Når to bliver til tre

En lille guldklump er kommet til verden – et rent mirakel! Men hvad skete der lige med os? Hvorfor ændrede vores forhold sig så meget? Hvor blev ”vi” af midt i bleskift, udfordret nattesøvn, opdragelse, oprydning, vasketøj og barnets mange behov?

En gave og en opgave

Det er ikke uden grund, at vi siger ”tillykke” og ”Ihh, hvor dejligt,” når vi hører nyheden om, at en lille ny er på vej. Mange har ventet med længsel, nogle har drømt om børn så længe, de kan huske, og flere kender til smerten over ikke at kunne få det barn, de så inderligt ønsker sig. Et barn er en kæmpe gave, en smuk kærlighedsfrugt og et tydeligt tegn på Guds forunderlige skaberevne og uendelige godhed mod os.

Men barnet er ikke kun en gave, det er også en opgave. Og ligeså fantastisk og ubeskrivelig skøn gaven er, ligeså overvældende, uoverskuelig og svær kan opgaven til tider føles. Det at få et barn kan få sider frem i os, som vi ikke vidste, vi havde. Vi kan blive mere sårbare og ”ømme om hjertet,” end vi nogensinde før har oplevet. Men vi kan også blive mere kortluntede og frustrerede end før.

At få et barn giver dermed, på godt og ondt, mulighed for at lære nye sider af sig selv at kende. Det giver også mulighed for at se nye sider af ens ægtefælle. Det kan være stort og smukt; og det kan være grimt og svært. Ofte er det en forunderlig blanding.

Muligheden i at komme til kort

At få en kæreste og siden blive gift kan være en god øvelse i at sætte sig selv til side og vælge det bedste for den anden og ikke kun for sig selv. Men at få et barn sætter trumf på denne øvelse. Pludselig bliver behovsudsættelse et grundvilkår for den voksne, fordi barnet i første omgang ikke kan udsætte sine behov.

Hvor smukt det end lyder og hvor rigtigt det end er, så er det også hårdt og svært – særligt når man ikke har sovet, eller når man er presset på andre måder. Ofte vil vi fejle og opleve ikke at slå til. Den version af os selv, som vi før har kunnet skjule, fordi vi ikke brød os om den, bliver sværere at skjule, fordi vi kommer til kort. Den udgave af vores ægtefælle, som vi mindst af alt fandt tiltrækkende, kommer måske også mere frem, fordi han eller hun heller ikke har overskud til kun at være den gode version af sig selv.

Bedst som alt burde være godt, er vi som forældre blevet pressede og står måske mere blottede og usminkede over for hinanden end nogensinde før. Det er ikke altid lige smukt, men det giver en unik mulighed for at øve sig i at give og modtage tilgivelse. Det giver også en fornyet mulighed for at elske og blive elsket på trods af alt det, der i sig selv ikke er elskværdigt. ”Kærligheden skjuler mange synder”, står der (1. Pet. 4,8). Derfor er det så vigtigt at vælge at elske og ære i medgang og modgang – også når to er blevet til tre.

Komplementerende forældre

Når man bliver forældre, bliver man på mange måder et lille nyt menneskes første fundament. Fundamentet består af to forskellige forældre, som gerne skulle bevare deres forskellighed og samtidig fremstå som et team – et fint forbundet fundament for barnet. Det lyder smukt, og det er det også, men det kan også være svært. Som forældre har vi hver vores opvækst og normalitet, vores temperament og ømme punkter, vores kompetencer og behov. Det, der gerne skulle komplementere hinanden smukt, kan så let blive til konkurrence og frustration. Vi må derfor være bevidste om at sætte en ære i at hjælpe det bedste frem i den anden og give hinanden plads.

Det kan betyde, at du må elske hende, når du føler dig overset, når hendes kærlighed synes at gå ubeskåret til jeres barn, og når hun dertil er urimelig og overpylret. Det kan betyde, at du må elske ham, respektere ham og give ham plads, når han går til barnet på en helt anden måde, end du som mor ville have gjort.

På den lidt længere bane, kan det også betyde, at vi må give plads til, at vores ægtefælle bidrager til opdragelsen på en anden måde, end vi selv ville have gjort – måske mere blødt og pædagogisk eller måske mere kort og kontant. Forunderligt nok, har barnet brug for begge dele. Det har brug for at blive set, forstået og rummet; og samtidig har det, når det får en vis alder, brug for at lære, at alt ikke handler om ham eller hende, men at der er noget, man må indordne sig under. Det kan være en svær, men vigtig balance, hvor det er godt, at man kan supplere hinanden. Og midt i vores forskellighed som forældre, får vi lov at afspejle lidt af, hvem Gud er. ”For Gud skabte mennesket i sit billede, (…) som mand og kvinde skabte han dem” (1. Mos 1,27). Tilsammen, som mor og far, får vi lov at afspejle Gud og vores eget fundament for vores barn. Derfor skal vi ikke udkonkurrere hinanden, men søge at supplere hinanden.

