Treenighedens paradokser

Gud er én! Vi tror ikke på flere guder. Gud er tre! Vi tror, at Gud er Fader, Søn og Ånd. Siden den tidlige oldkirke er det blevet formuleret sådan, at Gud er ét væsen i tre personer. Utallige slagsmål i oldkirken forfinede og afgrænsede formuleringerne af treenighedslæren frem mod den Nikænske trosbekendelse (herefter: Nikænum) i 325, som vi fejrer 1700-års jubilæum for i 2025.¹I år 381 revideredes bekendelsen ved et kirkemøde i Konstantinopel. Derfor kaldes den version, vi benytter os af i dag, også den nikæno-konstantinopolitanske.

Skelsættende formuleringer

Nikænum anerkendes i dag af det absolutte flertal af kristne i verden som en genuin beskrivelse af, hvem Gud er. Som enhver anden bekendelse sætter den derfor skel, når det siges, at Sønnen er ”af samme væsen som Faderen”, og at Ånden ”tilbedes og æres tillige med Faderen og Sønnen”. Afviser man dens indhold, står man uden for den kristne forståelse af Guds væsen.²At Sønnen er af samme væsen, var for eksempel en afvisning af arianismen, der hævede at Kristus var Guds første skabning. Sand kristendom er altså nikænsk kristendom.

Det kan lyde voldsomt. Og det kan også være anfægtende: For hvad betyder det, hvis jeg har misforstået treenighedslæren? Og hvad betyder det, når kirkesamfund er uenige eller internt er splittede? En historisk problemstilling er for eksempel forskellen på den vestlige og østlige kirke: Udgår Helligånden kun fra Faderen (som de ortodokse mener), eller udgår Ånden fra både Faderen og Sønnen (som den vestlige kirke, katolikker og protestanter, mener)? Selvom den slags historiske spørgsmål også er vigtige, vil jeg dog i artiklen her primært forholde mig til andre nyere problemstillinger.

Kravet om relevans

Under min studietid havde vi på Dansk Bibel-Institut besøg af en amerikansk forelæser, Carl Beckwith, der underviste om treenigheden i fortid og nutid. Han blev undervejs spurgt, hvorfor mange har givet alternative (og dermed problematiske) formuleringer af treenighedslæren i nyere tid. ”Relevans” var svaret! I liberalteologiens glansperiode i 1800-tallet blev treenighedslæren ofte afvist som en spekulativ tankekonstruktion og henvist til et appendiks i dogmatikken. Fra og med begyndelsen af 1900-tallet kom der en fornyet beskæftigelse med emnet i en grad, så man har talt om treenighedslærens ”genkomst.” Men i stedet for kun at genopdage visdommen i Nikænum har mange teologer forsøgt at nytænke treenighedslæren. En anelse karikeret har en af moderne teologis store svøber været jagten på relevans. Hvad er formålet med, at vi lærer, som vi gør? Mange har derfor forsøgt at formulere en treenighedslære, der opleves mere relevant for samtidens mennesker, og har brugt treenighedslæren som et argument for andre, mere aktuelle, lærepunkter. Blandt både liberale og konservative teologer kan man derfor i dag støde på begreber som trinitarisk mission, trinitarisk sjælesorg eller lignende. Nogle bruger treenighedslæren til at trække til ”venstre” (i mangel af bedre ord). Andre trækker mod ”højre” – men med lignende begrundelse.

Til venstre: Klassisk missionsteologi har betonet, at der kun er frelse ved troen på Kristus (ApG 4,12); evangelisation og et kald til omvendelse er derfor afgørende i missionsforståelsen. Men, lyder argumentet, Gud er jo treenig og derfor må vi tænke bredere om mission, så Gud Faders skaberværk indtænkes. Forvalteransvar er derfor også en del af Guds mission. Ovenstående argumentation findes radikalt hos mange liberale, så de helt afviser klassisk mission, men også blandt mere konservative teologer findes tankegangen som en form for supplement til klassisk missionsteologi.

