmpe mit instinkt til enten at flygte, fryse eller kæmpe, når du snakker til mig.

Her maler jeg selvfølgelig med bred pensel, men jeg håber, det giver lidt forståelse for, hvorfor de store fællesskaber kan være overvældende. Og når vi så alligevel tropper op og trodser vores instinkt om, at det er farligt, så er der jo en ting, du kan gøre: Fortæl os noget om dig!

Træk dig lidt tilbage med os, og snak med os om noget ægte, noget, du brænder for. Er der noget, du interesserer dig så meget for, at det er for nørdet til at snakke med andre om? Har du tanker i forhold til en prædiken, vi lige har hørt? Oplevede du noget i går, der gjorde dig glad? Så ville vi elske at høre om det!

Du er forresten også i godt selskab. Tænk bare på den initiativrige og karismatiske Paulus, der rejste rundt i Mellemøsten og plantede menigheder. Eller på den spontane og modige Simon Peter, der straks sprang ud af båden, da han så Jesus gå på vandet.

Det var jeg aldrig lykkes med, fordi jeg ikke besidder de samme egenskaber, men dette er netop pointen: Vi er skruet forskelligt sammen – og det er godt og gudsvillet.

Når vi anerkender vores forskellighed, bliver hele legemet rigere (jf. 1. Kor 12). Og I kan være med til at fremme den forskellighed: Hjælp os med at give rum for og italesætte, at det er okay at deltage i fællesskaber på egne præmisser – vi har brug for jeres lidt højere stemmer!

Kære kirke,

Gud udruster os med forskellige nådegaver, der passer med vores naturlige karaktertræk, og derfor er der gaver, der går til spilde, hvis vi ikke rekrutterer bredt til de opgaver, vi står med i kirkerne.

Det sker ofte, at ekstroverte kan få mere plads i vores kirker, fordi de naturligt gør mere opmærksomme på sig selv. Men hvad hvis der sidder en, måske bagerst på stolerækkerne, som måske er lidt svær at høre, men som kunne være bedre udrustet til en opgave, der ellers normalt var givet en ekstrovert?

Måske er evangelisten ikke altid den, der taler, men den, der lytter?

Måske er børnelederen ikke altid den med meget energi, men den med meget tålmodighed?

Måske er lederen ikke altid den, der ser gruppen, men den, der ser den enkelte?

Derudover har introverte det godt i små grupper med faste rammer. Jeg kommer selv i en kirke på omkring 200-300 mennesker hver søndag. Det kan være overvældende som introvert. Men de er dygtige til at se de små fællesskaber.

De har for eksempel både små bibelstudiegrupper og grupper, hvor man mødes om en fælles interesse. Det er en oplagt måde at skabe dybere relationer og ærlige snakke – og altså plads til den introverte.

Lad os være kirker, som anerkender og opmuntrer til forskellighed, for sådan er vi skabt i Guds billede – ikke til at være ens, men til at afspejle Hans vidunderlige mangfoldighed.

Tag testen!

Er du i tvivl om, om du er introvert, har jeg nedenfor citeret en test fra Anna Skyggebjergs bog “Introvert – stå ved dig selv”. Det er en bog, som hjælper dig, som er introvert både i parforhold, som forældre og på arbejdet – og også dig, som er ekstrovert, men kender en introvert, du vil lære at forstå. Klar anbefaling!

Jo flere, du kan krydse af, jo mere introvert er du.

• Når jeg har behov for at hvile, foretrækker jeg at tilbringe tid alene eller sammen med et eller to nærtstående mennesker frem for en gruppe.
• Når jeg arbejder med projekter, kan jeg lide at have lange, uafbrudte tidsrum frem for korte forløb.
• Jeg indøver somme tider ting, før jeg taler, og skriver lejlighedsvis notater til mig selv.
• I almindelighed kan jeg bedre lide at lytte end at tale.
• Mennesker synes sommetider, at jeg er stille, mystisk, reserveret eller rolig.
• Jeg kan lide at dele særlige lejligheder sammen med blot ét menneske eller nogle få nære venner fremfor at holde store fester.
• Jeg har som regel behov for at tænke, før jeg reagerer eller taler.
• Jeg er tilbøjelig til at bemærke detaljer, som mange mennesker ikke ser.
• Hvis to mennesker lige har skændtes, fornemmer jeg spændingen i luften.
• Hvis jeg siger, at jeg vil gøre noget, gør jeg det næsten altid.
• Jeg føler mig ængstelig, hvis jeg har en deadline eller er under et pres for at afslutte et projekt.
• Jeg kan blive “fraværende”, hvis der foregår for meget.
• Jeg kan lide at iagttage en aktivitet i et stykke tid, inden jeg beslutter mig at deltage i den.
• Jeg skaber varige forhold til andre.
• Jeg kan ikke lide at afbryde andre; jeg kan ikke lide at blive afbrudt.
• Når jeg modtager mange informationer, tager det mig et stykke tid at få orden i dem.
• Jeg kan ikke lide overstimulerende omgivelser. Jeg forstår ikke, hvorfor folk har lyst til at se skrækfilm eller til at køre i rutsjebaner.
• Jeg reagerer somme tider stærkt på lugte, smag, fødevarer, vejr, støj osv.
• Jeg er kreativ og/eller fantasifuld.
• Jeg føler mig drænet efter socialt samvær, selv når jeg nyder det.
• Jeg foretrækker at blive præsenteret frem for at præsentere andre.
• Jeg kan blive gnaven, hvis jeg er omgivet af mennesker eller aktiviteter i for lang tid.
• Jeg føler mig ofte ilde til mode i nye omgivelser.
• Jeg kan lide, at mennesker kommer hjem til mig, men jeg kan ikke lide, at de bliver for længe.
• Jeg gruer ofte for at ringe tilbage.
• Somme tider bliver jeg tom i hovedet, når jeg møder mennesker, eller når jeg uventet bliver bedt om at tale.
• Jeg taler langsomt eller med pauser mellem ordene, især hvis jeg er træt, eller hvis jeg prøver at tale og tænke samtidigt.
• Jeg opfatter ikke flygtige bekendtskaber som venskaber.
• Jeg føler det, som om jeg ikke kan vise andre mennesker mit arbejde eller mine tanker, før de er fuldt formulerede.
• Andre mennesker kan overraske mig ved at mene, jeg er klogere, end jeg tror, jeg er.