Nådegaver!

Nådegaverne fylder meget i vores tid. De er omdiskuterede med hensyn til, hvor meget de skal fylde i den kristnes liv, og med hensyn til, hvordan vi definerer de enkelte nådegaver.

Her skal vi se på, hvad en nådegave er og på nogle enkelte af nådegaverne. Jeg har valgt at fokusere på dem, som fylder meget i manges bevidsthed, som er mest diskuterede, og som vi måske er mest usikre på.

1) En definition

Definitionen af nådegaver kræver to trin. Det første trin er en grænsedragning til Åndens frugter. Bibelen taler om Åndens frugter (f.eks. Gal 5,22) eller gerninger, og nådegaverne er ikke det samme som Åndens frugter. Åndens frugter kalder vi også for troens gerninger, de er virket af Helligånden i os, og de er Helligåndens gaver. Alle troende har Åndens frugter, og alle troende har de samme frugter (helliggørelsen) i større eller mindre udstrækning. Åndens frugter er noget fælles for kristne. Nådegaverne er også virket af Helligånden, de er også Helligåndens gaver, og alle troende har nådegaver, men de troende har forskellige nådegaver (1 Kor 12,7-11 og 12,27-31). Nådegaverne er altså ikke det samme som Åndens frugter, og derfor har Paulus også særskilte lister med nådegaver.

Det andet trin er en definition af en nådegave. En nådegave er en tjeneste for menigheden givet og virket af Helligånden. Denne definition er baseret på 1 Kor 12,4-6, hvor vi har den mest udførlige beskrivelse af, hvad en nådegave er. Her kan vi se, at nådegaver er gaver (vers 4), og det er det, der ligger i ordet ”en nådegave”. Her kan vi se, at nådegaver er tjenester (vers 5), og med tjenester er der tænkt på forskellige opgaver i menigheden. Her kan vi se, at nådegaver er kraftige gerninger, som er virket af Gud.

For at illustrere med et eksempel. Apostel er en nådegave (1 Kor 12,28-29 og Ef 4,11), og nådegaven ”apostel” illustrerer, hvordan forholdet er mellem nådegaver som Helligåndens gaver og aktiviteter og vores personlige og åndelige udrustning. En apostel er kaldet af Jesus og har fået fuldmagt af Jesus til at tale og skrive Guds ord. Vi kender f.eks. apostlene Peter, Johannes og Paulus fra deres breve, og når vi læser de tre apostles breve, er det slående, hvor forskellige brevene er. De er alle skrevet af apostle. De er alle Guds ord, men det er tydeligt, at den enkelte apostels personlighed, viden, erfaring, sprog og stil etc. præger brevene. De skriver under Helligåndens inspiration, og det betyder bl.a., at Helligånden inddrager apostlenes personlighed, viden og erfaring på en måde, så de kan skrive Guds ord til os.

I nogle nådegaver inddrager Helligånden intet af vores viden og kompetencer. Det gælder f.eks. nådegaverne ”helbredelse” og ”mægtige gerninger”. De har intet med vores personlighed eller vore medfødte eller erhvervede kompetencer at gøre. Helbredelse og undere er virket af Gud alene. I andre nådegaver inddrages vores personlighed, viden, kompetencer og åndelig indsigt og erfaring. Det gælder f.eks. apostel og den profetiske tale. Når Helligånden inddrager og engagerer vores personlighed, viden og kompetencer, helliger han dem og gør dem til sit, og han beriger og inspirer, så at slutresultatet er, at det er Helligånden, der f.eks. giver den profetiske tale, leder gennem den troende, formidler visdom eller underviser gennem den troende.

2) Enkelte nådegaver

En række nådegaver, som fylder meget i vores bevidsthed, vil vi nu se på. Det er apostel, lærer-hyrde, profetisk tale, tungetale, visdomstale, kundskabstale og helbredelse.

Apostel

En apostel handler, taler og skriver på Jesu Kristi vegne (Joh 14,26; 16,13 og 1 Thess 1,13). Vi har de tolv apostle (Matt 10,1-4; Mark 3,13-19 og ApG 1,21-26) og Barnabas, Paulus og Jesu brødre (ApG 14,4. 14 og 1 Kor 9,5). De tolv apostle blev udvalgt af Jesus, og ét af kriterierne er, at de er øjenvidner til Jesu liv (ApG 1,21-22). Denne gruppe er en lukket. Der er kun tolv, og der er ikke flere vidner. De øvrige apostle (Barnabas, Paulus og Jesu brødre) er også en lukket gruppe, for ét af kriterierne er, at de har set den opstandne Jesus ligesom de tolv, og Paulus skriver, at han var den sidste, der så den opstandne (1 Kor 9,1 og 15,8). Apostlene har også en unik position, da deres lære er menighedens grundlag (Ef 2,20), og med apostlene er åbenbaringens tid forbi. Der findes altså ikke apostle i dag.