Til højre: Mange argumenterer i dag for kvindelige præster. I bl.a. Luthersk Mission mener man, at dette er i strid med bibelsk vejledning (1 Kor 14,30-34. 1 Tim 2,11-12), der begrunder tjenstedelingen i hjem og menighed i mandens hovedfunktion (1 Kor 11,3-16). Men særligt blandt evangelikale i USA har det lydt, at vi også må argumentere endnu dybere og mere teologisk for det: Fordi Gud er treenig, må vi forstå ham parallelt til et menneskeligt fællesskab. Manden og kvinden er skabt i Guds billede, og derfor må vi forstå kvindens underordning under manden parallelt med Sønnens evige underordning under Faderen (begrundes som regel ud fra 1 Kor 11,3). Sønnen og Faderen er lige i væsen, men ikke i deres evige funktion. Ret skal dog være ret: at reducere disse teologers anliggende til en søgen efter relevans yder dem ikke fuld retfærdighed. For manges vedkommende er der selvfølgelig også tale om en dyb respekt for, og insisteren på at forstå, de bibelske tekster. Men underliggende har det måske alligevel haft en for stor indflydelse, at præsentationen og forståelsen af treenigheden så at sige er kommet ad bagvejen (spørgsmålet om tjenestedeling) og ikke primært har stået i egen ret.

Generel indstilling

Hvordan skal vi da tale om treenighedslæren? Jeg vender tilbage til nogle overvejelser om de konkrete ovenstående tilfælde til slut. Inden da vil jeg fremhæve to ting, jeg ser som en generel og nødvendige grundindstilling, vi bør have.

For det første: For nogle kristne rejser allerede det, at man forsøger at formulere, hvem Gud er, en vis mistænksomhed. Er Gud ikke ubeskrivelig og over vores fatteevne? De teologiske debatter virker i det lys unødvendigt spekulative. Indvendingen er relevant. For treenighedslæren rummer en paradoksal virkelighed, som vi aldrig kan trænge ind i og forstå til fulde. Guds indre væsen er uigennemskueligt og uforståeligt for den menneskelige forstand og logik. Alligevel kan vi sige noget, der er sandt om Guds indre væsen; for Gud har åbenbaret nok af sig selv til det i sit ord. Vi kan altså med bibelsk belæg sige noget om, hvordan Guds væsen er, og det har konsekvenser for, hvordan vi kan og ikke kan tale om Gud på en bibelsk legitim måde. At Gud er Fader, Søn og Ånd er noget af det allervigtigste, vi i den forbindelse kan sige om ham.

For det andet: Erkendelsen af Guds treenige væsen er et mål i sig selv! Hvis vi endelig skal tale om et formål, vil jeg formulere det sådan, at åbenbaringen af Guds treenige væsen har til formål at forøge vores tilbedelse! Problemet er, at mange benytter treenighedslæren som et middel for andre pointer. Men Guds væsen er. Om vi kan se den direkte relevans af det eller ej.

Specifikke problemstillinger

Uden de to grundindstillinger kan det let skride. Ovenfor gav jeg et par eksempler på, hvordan treenighedslæren risikerer at blive forvansket i et forsøg på at gøre den mere relevant. Før jeg kommer med min kritik af det første eksempel, vil jeg gerne understrege, at det at tale om trinitarisk mission, sjælesorg osv., ikke i sig selv er et udtryk for, at treenighedslæren er blevet misforstået. Den er snarere (mis)brugt til at udfolde en anden teologisk pointe. I sig selv kan en argumentation for f.eks. forvalterskab i missionstanken være legitimt og vigtigt. Men vejen dertil kunne formentlig være opnået anderledes end ved at inddrage Guds indre væsen som GPS.

