I 1997 skabte computerfirmaet IBM overskrifter, da deres skakcomputer Deep Blue besejrede den regerende verdensmester Garry Kasparov. Deep Blue kunne beregne op til 20 træk frem, hvilket ikke er imponerende efter nutidens standarder, men i 90’erne var det en revolutionerende beregningskraft.
Tyve år senere, i 2016, blev der igen skabt overskrifter, da en anden brætspilscomputer kom sejrende ud af et møde med et menneske. Denne gang ikke i skak, men det ældgamle kinesiske spil go. Computeren hed AlphaGo, var ejet af Google, og den menneskelige modstander var topspilleren Lee Sedol.
Det virker oplagt at tænke, at der går en lige linje mellem disse to begivenheder: at den samme teknologi, som i 90’erne kunne besejre et menneske i skak, over 20 år var blevet udviklet nok til at besejre et menneske i det mere komplicerede go. Men det er ikke korrekt, for der er en afgørende forskel på Deep Blue og AlphaGo.
Deep Blue var programmeret til at spille skak. Der var altså intelligente mennesker, der skrev lange koder for at give maskinen evnen til at spille. Og nok krævede det en vis dygtighed at forstå Deep Blues programmering, men det var dog muligt. Man vidste, hvad der foregik under motorhjelmen. Men samtidig var Deep Blue også begrænset netop af menneskers evne til at programmere.
AlphaGo, derimod, var en kunstig intelligens (Artificial Intelligence – AI) og var dermed ikke forprogrammeret af mennesker til at spille go, men lærte det gennem træning. AlphaGo var et eksempel på det, man kalder machine learning: en computeralgoritme, der løbende kan forbedre sin evne til at udføre en given opgave. I modsætning til Deep Blue var der ingen af AlphaGo’s skabere, der dybest set vidste, hvordan den virkede. Dermed var AlphaGo heller ikke begrænset af menneskers evne til at programmere, men mere af hvor meget data og træning det var muligt at fodre den med.
Den kunstige intelligens, som drev AlphaGo, er langt på vej den sammen som den, der i dag er i gang med at finde indpas i vores teknologiske hverdag. Mange har i dag hørt navne som ChatGPT, Gemini, Dall-E, Midjourney og Sora. Alle eksempler på kunstige intelligenser, der er i stand til, på baggrund af ganske få stikord (prompter), lynhurtigt at skabe tekst, billeder eller filmklip med imponerende kompleksitet. De er ikke programmeret til at gøre hverken det ene eller det andet, men gennem fodring med ufattelige mængder af data har de tillært sig disse evner. Og ingen forstår dybest set, hvordan de gør det. De kan bare. Ofte også mere, end selv deres skabere havde forestillet sig. Kunstig intelligens overrasker igen og igen ved at være kreativ på måder, som ingen havde forudset.
Og vi har kun lige set begyndelsen. Siden den industrielle revolution har vi i stigende grad brugt maskiner til at erstatte menneskers manuelle arbejde. I dag står vi over for, at maskiner også kan erstatte menneskers tænkende og kreative arbejde. I løbet af de kommende år vil vi efter al sandsynlighed opleve, at kunstig intelligens forandrer vores hverdag på måder, vi har svært ved at forestille os i dag. Så længe vi har data nok at træne dem med, er der heller ingen umiddelbare grænser for, hvor dygtige de kan blive.
Hvad kan kunstig intelligens gøre ved vores menneskesyn?
I et bredere samfundsperspektiv ser det altså ud til, at kunstig intelligens vil omvælte mange forhold. Et vigtigt spørgsmål for kristne er, hvad kunstig intelligens kan gøre ved vores menneskesyn, hvortil der kan gives både positive og negative svar.
På den negative side er der de oplagte udfordringer for mennesket som et arbejdende væsen. Siden skabelsens morgen har menneskelivet været karakteriseret af arbejde, men hvis de mest dystre prognoser holder, vil kunstig intelligens overtage en meget betydelig del af vores arbejde.