På gode dage vil dette opleves dejligt, let og måske endda spændende. Men andre dage kræver det selvopofrelse og overbærenhed at være komplementerende forældre. Også i forældreskabet kan det derfor være godt at gøre som Hebræerbrevets forfatter siger: ”Hold jer ham [Jesus] for øje, som fandt sig i en sådan modstand fra syndere, for at I ikke skal blive trætte og miste modet.” (Heb. 12,4). Måske oplever du at din ægtefælle gør det helt forkert eller at du selv kommer til kort. Men midt i det uperfekte og svære, må vi holde os Jesus for øje og lade ham være bestemmende for vores ord, tanker og handlinger. Guds ord er realistisk. Gud ved, at vi midt i bøvlet kan blive trætte og miste modet. Men som værn mod det, skal vi se på Jesus, tænke på ham, lade sig præge af ham.

Fundamentet

Midt i forældreskabet får vi brug for at hente hvile og hjælp hos Gud. Vi får brug for selv at komme tilbage til Gud som vores fundament, hvis vi skal kunne være et godt fundament for vores barn. For som forældre bliver vi trætte, og vi kommer til kort. Men Jesus har jo netop sagt: ”Kom til mig, alle I som slider jer trætte og bærer på tunge byrder, og jeg vil give jer hvile” (Matt. 11,28). Ved at gå vejen hen til Jesus med alt det, vi kommer til kort med, og med alt det, vi glædes ved, viser vi også vores barn vejen hen til Jesus. Det begynder med, at vi går vejen selv. Det kan gøres på mange måder. Men det at komme til Gud i bøn med stort og småt, læse i børnebibler og andagtsbøger og tale med hinanden i familien om Gud er gode og vigtige elementer i det kristne familieliv. Ligeledes er det vigtigt, at vi viser vejen til en personlig relation med Gud. Vi har selv brug for at være stille med Gud, og det gør indtryk på børn at finde deres mor eller far fordybet i sin bibel eller i bøn.

Forberedelsen

At forberede sig på at blive forældre kan derfor med fordel handle om mere end indkøb af barnevogn og sutter. Det kan handle om, at vi vedvarende søger at lære vores ægtefælle bedre at kende; at vi spørger ind til opvækst og familieværdier, og at vi vover at vise nogle af de sider frem, som vi er mindre stolte af.

Ligesådan kan det være en god idé at øve sig i at give hinanden plads, også når det koster noget. Det kan være i konkrete ting som stilen i hjemmet eller musikken på playlisten, men det kan også være i andre ting som juletraditioner, weekendplaner og meget andet, vi tænker lidt forskelligt om. Som mennesker har vi tendens til at tænke som tante Sofie fra Folk og røvere i Kardemommeby, der synger: ”Hvis alle andre var som jeg, så gik det nok til sidst. Men ingen andre er som jeg, og det er noget skidt.” Men forskelligheden er vigtig og berigende, når vi i respekt giver plads for hinanden.

Endelig kan tilgivelse og forsoning være vigtige øvelser i forberedelsen til forældreskabet, ligesom det at hjælpe hinanden hen til Jesus på forskellig vis og det at bede for sin ægtefælle kan blive uvurderlige ressourcer i det gryende familieliv. Der sker noget, når vi beder for hinanden. En skulle engang have sagt: ”Den største gave vi kan give et andet menneske, er at omslutte vedkommende i forbøn”. Tænk, hvad der kunne ske, hvis du nu og livet igennem bad for din hustru. Løftede hende op for Gud den almægtige og bad om at hendes kræfter måtte slå til, at hendes kærlighed til familien måtte bevares og at Guds godhed måtte omslutte hende i livets mange gøremål. Tænk, hvad der kunne ske, hvis du livet igennem bad for din mand, at han måtte få visdom, kærlighed og styrke til at være en god far og ægtmand i jeres hjem; bad om at Gud dag for dag ville forme ham til at være og blive en mand efter Guds hjerte.

Familielivet er en skøn og svær ting. Men måske ligger den største hjælp i at tænke på, at vi ikke er to, der bliver til tre; men tre, der bliver til fire: Gud, os to og baby.

Del:

Twitter
Facebook