Selv hvis treenighedslæren ikke er blevet misforstået blandt nogle fortalere for de nye strømninger i missionsteologien, er der alligevel alt for mange, der er afveget fra oldkirkens treenighedslære i et forsøg på at koble deres missionstænkning sammen med treenigheden. Hyppigt spilles Sønnens og Faderens rolle ud mod hinanden, så det næsten opfattes, som om Sønnen er frelser i åndelig forstand, mens Faderen er skaber og opretholder (inden for missionsforståelsen). Men siden oldkirken er det blevet sagt, at den treenige Guds handlinger er udelte! Hele den treenige Gud er skaber, og hele den treenige Gud er frelser. At spille personerne ud mod hinanden risikerer at underminere Guds enhed og lede til en form for triteisme (tre guder). Blandt mere liberale sker det hyppigt; men blandt konservative kan det også ske.

Det kan illustreres af det andet eksempel, hvor konservative kristne formentlig har en mere umiddelbar sympati for argumentationen: Er kvindens underordning i hjem og menighed parallelt med Sønnens underordning under Faderen i treenigheden? Igen er det vigtigt at holde tungen lige i munden, for anliggendet har en afgørende bibelsk pointe: at manden og kvinden er skabt i Guds billede (1 Mos 1,26-28)! Og der er en forstand, i hvilken Paulus benytter en parallel, når han skriver, at ”Kristus er hver mands hoved, manden er kvindens hoved, og Kristi hoved er Gud.” (1 Kor 11,3). Problemet med at bruge treenighedens indre væsen til at argumentere for en tjenestedeling er dog flere: Hvis Sønnen er evigt underordnet Faderen (også selvom det kun forstås ”funktionelt”), må det påvirke hans væsen. For talen om underordning i denne forstand må betyde, at der reelt er to forskellige viljer i Gud. Hvis de to personer har hver sin vilje, hvordan er Faderen og Sønnen da af ”samme væsen” (som Nikænum siger)? At skelne mellem to viljer i Gud er i strid med den nikænske tanke, at alle treenighedens personer har samme vilje, ære og magt. Der kan ikke være tale om en evig underordning af Sønnen, uden at det kommer i strid med Nikænum.³Er man interesseret i en faglig gennemgang og introduktion af disse spørgsmål kan man læse følgende artikel af Arne Helge Teigen, “Det systematisk teologiske potensial i Luthers tenkning om Guds Sønns evige fødsel”, i Fra Wittenberg til verden, red. Carsten Elmelund Petersen, Michael Agerbo Mørch, og Jonas Kjøller-Rasmussen (Fredericia: Kolon, 2019), 19–34.

Hvordan skal vi da forstå Første Korintherbrev 11,3? Man kan formulere det sådan, at der er en midlertidig funktionel underordning, i og med at Jesus blev menneske og påtog sig opgaven som Kristus (en funktionel titel – ”messias”); men den er ikke evig. Jesus er, som Søn (en evig væsensbestemmelse), af samme væsen som Faderen, og de er ét i vilje, magt og herlighed. I den evige indre treenighed er der ingen under- og overordning. Det er kun i (den treenige!) Guds frelsesplan, at Kristus midlertidigt underordnes Faderen.

Afsluttende kan det dog – særligt i lys af krævende diskussioner som de ovenstående – være godt at reflektere over, at de oldkirkelige bekendelsers hensigt ikke var at forklare og løse treenighedens paradokser, men at beskytte dem mod misforståelser og kætterier. Det er sjælesørgerisk værd at notere sig! For det vigtige er dermed ikke, om jeg kan forstå hvert eneste led, og er i stand til at gengive betydningen af det, før jeg kan regne mig for nikænsk kristen. Vi bekender os til dens ord, selv hvis vi ikke forstår dem fuldt ud, og dernæst bestræber vi os på ikke bevidst at komme i strid med bekendelsen. Men Nikænums hovedformål er først og fremmest at være bekendelse for troen!

Artiklen er fra Budskabet 04-2025 og er en del af temaet ”Treenigheden”. Flere artikler i samme tema:

• Livet med Faderen, Sønnen og Helligånden
• Hvad Bibelen lærer om treenigheden
• Treenighed Gud – Troens fundament helt fra begyndelsen

Foto: Glasmosaik fra St. Peter & St. Paul, Brockdish (brugt under CC BY-SA 2.0).