Umiddelbart lyder det måske forjættende at leve uden arbejde, men man kan også argumentere for, at vi saver vores egen gren over. Mennesket er skabt til at være i en vekslen mellem arbejde og hvile, og det er noget andet end en vekslen mellem hobby og hvile. Når man er ung, kan pensionisttilværelsens frihed virke tillokkende, men den har et tilbageblik på et færdiggjort arbejdsliv, som er nødvendig for glæden, og som ikke automatisk følger med, hvis kunstig intelligens tager vores arbejde. Sygdom og andre naturlige forhold kan gøre, at man står uden for arbejdsmarkedet, men man kan ikke gøre disse undtagelser til hovedreglen.
En anden relateret problemstilling er, at mennesket ikke blot arbejder som umælende dyr, men også dygtiggør sig. Men hvis kunstig intelligens kan løse mere komplekse problemstillinger for mig, hvorfor så overhovedet bruge kræfter på at lære? Det er allerede omsonst at lære den vanskelige kunst at programmere på computer, fordi kunstig intelligens gør det meget præcist og meget hurtigt. Men hvad med andre basale funktioner som at lære at skrive tekster, at lære fremmedsprog, at lære at investere penge, at lære at sammensætte en menu? Mennesket har brug for at blive udfordret på sine evner og at tilegne sig nye evner. Det gør vi på en mangfoldighed af måder, og det er truende for vores menneskelighed og vores trivsel, hvis det fjernes fra horisonten.
På den positive side hjælper kunstig intelligens os til at se det unikke i vores kropslighed. Et menneske er et sammensat væsen med tanker, følelser og sanser – alt sammen forankret i en konkret krop, der findes på et bestemt sted og er i kontakt med andre kroppe i vores sociale liv. Kroppen er vores hjem, og derfor må vi ikke forledes til at tro, at det meningsfulde liv kan frakobles kroppen. Det er lige omvendt. Kroppen er afgørende.
Et andet aspekt er, at når det i stigende grad bliver utroværdigt at være til stede online, fordi der er så megen manipulation og løgn, kan man spørge, om internettet længere er et godt sted for kirken at gøre sig synlig. Kunstig intelligens kan fabrikere falske tekster, billeder og videoer og sprede dem med lynets hast. Kan kirken være en troværdig aktør i det klima? Svaret kan være, at kirken kan genopdage den afgørende betydning af nære relationer. Mennesker har brug for nærvær og nærhed, men det skal være autentiske relationer, hvor der er en gensidig skrøbelighed på spil. Derfor kan AI-venner på Snapchat og andre medier ikke gøre det ud for virkelige venskaber. Kunstig intelligens kan kun foregive intimitet, men det, mennesker har brug for, er reelle nære relationer.
Det er også derfor, kirken må mødes fysisk. Kirken er en forsamling af troende, og den har et fysisk element. Det kan man ikke erstatte af onlinefællesskaber, for vores kropslighed gør, at vi har brug for at være fysisk sammen med andre.
Kan kunstig intelligens blive en erstatning for Gud?
I dokumentarfilmen Transcendent Man fra 2009 får filmens hovedperson, futuristen Ray Kurzweil fra Google, spørgsmålet: Findes Gud? Han svarer: Ikke endnu!
Svaret er kækt, men det viser også noget om den forventning, der er til kunstig intelligens i disse miljøer. Når en sådan gudelignende superintelligens eventuelt er udviklet, vil den have mindst to karakteristika, som vi normalt forbinder med Gud: alvidenhed og almagt.
Det lyder besnærende, men uanset hvordan vi vender og drejer det, vil det være en flad erstatning for den kristne Gud. Den levende Gud. Hvorfor? Det er der mindst to grunde til. For det første er læren om den kristne Gud mere kompleks. Bibelen fortæller, at Gud blev menneske. Han lod sig inkarnere og blev derved skrøbelig. Han gav afkald på sin herlighed og lod sig klynge op på et kors. Gud valgte selv ydmygheden og lidelsens vej, fordi det var nødvendigt for at frelse mennesker fra syndens mørke. Den Gud, man forestiller sig at skabe i AI-miljøer, er helt omvendt. Den er ren magt. Den vil ikke kende til skrøbelighed eller ydmyghed.
