Når livet ikke er lykkeligt

”Nej, livet er ikke som helhed lykkeligt. Livet kan rumme meget godt, og det er i så fald dejligt. Som kristen har jeg endda det lykkelige liv i evighedens horisont - men indtil videre må jeg nøjes med at hilse på lykken, hvis den kigger forbi.”

Hvem ville ikke gerne være lykkelig? At smerte, bekymringer og generende relationer forsvandt og blev erstattet af en rus af endorfiner, overblik, lattermildhed og en fuld oplevelse af Guds og menneskers ukomplicerede, livgivende nærvær. Det ville være skønt. Men nogle dage regner det. Kold regn er jo ikke decideret ulykkeligt, men det ville nok give lykken lidt længere tilløb end ellers – især hvis man skal ud at cykle. Lykken ville nok også fungere bedst, når man er veludhvilet, når folk omkring én følger det samme spor, når Gud umiddelbart besvarer ens bøn, og når mobilen kun rammes af hjertevarme beskeder og hyggelige nyheder. Det var ikke helt skævt, da Karen Jønsson, i sin fine lille vise, sang “Hvorfor er lykken så lunefuld?”

En følelse

Mange af os oplever, Gud ske lov, lykken som en følelse. Måske opdager vi det nærmest ikke i øjeblikket, fordi vi netop er helt opslugt af det lykkelige. Men bagefter kan vi se tilbage og konkludere, at vi faktisk var lykkelige. Desværre er det sådan med følelser, at de kommer og går. Hvis vi skal holde liv i myten om det lykkelige liv som helhed, bliver vi nødt til at lukke øjnene en stor del af tiden. Eller også må vi nedskrive selve lykken til noget opnåeligt; så skal vi gøre det middelmådige til lykke og bilde os selv ind, at det er det ypperste. Reklamebranchen lever af at nedskrive lykken til noget banalt og hælde glimmer over det. Dens evangelium er, at hvis vi bare køber netop denne rejse, airfryer, makeupfjerner, you name it, så er lykken hjemme.

Min situation

Jeg blev nok spurgt om at skrive denne artikel på grund af min livssituation. Jeg er syg, har kroniske, svært behandlelige smerter og blev førtidspensionist som 39-årig. Det er vist ikke opskriften på lykke. Samtidig er jeg velsignet med et lyst og nysgerrigt sind, og jeg har en dyb vished om at være elsket – elsket af min skaber og frelser og af skønne mennesker hele vejen rundt om mig. Jeg ville tydeligvis lyve, hvis jeg kaldte mig lykkelig. Men jeg ville også lyve, hvis jeg kaldte mig ulykkelig. At lykke indimellem er en del af mit liv, er til gengæld sandt. I perioder, ofte – i andre perioder, sjældent. Mon ikke det også er sandt for mange af jer læsere?

Realisme

Hvad så, når livet ikke sådan generelt er lykkeligt? Hvis ikke jeg skal strande i bristede illusioner, har jeg brug for realismen: Nej, livet er ikke som helhed lykkeligt. Livet kan rumme meget godt, og det er i så fald dejligt. Som kristen har jeg endda det lykkelige liv i evighedens horisont – men indtil videre må jeg nøjes med at hilse på lykken, hvis den kigger forbi. Og bliver jeg utilfreds med, at Gud tillader denne utilregnelighed, kan jeg tage et hurtigt kig indad: Når nu verden er befolket af syndere som mig, er det så mærkeligt, at lykken er lunefuld? Syndens magt i verden begrænser lykken. Ligesom tyngdekraften forhindrer mine små hop i at blive til en flyvetur, begrænser syndens magt vores eventuelle lykkefølelse til korte øjeblikke. Fuldkommen, vedvarende lykke må hænge sammen med fuldkommen syndfrihed og fravær af ondskab og egoisme. Fuldkommen lykke kommer derfor først på den nye jord.

Er Gud da ikke lykken?

Men hvad så med de gode bibelvers? “At leve Gud nær er min lykke”, står der jo f.eks. i Sl. 73,28. Guds nærvær er sand, dyb lykke, og han er altid nær. Nærværet og fællesskabet med min skaber og frelser giver også mit liv en dyb klangbund og grund til glæde. Men indtil videre er han nær i en verden, hvor syndefaldet præger alt. Selve Guds nærvær er der intet galt med, men vores oplevelse af nærværet er mangelfuld. Indtil videre. For Gud lover, at lykken venter forude, og at han, trods syndens vilkår, allerede nu er os nær med sin godhed.

Små glæder

Men igen: hvad så, når livet ikke er lykkeligt? Kan jeg ikke gøre noget for at forbedre min situation? I stedet for at jage lykkens fatamorgana eller at nedskrive lykken til noget middelmådigt, øver jeg mig i at opsøge glæden. De små glæder, som en velbrygget kop kaffe, en nabosnak, en god fodboldkamp, stærk kunst, at spille nationalmelodien ved at banke på en gryde i opvaskebaljen eller et godt grin – det er ikke lykken. Men de er små glæder, som er vigtige for mig. Jeg opsøger dem og takker Gud for alle disse små glæder.

Dyb glæde

Jeg graver dog også dybere – nogle gange er det nødvendigt for at kunne finde glæden. Fællesskabet med min familie, mine nære venner og det, at kunne gøre en smule af betydning for andre, giver mig en glæde, som rammer dybere end latter og nydelse. Allerdybest søger jeg Gud, som kender mig fuldt ud og elsker mig. Uden ham ville jeg sande til i frustrationer over sygdommens begrænsninger og uretfærdighed. Men fordi jeg ved, at smerten er midlertidig, at lykken på den nye jord vil tilsmile mig til fulde, føler jeg mig mere fri til at kunne glæde mig over det midlertidige. Med evigheden i vente kan jeg tage dagen i dag, som den nu engang er, og glæde mig over det, der er at glæde sig over i dag. Det er ikke lykken, men det er godt. Og skulle lykken så pludselig kigge forbi, midt i det hele, som en forsmag på den nye jord, er den meget velkommen.

Del:

Twitter
Facebook