Lærer-hyrde

I Ef 4,11 skriver Paulus om ”hyrder og lærere”, og det er en nådegave, som ofte kaldes for lærer-hyrde. En lærer er en person, som formidler, forklarer og applicerer Guds ord (1 Tim 3,2; 4,11; 6,2 og Tit 1,9). Det svarer til vores forkyndelse og undervisning, og en hyrde er en person, som leder og beskytter og sørger for menighedens opbyggelse (ApG 20,28-29). En lærer-hyrde svarer i praksis for kirken i dag til præsten (eller den kaldede prædikant i missionsforeningerne).

Profetisk tale

1 Kor 14,29-33 viser, at profetisk tale er noget, Gud giver ved en åbenbaring. Denne åbenbaring kommer uforberedt og spontant hjemme eller i menigheden, og det er så modtagerens opgave at formidle denne åbenbaring til andre. Den profetiske tale er primært rettet til menigheden (1 Kor 14,3 og 14,29-33), den formidler Guds ord på en aktuel måde (1 Kor 14,24-25), og den virker til opbyggelse, formaning og trøst (1 Kor 14,3). Profetisk tale er ikke Guds ord, men skal bedømmes (1 Kor 14,29), og den svarer til, at Gud har mindet mig om noget, har lagt mig noget på sinde eller givet mig et budskab. Profetisk tale er ikke undervisning. Eftersom der både er nådegaven profetisk tale og undervisning, og undervisning er planlagt og forberedt, mens profetisk tale er åbenbaring, der er givet spontant og kommer uforberedt til en person.

Tungetale

Vi kender to former for tungetale fra NT. Den ene form består i at tale fremmedsprog, som kan forstås af andre. Den form hører vi om i ApG 2,1-13. Her er det tydeligt, at disciplene taler forskellige kendte fremmedsprog, som tilhørerne kan forstå. Den anden form består i at tale et uforståeligt sprog, som hverken den tungetalende eller tilhøreren forstår. Den form beskriver Paulus i 1 Kor 14. Tungetale er tale til Gud (1 Kor 14,2), tungetale er bøn og lovsang til Gud (1 Kor 14,15-16), og den, som taler i tunger, opbygger sig selv (1 Kor 14,4). Tungetalen skal ikke lyde i menigheden med mindre den, der taler i tunger, selv oversætter den, så menigheden kan forstå den (1 Kor 14,5 og 14,13). Tungetale er ikke profetisk tale. Det er to forskellige nådegaver. Tungetale er ikke for alle, for det er kun nogle, som Gud giver denne nådegave (1 Kor 12,10 og 12,30).

Visdomstale

Denne nådegave er omtalt i 1 Kor 12,8 og 13,2. Vi har ikke en nærmere beskrivelse af den, så det bedste er at gå ud fra Paulus’ positive brug af visdom, og da handler visdom om Guds frelseplan og om Kristus som korsfæstet (Rom 11,33; 1 Kor 1,23-24. 30; 2,6-7; Ef 1,8 og 1,17). Visdomstale er Kristuscentrerende tale.

Kundskabstale

Denne nådegave er omtalt i 1 Kor 12,8 og 13,2. Den bliver ofte behandlet som en speciel nådegave, men da kundskab er indholdet i undervisningen (1 Kor 14,6), da er kundskabstale blot et andet ord for nådegaven undervisning. Denne nådegave sigter altså på formidling, forklaring og applicering af Guds ord (se lærer-hyrde).

Helbredelse

Nådegaven helbredelse er omtalt i Kor 12,9 og 12,28. 30. Alle tre steder skriver Paulus i flertal og skriver om nådegaver til helbredelser. Der er mange forskellige sygdomme, og derfor skriver Paulus om mange slags helbredelser. Nådegaven er Guds kraft til at helbrede.

Guds kald

En nådegave er en tjeneste for menigheden, givet og virket af Helligånden, og i menighedens arbejde er der en uløselig sammenhæng mellem Guds kald til de enkelte og nådegaverne. Gud kalder os, og Gud udruster os med nådegaver. Det sidste sker gennem bøn.

 

For videre læsning: Torben Kjær: Lille bog om nådegaver, Lohse 2011.

Del:

Twitter
Facebook
Relaterede artikler