Men det betyder ikke, at det er en stærkere ”gud” end den sande Gud. For det andet punkt er, at kristendommens Gud er en transcendent Gud. Han har skabt hele universet, men er ikke selv blevet skabt. Han er evig. En AI-gud vil være skabt og skylder derfor sit ophav til sin programmør. Sådan er det ikke med den levende Gud. Den gud, AI-miljøet vil skabe, er en ”gud”, der er til gavn for os. En kontrolleret gud, vi ved, hvor vi har. Men den levende Gud er anderledes. Han har skabt os, så vi ligner ham, og det asymmetriske forhold kan aldrig vendes på hovedet.
Kunstig intelligens og evighedshåbet
En af kristentroens grundpiller er forventningen til Jesu genkomst og nyskabelsen af himmel og jord, hvor al lidelse og død for evigt skal være fortid. Med forventningen om en kommende kunstig superintelligens, der så let som ingenting kan løse al verdens problemer, er der i dag flere og flere, som i stedet sætter deres håb til den teknologiske udvikling. Og det er egentlig ikke svært at sympatisere med, for hvem af os går ikke og håber på, at den teknologiske udvikling vil finde kuren for kræft, før vi selv bliver ramt af sygdommen?
Men fra et bibelsk perspektiv er der to forhold at være opmærksom på.
For det første er det Bibelens påstand, at verdens største problem er af en sådan art, at ingen kunstig superintelligens vil kunne løse det – uden da at udrydde menneskeheden totalt. I Jeremias’ Bog bliver dette problem formuleret: ”Hjertet er det mest bedrageriske af alt, det er uhelbredeligt, hvem kan gennemskue det?” (Jer 17,9). Verdens dybeste problem er synden i hvert eneste menneskehjerte. Og hvor kunstig intelligens måske kan løse klimakrisen, gøre ende på sult og helbrede en myriade af sygdomme, kan den aldrig helbrede synden i hjertet og derfor heller ikke skabe det paradis på jord, som så mange længes efter. Kun Gud kan helbrede hjertet og dermed skabe det virkelige paradis.
For det andet kan det teknologiske håb, ligesom i spørgsmålet om Gud, aldrig blive andet end en billig erstatning for den ægte vare. For uanset hvor mange problemer teknologi og kunstig intelligens kan løse, uanset hvor utopisk et samfund der kan skabes her på jorden, vil det uundgåeligt slutte en dag. Intet i denne verden varer evigt. Når solen en dag løber tør for energi, vil den vokse og opsluge vores jord. Og en dag vil hele universet lide den såkaldte ”varmedød”, hvor alt til sidst vil være tomt og koldt, og ingen begivenheder finde sted mere. Det kan selv den mægtigste kunstige superintelligens ikke ændre på.
Kun Jesu genkomst med nyskabelsen af himmel og jord giver os et virkelig håb; håb om helbredelse af verdens største problem, synden i hjertet, og håb om en evighed i fred og glæde, som virkelig aldrig skal slutte.
Håbet er til Gud
Kunstig intelligens er ikke nødvendigvis dyret fra åbenbaringen. Langt på vej er det blot en teknologi, vi som alt andet må forstå kritisk og pragmatisk. Vi skal hverken knytte for store håb til den eller dæmonisere den, men se på teknologien fra gang til gang, om vi kan anvende den med god samvittighed. Det kristne menneskesyn er på nogle områder udfordret, men kunstig intelligens kan også bruges til at få tydeliggjort det særligt menneskelige. Det kristne gudsbillede derimod er ikke i fare. Gud er den, han er, og det kan teknologiske superkræfter ikke ændre på. Guds løfter er troværdige, og vi må med glæde holde fast i, at vi sætter vores håb til den Gud, der formår at gøre, hvad han lover.
